Forfatter: cpobasse

Mørkets proportionale reaktion på Lysets vækst er en universel lovmæssighed, som vi i sin ekstrem har set, og stadig ser, i de reaktioner der er kommet på det store lysgennembrud, der fandt sted i 1912, da det lykkedes Lysets magter at vinde den dybest faldne, Ardor (Satan), tilbage til Lyset og Gud.

Denne begivenhed markerer det største lysgennembrud, der nogensinde er forekommet på Jorden, en begivenhed af universel betydning og omfang, der er nøje beskrevet i Vandrer mod Lyset. Med denne begivenhed blev mørkets magt brudt.

Reaktionerne fra mørket er da heller ikke udeblevet, og disse reaktioner har formentlig forskellige kilder; fx fra mørket generelt som blind urkraft, nu dog uden egen ledende og skabende intelligens, fra de ældste, der nu inkarnerer under Guds ledelse, og fra æteroptegnelserne (for dette; se Vandrer mod Lyset).

Reaktionerne spænder vidt i kulturen og i de menneskelige samfund. Mørkets reaktioner er som tyktflydende understrømme i det lys, der brød igennem i 1912, og hvis ikke vi som mennesker formår at holde fast i fundamentet, det vil først og fremmest sige i Vandrer mod Lyset og her da særligt i vigtigheden af tilgivelsen af Ardor, så føres vi til havs af understrømmene og drukner i diverse dekadente filosofier, kunstområder, produkter angiveligt af mediumistisk indhold men af tvivlsom karaktér og kvalitet, moderne, men dekadent spiritualitet, der blot er en ny form for gudløs materialisme, dekadent videnskabelighed, ateisme, krig og konflikt, polarisering af landenes befolkninger, racisme, intolerance og meget andet.

At blive stående i strømmen og ikke lade sig rive med og føres til havs påhviler især de mennesker, der allerede nu kender og anerkender og forstår Vandrer mod Lyset og dens enestående betydning for hele menneskeheden. Vi ser dog også blandt disse ofte velbegavede og etisk velfunderede mennesker nu som før den stærke understrøm og afdrift fra fundamentet.

Udover de nævnte områder af den menneskelige kultur ser vi afdriften hos mennesker, der fx påstår, at æteroptegnelserne er væk eller nu er uvirksomme – hvilket kan føre til en falsk og ubegrundet optimisme, der netop gør os sårbare overfor dem, ved at vi måske bliver mindre agtpågivende overfor vores samvittighed. Og vi ser afdriften og understrømmen gribe fat i mennesker, der fx påstår, at Vandrer mod Lyset nu simpelthen er forældet eller irrelevant.

Den samlede understrøm og dens styrke og omfang ligner en modoffensiv fra det onde, en modoffensiv som fx også viste sig helt tæt ved roden af Vandrer mod Lyset, i form af det såkaldte Bispebrev, som Johanne Agerskov, det medie som oprindeligt modtog Vandrer mod Lyset, selv udsendte (se min artikel Mod Bispebrevet eller fx Georg Jørgensens og Sverre Avnskogs arbejder om emnet).

Men vejen igennem denne modoffensiv er at stå fast. Blive ved fundamentet. Ikke lade strømmen feje benene væk under os. Være meget opmærksomme på og agtpågivende overfor hver vores samvittighed. Stå sammen. Så skal vi nok overvinde også dette.

Den mulighed at Lyset kan bryde synligt igennem i vores verden indenfor en overskuelig årrække i og med den almindelige og almenmenneskelige anerkendelse af Vandrer mod Lyset, anser jeg stadig for en mulighed (jf Supplement II til Vandrer mod Lyset, no 56). Det bliver måske den korte vej. Men det er op til os selv. Det kræver at vi står fast og står sammen.

Valget er frit, og det er vores.

Som led i det bebudede kursskifte for mit forfatterskab – tilbage til rødderne, dvs Vandrer mod Lyset (se indlægget Ved en korsvej) – vil jeg her gentage en tanke vedrørende de etablerede religioner, jeg for år tilbage formulerede, nemlig den, at tilhængere af jødedom, kristendom og islam og også af hinduismen og til dels buddhismen kan og bør rense deres tro, praksis og hellige skrifter ved at filtrere gudsbilledet i de forskellige trosretninger og religioner gennem billedet af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt, dvs gennem det billede af Gud, som gives i Vandrer mod Lyset.

