Forfatterskabet Højtryk

Blog

  • Skabelse af orden i tanken i en kærlighedens erkendelsesteori

    Den grundlæggende metode i en kærlighedens erkendelsesteori er at skabe orden i tanken (se indlægget Metode i en kærlighedens erkendelsesteori). Skabelse af orden i tanken sker grundlæggende ved viljen gennem forening af eller balance mellem modsætninger, idet vi opfatter Lyset og dermed kærligheden som en kraft eller magt, der forener eller afbalancerer modsætninger, og på den måde skaber orden (se Vandrer mod Lyset og det nævnte indlæg).

    Fx kan vi i erkendelsen skabe balance mellem subjekt og objekt som udtryk for to dele af den samme helhed (jf taoismens begreb om yin og yang), og altså ikke en principiel adskillelse af de to som hos Kant, og heller ikke en forening af de to efter en lang, begrebslogisk udvikling af Verdensånden som hos Hegel.

    Og vi kan skabe balance i erkendelsen af forholdet mellem individ og samfund, af arbejdsgiver og arbejdstager (som dele af den samme virksomhed), af himmel og jord, ånd og krop, hjerte og hjerne (følelse og fornuft), matematik og logik, deduktion og induktion, sansning og tænkning osv, alt udtryk for dele af den samme helhed vi søger at erkende og nå til forståelse af.

    Eller vi kan skabe forening i erkendelsen ved at søge at forene tanke og vilje ved fx at præstere en ærlig vilje til sandhed ved Lyset og dermed kærligheden, hvorved tanke og vilje forenes i tænkeren eller videnskabsmanden ved skabelsen af et Lysets åndsprodukt eller et videnskabeligt arbejde; på samme måde som tanken og viljen efter en lang udvikling gennem inkarnationerne på et tidspunkt vil smelte sammen permanent til en enhed i individet ved åndens kulmination, hvorved individet i al evighed vil være upåvirkelig af mørkets kræfter og udstrålinger (se Supplement II, no 64).

    Den grundlæggende metode til skabelse af orden i tanken i en kærlighedens erkendelsesteori er altså at lade modsætninger afbalancere hinanden eller forenes.

  • Metode i en kærlighedens erkendelsesteori

    Lyset, og dermed kærligheden, er først og fremmest orden (se Vandrer mod Lyset). En kærlighedens erkendelsesteori må derfor først og fremmest søge at skabe orden i tanken ved forskellige metoder. 

    Disse metoder kan være inspiration gennem intuition (se Vandrer mod Lyset og indlægget Kærlighedens erkendelsesteori), men det kan også være de alt kendte metoder, fx ved logik, iagttagelse og opfattelse (engelsk: perception), eksperiment, teoridannelse ud fra iagttagelse, opfattelse og eksperiment, ved deduktion og induktion, gennem matematik og ved matematisk beskrivelse af naturen, ved tænkning og sansning; og der er sikkert mange flere veje og metoder tilgængelige for tilvejebringelse af orden i tanken og dermed skabelsen af viden og sandhed.

    At det overhovedet er muligt at skabe orden i tanken og erkendelsen, og muligt at formulere metoder til tilvejebringelse af denne orden skyldes, at vi lever i et ordnet Lyskosmos, hvilket igen skyldes Urtankens og Urviljens sejr over mørket og Guds emanation ved Lyset (se Vandrer mod Lyset).

    Havde derimod mørket, det onde, sejret i den kosmiske kamp mellem Lys og mørke, godt og ondt, ville den ordnede tanke have været en umulighed, da mørket grundlæggende er kaos. Verden ville da formentlig have bestået i en række tankemæssige og energimæssige kortslutninger, indtil døden til sidst ville have udslettet alt værende, eller mørket ville – efter at have sprængt og tilintetgjort tanken og viljen og Lyset – være sunket tilbage i evig uvirksomhed uden udsigt til ny aktivitet og liv (se også Supplement I, no 64 angående en mørkets guddom i et mørkekosmos).

