Blog

Efter indledende og specielt i fortalen at have søgt at forklare grundprincipperne i teosofiens esoteriske filosofi, går Den hemmelige lære, som Blavatsky angiveligt modtog, først ved at se i astrallyset, dernæst ”som i en drøm” af en af Mestrene, over til at gengive og kommentere syv såkaldte Stanzer, mindre tekststykker, fra Dzyâns bog, som skal være en ældgammel visdomsbog, hvori den inderste og altomfattende visdom er givet, dog i kodesprog eller i paradoks form, hvortil kræves en nøgle for at forstå.

Et eksempel på den paradokse form er denne fra Stanze 1: Tilværelsens årsager var fjernet; det synlige, som var, og det usynlige, som er, hvilede i ikke-væren, den ene væren”.

Det, der tales om her i Stanze 1, er Brahmas, eller Guds nat, den passive, hvilende, drømmende tilstand, der går forud for enhver udånding af kosmos og universet i det, der kaldes den kosmiske evolution. Alt er i denne hviletilstand, men kun som mulighed, endnu ikke virkelighed, og derfor – tænker jeg – bruges den paradokse formel, at alt både er, og ikke er; væren er endnu ikke blevet tilværelse.

En anden mulig forklaring til den paradokse form i Stanzerne kan vi måske forstå ved en tanke fra Aristoteles, nemlig den, at vi mennesker, da vores bevidsthed og tanke er endelig, begrænset, ikke kan forstå eller opfatte det ubegrænsede, det uendelige. For alligevel at søge at forstå det, må vi begrænse det, fx gennem ord og begreber, hvorved det ikke længere er ubegrænset, uendeligt. Det vi kan opfatte, er formen, markeret ved grænsen. Men det grænseløse har jo netop ingen grænse, fx Brahma eller Gud.

Vi har også begreberne det ubegrænsede og det uendelige, men ved selve disse ord og begreber begrænses det ubegrænsede, og vores ord og begreber bliver da på en måde pr definition misvisende eller utilstrækkelige. Vores erkendelse af det absolutte eller ubegrænsede, uendelige bliver gennem vores ord og begreber mâyâ, illusion. Derfor får det ubegrænsede i sproget paradoksets form for at søge at gøre det tilgængeligt for den menneskelige tanke.

I syv Stanzer fra Dsyâns bog beskrives syv stadier, der hver for sig varer en evighed, i det, der kaldes den kosmiske evolution. Denne kosmiske evolution består af Brahmas eller Guds udånding og indånding, hvor ved udåndingen Brahma udånder en tanke, der bliver til kosmos eller universet og alt, der findes deri. Ved denne udånding skaber Brahma ikke egentlig noget, men viser kun forskellige aspekter af sig selv, fx ånd, krop, tid, dyr, mineraler osv. (smlg med Martinus´ kosmologi og Spinozas Etik om den ene selvberoende substans og dennes fremtrædelsesformer).

Rummet, den evige moder, der er årsag til alt uden selv at have en årsag, slumrer i hviletilstanden, og tiden findes ikke. Tiden er en illusion, knyttet til bevidsthed, og da der i hviletilstanden ingen bevidsthed findes, er der heller ingen bevidsthed tidens illusion kan opstå i. Lidelse og forløsning (nirvana) findes heller ikke, for der er ingen til at lide eller forløses. De syv veje til salighed (nirvana), de store årsager til lidelse, nidâna (årsager til tilværelsen), og mâyâ er ikke.

Rummet er i hviletilstanden udifferentieret, og den første differentiering ved Brahmas udånding er ånden, derefter stoffet. Ånd, sjæl og krop er en treenighed, hvis syntese er livet. Englene, Ah-hi eller Dhyân-Chohaner, i det åndelige hierarki er manifestationer af den guddommelige tanke og vilje, der kommer til udtryk ved Brahmas udånding. Hierarkiet opstår ved, at alt liv, hvortil også regnes mineraler, atomer og dyr, gennemgår alle stadier af liv.

Jeg håber her at have gengivet indholdet i Stanze 1, med kommentarer, i det mindste nogenlunde korrekt. For den der er fortrolig med Vandrer mod Lyset, min reference, vil det antagelig hurtigt fremgå, at der er visse ligheder og forskelle mellem Den hemmelige lære og Vandrer mod Lyset.

En af forskellene er, at i Den hemmelige lære beskrives den kosmiske evolution som en evig udånding og indånding, en aktiv og en passiv periode eller tilstand, et evigt åndedræt, der gentages fra evighed til evighed uden begyndelse og ende. En udånding og en indånding der dog sker på stadigt højere og dybere niveauer, mens kampen fra mørke til Lys for Urtanken og Urviljen, og Guds sejr og emanation i Vandrer mod Lyset siges at være foregået én gang, og at denne kamp aldrig vil gentages. Sejren er evig.

En anden forskel er, at der i Den hemmelige læres hviletilstand kun er mørke, i Vandrer mod Lyset både Lys og mørke, godt og ondt (se også indlægget Vandrer mod Lyset og teosofien. Kosmogoni). Udsagnet i Den hemmelige lære nuanceres dog ved, at der her siges, at set fra ét perspektiv, det guddommelige, var der i Urtilstanden kun lys, men at dette oprindelige lys af den menneskelige tanke opfattes som mørke. Jeg håber denne tanke er rigtigt opfattet.

Der er altså visse forskelle mellem de to værker, men hvad der er rigtigst, må læseren selv afgøre.

Venligt at høre, mildt at dømme.