Væk må alle tanker om Gud som den straffende, hævnende og fordømmende Almagt, den lunefulde ”Gud” som mennesker kun tør nærme sig i frygt og bæven og med passende ofre enten fysisk eller som ofring af fornuft og frihed og integritet, og væk må tanken om de mange guder. Ind må billedet af den varme, nære og trygge Gud og Fader, som alle kan nærme sig i tro, tillid og kærlighed under hjertets inderlige hengivelse eller gennem bønnen og tilliden til at den høres og bønhøres, når bønnen bedes af ganske ånd, hjerte og sind.

Ud må alle tanker om mennesket som notorisk syndefuldt og skyldigt og elendigt og uværdigt for Gud, og ind må tanken om menneskets åndelige, guddommelige oprindelse og værdighed, ind må tanken om Guds Rige, Paradis, der åbnes for enhver, når vi har fuldendt vores åndelige udvikling, og vandret vejen til Lyset og Gud til ende, ind må tanken om at vi da vil modtages i Guds åbne Favn som værdige børn af Gud, som myndige der vinder værdighed og integritet og åndelig vægt og fylde ved at lære det onde at kende og at overvinde det gennem talrige jordiske inkarnationer, genfødsler.

Dette siger jeg til alle, hvad enten man kalder sin Gud Jahve, Jesus, Kristus, Den treenige Gud, Allah eller kalder Gud ved andre navne. Mine ord gælder jer alle, og jeg taler i Gud Herren den Almægtiges Navn. I skulle vide, at er jeres navne for Gud end forskellige, så er Herren dog én og den samme for alle. Og vi skulle ikke strides med hinanden om, hvem der forstår den Almægtige bedst, og hvem der rettelig tilhører ”Guds udvalgte flok” og hvem ikke. For vi tilhører alle Gud, og Han/Hun er alles ånds Fader og Skaber, og Gud længes efter os.

Ved at kæmpe mod hinanden og kriges i den Almægtiges hellige Navn vanhelliger vi Gud, der gav os livet. Vi bør følges hånd i hånd som brødre og søstre, og vi bør ikke kæmpe mod hinanden, men sammen kæmpe mod den fælles fjende, mørket, det onde, dét der falsk peger på medmennesket og siger: Dét er fjenden, dét der vækker striden mellem os, dét der falsk siger disse er de hellige, disse ikke. For alle mennesker har del i det hellige, det er i vores ånds inderste, vores ånd er skabt af det, og til det skal vi engang vende tilbage – til det liv i lykke og salighed, der er i al evighed.

Dette hellige er Lyset, kærligheden. Så enkelt er det. Vi behøver ikke være professorer i filosofi eller kvantefysik, vi behøver ikke at udmærke os med det ene eller det andet, vi behøver ikke at være rige, eller hvis vi er rige, da at bortgive alle vores rigdomme for at tækkes Gud og vinde retfærdighed. Vi er gode nok. Det ene fornødne er at elske og at følge sin samvittighed, idet vi gennem kærligheden og ud fra vores indre sans for godt og ondt søger at højne og forædle vores ånd. For kærligheden er alle lige. For Gud er alle lige.

Gennem Vandrer mod Lyset kalder Gud på os, kalder på alle mennesker, og Gud længes. Hvornår vil vi svare Ham?

Vandrer mod Lyset er fundamentet for det arbejde, der siden værkets første fremkomst i 1920 er pågået med at bringe åndens lys til Jorden. Det har siden min tidlige ungdom også været mit eksistentielle og religiøse udgangspunkt, og hovedinspirationen til min virksomhed som forfatter.

Mit forfatterskab har gennem tiden undergået visse ændringer, og fokus for det har skiftet. I 2007 foretog jeg en sådan drejning eller ændring, idet jeg – inspireret af en drøm – erkendte, at jeg havde fokuseret for meget på min personlige lidelse – jeg lever med en alvorlig sindslidelse – og for lidt på de evige sandheder, som bringes i Vandrer mod Lyset.

Den del af forfatterskabet der lå forud for 2007 kan vel nok have haft værdi for enkelte, især for mennesker der som jeg selv lider på forskellig vis, men tankerne deri er falmet og er hurtigt afblomstret, idet de savnede den nødvendige åndelige vægt og ballast og almenmenneskelige interesse.

Senere igen foretog jeg en ny ændring af fokus, idet jeg tænkte, at jeg – som flere andre – når udgangspunktet er Vandrer mod Lyset let kommer til at tænke, skrive og tale i en slags lukket rum uden forbindelse til verden. Et ekkokammer hvor vi prædiker for de omvendte, ikke for syndere for at bruge en gammel, bibelsk term.

