De faldnes opstandelse, genfødsel og genrejsning

Fra helvede over Jorden til Paradis må de faldne vandre ad den smalle vej og sti, der fører fra døden tilbage til livet. Som enhver anden må de udrense mørket, det onde, indefra og ved egen vilje gennem kamp genføde lyset, kærligheden, i deres indre, så livet i dem igen bliver stærkere end døden, idet det gennem mange tidsaldre bryder igennem ved sorg, anger og soning, der skyller al synd bort og gør ånden ren.

Den vej må de selv gå, ingen kan gå den for dem. Men når vejen er gået til ende, da vil Gud byde de før fortabte nu genrejste sønner og døtre velkomne tilbage til Hjemmets skønne verden til fred og renhed. Mange byrder og lidelser må de i mange tider bære og gennemleve, men glæden og lykken er også deres fremtid og skæbne. Med den trods alt begrænsede lidelse vinder også de evighedens salighed.

Mange byrder og lidelser må de i mange tider bære og gennemleve. Men syndens og lidelsernes tynge bliver med tiden til visdoms vægt og fylde. Lidelsernes skygge gør i tidens fylde hver deres billede til det skønneste, det dybeste. Den, der faldt dybest, skal stige højest. Den, der hadede mest, skal elske dybest. Den, der rasede mod alle med vælde, skal blive den mildeste, den klareste afspejling af den Gud, der har skabt alle ved kærlighed til kærlighed.

Vi kan ikke gå vejen for de faldne, men alle vi, der selv har erfaring med fald, alle vi, der selv kender de lidelser, der følger med synden, alle vi, der indefra og fra os selv kender raseriet og hadet, alle vi, der ved, hvad det vil sige ingen åndelig fred og hvile at have, vi kan gå vejen med dem. Gennem vores medfølelse, der bunder i egne erfaringer med lidelsen, kan vi drage lyset og kærligheden til dem, der har den mest behov, gennem vores tilgivelse og bøn kan vi lette vejen for dem, der som vi går på tunge veje, og derved kan vi være Gud behjælpelige med at vinde alle tilbage.

Men møder kærligheden en lukket dør ved den faldnes hus, så bryder den ikke døren op med vold. Hvem kan vel lede andre til Paradis med tvang og mod den andens vilje? Hvem kan tænde lys med mørke? Vent kun på at lysets klokke falder i slag. Det vil ske for enhver, når tid er.

Mine børn, jeg, jeres Fader, spørger jer: ville I vedblivende være slaver af jeres onde lyster og urene begæringer? Ville I vedblivende færdes i mørke og i synd? Sandelig, I skulle vide: at ingen lidelser, ingen forbandelser, intet urent og intet mørke kunne vare ved i al evighed. Mine børn, hører alle! Søger at angre, hvad I har syndet! thi da brister de bånd, der binder jer, da vil lyset drage jer tilbage til fred og hvile. Mine børn, svar mig, jeres Fader, ønsker I ikke at vende tilbage til lyset og til livet?

(Ordene til sidst i kursiv er Guds, henvendt til de engang jordbundne ånder, og de stammer fra Vandrer mod Lyset (Ardors beretning, s. 92); her let tilpasset til moderne sprogbrug og stavemåde. Dem jeg i teksten kalder de faldne er identiske med dem, der i Vandrer mod Lyset kaldes de ældste)

Kommentarer

Skriv et svar