Med dette citat fra Shakespeare (Henry V, prologen) indleder Helena Petrovna Blavatsky sit værk, Den hemmelige lære, og det er et godt og velvalgt citat, som jeg vil prøve at efterleve, nu hvor jeg prøver at forstå og skrive om værket. For en ordens skyld skal jeg sige, at jeg læser værket i dansk oversættelse af Adyar-udgaven (1962) ved Sigrid Møller, udgivet på Strubes Forlag, 1980.

Straks skal det siges, at det på en måde er misvisende at kalde værket Blavatskys, for det har en særegen tilblivelsesproces, der er parallel til den, der blev fulgt ved skabelsen af Vandrer mod Lyset. Blavatsky så således – hedder det i afsnittet først i bogen, Hvordan ”Den hemmelige lære” blev skrevet – manuskriptet i astrallyset, en arbejdsform, der dog snart blev for vanskelig, hvorefter hun fik det forevist ”som i en drøm” af en af Mestrene.

Blavatsky siger selv i samme afsnit af bogen med et citat fra Michel Montaigne: Mine herrer, jeg har blot bundet en buket af blomster, jeg har samlet, og af mit eget har jeg ikke bidraget andet end den snor, der holder dem sammen. Værket er efterfølgende fremkommet som et mosaikarbejde af det, hun således modtog, parallelt til Johanne Agerskov, det medie, der modtog Vandrer mod Lyset, og som i fortalen til dette værk siger, at hun ikke egenmægtigt har slettet noget eller lagt noget som helst til de meddelelser, der blev givet hende ved tankeinspiration af oversanselige intelligenser. 

Vandrer mod Lyset er også derefter – parallelt til Den hemmelige lære – fremkommet som et mosaikarbejde, hvor svarene på forskellige spørgsmål, stillet af en lille kreds omkring Agerskovs, blev givet fra oversanselig side, og derefter ordnet i en bestemt rækkefølge efter de oversanselige intelligensers vejledning og anvisning (se Efterskriften til værket).

Jeg skal her forsøge at forstå og gengive den skabelsesberetning eller kosmogoni, der udfoldes i Den hemmelige lære så åbent og loyalt jeg kan, og dermed også forklare nogle af teosofiens grundprincipper, som de er formuleret i den esoteriske filosofi i dette værk. Derefter vil jeg gengive Vandrer mod Lysets forklaring på det samme spørgsmål. Hvor der kan forekomme afvigelser og forskelligheder mellem de to værker, vil og kan jeg ikke for læseren afgøre, hvilken kosmogoni der er mest sand eller sandsynlig – om nogen af dem – men overlade dette til læserens selvstændige vurdering, alt efter hvad den enkeltes indre sans, samvittighed, tilsiger ham eller hende.

Verden, kosmos – siger Den hemmelige lære – pulserer eller ånder ud og ind i en evig cyklus af aktivitet, bevægelse, og passivitet, ubevægelighed. Udåndingen og indåndingen er Brahmas (Guds) dage og nætter. Ved udåndingen vågner bevidsthed, verdensånden og intelligensen, deriblandt menneskers ånd og bevidsthed, ved indåndingen indslumrer de igen, og “svæver drømmene over vandene” (smlg. 1. Mosebog, 1, 1-2). Ved udåndingen dannes også stoffet og dets bevægelse, og universet får en sansbar, ydre, konkret form, om end det er uendeligt. 

Vi mennesker bevæger os i forskellige verdensaldre gennem inkarnationerne og reinkarnationerne fra de laveste til de højeste livsformer; fra mineraler over planter og mennesker til ærkeengle (smlg. Martinus´ kosmologi). 

Vi mennesker kan ikke rigtig forstå Brahmas nætter eller Guds passive, slumrende tilstand, da vi er led i Bevidsthedens eller Åndens udstrømning, emanation, dens vågne tilstand. Når vi forsøger at forstå nætterne, gør vi det fra den vågne tilstand, som når vi søger at tolke vores drømme. Resultatet bliver ofte uklart og måske misvisende. Ånd kan ikke forstå ikke-ånd, det værende ikke det ikke-værende.

Verdens, kosmos´, evige pulseren eller åndedræt foregår på stadigt højere niveauer (smlg. igen med Martinus. Smlg også med moderne videnskabelige teorier om Big Bang og Multiverset), og den er evig uden begyndelse og ende.

Vandrer mod Lysets kosmogoni er lidt anderledes. Her siges det, at Gud fra evighed var Urtanke og Urvilje, adskilte, men at de fra et vist tidspunkt, eller rettere ved tidens begyndelse, rakte mod hinanden ved kærligheden og dermed mod Livet, og efter en kamp mellem Lys og mørke, godt og ondt, i ukendte evigheder, sejrede Lyset, kærligheden, og Gud fremstod, emanerede sig selv, som Lysets behersker og mørkets besejrer. Denne sejr er evig, og kampen vil aldrig blive gentaget. Den tid vil komme, hvor der intet mørke mere findes overhovedet i kosmos, og vi mennesker, Guds børn i åndelig forstand, deltager i den kosmiske udrensning af mørket ved vores egen og selvstændige kamp mod denne urkraft.

Ved denne kosmogoni giver det mening at sige, at Tanke og Vilje sammen med kærligheden og livet er verdens bevægende principper, og dermed også at de er kernen i den inderste visdom, verdens bevægende og bærende kræfter og principper. I sidste ende bærer kærligheden alt, da Tanken og Viljen i løbet af deres kamp ud af mørket, og ved Guds sejr og emanation ved Tankens og Viljens harmoniske forening, er blevet koncentrationer af Lyset, hvis essens er kærlighed (se indlægget Vandrer mod Lyset og teosofien. Et første blik). Samtidig er Tanke, Vilje, Lys og kærlighed uerkendelige for mennesker i deres inderste kerner, og det udgør en principiel grænse for vores viden. Vi vil dog fortsætte vores udvikling og åndelige vækst og forædling i al evighed i en evig vandring mod Lyset.

