At digte er at give det tilfældige en nødvendig form. At digte er at udtrykke det, alle med nødvendighed er alene om. At digte er at kaste slør over det inderste, der forsvinder, idet det åbenbares, og som ikke kan udtrykkes på anden måde. (Inspireret af Goethe)
Den modigste beslutning et menneske kan tage hver dag, er at være ved godt mod (Voltaire). Stille brænder skovene med tilbageholdt styrke rødt, brunt, gyldent, det hele skal opfyldes, alt er opfyldelse. Vi går hånd i hånd, digter jeg, gennem flammerne fortrolige og fremmede, enige i det meste og totalt forskellige. Jeg kender alle dine tanker og ingen af dem rigtigt.
Jeg digter dig lykkelig eller ulykkelig alt efter, hvad du foretrækker, og når denne tekst standser, ender min historie og begynder din i den uendelige tomhed efter den sidste sætnings sidste punktum. Med din historie begynder alle historier, standser døden, begynder verden, lever vi igen som de første lykkelige, udødelige mennesker alene i verden.
Du driver døden ud af dit hjerte med indsigt, min elskede, ud af den kærlighed, der består af angsten for at miste den, den som svejser os sammen med blod og ild og varig smerte. Idet du slipper døden, slipper du mig. Jeg digter os hvilende sammen i kærligheden som den virkelig er, og som den kan blive. De høje veje er vanskelige at gå, dog ikke umulige, altid mulige. Jeg digter den kærlighed, der holder alting sammen i verdens inderste.
Jeg digter smerten ud af dit sind, jeg kaster slør over den, så den er til at bære, jeg digter menneskers nødvendige sandhed og illusion. Jeg digter, at jeg forstår, hvad dit blik udtrykker lige nu, hvor vi går i skoven, øjet, der forandrer sig med ånden bag, det ensomme punkt dybt inde, som er dig eller mig, altid i bevægelse, aldrig i ro, uforanderligt og i stadig forandring. I det blik hviler jeg alene og uden ord.
Du er på vej et sted hen, væk, med kærlighedens forjættende og frygtelige virkelighed, som du tager med dig. Det eneste, der kan trøste mig og helbrede mig for min angst for tabet, er tabets fuldbyrdelse og realitet. Det eneste, der kan dulme min angst for døden, er min død og undergang, det frygtelige, der forsvinder, idet det bliver virkeligt, når sløret hæves. Det eneste der er tilbage er sorgen, som er min hjemløse kærlighed.
Vi ligger sammen i det uendelige hav, der er livet, det dyb hvorover Guds ånd svæver roligt, det hav, der er i os, omkring os, mellem os. Vi kan ikke hæve os over det, derfor kan vi ikke se det, kun leve i det. Smilende lærer Gud os at sænke kærlighedens kongelige segl i hjertets inderste, og ikke binde det om panden. Skjult for alverden lever den hemmelighed, alle kender, men som ikke kan meddeles uden at den forsvinder, og her begynder din historie med træer der brænder tavst og naturligt uden at gå til.
(Med inspiration også fra Mads Vang Christensen og Orhan Pamuk)
Skriv et svar