Jeg søgte da at bringe en forbindelse og en dialog mellem de to verdner – Guds og menneskers – ved at forholde mig til den almindelige åndshistorie med hovedpunkt i filosofien. Dette kan vel også have en vis værdi, men resultatet har været, at jeg har brugt en mængde tid på studier af filosofiske værker, og har måske forsømt grundlaget, Vandrer mod Lyset, en smule. Døgnet har jo stadig kun 24 timer.

Samtidig må jeg erkende, at en del af motivationen for studierne af åndshistorien har været at høste bifald og anerkendelse, og nu stiller jeg mig selv det grundlæggende spørgsmål: Vil jeg tjene Gud eller søge bifald fra mennesker, vil jeg vedblive gennem måske dybsindige læsninger af filosofien at søge ”det palmestrøede indtog i staden” og verden, eller holde mig tro mod fundamentet?

Hvis jeg vælger at fortsætte kursen mod dialog mellem Gud og mennesker med den motivation at vinde berømmelse og anerkendelse og bifald, så har Gud ingen brug for mig i relation til at bringe åndens lys til Jorden og til mennesker. Dette erkender jeg klart. Og dette ville markere en fortsat afdrift fra det væsentlige. Derfor skifter mit forfatterskab nu igen fokus – det vil jeg i hvert fald bestræbe mig på.

Det bliver et skifte tilbage til fundamentet, Vandrer mod Lyset. Det bliver igen hovedfokus. Formålet er at bringe lys og klarhed og at øse af de uendelige og evige åndens livskilder, som værket er så rigt på. Til dette arbejde har jeg et klart eksempel til efterfølgelse i den norske Vandrer mod Lyset forsker og ekspert, Sverre Avnskog, der i artikel efter artikel og i skrift efter skrift holder sig tro mod udgangspunktet for lysarbejdet på Jorden. Interesserede kan læse Avnskogs skrifter på vandrermotlyset.net og på toward-the-light.net.

Jeg vil søge at vise, at det virkelig er sandt, at Lyset er brudt igennem i vores verden i og med Vandrer mod Lysets fremkomst og realitet og alt det, der ligger bag denne kendsgerning: At det i starten af det 20. århundrede lykkedes Lysets magter at vinde mørkets fyrste, Satan (Ardor), tilbage til Lyset og Gud, hvorfor det også lykkedes at bringe en god del af åndens evige sandheder uforfalskede til verden og til menneskers kendskab og viden.

Samtidig vil jeg søge at pege på den genvej til Lyset og Gud, som åbnedes som mulighed for alle mennesker, da mørkets magt blev brudt: Gennem tilgivelse af den dybest faldne (Ardor), og alt der knytter sig hertil.

Men frem for noget vil jeg søge at holde mig fri af den samtids- og fremtidspessimisme, der ifølge Avnskog kan gøre os sårbare overfor æteroptegnelsernes fortsatte aktivitet og realitet (for æteroptegnelser; se Vandrer mod Lyset). Dermed vil jeg søge at tegne et billede af verden og virkeligheden præget af håb, tro og tillid, hvilket kan være med til at skabe den bedre verden, der virkelig er mulig. For er ikke den, der kun ser mørke, blind?

Lyset er brudt igennem i vores verden. Djævelens trone står tom. Gud kalder gennem Vandrer mod Lyset på alle mennesker, Hans/Hendes uendeligt elskede børn. Lad os svare Ham/Hende. Gud er kun en tanke og en bøn væk. Gud er tryg og varm og nær. Der er, som en anden Vandrer mod Lyset kender engang sagde det, ikke noget at være bange for. Gud kalder på os. Hører I det ikke?

En ikke uvæsentlig del af Aristoteles´ filosofi og metafysik drejer sig om sondringen mellem en tings stof og dens form, den såkaldte hylomorfisme. En tings stof er fx mursten og træ for et hus, dets form er det færdige hus. Derfor kalder Aristoteles også en tings stof for mulighed eller potentialitet, mens tingens færdige form, fx huset, er virkelighed eller aktualitet. Mursten og træ har muligheden for at blive til et hus, og det færdige hus er den virkeliggjorte form. En given ting er en sammensætning eller enhed (compound) af stof og form. De eksempler Aristoteles nævner andrager overvejende eller kun ydre ting og objekter.

Med Vandrer mod Lyset kan den eventuelle gyldighed af Aristoteles´ metafysik, eller i hvert fald dele af den, imidlertid fordobles, idet den kan rykkes ind i det enkelte menneske og dets bevidsthed, og altså ikke kun gælde for de ydre skikkelser og former.