Efter at Gud emanerede sig selv, skabte Han/Hun (Gud er i Vandrer mod Lyset lige så meget en kvindelig som en mandlig Personlighed) et mægtigt Rige til bolig for sig selv, sine Tjenere og de senere tilkomne Guds børn, englene. Engang vil alle mennesker også modtages i dette Rige, som vi normalt kalder Paradis, af Gud selv, når vi har overvundet mørket, det onde, og har fuldendt vores udvikling i Lysets verdner. Dette Rige, Paradis, er skabt og gennemsyret af Lyset og dermed af kærligheden, da kærlighed altså er Lysets essens.

Hvilken af de to kosmogonier man finder rigtigst, må som sagt være op til den enkelte at afgøre. At de er forskellige, er der ingen tvivl om. Måske har andre helt andre bud. For mig personligt ser det ud til, at en af forskellene er kærligheden. Jeg ser den i den ene, og ikke i den anden – med det forbehold at min læsning og forsøg på forståelse af Den hemmelige lære indtil videre kun omfatter bogen til og med fortalen. Min opfattelse kan således være en misforståelse og fejlagtig, utilstrækkelig. Andre kan naturligvis have andre vurderinger.

Som varslet i indlægget Vandrer mod Lyset og nogle parallelle åndelige strømninger vil jeg i den kommende tid søge at forholde mig til nogle af de åndelige retninger og filosofier, der i tid omkranser Vandrer mod Lyset. 

Jeg havde egentlig tænkt mig at skrive længere enkelttekster, hvor jeg ville dykke ned i fx teosofien og Martinus´ kosmologi, og først skrive, når jeg havde læst hele fx Blavatskys, Den hemmelige lære, men afviger nu fra denne plan til fordel for kortere indlæg, som jeg skriver undervejs i læsningen af de forskellige værker og skrifter, og så også offentliggører dem undervejs, fx her på bloggen. Dette kan måske også give en mere levende, umiddelbar kvalitet og friskhed til teksterne.

Det første jeg nu vil tage fat på, er teosofien gennem et første blik på Helena Petrovna Blavatskys Den hemmelige lære, og jeg skal understrege, at der her kun er tale om et første, foreløbigt blik på værket. Jeg koncentrerer mig foreløbig kun om selve tankerne i et første indtryk. Senere kan tilløbe oplysninger om den parallelitet, jeg ser mellem Blavatsky og Johanne Agerskov som medier og personligheder, paralleliteten med hensyn til tilblivelsen af Den hemmelige lære og Vandrer mod Lyset, som Johanne Agerskov modtog, og andet.

Den første store tanke jeg udleder allerede af de første sider af Den hemmelige lære og ved at læse lidt frem i teksten er denne: Teosofien forsøger gennem esoterisk filosofi – lige som Vandrer mod Lyset – at forene al religion, filosofi og videnskab. Lige som universet har en yderside og en inderside, en ydre, sansbar side, og en indre, usynlig, har visdommen også en yderside og en inderside. Visdommens yderside repræsenteres fx ved de enkelte religioners doktriner, dogmer, ritus, praksis og helligskrifter, de hellige bøger.

Religionernes inderste kerne og fælles impuls iklædes ofte i deres ydre fremtoninger og skikkelser mytens sprog, symbolik (fx jødestjernen, korset eller halvmånen) og forskellige riter og liturgier til brug ved gudstjenesten. Dette kan opfattes som en form for tilsløring af det inderste, den inderste kerne, en tilsløring som i nogle tilfælde er nødvendig, da kendskabet til de inderste, okkulte kræfter i visdommen medfører vældige kræfter, der i hænderne på de forkerte kan være ødelæggende. Derfor åbenbares også i tiderne kun mindre dele af den oprindelige, altomfattende, fælles, indre kerne og lære og visdom.

En anden kilde til tilsløring opstår når de indviede søger at omvende eller indvie de uindviede, og visdommen således kommer i ukyndige hænder.

Al religion stammer altså ifølge Den hemmelige lære fra en fælles kilde og en fælles universel lære, visdom og sandhed. Dette flugter rigtig godt med Vandrer mod Lyset, idet vi ud fra dette værk kan sige, at al religion i sidste ende stammer fra Gud, og bliver realiseret i den jordiske verden af de personligheder, de yngste, der har lovet Gud at være behjælpelige med at lede alle til Ham/Hende, båret frem af menneskers længsel efter deres guddommelige Ophav.

Nu har jeg jo langt fra læst hele Den hemmelige lære, og jeg ved ikke, hvad der vil komme. Det må tiden vise. Men jeg tænker umiddelbart, at det ikke er så svært at udfinde den inderste kerne af enhver religion, den enkle, altomfattende visdom, som Blavatsky skriver om.

Jeg tænker, at der hvor al religion kan forenes, løber sammen, det fælles punkt, den ene, altomfattende sandhed, det største af alt er én sandhed, ét ord, én virkelighed: Kærligheden. Den helt almindelige kærlighed mellem mennesker og mellem mennesker og Gud. Enhver religion er startet ud fra denne ene, indre impuls, kærligheden, om end de hver for sig har fået forskellige, ydre udtryk, eftersom de er vandret fra den indre impuls og virkelighed til ydre skikkelse. I sidste ende er den indre, oprindelige impuls Guds og de yngstes kærlighed til mennesker (Vandrer mod Lyset).

