Blog

Åndens forædling er ikke så meget stammen og kronen over jorden, som den er en rod, der får dybere og dybere fat. Når rødderne får fat, springer træet i blomst!

Sådan har jeg tidligere udtrykt det, der her ligger mig på sinde, og jeg søger nu videre udtryk for, hvad egentlig åndelig forædling er eller kan være, og håber andre vil kunne finde inspiration og næring heri.

Jeg forstår – ud fra Vandrer mod Lyset – at en af Guds fordringer til os mennesker er, at vi skal søge at forædle vores ånd og personlighed i overensstemmelse med, hvem vi inderst inde er, og kan blive, at vi skal søge at vandre mod Lyset.

Gud har givet os livets råstof, livets tryk trykker os fra råkul til diamant, vi selv sliber stenen til adel; langsomt, skridt for skridt, dag for dag, år for år. Åndens forædling er mere koncentration og intensivering af det åndelige, psykiske, mentale rum, end den er uhæmmet udvidelse og ekspansion.

Thomas Mann bruger et sted i sin roman Der Zauberberg det udtryk, at det for mennesker gælder om at blive stående i livets og ærens tryk, ikke give efter, ikke give op. En del af livets og ærens tryk består i, at vores krop fra vores skaberes (de ældstes) side er skabt polygam, vores ånd derimod – skabt af Gud – er strengt monogam ved det, at vi er skabt to og to, vi er to og dog én – dualer.

Det polygame legeme er et grundlæggende vilkår for vores liv på jorden, og dette vilkår kan ikke ændres, heller ikke ved erkendelsen af, at det forholder sig sådan. Men vi kan omgås kroppen – også på dette punkt – med ansvar og med blik til den åndelige forædling ved ikke at give efter for dens hede længsler: Ved blandt andet at være og forblive en eventuel partner tro.

Det polygame legemes længsler og tilbøjelighed, der er del af den almenmenneskelige underbevidste strøm, kan give sig mange forskellige udslag i vores liv. Selv om vi for eksempel er lykkeligt gift, ser kroppen bestandig efter nye partnere og erobringer. Det er så vores opgave og pligt ikke at give efter for den underbevidste trang og strøm, og søge at højne, forædle grunddriften ved troskab; ikke at lade urmenneskets drift finde afløb, udløb og udløsning i uetisk og umoralsk levevis.

For nogle vil driften finde udløb i sublimering; for eksempel gennem skabelse af kunst, gennem dybe tanker eller videnskabelige ydelser. Men det er vigtigt, at vi er os bevidste om kernen, og ikke søger at bortlyve den indre realitet: At mange af de kulturydelser vi enten selv skaber, eller som andre har skabt, og som vi søger at tilegne os, til dels (men ikke udelukkende) bunder i det polygame legemes grundvilkår ved, at vi søger at være eller fremstå så attraktive som muligt overfor det modsatte køn (eller hvordan vores seksuelle natur og tilbøjelighed og identitet end er).

Urdriften – den seksuelle – kan lignes ved bølger, der slår mod vores personligheds kyst efter at have rejst længe over havet; gennem tider og steder, måske nu fjernt fra os; for eksempel i vores tidlige ungdom, hvor seksualiteten vågner og tildannes. Bølgerne slår mod kysten, og bliver ved med at brydes og danne brænding; ofte af en sådan karaktér, at vi kan føle os nødsagede til at fortrænge eller bortlyve den indre virkelighed, også overfor os selv.

Men virkeligheden lader sig ikke fortrænge, og problemet forsvinder ikke ved forsøget – men kommer da tilbage forklædt, så vi kan narres, og bliver fremmede for os selv. Den ændrede skikkelse kan for eksempel være den nævnte sublimering, eller den opdæmmede og fortrængte drift kan give sig udslag i voldens eksplosion: Den djævel vi søger at fortrænge og mane i jorden, vender tilbage med ti andre og værre.

Åndens forædling er et vidt område for den menneskelige tanke, erfaring og hele liv, og jeg har her kun søgt at give et glimt og nogle antydninger af en lille del af feltet. 

Det seksuelle område af det menneskelige liv er i den religiøse og filosofiske litteratur underbelyst, og alene af den grund kan de her givne få rids finde berettigelse. Ellers kan jeg henvise til tillægget til Supplement I (udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset), eller til den righoldige psykologiske litteratur om emnet, for eksempel Sigmund Freuds skrifter.

Med hensyn til den nævnte roman af Thomas Mann har jeg skrevet en lidt længere tekst, som kan læses her.

Jeg vil også angående den åndelige forædling – ud over til Vandrer mod Lyset generelt – specielt henvise til Supplement II, no 64, hvori afhandles meget væsentlige aspekter for området; deriblandt hovedmålet for den jordiske åndelige forædling: Den åndelige helhed eller tanke-vilje-enheden.