Vi kan således med Vandrer mod Lyset tænke, at tanken som sådan, tanken i sig selv som fænomen og begreb, er stof – forstået som mulighed (potentialitet) – for de enkelte tanker, som er ækvivalente med Aristoteles´ begreb om de fysiske former (aktualitet). Hermed får vi en hylomorfisk model af bevidstheden, at altså også bevidsthed lader sig beskrive og forklare som en sammensætning eller enhed af stof og form.

Denne tanke bygger på de meddelelser, der gives i Vandrer mod Lyset s. 149 (stykket med småt) og s. 147, hvor det dels siges, at lys og mørke er partikler, dels at tanke og vilje er koncentrationer af Lyset i deres oprindelse, dvs fra Guds skabelse af menneskets ånd. Da tanke og vilje altså i deres oprindelse er koncentrationer af Lyset, er de også udtryk for stof, da de er dannet af partikler, idet vi her forstår stof i en udvidet betydning, den der gives s. 149 om både Lys- og mørkepartiklerne.

Den videre gyldighed af Aristoteles´ metafysik, idet vi altså rykker den ind i det enkelte menneske, omfatter også begrebet om tilblivelse og tilintetgørelse, idet tanker opstår ud fra tankens stof, og ”går til grunde”, idet tanker kommer og går i en evig strømmen. Tanker bliver dog her næppe til intet, men lagres som minder eller farver og meddanner vores karaktér og personlighed, som det siges i Vandrer mod Lyset, Kommentaren, s. 151, Oversigten, s. 251-252 og s. 264. (Se også Aristoteles´ skrift Om tilblivelse og tilintetgørelse).

Det er videre muligt at rykke Aristoteles´ tanker om de forskellige årsagstyper, den materielle, formelle, virkende og finale årsag, ind i menneskets tanke og bevidsthed.  Den materielle årsag til disse tanker, nedfældet i disse ord, er fx min tanke, den formelle årsag den skikkelse tankerne tager i det jeg her skriver, idet min tanke undfanger tankerne ved min vilje, og jeg skriver ordene, den virkende årsag er mig, som tænker og skriver inspireret af Aristoteles og Vandrer mod Lyset, og den finale årsag, hensigten, er at skabe erkendelse (se Aristoteles´ Metafysik og fx artiklen Aristotle on Causality på Stanford encyclopedia of Philosophy).

For overskuelige indføringer i Aristoteles´ filosofi og metafysik, se også fx artiklerne Aristotle og Aristotle´s metaphysics på Stanford encyclopedia of Philosophy.

For Aristoteles handler fysikken og andre almindelige videnskaber om det værende, metafysikken (førstefilosofien) derimod om det værende som værende (Aristoteles, Metafysik). Tilsvarende handler fysik og andre videnskaber om erkendelse, metafysik om erkendelse som erkendelse.

Derfor er metafysik for Aristoteles den primære og mest grundlæggende af alle videnskaber, det fundament som alle andre videnskaber står på. Hvis dette fundament rokkes eller helt er fraværende rokkes hele videnskaben og dermed al menneskelig erkendelse. Derfor er der også i dag brug for metafysisk afklaring, en afklaring som Aristoteles for sin del søger i sin Metafysik.

Aristoteles´ forsøg på en afklaring rummer den tanke, at substansen er det grundlæggende for det værende som værende, mens kontradiktionsprincippet og princippet om den udelukkede midte er det grundlæggende for erkendelsen som erkendelse.

Substans er for Aristoteles essens, almenheder, art og subjekt (se også artiklen Aristotle´s metaphysics på Stanford encyclopedia of Philosophy), men han siger i øvrigt, at der er lige så mange typer af det værende, som der er kategorier: 1) substans 2) kvantitet 3) kvalitet 4) relationer 5) sted 6) tid 7) position 8) besiddelse 9) handling 10) påvirkning (jf Kategorier).

Til at erkende det værende som værende og erkendelse som erkendelse udvikler Aristoteles logikken (Organon) som redskab til disse erkendelser.

I sin etik udvikler Aristoteles tanken om den gyldne middelvej som dydens vej til lykke, noget enhver søger ifølge ham (Den nikomakhæiske etik; dydsetikken).

Nu – alt dette kan vel være rigtigt og sandt. Men jeg tænker, at vi kan formulere en langt enklere vej til sand erkendelse og ret handlen (erkendelse og etik), hvis vi tager udgangspunkt i Vandrer mod Lyset, en vej der er lettere at forstå og følge, og som vi kan gøre operabel i vores hverdag, uden at vi behøver være geniale filosoffer eller slå op i diverse filosofiske og logiske mesterværker.