    Jeg tænker, at det er muligt at give en delvis, men ikke fuldstændig, forklaring på, hvorfor Lyset er orden, og mørket kaos; nemlig ved at sige, at Lyset ved kærligheden forener modsætninger og derved skaber orden, mens mørket ved hadet splitter dem og derved skaber kaos. Men som tidligere sagt, og som det siges i Vandrer mod Lyset: Kun Gud kender Lyset og mørket til bunds, så denne tanke og forklaring dækker kun delvis virkeligheden.

    Grundtanken om metoderne i en kærlighedens erkendelsesteori er altså ved forskellige metoder og ved viljen at søge at skabe orden i tanken og derigennem skabe viden og sandhed.

    Hvad den almindelige og aktuelle filosofi siger og tænker om erkendelse og sandhed kan man få et indtryk af ved læsning af artiklerne Epistemology på Stanford encyclopedia of Philosophy og Truth på Internet encyclopedia of Philosophy.

  • Kærlighedens erkendelsesteori

    Grundtanken i en mulig kærlighedens erkendelsesteori, som bygger på Vandrer mod Lyset er, at al sandhed er i Lyset og dermed i kærligheden, da kærligheden er Lysets essens (Supplement I, no 39; se også indlægget En mulig ny vending i erkendelsesteorien).

    Dermed siger vi også, at al sandhed er i Gud, da Gud på en måde er alt Lys og al kærlighed.

    Men vi må straks tegne en grænse for den viden, vi måske kan nå ad denne vej. For kærligheden er i sig selv uudgrundelig og udefinerlig (jf samme sted i Supplement I), og ingen uden Gud kender Lysets og kærlighedens inderste kerne og realitet.

    Dermed har vi tegnet en første grænse, men også et omrids af det felt, Lyset og kærligheden kan udgøre for den menneskelige erkendelse, en figur, et felt som vi med tiden måske kan udfylde med skikkelser, gestalter, former, sentenser, visdom, sandhed, måske nye grænser og nye omrids, alt som indsigten nu vil komme.

    Dette arbejde kan selvfølgelig ikke fuldføres på et øjeblik, og måske – eller helt sikkert – aldrig nå sin fuldendelse, da Lyset og kærligheden er uendelige kilder til viden, indsigt og sandhed. Og måske kunne andre både nu og i fremtiden ønske at bidrage til udviklingen af denne mulige nye erkendelsesteori.

    Den metode jeg selv ønsker at bruge til formålet, er inspiration gennem intuition i Vandrer mod Lysets forstand. Altså det at stille sig til rådighed for oversanselig indflydelse og inspiration ved evnen til intuitiv opfattelse. Det vil jeg gøre, fordi jeg mange gange har konstateret, at det er den klart højest ydende og mest givende arbejdsform.

    Ved den oversanselige inspiration er der det forhold at agte på, at den nu kun gives og bliver givet i en mere upersonlig og mindre direkte og intensiv form end den, der lå til grund for skabelsen af Vandrer mod Lyset. Ved den nuværende form for oversanselig inspiration kender man sjældent eller aldrig kilden, og man må som inspireret åndsarbejder stå frem i eget navn og på eget ansvar.

    Men inspirationen er altså den måde, jeg vil forsøge at bidrage til arbejdet med. Andre vil måske ønske at bruge andre måder, andre arbejdsformer og følge andre veje. Alt har sin ret.

    Jeg håber med denne bestræbelse, som jeg oplever selv er udtryk for inspiration at kunne bidrage til den Lysets kultur, vi har mulighed for at skabe i fællesskab og som menneskehed ud fra de rige frugter, Vandrer mod Lyset bragte og bringer (De tre gyldne Frugter), samt ud fra den stadige oversanselige indflydelse på vores verden, en indflydelse og et arbejde Gud er den øverste leder af.