Med lov skal verden bygges

Jeg skal her dele nogle politiske, filosofiske tanker, jeg har gjort mig ud fra den aktuelle verdenspolitiske situation. Der er ikke tale om partipolitiske tanker, men tanker, der på en vis måde kan kaldes metapolitiske, og som tager udgangspunkt i følgende to simple tanker eller idealer:

1. Som borger i et vilkårligt land bør man have så stor indflydelse som muligt på forhold, der påvirker ens situation, så længe denne indflydelse ikke skader andres forhold og liv.
2. Hvor der er menneskelig adfærd, som andrager økonomiske eller eksistentielle eller generelt politiske forhold, er der brug for politisk regulering af denne adfærd.

Når jeg giver disse formuleringer, er det ud fra en aktuel iagttagelse af politiske forhold, politiske problemer. Jeg vil illustrere tankerne med nogle eksempler:

Som almindelig borger i Danmark har jeg ingen eller højst begrænset indflydelse på, om fx Rusland og USA (eller NATO) starter en atomkrig. Imidlertid kan det ikke diskuteres, at en sådan krig ville have meget store konsekvenser og indflydelse på mit liv. Heller ikke den danske regering har (tilstrækkelig) indflydelse her.

Da dette for så vidt gælder alle mennesker – først og fremmest mennesker, der ikke bor i de to lande – ser vi klart en almenmenneskelig interesse i at have indflydelse på, om en sådan krig startes og udkæmpes.

Jeg vil kalde en mulig atomkrig for global, politisk adfærd, der påvirker alle, og derfor bør alle have indflydelse på – og medansvar for – om en atomkrig startes.

En af de måder krig i øvrigt opstår på, er når man vil gennemtvinge ændringer i forhold, man ikke har tilstrækkelig indflydelse på og magt over ad almindelig fredelig politisk eller diplomatisk og frivillig vej. Dermed kan krig (og vold generelt) ses som et udtryk for afmagt.

Et andet eksempel: Økonomien i verden i dag er globaliseret. Der er med min formulering udstrakt økonomisk, global adfærd. Alligevel har vi som enkeltborgere kun minimal indflydelse på den globale økonomi, og jeg har fx ingen indflydelse på rigdom og fattigdom i verden, selv om rigdom og især fattigdom også og i høj grad påvirker mig som borger i Danmark, fx i form af de mange mennesker, der i dag flygter eller emigrerer fra fattige lande til mit land.

Et tredje eksempel: Klimaet trues i dag alvorligt og akut af global, menneskelig adfærd. Og som enkeltmennesker har vi måske en vis indflydelse på situationen, men åbenlyst ikke nok. Jeg har som borger i Danmark ingen indflydelse på fx Kinas eller USA´ s miljø- og klimapolitik, selv om den i de lande førte politik på området i høj grad påvirker mig og mit liv og min hele situation. Og jeg har minimal indflydelse på andre enkeltborgeres klimaadfærd, selv om alle andres adfærd i så henseende i høj grad påvirker mit liv.

Et fjerde eksempel: Krig og deraf flydende flygtningestrømme er der i dag ingen enkeltindivider eller enkeltregeringer uden om de krigende lande selv, der har nogen eller tilstrækkelig indflydelse på. Alligevel påvirker de alle, først og fremmest de flygtende mennesker selv og deres tragedie, men også de lande de flygter til, der kan rammes af politisk ustabilitet alene på grund af flygtningenes antal og de enkelte landes manglende evne eller vilje til at drage tilstrækkelig omsorg for de nødstedte.

Disse eksempler illustrerer efter min opfattelse de to indledende tanker: Hvor der er menneskelig politisk adfærd, er der brug for politisk regulering, og alle mennesker bør have størst mulig indflydelse på forhold, der påvirker deres situation, så længe denne indflydelse ikke skader andres liv og situation. Alle fire eksempler er aktuelle politiske problemer, der bunder i global adfærd med betydning for alle, uden at hverken enkeltmennesker eller enkeltregeringer har tilstrækkelig indflydelse på dem. Hvis vi havde det, ville problemerne være løst eller ikke eksistere.

Den logiske følge af disse tanker er, at vi – da væsentlige dele af den politiske og økonomiske adfærd i dag er globale og påvirker alle – har brug for global, politisk regulering og magt, konkret en eller anden form for Verdensregering eller Verdensstat.

En sådan skulle dels kunne give enhver den størst mulige indflydelse på – og medansvar for – forhold, der påvirker os vitalt (fx spørgsmål om krig og fred i en tid med masseødelæggelsesvåben, eller rigdom og fattigdom, eller klima), men som vi ingen, eller ikke tilstrækkelig, indflydelse har på, så længe den globale, politiske regulering og magt ikke findes, hvilket den jo ikke gør i dag.