Religionernes ydre skikkelse – og megen anden menneskelig aktivitet – skal ofte blot – eller kommer til – at sløre denne ene, indre, enkle, fælles sandhed og virkelighed og realitet – af grunde man kan læse nærmere om i Vandrer mod Lyset.

Hvis dette er rigtigt opfattet, så er livet ikke så indviklet. Det hele er udtrykt i jødedom og kristendom ved det fælles bud om næstekærlighed og kærligheden til Gud. Alt andet er støj. Unødvendigt. Vi skal eller bør elske os selv og vores medmennesker og Gud. Dét er retningen. Mod Lyset.

Af den oprindelige, enkle, røde ledetråd danner vi ofte gennem religioner og filosofier sammenfiltrede garnnøgler og knytter tilsyneladende uopløselige knuder, mens vi skændes og strides om, hvem der har fat i den lange ende. Og svaret er måske, at det har vi alle sammen.

Måske finder vi ikke kun sandheden og visdommen i studerekammeret ved kunstigt lys, men først og sidst ude under Solen i den inderste kerne og realitet – blandt mennesker.

For alle menneskelivets områder gælder det, at de bliver sært gennemsigtige på baggrund af det værk, Michael Agerskov udgav i 1920, Vandrer mod Lyset. Det gælder fx på det historiske og det politiske område, og det gælder på det religiøse, spirituelle og filosofiske åndsfelt.

Det jeg vil tage op her, er specielt det religiøse og det spirituelle område af menneskelivet. De etablerede verdensreligioner er direkte eller indirekte behandlet i Vandrer mod Lyset,specielt kristendommen. Og jeg har selv tidligere forsøgt at bruge en særlig metode i forbindelse med en gennemgang af verdensreligionen islam, nemlig at filtrere denne religion gennem det billede af Gud, der tegnes i Vandrer mod Lyset; Gud som Lysets og kærlighedens Almagt. Jødedommen er også til dels behandlet i værket.

Det der imidlertid ikke er behandlet i Vandrer mod Lyset, er de som det synes parallelle åndelige strømninger – fraregnet spiritismen, der behandles indgående – der opstod nogenlunde samtidig med dette værk, dvs omkring sidste halvdel af det 19. århundrede, og mange af det 20. og nu det 21. århundredes religiøse og spirituelle udviklinger og bidrag. Jeg tænker her først og fremmest på teosofien, antroposofien, Martinus´ kosmologi, bogen ”Kursus i mirakler”, og af senere forfattere, Peter Kjærulffs og Eckhart Tolles arbejder og værker.

Disse parallelle åndelige strømninger ser jeg under den synsvinkel og den tanke, jeg har forsøgt at formulere i indlægget Mørkets proportionale reaktion på Lysets vækst; altså som mørkets, det ondes, modoffensiv, svar og reaktion på det mægtige Lys, der blev tændt med Vandrer mod Lyset; samt ud fra den tanke jeg har formuleret i indlægget, Mørkets, det ondes, janusansigt, den tanke, at mørket har et ”lyst” og et rent sort perspektiv, aspekt eller ansigt. Jeg har også tidligere søgt at formulere denne sidste tanke som et udtryk for mørkets dobbeltaspekt.

Men dette mit syn baserer sig kun på et første indtryk, et indtryk der særligt er dannet i forbindelse med min årelange deltagelse i diverse messer af alternativ art, Krop-Sind-Ånd-messerne og Mystikkens univers i København, hvor jeg har stået på en stand som repræsentant for Vandrer mod Lyset. Mit syn og første indtryk, der også baserer sig på en flygtig læsning af diverse forfattere (Kjærulffs tanker har jeg dog studeret indgående), kan være forkert. Det vil jeg gerne prøve at undersøge i den kommende tid. Altså om disse parallelle åndelige strømninger er udtryk for Lys eller for mørke (forklædt som Lys), og om det er berettiget eller uretfærdigt at dømme dem som udtryk for det onde.

Jeg ønsker ikke at dæmonisere nogen, eller udstille nogle forfattere og religiøse eller spirituelle ledere og deres tilhængere, men vil søge at tilgå emnet med den samme venlighed, respekt og imødekommenhed, som jeg selv ønsker at møde, når jeg står frem i verden med min tro, min viden, mit håb og mine drømme. De åndelige retninger jeg her omtaler, er jo vel fundament for nogle menneskers liv, de kan være en kilde til glæde og fred, eller de kan markere en alvorlig søgen efter mening, sandhed og fylde i livet. Og som sådan fordrer omgangen med dem respekt og varsomhed.

Der er altså for mig tale om en balancegang: At holde fast i mit eget grundlag, Vandrer mod Lyset, uden samtidig at dæmonisere nogle mennesker, der måske simpelthen bare tænker, tror og håber anderledes end jeg. Med andre ord: Holde fast i både grundlaget og venligheden og åbenheden. For – som jeg selv tidligere har formuleret det: Hvad er sandheden værd, hvis ikke den bæres af kærlighed til mennesker? En sandhed der ikke bæres af kærlighed, kan man godt være foruden, og jeg vil derfor i relation til de parallelle åndelige strømninger søge at bringe Lys og sandhed med kærlighed, venlighed og respekt, og så poste de eventuelle frugter af denne bestræbelse i form af tekster andetsteds her på min hjemmeside og blog.