  • En mulig ny vending i erkendelsesteorien

    For ikke længe siden undfangede jeg ved tanken en idé til et muligt nyt bidrag til erkendelsesteorien. Ideen var omtrent denne: At for så vidt som viden og dermed sandhed både kan være almen og speciel, kunne viden og sandhed fremtænkes af det dialektiske forhold og samspil mellem begreb (det almene) og fænomen (det specielle).

    Videre tænkte jeg, at det dialektiske forhold mellem begreb og fænomen er kendetegnet ved, at begreber kan udledes ved induktion fra fænomener, og at fænomener kan udledes ved deduktion fra begreber.

    Begreber kan derudover tillige, tænkte jeg, være fænomener, og fænomener begreber, idet selve begrebet om begreber kan betragtes som et fænomen, altså fænomenet begreb, og fænomener kan betragtes som begreb, fx fænomenet menneske, der tillige er et begreb.

    Samlet, tænkte jeg, kunne disse forhold, det dialektiske forhold mellem begreb og fænomen hvor de to udledes af hinanden ved hhv induktion og deduktion, udgøre grundstammen i skabelsen af viden og sandhed.

    Dét var ideen. Jeg påtænkte at give eksempler for derved at gøre teorien nærværende og vedkommende for erkendelsesteorien. Men så meldte en ny tanke sig. Det var for mig som om, at teorien kunne blive endnu et af disse systemer, eller først blot en groft skitseret idé og indfaldsvinkel, et system, som måske kunne blive nyttigt og brugbart – men koldt, uden menneskelig følelse og varme; smukt som en iskrystal, der snart ville smelte bort og forsvinde (gennem kritikkens ilddåb). Sådanne systemer er filosofihistorien rig på.

    Den helt nye tanke og metode til skabelse af viden og sandhed – en mulig ny vending i erkendelsesteorien, hvor vi ikke videretænker det felt af filosofien, som åbnedes med de klassiske tænkere i Vesten, fx Sokrates, Platon og Aristoteles – tager sit udgangspunkt et helt andet sted:

    Nemlig i værket Vandrer mod Lyset. Ifølge dette værk er sandheden i Lyset, og Lysets essens er kærlighed (Supplement I, no 39). Derfor tænker jeg den nye idé og vending tage udgangspunkt i dén, kærligheden, hvor kærligheden bruges som motor for erkendelsen, bruges aktivt og bevidst til skabelse af viden og sandhed.

    Hvad det indebærer, og hvordan vi nærmere kan bruge kærligheden i erkendelsesteorien, er for tidligt at sige nu. Foreløbig er det kun en idé. Men hvis ideen er brugbar og frugtbar, kan vi skabe viden og erkendelser, ja en hel erkendelsesteori, med et helt nyt udgangspunkt og afsæt og felt. 

    Viden og erkendelse, og en teori for dem, kan da fremtænkes til skikkelser præget af menneskelig varme og vedkommenhed og nærvær, en ny kærlighedens erkendelsesteori inspireret af åbenbaringen Vandrer mod Lyset, og gennemtænkt ud fra den nævnte sammenhæng mellem Lys, viden, sandhed og kærlighed; en kærlighed, der da kan binde al menneskelig viden og sandhed og erfaring og visdom sammen.

    Jeg vil prøve i den kommende tid at forfølge denne tanke, som jeg intuitivt fornemmer brugbar. Vi må da se, om den kan bære sin frugt.

  • Grundlagstænkning og kohærens i erkendelsesteorien

    Kohærens er et sprogvidenskabeligt begreb, der betegner sammenhængen mellem ord og sætninger i en given tekst (kohærens; af latin: cohaerere, hænge sammen; kilde: Den store Danske, opslag ”kohærens”).