Alene af disse grunde finder jeg legitimitet til tanken om en global, politisk regulerende magt, en Verdensregering eller Verdensstat – som der i sin tid blev forsøgt argumenteret for i universalismen – og en tanke, som værket Vandrer mod Lyset, så vidt jeg ved, var en af de første kilder til.

Jeg finder tanken legitim – ikke som et skrivebordsprojekt eller som verdensfjernt tankespind – ud fra helt reelle, politiske forhold og problemer, og jeg finder den båret af eksistentiel nødvendighed og betydning i en tid, hvor vi mennesker trues af adfærd, vi som udgangspunkt ingen eller ikke tilstrækkelig indflydelse har på som almindelige borgere eller enkeltregeringer.

Og historien viser, at hvor der er en politisk nødvendighed, vil løsningerne også komme ud fra denne (her: bydende) nødvendighed. Dette sagt som et håb, båret af fakta. Og derfor tror jeg ikke, der er nogen tvivl om, at Verdensstaten på et tidspunkt må og skal komme og blive en realitet. 

Vi må så håbe, at det bliver en fri og demokratisk magt og realitet, og ikke en autokratisk eller tyrannisk magt. Måske er det vores tids vigtigste, politiske udfordring.

Se også indlægget Er Verdensstaten vejen til fred? Hvis ja, hvordan?

Note (tilføjet 16.05.23):

Til dem, der mener, at Verdensstaten er drømmeri, en utopi eller måske en dystopi, vil jeg sige, at heller ikke nationalstaten har eksisteret altid, og den blev – fx ved Frankrigs og Tysklands samling – først en realitet gennem hårde politiske og militære kampe.

For mig virker Thomas Hobbes tanker i Leviathan som en lovmæssighed, næsten en naturlov: Lokal magtafgivelse (til en Suveræn; altså til en større politisk og central enhed) er nødvendig for at undgå anarki og den laveste fællesnævners realitet, og den er til det fælles bedste, derunder af hensyn til personlig og lokal sikkerhed.

Da fx Frankrig og Tyskland blev samlet som nationer, måtte man også tænke på og kæmpe med lokale fyrsters, magtfulde slægters og klaners osv modstand, men landenes samling var nødvendig ud fra de samme politiske hensyn og interesser, som jeg prøver at pege på i indlægget: Den politiske adfærd udvidedes som følge af styrket infrastruktur, teknologiske landvindinger, økonomisk samhandel osv, og derfor opstod behovet for politisk regulering gennem lov og magt for større og større områder og grupper af mennesker – for at undgå anarkiet (Hobbes´ naturtilstand).

I tilfældene Frankrig og Tyskland fuldførtes den politiske proces og nationale samling lige lovlig hårdhændet, og ofte ved militære midler. Derved kan de ikke danne forbillede for en (mulig) Verdensstat, men blot tilbyde en historisk ramme og parallel og baggrund. Idet vi nu – måske – kan se behovet som følge af global politisk adfærd på en række globalt vitale områder (ved argumentets og ikke ved våbnets styrke), har vi chancen for at realisere Verdensstaten ved fredelige midler, og vel at mærke uden at tvinge nogen.

Hvis den folkelige modstand er og forbliver for stor – efter at tanken måske vil kunne modnes tilstrækkeligt – må den opgives, da vi ellers vil have det globale autokrati eller tyranni, eller have en Verdensstat, der er sneget ind i den politiske virkelighed mod folks vilje og ad bagveje. Alt må ske frivilligt og åbent og uden tvang – ellers bør det ikke ske.

I skriftet Der Zauberberg spørger jeg:

Har vi…kun de to muligheder: At slutte pagt med døden eller med krigen, krigen som kamp for liv og rum og tid, mere tid? Må vi nødvendigvis som Faust slutte pagt med det onde for at vinde det gode, selv om det koster det gode? Vinder døden altid, hvad enten vi kæmper for eller imod, hvad end vi kæmper for?

Dette indlæg – med hovedvægt på og inspiration fra Vandrer mod Lyset – er et forsøg på et svar.

Aktuel og samfundsmæssig relevans: Krig føres også i dag ofte i det godes navn, fx krig for demokrati, frihed og menneskerettigheder, krig ført til gavn for Islam, for et nyt russisk storrige, for staten Israel eller for Palæstinas befrielse; generelt: Krig ført i ”den gode sags tjeneste”.

Er denne krig berettiget, kan den retfærdiggøres, er den legitim, fører den til målet, eller ødelægger den – ved et mørkets paradoks – tværtimod netop det vi kæmper for og søger at beskytte – i sidste ende os selv? Hvis det er sådan, er Faustmyten et præcist billede på netop dét: Fortabelsen af det gode i det godes navn og billede. Vi søger her et alternativ – primært for at standse krigen.