Denne vej bygger på den enkle tanke: At hjertet giver tanken indhold og viljen retning, og derfor er det grundlæggende i erkendelse og etik hjertet. For at erkende sandt og handle ret må vi da følge og søge at rense vores hjerte, dvs vores kærlighed.

Til det brug har vi først og fremmest sorgen og angeren over vores fejlgreb og synd, dvs de tilfælde hvor vi har handlet mod vores samvittighed, mod bedre viden (jf Vandrer mod Lyset, Kommentaren, s. 158-159).

Set på den måde er hjerte og samvittighed det grundlæggende og første for sandhed og etik, ret handlen, dvs vejen til lykke og fred. Dette mener jeg er en enklere vej til et godt liv, og en vej der kan tilpasses den enkelte og til alle situationer. En dynamisk vej – som livet selv.

I sin Metafysik søger Aristoteles et grundlag for såvel eksistensen som for erkendelsen. På begge områder må der foreligge et vist grundlag, en første årsag eller et første princip, hvis ikke vores forståelse af eksistens og erkendelse skal ende i en uendelig regres, og således gøre vores erkendelse umulig eller ugyldig.

Således – siger Aristoteles – må der foreligge en første årsag til eksistensen, til det værende. Hvis ikke der foreligger en sådan første årsag, er der ingen årsager overhovedet, og dermed heller ingen virkninger. Årsagskæden kan ikke fortsætte uendeligt bagud i tid (Metafysik, II. Lille alpha, 2). Hvis vi medgiver, at der findes virkninger, må der også findes årsager til disse virkninger. Hvis endvidere verden og dens ting og objekter og forhold til enhver tid er virkninger, må der til disse virkninger svare årsager, der altså ikke kan fortsætte uendeligt bagud i tid.

Da verden og dens ting, objekter og forhold eksisterer og er virkninger, må der findes årsager til disse virkninger, og hvis der altså findes årsager, må der også findes en første årsag, en første årsagsløs årsag til verden og det værende.

Med Vandrer mod Lyset vil vi sige, at denne første årsagsløse årsag er Gud; eller mere præcist: Urkosmos, dvs Urtanke, Urvilje, Urlys og Urmørke. Vi kan føre analysen endnu videre ved at sige, at Tanken (Urtanken) er den første årsagsløse årsag, idet Ardor indleder sin beretning i Vandrer mod Lyset ved at sige, at Tanken (Urtanken) er altings ophav.

Videre med Vandrer mod Lyset kan vi sige, at verden forstået som virkning eller virkninger, dvs verden forstået som bevægelse og forandring, har sin første årsag i Viljen, (Urviljen), der satte verden i bevægelse ved den første dragning ind mod Lyset (jf Vandrer mod Lyset, Kommentaren, kap. 1). Hermed kan Viljen siges at være den første ubevægede bevæger (Aristoteles).

Set på denne måde er altså Tanken altings ophav ontologisk, dvs med hensyn til det værende som værende (Aristoteles), mens Viljen er bevægelsens og forandringens ophav, den første bevæger.

Dette være sagt om verdens ontologiske grundlag, dvs det grundlæggende for det værende som værende.

Med hensyn til erkendelsen og dens grundlag identificerer Aristoteles et grundlæggende princip i form af kontradiktionsprincippet, som han formulerer sådan: ”Den samme bestemmelse kan umuligt både gælde og ikke gælde om det samme på samme tid og i samme henseende” (Metafysik, IV. 3; hele stykket om kontradiktionsprincippet: IV. 3-6).

Et andet sted (Metafysik, IV. 6) siger Aristoteles, at bevisførelsens grundsætning, dvs kontradiktionsprincippet, ikke selv kan bevises. Hvis man kræver bevis også for denne sætning, er den ikke en grundsætning for bevisførelsen, og ophæver således begrebet om det, vi søger, hvis vi søger et grundlag for erkendelsen. Og ligesom i det ontologiske grundspørgsmål må man standse et sted, for ikke at ende i en uendelig regres, og således ugyldiggøre al erkendelse, eller gøre erkendelsen umulig.

Med andre ord: Hvis ikke begrundelserne standser et sted, findes der – parallelt til det ontologiske grundspørgsmål – ingen begrundelser og dermed erkendelse overhovedet. Altså: Hvis vi medgiver at verden findes og at vi kan erkende noget om den, må både verdens eksistens og vores erkendelse af den have et grundlag, en første årsag og begyndelsesgrund (Aristoteles), hvis ikke vi både ontologisk og erkendelsesteoretisk (epistemologisk) skal havne i en uendelig regres.