    Tilsvarende bruges begrebet i erkendelsesteorien som udtryk for sammenhængen mellem forskellige tanker og udsagn (propositions) i et horisontalt, netværksbaseret vidensfelt; netværksbaseret modsat grundlagstænkningens vertikale, hierarkiske system af udsagn, hvor noget er grundlæggende, og andet bygget ovenpå dét, som ved en bygning, fx et hus med fundament, vægge, tag, vinduer osv (kilde angående grundlagstænkning og kohærens i erkendelsesteorien: Stanford encyclopedia of Philosophy; artiklen Epistemology).

    Spørgsmålet er nu: Er vores viden hierarkisk eller kohærent, er den vertikalt eller horisontalt funderet; skal vi satse på grundlagstænkningen eller på kohærensteorien for erkendelse og sandhed, eller måske på en kombination af de to?

    Det skal jeg prøve at besvare her med et eksempel: Kants erkendelsesteori som den er givet i værket Kritik af den rene fornuft.

    Vi kan forestille os en sammenhæng mellem grundlagstænkning og kohærent tænkning ved den tanke, at dele af vores viden er grundlæggende og med overbygninger, og dele af den er præsenteret ved netværk indenfor de enkelte ”etager” i bygningen (for at blive i billedet af erkendelsen som en bygning (grundlagstænkningen)), niveauer eller grundlag.

    Jeg vil altså illustrere tanken med Kants teori:

    Som jeg forstår Kants tanker, har han grundlæggende tre niveauer i erkendelsen: Den transcendentale æstetik, logik og dialektik. Fra æstetikken går han videre til logikken og derfra videre til dialektikken. Set på den måde er hans tænkning udtryk for grundlagstænkning.

    Men indenfor de tre niveauer findes en række kohærente tanker, netværk af udsagn; i billedet af erkendelsen som en bygning: Forskellige møbler. Og på den måde er hans tænkning både grundlagstænkning og kohærent.

    Fx deducerer han i æstetikken rum og tid som a priori anskuelsesformer, i logikken de tolv erkendelseskategorier og i dialektikken den rene fornufts antinomier. Disse deduktioner og tankerækker kan betragtes som kohærente indenfor de forskellige niveauer, grundlag i erkendelsen (”møbler”).

    At Kants teori så næppe holder, er en anden sag. Han indleder med at hævde, at de syntetisk a priori domme betinger erkendelsens mulighed, men da grundlaget er rum og tid, kommer han frem til, at erkendelsen ikke kan overskride enhver mulig erfaring i rum og tid.

    Og dermed er erkendelsen ikke a priori, altså uafhængig af erfaringen, men derimod betinget af den (i rum og tid). Dertil kommer, at Kants egen teori er rent teoretisk, a priori, og altså ikke er baseret på erfaring. Hans egen teori overskrider erfaringen, i hvert fald hvis vi med erfaring mener sansning og baseret på sansedata. Med Kant har vi en teori, der siger, at viden og erkendelse ikke kan overskride erfaringen, hvilket den selv gør, hvilket jo er selvmodsigende. Vi må så snarere sige, at erkendelse både kan være a priori og a posteriori, altså både kan fremkomme ved ren tænkning og ved erfaring, sansning.

    Kant synes af ende ved det, han oprindeligt reagerede imod hos Hume: At vores erkendelse grundlæggende er betinget af sansning eller erfaring (Hume: impressions; A treatise of human nature); en tanke, der genfindes hos empiristerne (fx også Locke; An essay concerning human understanding).

    Men jeg tror her at have illustreret en pointe: At vores erkendelse og viden ikke enten er udtrykt ved grundlagstænkning eller ved kohærent tænkning, men ved begge dele. Der synes ikke at være tale om et enten-eller, men et både-og.

  • Til de fortvivlede

    Profeten bærer vidnesbyrd til alle, der måtte tvivle om livets værdi og om, at ingen er alene i mørket. Profeten siger:

    Åndens forædling er ikke så meget stammen og kronen og blomsten og frugten over jorden, som den er en rod, der får dybere og dybere fat. Dybere og dybere fører livet mig i jorden, ned i mørket og lidelserne – i hånden og ved hjertet med min lille kerte af lys, jeg lyser for roden, leder den på vej – så træet over jorden kan sættes stadig større, stærkere og skønnere.