Faustmyten findes i kunsthistorien i forskellige versioner og i forskellige kunstarter. Jeg er bekendt med Christopher Marlowes skuespil, Goethes Faust, Charles Gounods opera, Rembrandt van Rijns radering, Georg Friedrich von Kerstings maleri og Thomas Manns roman.

Kort om Faustmyten: Skikkelsen Faust skal have baggrund i en virkelig person, der levede i tiden omkring den protestantiske reformation, dvs i 1500-tallet. Forskellige kunstnere har benyttet skikkelsen til kunstneriske arbejder, hvor denne Faust fremstilles; Faust, der for at opnå visse goder slutter pagt med djævelen. Prisen er hans sjæl.

I Marlowes udgave, som er fra 1600-tallet, ønsker Faust indsigt i magi, i Goethes version fra 17-1800-tallet begærer Faust viden, i Manns roman, som er fra det 20. århundrede, er det evnen til genial kunstnerisk skabelse, Faust (i skikkelse af komponisten Adrian Leverkühn) ønsker så brændende. Faustskikkelsen bærer i kunsthistorien altså et tydeligt præg af den tid og de strømninger, der herskede på de tider, hvor hans karakter af forskellige kunstnere formedes til kunstværk. En moderne Faust ville måske ofre sin sjæl for verdensherredømme.

Nu til grundspørgsmålet: Har vi kun de to muligheder som menneskehed: At slutte pagt med døden eller med krigen; eller anderledes udtrykt, Faustpagten?

Nej. Det indlysende alternativ er at slutte pagt – ikke med det onde – men med det gode, i sidste ende med Gud, en mulighed, der ikke røver vores sjæl eller ånd, men bevarer, beskytter og styrker den.

For at kunne slutte pagt med det gode og med Gud, må Han/Hun findes. Det gør Gud, hvilket er klart udtrykt og åbenbaret gennem Vandrer mod Lyset, og vi kan dermed afvise ateismens mørke og også i øvrigt mørket fra de etablerede verdensreligioner (for dette: se Vandrer mod Lyset).

Vi må slutte pagt – for at standse den menneskelige tragedie – ikke med vredens og hævnens Herre – men med Lysets og kærlighedens Almagt, da intet ondt kan ramme dén, der ved sig i Guds Hånd og varetægt.

At slutte pagt med denne Gud vil egentlig sige at stole på Gud Herrens Almagt – som individ og nation. Der er ikke tale om en (ny) blodpagt, men om en grundlæggende tillid, som enhver kan nå ved at kende Guds sande natur som den åbenbares i Vandrer mod Lyset.

I denne Guds favn kan vi frit og trygt vandre ad den genvej til Lyset, som åbenbares i værket, ombølget og beskyttet af Guds uendelige kærlighed: Vejen, genvejen til Gud!

Af Vandrer mod Lyset kan vi forstå, at Lyset er orden, mens mørket er kaos. Og vi kan forstå, at vi lever i et – overordnet set – ordnet Lyskosmos takket være Guds sejr over det onde, og Hans/Hendes emanation.

En del af den orden vi også som mennesker kan iagttage her på Jorden, skyldes de love for tanke, vilje, Lys og mørke – herunder lovene for rum og tid – som den Almægtige har givet, og har kunnet give, takket være sin kosmiske sejr.

Det betyder konkret, at alle de steder, hvor vi kan iagttage denne orden, gør Lyset gennem den Almægtiges love sig gældende. Det kan vi fx iagttage gennem den kendsgerning, at dele af den ydre verden kan beskrives ordnet og adækvat gennem matematik og matematisk formulerede fysiske love (og kemiske reaktionsskemaer), mens dele af den indre verden kan beskrives ved logik.

Og vi kan iagttage den kosmiske orden – som altså skyldes Lysets indflydelse – i de atomare forhold, hvor lyspartikler har en om mørkepartikler roterende bevægelse, sådan som atomteorierne anskueliggør.

I Vandrer mod Lyset s. 149 (Kommentaren; stykket med småt) kan vi læse, at der både findes åndeligt, astralt og molekylært (eller materielt) Lys og mørke, og disse partikler har en ordnet om hinanden roterende bevægelse sådan, at Lyspartiklerne holder mørkepartiklerne under kontrol.

Da partikelspektret således strækker sig langt hinsides, hvad videnskaben regner med i dag, er der grund til at tro, at den nuværende fysik vil kunne skabe meget betydelige og helt nye opdagelser gennem en gradvist afdækkende indsats, som kan godtgøre alle disse partiklers eksistens langt hinsides det molekylære stof, man regner med i dag.

Muligvis er fysikken i dag på sporet af dette udvidede partikelspektrum gennem teorierne om mørkt stof og mørk energi; betegnelserne mørkt stof og energi skyldes her kun, at man ikke direkte kan iagttage dette stof og denne energi, og det er altså ikke nødvendigvis kun mørke – i betydningen urkraften mørke, som Vandrer mod Lyset taler om – man måske er ved at afdække, men måske også Lyspartikler, som man imidlertid ikke direkte kan iagttage, men som man nødsages til at antage – og måske senere kan påvise – eksistensen af.