Med Vandrer mod Lyset vil vi sige, at den fælles første årsag og begyndelsesgrund for både eksistens og erkendelse er Tanken (Urtanken) (jf den citerede udtalelse af Ardor i værket), mens Viljen (Urviljen) som nævnt er den første bevæger og kilde til al bevægelse og forandring og dermed også for tid.

Hvordan og i hvilken forstand Tanken således er altings ophav og grundlag, hører ind under det, der i Vandrer mod Lyset kaldes gåden om det uskabte, en gåde som endnu er uløst, og som først kan løses, når Vandrer mod Lyset forhåbentlig i en ikke for fjern fremtid vinder sin almindelige udbredelse og fællesmenneskelige anerkendelse (jf Supplement II til Vandrer mod Lyset, no 56).

(Illustration: AI via Microsoft Bing)

I artiklen Den tragiske kærlighed har jeg forsøgt at beskrive en af de måder, mørket, det onde, søger at forvirre, blænde og narre os på i forbindelse med kærligheden; at det søger at indgive os den tanke, at kærligheden gør ondt og næsten per definition er tragisk og lidelsesfuld, hvor det i virkeligheden er mørket selv, her i skikkelse af forelskelsen, der giver os lidelse og hjertesorg.

Et parallelt fænomen har jeg iagttaget med livet selv. Som sindslidende kender jeg meget til (psykisk) lidelse og smerte. Jeg har da ofte været fristet til at vende mig fra livet, fordi jeg har tænkt og syntes at have erfaret, at livet er så fuldt af lidelse, at det egentlig er ubærligt.

Men i lighed med forholdet omkring kærlighed og forelskelse er det ikke livet, der er lidelsesfuldt, men mørket i os, der bringer os smerte. Når vi således lider, så kan vi i bitterhed søge mentalt eller konkret (gennem selvmordet) at flygte fra livet eller kaste det fra os, men derved flygter vi ind i det mørke, fx døden, der i virkeligheden giver os den lidelse, vi flygter fra.

Hverken livet eller kærligheden bringer os lidelser. Det er mørket, der søger at få os til at vende os fra livet og kærligheden, og hvis vi gør dét, så bringer det os netop de lidelser, vi søger at flygte fra. Og dette er eksempler på mørkets, det ondes, paradokse natur.

Livet og kærligheden hører til Lyset, og Lyset giver os åndelig fred, hvile og velvære. Hvis vi søger at flygte fra livet og kærligheden, stikker vi derved os selv i ryggen med mørkets dolk for hvert skridt vi træder fremad i tilværelsen.

Vi der lider, bør derfor ikke søge at undfly livet og kærligheden, vi bør ikke vende os fra dem, men tværtimod søge ind i livet og kærligheden. For kun de kan give os den fred vi søger. Måske ikke med det samme, men så dog engang i tidens fylde.

Vi der lider, bør ikke i vores lidelse i raseri vende os fra Gud, men til Gud, der er livet og kærligheden selv; Gud, der måske i sidste ende er den eneste, der kan give os fred.

Gennem tiderne er det fra forskellig side blevet forsøgt at give et egentligt bevis for Guds eksistens. Vi har fx det ontologiske bevis, som oprindeligt er forsøgt af Anselm af Canterbury i form af en bøn, og vi har Thomas Aquinas´ fem indicier.

Imidlertid mente filosoffen Immanuel Kant at kunne modbevise alle disse forsøg med det principielle argument, at menneskets erkendelse er bundet til rum og tid, den kan ikke overskride disse grænser, og da Gud må antages at eksistere uden for rum og tid – hvis Han findes – kan vi aldrig bevise Hans eksistens. 

Dette anfører Kant i sit erkendelsesteoretiske hovedværk Kritik af den rene fornuft under afsnittet om fornuftens antinomier eller fire konflikter (4. konflikt), som den med nødvendighed geråder i, hvis den forsøger at overskride rummets og tidens grænser (enhver tænkelig erfaring).

Jeg vil her prøve at behandle spørgsmålet om Guds eksistens med et lidt andet udgangspunkt end de traditionelle, idet jeg tager udgangspunkt i Aristoteles´ tænkning og i det, der kaldes De tre gyldne Frugter: Hilsen til Danmark, Vandrer mod Lyset med supplementer, og Forsoningslæren og genvejen.

Hvis det senere eksisterer – siger Aristoteles i skriftet Om tilblivelse og tilintetgørelse (De generatione et corruptione)– så må der nødvendigvis være gået noget forud, en materiel, formal, virkende og final årsag (se fx Metafysikken og artiklen Aristotle on Causality på Stanford encyclopedia of Philosophy), som også må eksistere eller have eksisteret.