Dersom sandheden udtales i Guds Navn, da må mørket, det onde, vige.

Gennem tiderne har kristendommen fra sin første begyndelse med Paulus´ udlægning af Jesu liv og død vækket ikke så få ædle og ophøjede følelser blandt mennesker, de kristne. Mange føler og mener at forstå, at de overfor Kristus står overfor Gud selv. Mange vækkes til denne tro gennem evangeliet, når ordet prædikes og høres, eller når man læser i bibelen. Andre vækkes på anden vis.

Står vi ved Kristus virkelig overfor Gud? Er Kristus Gud?

I De tre gyldne Frugter (en samlebetegnelse for Hilsen til Danmark, Vandrer mod Lyset med supplementer og Forsoningslæren og genvejen) siges det, at det ikke er tilfældet, og at de kristne gennem tilbedelsen af Kristus som Gud lægger en tung vægt på Kristi skuldre, samt at man med denne tilbedelse dagligt korsfæster ham, sådan som man har gjort det de sidste 2000 år.

Selv siger Kristus i sin tale til os mennesker i Forsoningslæren og genvejen blandt andet: Mennesker! Alle I, der elske og tilbede mig, I vide ikke, hvilken sorg og smerte I dagligen forvolder mig. I vide det ikke; thi vidste I det, da vilde min sorg, min smerte give genklang i eders hjerter. Jeg vil ikke klage for eder over den byrde, I have givet mig at bære; thi vor Fader har hjulpet mig at bære den. Ja, sandelig, Han har båret den for mig, thi ellers var jeg segnet under byrdens vægt! Og hvilken byrde er det ikke! I have gjort mig, eders ældre broder, til eders Gud! Hvor kunne I gøre det? Bære I ikke alle i eders hjerte et billede af eders Gud, eders ånds Fader? Jeg spørger eder, føle I ikke, at jeg langtfra svarer til dette billede?

Der er ingen tvivl om, at mange kristne elsker og ærer Kristus af deres ganske hjerte, men det sker altså lidt på falske betingelser, da Kristus ikke er Gud, og ikke har sonet alverdens synd gennem sit liv, død på korset og den påståede fysiske opstandelse, og Kristus har ikke gennem dette åbnet vejen til frelse for alle, der tror. Dette siger jeg i Gud Herren den Almægtiges Navn.

I stedet for tilbedelsen af Kristus som Gud, bør vi mennesker løfte guddomsbyrden af hans skuldre, og elske ham som vores ældre bror (i åndelig forstand), der gennem sin kærlighed til os har påtaget sig at lede os alle til Lyset og Gud. Vi bør forstå, at Kristus er frelseren, ikke i kraft af sin død og ”opstandelse”, men gennem sin kærlighed til os, og derved at det var ham, der var hovedmanden bag det gennembrud for Lyset, der skete i 1912, da Kristus ved Guds hjælp brød mørkets magt ved at vinde den dybest faldne, Satan (Ardor), tilbage til Lyset og Gud (for dette; se Vandrer mod Lyset).

Hvis vi mennesker ud fra disse tanker løfter guddomsbyrden af Kristi skuldre, og derved svarer på hans kærlighed til os som vi bør, da først kan vi få det rette forhold til ham, og da vil han lettes i sin gerning, og han vil glædes inderligt og måske elske os endnu mere. Og er end hans, Kristi kærlighed til os mennesker, kun at regne for et fnug mod det hele univers i sammenligning med Guds kærlighed til os, da er den dog rig, dyb og ægte (jf Forsoningslæren og genvejen).

Blandt kendere og tilhængere af værket Vandrer mod Lyset er der gennem tiden blevet ført mange stridigheder og åndelige kampe, der har ført til venskabers forlis, forbitrelse og indbyrdes fordømmelser. Og derved ligner vi de første kristne, som de er beskrevet i Vandrer mod Lyset, Ardors beretning, kap. 34. Også de stredes om mangt og meget, og ingen ville bøje sig.

De glemte alle at bede Gud om at vejlede dem, og at holde indbyrdes fred, glemte Kristi kærlige ord elsker hverandre, glemte den kærlighed, der må følge og grunde alt arbejde for Lyset på Jorden. Og derved vandt mørket indpas hos dem, og overskyggede med tiden den kærlighed, de givetvis alle bar i deres ånd og hjerte, og som de søgte at bringe til Jorden og til mennesker.

Glemmer også vi, der kender og elsker Vandrer mod Lyset, at bede Gud stå os bi? Har mørket også vundet indpas hos os ved vores indbyrdes uforsonlighed? Må vi også med rette sige, at ingen af os vil bøje sig, at også vi er rede til at fordømme og smede – i kærlighedens navn? Måske kommer sandheden for en dag, men hvad er det værd, hvis vi i denne proces begraver kærligheden?

Vi strides om mange ting. Fx om Bispebrevets ægthed eller uægthed, strides om Modersolenes bevægelser i verdensrummet, strides om det formålstjenlige eller forkastelige ved at opspore og offentliggøre fotografier af Johanne og Michael Agerskov, der jo stod så centralt i frembringelsen af Vandrer mod Lyset, strides om nutidige mediers arbejder og deres lødighed eller uægthed, om deres rod i Lyset eller i mørket.

Jeg har selv mange gange betrådt intolerancens og fordømmelsens usalige veje og stier, jeg er ikke selv for god, og ikke uskyldig. Men nu spørger jeg: Når vi nu kender beretningen om de første kristne, og hvor de gik vild – trods alle gode forsætter og ønsker om at bringe Lys, klarhed og sandhed til menneskers erkendelse – bør så ikke vi være de første til at gå en anden vej, gå hinanden i møde, mødes som brødre og søstre, og fremfor alt: Bede Gud vejlede os og være med os, så vi kan begrave striden, og så kærlighedens frø og kerne i stedet?