    Er dét livet? spørger han. Ønsker jeg dét? Eller ville det være bedre at bede Gartneren grave roden op og sænke den og stammen og grenene og blomsterne og frugten, træet, tilbage i det Skød, hvoraf det er taget, oprundet, plantet, og hvorfra det gror?

    Selv i den yderste fortvivlelse er der spor efter liv. Andre har gået her før os. Og de der har, og det vidnesbyrd de bringer, siger os: I sandhed, ingen er alene, heller ikke i det yderste mørke, i den yderste lidelse, når alle veje synes at ende.

    Profeten siger: Somme tider er livet som at gå gennem et nåleøje. Somme tider er der kun ét livspunkt, overalt omgivet af mørke, der råber: Død! Død! Men da er du dette punkt, og med dét kan du gå igennem.

    Sådan er profetens vidnesbyrd, skrevet og bragt ved den lille kertes lys, der oplyser jordens mørke og viser det ene livspunkt. Sådan taler han med bud til de fortvivlede: Ingen er alene!

  • Det mellemøstlige gehenna og djahannam (helvede)

    Hvis man vil forsøge at bygge bro og skabe fred mellem mennesker og kulturer, må man først undersøge grunden, jorden, man bygger på. Er den fast, solid og har rod? Hvad er det vi bygger på, hvorfra og hvortil?

    For at undersøge det vil jeg her forsøge at forstå noget af det, der synes at ligge i vejen for en tilnærmelse mellem Vesten og Islam og mellem Israel og palæstinenserne. Jeg tænker på den arabiske vrede, og det der følger af den i form af vold, terror og måske også bandeuvæsenet. Er den vrede, som jeg fornemmer hos mange arabere, forståelig? Det er klart, at vold og terror aldrig kan retfærdiggøres, men er vreden bag forståelig?

    Som jeg forstår det, fødes den arabiske vrede grundlæggende af Vestens politiske og økonomiske støtte til Israel, en stat i et land, som palæstinenserne mener er deres. At det er deres land, og at deres land er besat af en stat, Israel, der bruger krig, målrettede likvideringer af palæstinensiske ledere og hersker ved brud på Folkeretten.

    I Vesten lever muslimer med denne smerte og vedvarende ydmygelse, akkompagneret af daglig chikane, forhånelse af det, der for dem er helligt og stigmatisering fra samfund, der har forrådt dem dobbelt. Kvinder får revet tørklæderne af offentligt, de bliver trådt og spyttet på. Samtidig kræver den vestlige folkestemning assimilering af muslimer, men egentlig helst at de forsvinder ”hjem”, en samlet krænkelse, hvis aggressive retorik er mainstream politik, og har bredt sine vinger hen over midten i fx dansk politik og et stykke ud til venstre.

    Den muslimske smerte og ydmygelse opfatter jeg som en væsentlig del af radikaliseringens motor, og jeg opfatter det som virkeligheden, den verden vi må søge at bygge bro til.

    Da der lever et ikke ringe antal muslimer i Vesten, er den arabiske vrede en alvorlig sikkerhedsrisiko for de vestlige lande og samfund. Og hvis vi forstår den arabiske vrede, forstår at den i hvert fald til dels er forårsaget af vores handlinger og politik, så må vi for at mildne risikoen og mindske volden – ændre politik.

    Vi bør for det første ikke støtte Israel politisk og økonomisk, og dermed blive medskyldige i deres del af ansvaret for volden i Mellemøsten og andre steder, medskyldige i forbrydelser mod menneskeheden. Vi bør selvfølgelig heller ikke støtte Hamas, der er en rendyrket terrororganisation. Vi bør kun støtte ethvert tiltag til fred.