Hvis jeg eksisterer, må der være en årsag til det. Jeg må have biologiske forældre, der igen må have forældre osv. Hvis et bestemt hus eksisterer, så må der være nogle der i fortiden har bygget det.

Hvis jeg eksisterer, og hvis jeg udover min fysiske krop også har en udødelig ånd, så må der nødvendigvis være en, der i fortiden har skabt denne ånd. Denne Skaber må da være Gud. Spørgsmålet er derfor: Har jeg og alle mennesker en udødelig ånd? Hvis vi har det, og det kan godtgøres, er Guds eksistens bevist.

Nu kan man jo angribe spørgsmålet om åndens eksistens eller ikke-eksistens på mange måder. Man kan fx sige følgende: Hvis det er en kendsgerning, at vi mennesker tænker og handler, så har vi både tanke og vilje. Da vi hverken smager, hører, lugter, føler eller ser tanken og viljen, da vi altså ikke sanser tanken og viljen, så må de være oversanselige, hvis de eksisterer. Hvis vi med det oversanselige fx mener ånden eller det åndelige, så er det godtgjort, at vi har en ånd, der blandt andet består af tanke og vilje. Og hvis vi har en ånd, så må den være skabt engang, skabt af Gud. Altså må Gud eksistere.

Det er én måde at behandle spørgsmålet på. En anden måde at tilgå spørgsmålet om åndens og dermed Guds mulige eksistens på er ved at tage De tre gyldne Frugter på ordet: Det første værk, der udkom i serien var digtsamlingen Hilsen til Danmark (1915). Denne digtsamling rummer digte angiveligt af da for længst afdøde digtere, deriblandt N. F. S. Grundtvig og H. C. Andersen, og samlingen var – siges det – ment som et bevis på åndens overlevelse af det fysiske legemes død, altså et bevis for den udødelige ånds eksistens, og dermed også for Guds eksistens.

Hilsen til Danmark er en realitet. Den findes. Hvis derfor det kan godtgøres – ud fra komparative litterære studier – at digtene virkelig må stamme fra de angivne afdøde digtere, så har vi et bevis for den udødelige ånds og dermed også for Guds eksistens.

Men et sådant studie er mig bekendt aldrig blevet foretaget. Jeg kan heller ikke selv foretage et sådant studie, da jeg helt mangler uddannelse og forudsætninger for dét. Men der findes jo mange dygtige og kompetente litteraturforskere, der vil være i stand til det. Derfor kan jeg opfordre sådanne forskere, der måtte have lyst til og mod på et sådant studie til at forsøge.

Det er jo ikke et ligegyldigt studie, der her kan forsøges. Det er et studie, der potentielt kan afgøre årtusinders diskussion om åndens og Guds mulige eksistens og natur. Om udødelighed og evighed. Et studie med klare evighedsperspektiver. Opfordringen er hermed givet videre.

(Illustration: AI via Microsoft Bing)

Det der kaldes den store litteratur er ikke i tvivl: Kærligheden er tragisk, og den store, altoplugende kærlighed fører med næsten matematisk sikkerhed til afgrund og død og udslettelse. Alligevel er det dén vi drages mod, længes efter og ikke kan leve uden.

Eksemplerne fra verdenslitteraturen er mange; fx beretningen om Jakob og Rakel i 1. Mosebog, skildringen af den mulige og den tragiske kærlighed i Isaac Bashevis Singers Familien Moskat, Shakespeares Romeo og Julie og mange andre. Fra musikhistorien kan nævnes Richard Wagners Tristan og Isolde.

Men hvorfor er det tilsyneladende sådan? Stræber vi mennesker med nødvendighed mod vores egen personlige undergang gennem den store kærlighed?

Efter min opfattelse grunder dette problem i en misforståelse af kærligheden og dens natur. Kærligheden er i sig selv helt uskadelig og den er universets stærkeste kraft. Jeg skal prøve at indkredse problemet ved det følgende, som jeg i alt væsentligt bygger på Vandrer mod Lyset samt personlige oplevelser:

Der findes i verden grundlæggende to kræfter: Lys og mørke, godt og ondt. Lyset er det primære, mørket det sekundære. Sådan er det blevet på grund af Guds sejr ved Lyset i den kosmiske kamp mellem godt og ondt, og dermed Guds emanation, fremstigen som Personlighed.