Vi ønsker vel alle at bringe Lyset til Jorden, og Lysets essens er jo kærlighed. Hvis derfor vi strider for Lyset og sandheden, men misrøgter kærligheden, går vi da ikke selv vild? Må vi da ikke bede Gud være med os og vejlede os, at Lyset og kærligheden kan sejre?

Mørkets proportionale reaktion på Lysets vækst er en universel lovmæssighed, som vi i sin ekstrem har set, og stadig ser, i de reaktioner der er kommet på det store lysgennembrud, der fandt sted i 1912, da det lykkedes Lysets magter at vinde den dybest faldne, Ardor (Satan), tilbage til Lyset og Gud.

Denne begivenhed markerer det største lysgennembrud, der nogensinde er forekommet på Jorden, en begivenhed af universel betydning og omfang, der er nøje beskrevet i Vandrer mod Lyset. Med denne begivenhed blev mørkets magt brudt.

Reaktionerne fra mørket er da heller ikke udeblevet, og disse reaktioner har formentlig forskellige kilder; fx fra mørket generelt som blind urkraft, nu dog uden egen ledende og skabende intelligens, fra de ældste, der nu inkarnerer under Guds ledelse, og fra æteroptegnelserne (for dette; se Vandrer mod Lyset).

Reaktionerne spænder vidt i kulturen og i de menneskelige samfund. Mørkets reaktioner er som tyktflydende understrømme i det lys, der brød igennem i 1912, og hvis ikke vi som mennesker formår at holde fast i fundamentet, det vil først og fremmest sige i Vandrer mod Lyset og her da særligt i vigtigheden af tilgivelsen af Ardor, så føres vi til havs af understrømmene og drukner i diverse dekadente filosofier, kunstområder, produkter angiveligt af mediumistisk indhold men af tvivlsom karaktér og kvalitet, moderne, men dekadent spiritualitet, der blot er en ny form for gudløs materialisme, dekadent videnskabelighed, ateisme, krig og konflikt, polarisering af landenes befolkninger, racisme, intolerance og meget andet.

At blive stående i strømmen og ikke lade sig rive med og føres til havs påhviler især de mennesker, der allerede nu kender og anerkender og forstår Vandrer mod Lyset og dens enestående betydning for hele menneskeheden. Vi ser dog også blandt disse ofte velbegavede og etisk velfunderede mennesker nu som før den stærke understrøm og afdrift fra fundamentet.

Udover de nævnte områder af den menneskelige kultur ser vi afdriften hos mennesker, der fx påstår, at æteroptegnelserne er væk eller nu er uvirksomme – hvilket kan føre til en falsk og ubegrundet optimisme, der netop gør os sårbare overfor dem, ved at vi måske bliver mindre agtpågivende overfor vores samvittighed. Og vi ser afdriften og understrømmen gribe fat i mennesker, der fx påstår, at Vandrer mod Lyset nu simpelthen er forældet eller irrelevant.

Den samlede understrøm og dens styrke og omfang ligner en modoffensiv fra det onde, en modoffensiv som fx også viste sig helt tæt ved roden af Vandrer mod Lyset, i form af det såkaldte Bispebrev, som Johanne Agerskov, det medie som oprindeligt modtog Vandrer mod Lyset, selv udsendte (se min artikel Mod Bispebrevet eller fx Georg Jørgensens og Sverre Avnskogs arbejder om emnet).

Men vejen igennem denne modoffensiv er at stå fast. Blive ved fundamentet. Ikke lade strømmen feje benene væk under os. Være meget opmærksomme på og agtpågivende overfor hver vores samvittighed. Stå sammen. Så skal vi nok overvinde også dette.

Den mulighed at Lyset kan bryde synligt igennem i vores verden indenfor en overskuelig årrække i og med den almindelige og almenmenneskelige anerkendelse af Vandrer mod Lyset, anser jeg stadig for en mulighed (jf Supplement II til Vandrer mod Lyset, no 56). Det bliver måske den korte vej. Men det er op til os selv. Det kræver at vi står fast og står sammen.

Valget er frit, og det er vores.

Som led i det bebudede kursskifte for mit forfatterskab – tilbage til rødderne, dvs Vandrer mod Lyset (se indlægget Ved en korsvej) – vil jeg her gentage en tanke vedrørende de etablerede religioner, jeg for år tilbage formulerede, nemlig den, at tilhængere af jødedom, kristendom og islam og også af hinduismen og til dels buddhismen kan og bør rense deres tro, praksis og hellige skrifter ved at filtrere gudsbilledet i de forskellige trosretninger og religioner gennem billedet af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt, dvs gennem det billede af Gud, som gives i Vandrer mod Lyset.

Væk må alle tanker om Gud som den straffende, hævnende og fordømmende Almagt, den lunefulde ”Gud” som mennesker kun tør nærme sig i frygt og bæven og med passende ofre enten fysisk eller som ofring af fornuft og frihed og integritet, og væk må tanken om de mange guder. Ind må billedet af den varme, nære og trygge Gud og Fader, som alle kan nærme sig i tro, tillid og kærlighed under hjertets inderlige hengivelse eller gennem bønnen og tilliden til at den høres og bønhøres, når bønnen bedes af ganske ånd, hjerte og sind.