Dette er blot ét af de mange områder, hvor videnskaben kan finde værdifulde fingerpeg til videre forskning gennem Vandrer mod Lyset. Andre områder er biologien og cellens oprindelse, universets oprindelse, natur og opbygning, Lysomhyldningens bærende betydning for alt biologisk liv, og meget andet.

Når Lyset rammer en ufuldkommenhed, kaster det skygge; min fortvivlelse, min lidelse, mit raseri, mit had. Jeg dykker i dybet, ikke for at dyrke det, eller opsluges af det, men for at gennemlyse det. Jeg prøver at gøre lidelsen overskuelig ved at nedfælde den i ord, give den en form.

Af og til falder jeg i dybe huller i mit sind. Da hjemsøges jeg af mørke tanker, had og raseri. Men raseriet hjælper ikke. Lidelserne bliver bare værre.

Rent energimæssigt – tænker jeg ud fra Vandrer mod Lyset – sker der det, at hadet og raseriet tiltrækker mere mørke, og dermed bliver lidelserne endnu værre, hvilket igen potentielt skaber flere negative tanker osv. 

Det er i et billede som en akustisk tilbagekoblings hyletone i sindet; lidelserne vokser, og lidelse, had og raseri virker gensidigt forstærkende. Der er tale om en selvforstærkende negativ proces eller nedadskruende spiral.

I den situation kan nogle måske fristes til at ty til verbal eller fysisk vold. Gør man det, bliver lidelserne ubærlige. Der kan måske være et øjebliks lettelse ved at reagere udad, ved at ”afreagere”, men snart efter ”fryser” eller ”stivner” voldsgerningen til et lidelsesfuldt kompleks i sindet, der er værre end den oprindelige lidelse, og dette kompleks må senere overvindes og elimineres. 

Man må da angre og bede dem, man måske har forulempet, om tilgivelse, eller man må – hvis ikke man formår at angre – sone handlingen under gengældelsesloven ved at rammes af de samme lidelser, man har påført andre (se Om gengældelsesloven, eller generelt Vandrer mod Lysets meddelelser om denne lov).

Denne mørkets frysen og stivnen til kompleks har hjemmel i Vandrer mod Lyset ved meddelelserne om de to måder at afpolarisere det åndelige mørke på; Lysets og mørkets metode (Kommentaren til Ardors beretning, s. 158-159).

Andre vender måske vreden indad, og kan derved udvikle deciderede psykiske lidelser, fx angst og depression.

Ud fra mine egne erfaringer med lidelse, raseri og had kan jeg forstå noget om de ældstes ondskab (se Vandrer mod Lyset). Jeg ved, hvad smerte og lidelse og hvad mørkets knugende tryk kan gøre ved et menneske. Jeg kender mekanismen fra mig selv. Det er forståeligt, om end forkasteligt at reagere på lidelse med vold og ondskab. Og det hjælper ingen, slet ikke én selv.

Jeg tænker, at dette er et af de områder, hvor vi kan lære selvbeherskelse, og at det er et fænomen, der kan hjælpe os til at forstå de mest ulykkeligt stillede blandt os, de faldne, de ældste; forstå deres dybe lidelse og den underverden de har skruet sig selv ned i; forstå dem, føle med dem, og da tilgive.

Hvis det er rigtigt forstået, at opgaven for de yngste (se Vandrer mod Lyset) nu – sammen med Gud og Guds Tjenere (under Guds øverste ledelse) – er at skabe en egen Lysets kultur, en klassisk kultur med udgangspunkt i Vandrer mod Lyset, en kultur med sigte på evigheden, modsat populær- og trivialkulturens sigte på nuet og døgnet – som jeg tidligere har skrevet om (på Facebook) – så er der nogle ting, det er vigtigt at forstå:

En Lysets kultur skabt bredt på Jorden og for hele menneskeheden er en mulighed – det er ikke noget, der nødvendigvis vil ske, den vil ikke komme af sig selv, og den kan ikke skabes på et øjeblik, nu og her.

En af de meget vigtige faktorer i ligningen omhandler menneskeåndernes og de ældstes vilje. Selv en nok så god vilje til at skabe en Lysets kultur fra Lysets side kan således strande på menneskeånders og de ældstes egen vilje til mørket, det onde.

Lyset kan ikke gennemtvinge sin kultur; hvis man forsøgte det, ville det ikke længere være Lys, men mørke, idet Lyset kun kan virke i frihed og i respekt for vores egen frie vilje. Mørket tvinger, Lyset stiller frit.