Mørket er besejret, men ikke tilintetgjort. Derfor griber det til stadighed efter Lyset, og det reagerer proportionalt med Lysets vækst, som jeg tidligere har forsøgt at formulere det. Mørket har derudover den egenskab at det blindt søger at efterligne Lyset, hvorved fremkommer dets ”lyse” aspekt (jf tidligere skriverier om mørkets ”lyse” og dets rent sorte aspekt; mørkets dobbeltaspekt eller dobbeltnatur).

Dette har betydning for undersøgelsen af kærlighedens natur. For idet kærligheden, som er Lys, vågner og vokser, vågner og vokser samtidig også mørket, det onde. Det griber efter kærligheden med mørkets efterligning af kærligheden, nemlig forelskelsen. Forelskelsen er altså et eksempel på mørkets ”lyse” side eller aspekt.

Og da alt mørke i sidste ende peger mod døden, så peger forelskelsen også mod død og undergang gennem dens ekstatiske rus og evnen til at blinde og blænde os, herunder vores tanke eller fornuft. Det er ikke kærligheden, der blinder og blænder os, kærligheden er ikke blind, men det er mørket, som ved forelskelsen efterligner den.

Det er således ikke den store kærlighed, der er tragisk og fører til død og undergang, men den store og dybe forelskelse, der er noget helt andet. Den forelskelse som så let vågner sammen med kærligheden, og som forhindrer os i at se klart, og som får os til at blande de to fænomener sammen i en tragisk masse. For at undgå tragedien og med den de dybe lidelser må vi lære at skelne.

Kærligheden er seende og er ikke ekstatisk eller en rus. Forelskelse gør blind og den er ekstase og rus. Lyset gør seende, mørket gør blind. Lyset og kærligheden fører til liv og fred. Mørket fører til død, ufred og lidelse.

Dén sondring mangler litteraturen og kunsten stadig at drage. Jeg har her forsøgt at give en kort skitse.

(Illustration: Justitia; AI via Microsoft Bing)

Det vi gør for eller mod hinanden, gør vi samtidig for eller mod os selv. Det er en direkte følge af karmaloven og gengældelsesloven. Det er vel nu af mig og andre udviklet i tilstrækkelig klarhed og detalje (se Vandrer mod Lyset). Som vi sår, skal vi høste. Kærlighed og dens gerninger har dermed en positiv konsekvens for os, synd det modsatte.

Men den modne etiske holdning og livspraksis har et lidt andet fokuspunkt. Den tilsiger os, at vi ikke bør gøre det gode og afstå fra det onde for vores egen skyld, men derimod for andres.

Nogle eksempler: Vi bør ikke afholde os fra i bil at køre over for rødt i trafikken af frygt for at få en bøde, men fordi vi ved at køre over for rødt udsætter andre medtrafikanter for fare. Af samme grund bør vi ikke afstå fra at overskride fartgrænserne i trafikken af frygt for at få en bøde, men for andres sikkerheds skyld.

Vi bør heller ikke afstå fra krig af frygt for selv i senere inkarnationer at blive offer for krigens rædsler, men fordi krig indlysende skader andre. Og vi bør behandle flygtninge humant og med den respekt og beskyttelse vi selv ville ønske at modtage, hvis vi var i deres situation; ikke for vores egen fremtids skyld, men for deres.

Både de (gode) jordiske og de guddommelige love har en mening, et motiv for deres tilblivelse. Vi bør efter den modne etiske holdning ikke søge at følge disse love, og afstå fra at bryde dem primært for vores egen skyld, men for andres.

Lovenes mening er at fremme det gode og mindske det onde. Derudover virker både (gode) jordiske og guddommelige love ved at skabe orden og ikke kaos. Vi bør simpelthen søge at følge Guds og Lysets love, og de af de jordiske love der er inspirerede af Lyset, fordi de er gode, og fordi de gavner andre (primært) og derigennem også os selv (sekundært).

Dette opfatter jeg som den modne etiske holdning.

Med hensyn til flygtninge må vi desuden sige, at ligesom vi der lever i sikre og velstående samfund, og som har mulighed for og derfor pligt til at yde beskyttelse og tryghed som anført, har også flygtninge forpligtelser overfor de samfund, der modtager dem og yder dem den hjælp, de har behov for. Således påhviler det flygtninge i hvert fald ikke at skade de lande de flygter til og modtages af, fx gennem voldsforbrydelser, bedrageri, bandeuvæsen og andre former for kriminalitet.

Begås sådanne handlinger af flygtninge, må det påregnes som skærpende omstændigheder ved strafudmåling; sådan som det formentlig også bliver det efter de guddommelige love.