Ud må alle tanker om mennesket som notorisk syndefuldt og skyldigt og elendigt og uværdigt for Gud, og ind må tanken om menneskets åndelige, guddommelige oprindelse og værdighed, ind må tanken om Guds Rige, Paradis, der åbnes for enhver, når vi har fuldendt vores åndelige udvikling, og vandret vejen til Lyset og Gud til ende, ind må tanken om at vi da vil modtages i Guds åbne Favn som værdige børn af Gud, som myndige der vinder værdighed og integritet og åndelig vægt og fylde ved at lære det onde at kende og at overvinde det gennem talrige jordiske inkarnationer, genfødsler.

Dette siger jeg til alle, hvad enten man kalder sin Gud Jahve, Jesus, Kristus, Den treenige Gud, Allah eller kalder Gud ved andre navne. Mine ord gælder jer alle, og jeg taler i Gud Herren den Almægtiges Navn. I skulle vide, at er jeres navne for Gud end forskellige, så er Herren dog én og den samme for alle. Og vi skulle ikke strides med hinanden om, hvem der forstår den Almægtige bedst, og hvem der rettelig tilhører ”Guds udvalgte flok” og hvem ikke. For vi tilhører alle Gud, og Han/Hun er alles ånds Fader og Skaber, og Gud længes efter os.

Ved at kæmpe mod hinanden og kriges i den Almægtiges hellige Navn vanhelliger vi Gud, der gav os livet. Vi bør følges hånd i hånd som brødre og søstre, og vi bør ikke kæmpe mod hinanden, men sammen kæmpe mod den fælles fjende, mørket, det onde, dét der falsk peger på medmennesket og siger: Dét er fjenden, dét der vækker striden mellem os, dét der falsk siger disse er de hellige, disse ikke. For alle mennesker har del i det hellige, det er i vores ånds inderste, vores ånd er skabt af det, og til det skal vi engang vende tilbage – til det liv i lykke og salighed, der er i al evighed.

Dette hellige er Lyset, kærligheden. Så enkelt er det. Vi behøver ikke være professorer i filosofi eller kvantefysik, vi behøver ikke at udmærke os med det ene eller det andet, vi behøver ikke at være rige, eller hvis vi er rige, da at bortgive alle vores rigdomme for at tækkes Gud og vinde retfærdighed. Vi er gode nok. Det ene fornødne er at elske og at følge sin samvittighed, idet vi gennem kærligheden og ud fra vores indre sans for godt og ondt søger at højne og forædle vores ånd. For kærligheden er alle lige. For Gud er alle lige.

Gennem Vandrer mod Lyset kalder Gud på os, kalder på alle mennesker, og Gud længes. Hvornår vil vi svare Ham?

Vandrer mod Lyset er fundamentet for det arbejde, der siden værkets første fremkomst i 1920 er pågået med at bringe åndens lys til Jorden. Det har siden min tidlige ungdom også været mit eksistentielle og religiøse udgangspunkt, og hovedinspirationen til min virksomhed som forfatter.

Mit forfatterskab har gennem tiden undergået visse ændringer, og fokus for det har skiftet. I 2007 foretog jeg en sådan drejning eller ændring, idet jeg – inspireret af en drøm – erkendte, at jeg havde fokuseret for meget på min personlige lidelse – jeg lever med en alvorlig sindslidelse – og for lidt på de evige sandheder, som bringes i Vandrer mod Lyset.

Den del af forfatterskabet der lå forud for 2007 kan vel nok have haft værdi for enkelte, især for mennesker der som jeg selv lider på forskellig vis, men tankerne deri er falmet og er hurtigt afblomstret, idet de savnede den nødvendige åndelige vægt og ballast og almenmenneskelige interesse.

Senere igen foretog jeg en ny ændring af fokus, idet jeg tænkte, at jeg – som flere andre – når udgangspunktet er Vandrer mod Lyset let kommer til at tænke, skrive og tale i en slags lukket rum uden forbindelse til verden. Et ekkokammer hvor vi prædiker for de omvendte, ikke for syndere for at bruge en gammel, bibelsk term.

Jeg søgte da at bringe en forbindelse og en dialog mellem de to verdner – Guds og menneskers – ved at forholde mig til den almindelige åndshistorie med hovedpunkt i filosofien. Dette kan vel også have en vis værdi, men resultatet har været, at jeg har brugt en mængde tid på studier af filosofiske værker, og har måske forsømt grundlaget, Vandrer mod Lyset, en smule. Døgnet har jo stadig kun 24 timer.

Samtidig må jeg erkende, at en del af motivationen for studierne af åndshistorien har været at høste bifald og anerkendelse, og nu stiller jeg mig selv det grundlæggende spørgsmål: Vil jeg tjene Gud eller søge bifald fra mennesker, vil jeg vedblive gennem måske dybsindige læsninger af filosofien at søge ”det palmestrøede indtog i staden” og verden, eller holde mig tro mod fundamentet?

Hvis jeg vælger at fortsætte kursen mod dialog mellem Gud og mennesker med den motivation at vinde berømmelse og anerkendelse og bifald, så har Gud ingen brug for mig i relation til at bringe åndens lys til Jorden og til mennesker. Dette erkender jeg klart. Og dette ville markere en fortsat afdrift fra det væsentlige. Derfor skifter mit forfatterskab nu igen fokus – det vil jeg i hvert fald bestræbe mig på.