Hvis Lyset ville gennemtvinge kærlighed, barmhjertighed og tilgivelse for alle, ville selve tvangen betyde, at man påtvang andre værdier mod deres vilje.

Derfor ville værdier som fx kærlighed og barmhjertighed ikke være vores egne værdier, de ville være vores inderste fremmed, altså som sagt egentlig ikke vores egne værdier, og de ville derfor være uden værdi for dem, man på den måde søgte at påtvinge det gode.

Og derfor ville tvang i henseende til Lyset ophæve Lyset selv. Lys ville blive til mørke, eller i hvert fald uden værdi. Lyset fordrer frihed og kan kun tilegnes selvstændigt og i frihed.

Lysets kultur er blandt andet derfor kun en mulighed, omend en meget ønskelig mulighed, det er ikke noget, der nødvendigvis vil blive skabt, i hvert fald ikke sådan bare lige, og lige nu.

Lyset kan udpege en retning, men vejen må vi selv gå – om det ønskes.

Et andet aspekt er, at det heller ikke bliver afgjort en gang for alle – eventuelt lige nu – om vi som menneskehed vil arbejde henimod en Lysets kultur.

Mennesker kan fx stille sig afvisende nu, men komme på bedre tanker senere. Nogle vil måske se denne mulighed, denne chance, umiddelbart og med det samme, andre være skeptiske.

Valget er altså individuelt og kan ændre sig over tid.

Men alt må – fra Lysets side – fremarbejdes og fremelskes i frihed, og man må acceptere menneskers frie valg.

Derfor er et af nøgleordene, også her: Tålmodighed. ‘Thi kun de tålmodige ville sejre’, som der står i Vandrer mod Lyset.

(Dette indlæg er også bragt på Facebook)

Ligesom vi kan læse Vandrer mod Lyset, s. 244 og s. 253 (Oversigten) på den måde, at Gud har indskrevet sin historie overalt i naturen; (plante-)frøet, der er omgivet af jordens mørke, indtil det naturnødvendigt spirer frem og op over jorden, op i lyset, fugleungen, der er omgivet af æggets mørke, indtil den bryder skallen og kommer ud i lyset osv; kan vi ved at betragte naturen, dens love og fænomener, uddrage en del erkendelse gennem analogi.

Der er her ikke tale om eksakt og streng videnskab, men om billeder, der kan lede erkendelsen (og kunsten) på vej. Jeg skal her give tre eksempler:

1. Fænomenet et vakuum. Som jeg tidligere har skrevet, kan vakuummet bruges som billede på det, der sker ved tvungen regimeskift i diktatoriske stater, hvor alle de fraktioner, der tidligere har været undertrykt af diktatoren, vil søge at udfylde magttomrummet efter en militær intervention, hvoraf følger borgerkrig.

Jeg har også brugt vakuummet som billede på uvidenhed, en uvidenhed, et tomrum, som tanken søger at udfylde med viden gennem erkendelse; et uvidenhedens ”sug”, der føder tanke på tanke, tankens drivkraft og fremdrift.

Og vi kan bruge vakuummet som billede, analogi, på negativt, karismatiske skikkelser i politikkens verden, demagoger, hvis indre tomrum (det tomrum mørket, det onde, har skabt i dem (det ”æder” deres indre)) tiltrækker svage personligheder (masserne) og tvinger dem til underkastelse.

Eller vi kan bruge vakuummet som billede på mørkekomplekser i tanken og viljen (se Vandrer mod Lyset), mørkekomplekser, der til en vis grad kan betragtes som urovækkende ”tomrum” (urovækkende på grund af trykket mod dem), som ånden – ved Lyset – søger at fylde for at skabe ro.

Vakuummet kan tænkes at give (mange) flere analogier.

2. Tryk- og temperaturforskelle. Mellem disse kan i naturen skabes uvejr (fx storm, styrtregn osv), hvilket kan ses i en analogi ved visse rige personligheder, der kan mere indadtil, end de er i stand til at vise eller udtrykke udadtil. Ved denne ”trykforskel” kan skabes store ”uvejr” i personligheden i form af lidelser.

Eller vi kan danne analogi mellem disse tryk- og temperaturforskelle og menneskets kønsliv og seksuelle begær og de ”storme” (fx vold og voldtægt), der opstår, hvis ikke dette begær tilfredsstilles ad acceptable kanaler.

3. Forskelle i elektriske ladninger (spændinger). Ved disse kan vi danne en analogi til politiske opstande, vold og krig ved den gnist, der kan springe mellem for store modsætninger, men vi kan også danne en positiv analogi til fx den skønlitterære forfatter, der ved at holde indre afstand til stof og karaktér kan få historien til at leve ved den gnist eller levende streng, der springer eller udspændes ved denne afstand.

