Da jeg var ung, arbejdede jeg i en periode i en kibbutz, Tel Yosef nær Beit Shean i Israel, og det jeg især husker fra dette ophold, var det jødisk-israelske folks indre og ydre skønhed. Det samme kan siges om det palæstinensiske folk. Det er et stolt, intelligent, humoristisk, empatisk, tolerant, smukt, rummeligt folk.
Jeg tænker, hvor uendelig sørgeligt det er, at al denne menneskelige skønhed ødelægges gennem vold. Og jeg tænker, hvor godt det ville være, hvis begge folk var tro mod deres skønhed ved at afstå fra vold.
Det stærke, højtbegavede jødisk-israelske folk, der har fostret så mange fremragende forskere og kulturpersonligheder, det stærke og stolte men også ydmyge palæstinensiske folk, der aldrig har mistet forbindelsen til deres Gud, og som søger gennem (den store) jihad ved åndens renselse at gå vejen til Gud, sharia; disse to folk og deres mennesker har potentiale til så uendeligt meget mere end det, vi ser nu. Til fred.
Begge folk mener, at det hellige land er deres. Men det hellige land tilhører Gud. Og begge folk tilhører Gud. I bør være tro mod Gud og den skønhed, Han har nedlagt i jer. I bør ikke begrave den under hovedskaller ved krig og terror. I kan ikke skabe og bygge et helligt land på vold. Gud har skabt det til fred. Elsk din næste som du elsker dig selv (fra Tanakh). At dræbe ét menneske er som at dræbe alle mennesker (fra Koranen). Vær tro mod det og mod jer selv.
Skriv et svar