    I den aktuelle situation synes fred langt væk. Som noget vi knap kan skimte fjernt i horisonten, næsten ikke engang sige ordet. Og dog kan den ligge nærmere end vi tror. Vi kan søge tilbage i historien og se, om vi der kan finde andre eksempler på folk og kulturer, der har stået stejlt og fjendtligt overfor hinanden, men hvor man alligevel til sidst har fundet en fredelig løsning.

    Jeg tænker på den indiske uafhængighedskamp og med den Mahatma Gandhi, jeg tænker på de sorte sydafrikanere og deres frihedskamp og med den Nelson Mandela, og jeg tænker på tøbruddet mellem Øst og Vest, og med det Michail Gorbatjov.

    Disse politiske ledere førte en politik, vi kan vel samlet her kalde det en ikke-volds politik, og den virkede. Den virkede fordi ved konsekvent ikke-vold bliver det politisk og moralsk umuligt for modparten, en aggressor, at blive ved med aggression og krig. Hvis en aggressor fortsætter volden og krigen overfor en modpart, der har afsvoret volden som politisk virkemiddel, mister aggressoren enhver moralsk og også politisk legitimitet, og dermed omverdenens politiske og økonomiske støtte. Og derfor vil aggressoren med nødvendighed tabe. Dette opfatter jeg som ikke-voldens hemmelighed og grunden under de ikoniske personligheder, vi forbinder med den. Personerne og resultaterne. Som var fred.

    Derfor bør nu israelere og palæstinensere ikke kappes om at være mest brutale i den igangværende krig, de burde kappes om hvem, der først standser og afsværger volden. Den part der gør det, vil sejre. Og så vil de kunne leve sammen bagefter. Fordi ikke-vold virker. Den virker også på længere sigt, fordi ikke-vold ikke har nogle moralske og etiske omkostninger, men kun fordele. Også i forhold til at knytte venskaber og ægteskaber på tværs af fronterne og dermed skabe større chance for en varig fred.

    Vold og krig er simpelthen dumt. Og det er kontraproduktivt i forhold til landenes og folkenes egentlige interesser. For både israelere og palæstinensere ser nu resultaterne af den førte politik hver for sig: Israelerne ser resultaterne af deres voldspolitik ved de raketter og den terror, der udøves mod dem, og palæstinenserne ser resultaterne af årtiers bestialsk selvmordsterrorisme ved de bomber, der hagler ned over Gaza, ser resultatet i de stakkels krigsofre, der fx må behandles for deres skader uden bedøvelse af sundhedspersonale der arbejder under umulige vilkår.

    Beviserne på at krig ikke virker og aldrig har virket befordrende på noget som helst lys i verden, at den altid kun har ført til lidelser og elendighed, ser verden og parterne i det mellemøstlige gehenna og djahannam i grufulde detaljer i dag. Og det er så meget mere tragisk som freden ligger lige for. Tag det første skridt, afsværg volden, og se freden brede sig som ringe i vandet. Tag det gerne begge parter, så I kan dele sejren. Sammen.

  • Sandhed og den radikale skepticisme

    Efter den radikale skepticisme som den er tænkt og formuleret af Pyrrhon, så findes der ingen (sikker) erkendbar sandhed. Vi kan lige så godt opgive at lede efter den. Og efter den indiske filosof, Sriharsa, kan et hvilket som helst filosofisk standpunkt mødes med sin modsætning, som kan være lige så godt (eller dårligt) begrundet, hvilket stemmer overens med den – dog mere optimistiske – hegelske logik: At Verdensånden udvikler sig frem mod sin fuldendelse gennem negation og negationers negation.

    I moderne epistemologi (erkendelsesteori) kræves det, at vores viden for at den skal kunne kvalificere til betegnelsen viden, skal være udtryk for begrundet, sand overbevisning, en begrundet overbevisning, der ikke grunder sig i held (justified true beliefs). Dette har jeg fra to artikler om erkendelsesteori på hhv Stanford encyclopedia of Philosophy og Internet encyclopedia of Philosophy.