Generelt mener jeg, at vi kan ”læse” naturen sådan, at den – ligesom Lyset og den menneskelige personlighed – stræber efter harmoni; at udligne forskelle (med analogier i trykforskelle, elektriske spændinger osv), og ved denne læsning af den fysiske natur kan vi ved analogi komme til erkendelse af den åndelige natur og de evige sandheder.

Når man som jeg har kendt og studeret værket Vandrer mod Lyset i mere end 35 år, og værket er blevet en del af mit inderste, den prisme, jeg primært ser verden gennem, så har det gang på gang slået mig, hvor rigt det er; og at man kan læse og genlæse igen og igen – hele livet – og hele tiden giver værket nyt og ny forståelse.

Måske er det fordi Vandrer mod Lyset har direkte forbindelse til det, værket kalder de evige åndelige livskilder. Og dé tørrer aldrig ud, giver mere og mere, jo mere man beskæftiger sig med det.

En væsentlig del af værket handler om tilgivelse. Og værdien af tilgivelse, og tilgivelsens kosmiske rækkevidde. Det er den vej vi som mennesker kan og bør gå. Og i forbindelse med tilgivelse kunne jeg tænke mig her at skrive lidt om de ældste, som Vandrer mod Lyset taler en del om, deres natur, deres historie, deres væsen. Jeg skriver ikke dette ud fra okkulte erindringer eller viden, men læser pointen ud af Vandrer mod Lysets åbne kilde.

Sagen er: De ældste er ikke sig selv – som de virkelig er. Ikke som de er inderst inde. Også de kommer oprindeligt fra en strålende lysverden, hvor de – sammen med de yngste, som det hedder – levede lykkeligt i herlighed og glæde gennem ukendte evigheder i direkte samvær med Gud, Hans Tjenere og de yngste.

De ældste var intelligente (geniale), stærke, humoristiske, åbne, tillidsfulde, omsorgsfulde, kærlige. De var – som de andre – strålende lysvæsener. Med fred, glæde og lykke i hjertet. Det er sådan, de var, og det er sådan de er nu også – inderst inde. Inderst inde bærer de en lyskerne, der aldrig kan udslukkes, for kernen hviler i Guds altomfattende Væsen og kærlighed.

Men – de faldt, da Gud stillede dem og de yngste direkte overfor mørket. Hvorfor faldt de? Det er svært at sige. Men det jeg læser ud af Vandrer mod Lyset er, at deres vilje ikke var stærk nok til at stå imod det mørke, Gud stillede dem overfor. De gav efter, lyttede til det, der egentlig ikke er værdigt at lytte til. Og så handlede de inspireret af mørket.

De drog noget af mørket ud af dets indkapsling i Lyset, hvorved vores verden – Jorden – langsomt, ufattelig langsomt omdannedes til en mørkeverden. Fristelsen var for stor. De stod så højt, at faldet blev tilsvarende dybt. Til Guds uendelige sorg. Og de yngstes grænseløse.

Spørgsmålet er: Hvordan vil vi se på de ældste nu? Vil vi se deres ydre, deres skal af mørke, det mørkepanser, de har skruet sig selv ned i? Eller vil vi se dem som de stærke og højtstående lyspersonligheder, de engang var, og igen skal blive? Vil vi se på deres ydre – med tanker om hævn – eller vil vi søge at drage Lyset til dem gennem medfølelse og tilgivelse og bøn, så deres inderste Lys igen kan vågne, blomstre, skinne og berige os andre?

Hvis vi selv falder – hvordan vil vi så ønske andre skal se på os? Med tanker om hævn eller vilje til at tilgive? Vil vi kendes på det ydre, eller ønsker vi, at andre vil se – barmhjertigt – på det lys, vi så selv har begravet og har sådan brug for vågner og kommer til live igen? Vil vi fordømmes og forbandes på vores gerninger, og derved falde endnu dybere, eller vil vi længes efter at nogen finder os – og barmhjertigt søger at hæve os af pølen vi er faldet i med vores onde gerninger – med alle de lidelser dette indebærer?

Giver svaret ikke sig selv? Hvis altså svaret er, at vi da vil længes efter Lysets fred, skønhed, lykke, varme – må vi så ikke tage konsekvensen af dét, og gøre det samme for de ældste? Søge at finde – eller genfinde – det mægtige Lys, verden engang tabte og længes efter at gense? Søge at bringe de ældste den fred, de har sådan brug for i de tyngende lidelser, der nu hjemsøger deres hjerter og sind? Søge at hjælpe dem til, at de kan blive sig selv igen – som de egentlig og inderst inde er?

Det er så enkelt. Er det ikke?

I spørgsmålene om abort og eutanasi (og dødsstraf) kan man både vælge en religiøs og en ikke-religiøs tilgang og komme til det samme resultat: At ingen af disse fænomener bør være en del af det menneskelige liv og fællesskab. Det vil vi se her:

Hvis vi først vælger den religiøse tilgangsvinkel, og idet vi lægger værket Vandrer mod Lyset til grund, så kan vi klart forstå, at Guds vilje er, at hverken provokeret abort, eutanasi eller dødsstraf bør være tilladt. 