Det bliver et skifte tilbage til fundamentet, Vandrer mod Lyset. Det bliver igen hovedfokus. Formålet er at bringe lys og klarhed og at øse af de uendelige og evige åndens livskilder, som værket er så rigt på. Til dette arbejde har jeg et klart eksempel til efterfølgelse i den norske Vandrer mod Lyset forsker og ekspert, Sverre Avnskog, der i artikel efter artikel og i skrift efter skrift holder sig tro mod udgangspunktet for lysarbejdet på Jorden. Interesserede kan læse Avnskogs skrifter på vandrermotlyset.net og på toward-the-light.net.

Jeg vil søge at vise, at det virkelig er sandt, at Lyset er brudt igennem i vores verden i og med Vandrer mod Lysets fremkomst og realitet og alt det, der ligger bag denne kendsgerning: At det i starten af det 20. århundrede lykkedes Lysets magter at vinde mørkets fyrste, Satan (Ardor), tilbage til Lyset og Gud, hvorfor det også lykkedes at bringe en god del af åndens evige sandheder uforfalskede til verden og til menneskers kendskab og viden.

Samtidig vil jeg søge at pege på den genvej til Lyset og Gud, som åbnedes som mulighed for alle mennesker, da mørkets magt blev brudt: Gennem tilgivelse af den dybest faldne (Ardor), og alt der knytter sig hertil.

Men frem for noget vil jeg søge at holde mig fri af den samtids- og fremtidspessimisme, der ifølge Avnskog kan gøre os sårbare overfor æteroptegnelsernes fortsatte aktivitet og realitet (for æteroptegnelser; se Vandrer mod Lyset). Dermed vil jeg søge at tegne et billede af verden og virkeligheden præget af håb, tro og tillid, hvilket kan være med til at skabe den bedre verden, der virkelig er mulig. For er ikke den, der kun ser mørke, blind?

Lyset er brudt igennem i vores verden. Djævelens trone står tom. Gud kalder gennem Vandrer mod Lyset på alle mennesker, Hans/Hendes uendeligt elskede børn. Lad os svare Ham/Hende. Gud er kun en tanke og en bøn væk. Gud er tryg og varm og nær. Der er, som en anden Vandrer mod Lyset kender engang sagde det, ikke noget at være bange for. Gud kalder på os. Hører I det ikke?

En ikke uvæsentlig del af Aristoteles´ filosofi og metafysik drejer sig om sondringen mellem en tings stof og dens form, den såkaldte hylomorfisme. En tings stof er fx mursten og træ for et hus, dets form er det færdige hus. Derfor kalder Aristoteles også en tings stof for mulighed eller potentialitet, mens tingens færdige form, fx huset, er virkelighed eller aktualitet. Mursten og træ har muligheden for at blive til et hus, og det færdige hus er den virkeliggjorte form. En given ting er en sammensætning eller enhed (compound) af stof og form. De eksempler Aristoteles nævner andrager overvejende eller kun ydre ting og objekter.

Med Vandrer mod Lyset kan den eventuelle gyldighed af Aristoteles´ metafysik, eller i hvert fald dele af den, imidlertid fordobles, idet den kan rykkes ind i det enkelte menneske og dets bevidsthed, og altså ikke kun gælde for de ydre skikkelser og former.

Vi kan således med Vandrer mod Lyset tænke, at tanken som sådan, tanken i sig selv som fænomen og begreb, er stof – forstået som mulighed (potentialitet) – for de enkelte tanker, som er ækvivalente med Aristoteles´ begreb om de fysiske former (aktualitet). Hermed får vi en hylomorfisk model af bevidstheden, at altså også bevidsthed lader sig beskrive og forklare som en sammensætning eller enhed af stof og form.

Denne tanke bygger på de meddelelser, der gives i Vandrer mod Lyset s. 149 (stykket med småt) og s. 147, hvor det dels siges, at lys og mørke er partikler, dels at tanke og vilje er koncentrationer af Lyset i deres oprindelse, dvs fra Guds skabelse af menneskets ånd. Da tanke og vilje altså i deres oprindelse er koncentrationer af Lyset, er de også udtryk for stof, da de er dannet af partikler, idet vi her forstår stof i en udvidet betydning, den der gives s. 149 om både Lys- og mørkepartiklerne.

Den videre gyldighed af Aristoteles´ metafysik, idet vi altså rykker den ind i det enkelte menneske, omfatter også begrebet om tilblivelse og tilintetgørelse, idet tanker opstår ud fra tankens stof, og ”går til grunde”, idet tanker kommer og går i en evig strømmen. Tanker bliver dog her næppe til intet, men lagres som minder eller farver og meddanner vores karaktér og personlighed, som det siges i Vandrer mod Lyset, Kommentaren, s. 151, Oversigten, s. 251-252 og s. 264. (Se også Aristoteles´ skrift Om tilblivelse og tilintetgørelse).

Det er videre muligt at rykke Aristoteles´ tanker om de forskellige årsagstyper, den materielle, formelle, virkende og finale årsag, ind i menneskets tanke og bevidsthed.  Den materielle årsag til disse tanker, nedfældet i disse ord, er fx min tanke, den formelle årsag den skikkelse tankerne tager i det jeg her skriver, idet min tanke undfanger tankerne ved min vilje, og jeg skriver ordene, den virkende årsag er mig, som tænker og skriver inspireret af Aristoteles og Vandrer mod Lyset, og den finale årsag, hensigten, er at skabe erkendelse (se Aristoteles´ Metafysik og fx artiklen Aristotle on Causality på Stanford encyclopedia of Philosophy).

For overskuelige indføringer i Aristoteles´ filosofi og metafysik, se også fx artiklerne Aristotle og Aristotle´s metaphysics på Stanford encyclopedia of Philosophy.