    Men der ikke er enighed eller konsensus blandt filosoffer om hverken hvad en tilstrækkelig begrundelse for vores overbevisninger er, eller hvad sandhed er i det hele taget, hvilket igen peger tilbage mod den radikale pyrrhoniske skepticisme.

    Så vi står måske i en situation, hvor vi må sige, at vi intet ved – i hvert fald ikke ved med sikkerhed, jf i tillæg til den pyrrhoniske lære det sokratiske paradoks: Det eneste vi ved er, at vi intet ved.

    Men tag nu tanken: Det eneste vi ved er, at vi intet ved, eller vi ved ingenting med sikkerhed. Hvis denne tanke er sand, så ved vi heller ikke, at vi intet ved. Hvis tanken er sand, så er det en sandhed, at der ingen sandhed findes. Det vil sige, at tanken at vi intet ved er forkert, eller er løgn. Vi kan umuligt hævde, at vi intet ved, og vi må hævde med sikkerhed, med apodiktisk vished, at sandheden findes. Alt andet leder til erkendelsesteoretiske kortslutninger, paradokser og selvmodsigelser.

    Vi ved altså med nødvendighed, at sandheden eller sandhed findes. Det kan godt være, at vi ikke har fundet den (endnu), men den findes.

    Hvis Sriharsas tanke er rigtig, og sandheden ikke kan nås gennem filosofisk tanke, begrundelse og argument, så kan vi forsøge at nå sandhed – som altså findes med nødvendighed – gennem intuition og åbenbaring i Vandrer mod Lysets forstand, og kendetegnet på sandhed er da den ro og åndelige fred, der ledsager den (jf Supplement I, no 10; udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset).

    Eller som jeg tidligere har forsøgt at give i et poetisk billede: Når vi hører en sandhed og tror den, er det som en blomst, der ved aften lukker sig om sin støvdrager; blomsten går til ro, og intet er mere naturligt.

    Eller i et andet billede igen: Tanken vil med løgnen ikke kunne finde ro. Den vil bestandig kredse om den som tungen om en syg tand, idet den vil forsøge at befri sig for smerten. Kun sandhed giver tanken ro.

  • Tankefelter og kontekst

    I en del af nyere sprogfilosofi antager man, at ord og begreber kun eller fortrinsvis tager betydning ud fra den kontekst, de optræder i, den såkaldte pragmatisme. Et eksempel på en sådan pragmatisme har vi i den sene Wittgensteins Filosofiske undersøgelser. 

    Parallelt til denne tænkning kan vi undersøge den tanke, at også tanker, teorier og måske logik tager betydning af kontekst; fx i form af videnskabelige og filosofiske teorier eller i form af det enkelte menneskes private tanker i kontekst.

    Vi kan da tænke, at fx den moderne materialistiske monisme, der synes at præge videnskaben i dag, kun giver mening i forhold til den tid, teorien er tænkt i, tænkt op imod, både den videnskabshistoriske, den filosofihistoriske og den almindeligt samfundshistoriske tid.

    Den materialistiske monisme er, som jeg opfatter det, tænkt i forhold til, med afsæt i, og op imod en metafysisk tradition, som nu synes opgivet, oprindeligt i forbindelse med den sproglige vending i filosofien omkring 1890 og frem, hvor vægten ikke længere lægges på store, metafysiske systemer (a la Kants og Hegels), men derimod på en undersøgelse af sproget og dets rolle i filosofiske og videnskabelige problemer.

    Den materialistiske monisme er ydermere en reaktion på religionens rolle i tænkning og liv, og er en del af et større religionskritisk projekt, hvor man søger at frigøre sig fra tanken om og troen på Gud, henimod et fokus på mennesket og den materielle verden. Fx mener man, at bevidsthed udelukkende er udtryk for fysiske processer i den fysiske hjerne, og opgiver tanken om ånd. Der findes – mener man – kun det materielle, og det åndelige er illusion. Man vil ”affortrylle” verden og videnskaben.

    I tanken her – opfattelsen af tanker og videnskab i kontekst – kan både metafysikken og materialismen opfattes som del af en større kontekst, som tankepunkter eller tankemasker i et større netværk, kontekst, felt, historie, og vi kan da betragte de enkelte bidrag til filosofien og videnskaben – og i øvrigt også til teologien – som dele af et netværk, en kontekst, et tankefelt, der tilsammen giver mening til de enkelte punkter ud fra deres placering i kontekst og felt. 

    Tanker, teorier og hele paradigmer giver måske kun eller overvejende mening ud fra den kontekst, de optræder i, og den overordnede kontekst kan vi da kalde den menneskelige tænkning og videnskab som sådan; alt hvad mennesker nogensinde har tænkt, troet, håbet og levet.

    Det er således ikke sikkert, at vi tænker og udvikler filosofi og videnskab og tro lineært fra A til B, men derimod tænker og udvikler bidrag i netværk, kontekst, felt, historie.

    Men om denne tanke – der ved første øjekast kan virke triviel, idet den kun tilsyneladende gentager selve begreberne om filosofihistorie, videnskabshistorie og religionshistorie – er frugtbar og brugbar, og i givet fald i hvilket omfang, kan kun yderligere undersøgelser, udvikling, perspektivering og præcisering afgøre.

  • Kald det kærlighed

    (Meditationer)

    I litteraturen er kærlighed undertiden et onde vi ikke kan leve med, og ikke uden. Kærlighed er da evnen og måske viljen til at gøre fortræd. Hos fx Proust, Singer og Morante er mennesker rovdyr i kærlighed: 

    Som i pop- og trivialkulturen, fx i musikken, kaster vi vores skarpe kroge i menneskehavet ved catchy hooklines, udspekulerede plots, der blot knytter en knude, for så at opløse den igen, skygger, der bagtaler kærligheden, chokerer og forarger ved deres mørke:

    Kærligheden som en stærk, mørk, tjærefyldt flod, en blues, en sø hvis vande vi besværger for at undslippe eller nå eller bringe til hvile, det mørke, upåvirkede, vandspejl, der uroligt bliver liggende. Smerte, lidelse, kærligheden som en kvinde, der går i havet, en sandhed, der skrives i vand uden at efterlade andet spor end det skrig, der ledsager nedgangen, undergangen, et skrig, der snart forsvinder, bliver til intet, som var det aldrig til.

    Sådan bagtaler litteraturen undertiden kærligheden, lyver den sort. Selv den litteratur vi kalder den store, og kalder den stor netop for dens løgn og smerte, lyver, omtegner afgrund til bjergtinde, lyver kærligheden kilde til sjælsødelæggende sorg, forrevne sjæle og knuste sind, lyver kærligheden en knusende magt vi tilbeder, søger og frygter.

    Når nu kærlighed er noget helt andet. Enkel, varm, usammensat, almindelig, nærende, opbyggende, tryg, nær. Et træ, der langsomt vokser fra kerne og gren til kvist og blomst, fra jord til himmel, fra menneske til Gud; hjertet dybt i himlen, frygtet – og med urette – af os i kulgruben, hvorfra vi kun ser dens skygge, selv kun skygger.

    Kærlighed er sol – ikke måne – en sol, der spreder skygger uden selv at kaste skygge, en sol, der kalder blomsten og træet frem af jordens mørke, trange skød, til livet.

    Men vi er skygger, der kan frygte lyset og Solen, frygte vores tilintetgørelse ved gennemlysning gennem kærligheden, frygte livet, skyggernes død.

    Når nu kærlighed er noget helt andet.