Det kan vi dels se ved direkte skriftsteder i kilderne, men også kvalificere yderligere ved den simple tanke, at livet er en del af Lyset, det gode, mens døden er en del af mørket, det onde; og da Gud er en Lysets Gud, er det klart, at alle de tilfælde hvor nu mennesker – fx ved abort, eutanasi og dødsstraf – aktivt arbejder for døden mod livet, er imod Guds vilje, og det er eksempler, hvor døden og mørket sejrer over livet og Lyset.

Hverken abort, eutanasi eller dødsstraf bør derfor være tilladt eller forekomme overhovedet.

Hvis man vælger den ikke-religiøse tilgang, bliver resultatet det samme, hvis vi forstår og kan blive enige om, at livet er af det gode, mens døden er af det onde. 

Hvis vi i denne ramme vil arbejde for det gode og dets udbredelse, og kæmpe mod det onde og dets indflydelse, bør vi derfor afskaffe al abort, eutanasi og dødsstraf, og vi bør fremme livet både som individer, fx ved at søge at holde os sunde og raske, og som samfund ved at afskaffe de love, der fremmer eller har døden som konsekvens.

Hvad enten vi anerkender, at der findes en Gud eller ej, så kan dette grundlæggende spørgsmål om liv og død altså finde det samme svar.

Af Supplement 2, no 58 (Supplement 1 & 2 udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset) kan man udlede en almen lov for Lyset og mørket, en lov som vi mennesker lever under, en lovmæssighed jeg omtalte for nogle dage siden på Facebook, men som jeg dog nok her havde fået lidt galt fat på; den almene lov nemlig som kan udtrykkes i følgende ord:

Mørket reagerer proportionalt på Lysets vækst. Jo højere og stærkere Lys vi tænder, jo stærkere mørke vil vågne og gøre modstand.

Denne lovmæssighed har særdeles stor indflydelse på vores liv som mennesker og for den kamp, vi hver især kæmper mod det onde i os selv og i verden; en kamp der for hver af os kulminerer i den fuldendte sejr over mørket ved tankens og viljens sammensmeltning ved Lyset, en kulmination, der er indgående beskrevet i Supplement 2, no 64.

For den lov jeg her taler om betyder, at vi ikke kan hvile på laurbærerne – som man siger – ved vores delvise sejre, og den betyder, at kampen intensiveres frem mod kulminationen. Kampen bliver altså ikke lettere og lettere, men den sidste inkarnation vi gennemlever kan let – som følge af denne lovsmæssighed – også blive vores sværeste at gennemleve; fordi det højeste Lys vækker det dybeste mørke. (Der kan følge en eller nogle få yderligere inkarnationer på den inkarnation, hvor vores tanke og vilje kulminerer ved sammensmeltningen, indtil al syndeskyld er sonet; dette er ligeledes forklaret i Supplement 2, no 64).

Til gengæld bliver det, vi vinder ved den stadigt intensiverede kamp også større og større og mere og mere værdifuldt; fordi vi gennem kampen altså vækker stadigt større og stærkere lys. Og for hver sejr vi vinder, både ved delsejrene og ved kulminationen, tilføres – gennem den øgede lystilførsel – tanken og ånden nyt mod, nyt liv, ny kraft.

En analogi til disse forhold kan vi finde ved atletens stadigt mere intensive træning, som han eller hun er nødt til at praktisere for at blive bedre, stærkere, hurtigere; træningen bliver ikke lettere med tiden, men hårdere, stadigt mere intensiv, for at atleten bedre kan mestre sin idræt, blive stærkere og dermed præstere bedre.

Mørkets proportionale reaktion på Lysets vækst kan vi som sagt forstå ud fra det anførte skriftsted, og den sås i sin ekstrem ved Urtankens og Urviljens kæmpen sig ud af mørket frem mod Guds emanation. Vi, Guds børn, afspejler ved vores kamp denne lovmæssighed i det små, denne lovmæssighed som må ligge i selve Lysets og mørkets natur.

Det jeg nok havde fået galt fat på i mit opslag på Facebook var, at jeg her tænkte eller antydede, at lovens konsekvenser – den stedse intensiverede kamp – ville fortsætte så længe mørket er; dvs mange mange (og ukendte) evigheder fra nu.

Kampen fortsætter – tænker jeg nu (også med tekstbelæg i Supplement 2, no 64) – kun indtil kulminationen er nået og alt er sonet. Dette gælder for menneskeånderne og de ældste (se Vandrer mod Lyset). For de yngste stiller sagen sig lidt anderledes, idet de har valgt at fortsætte deres inkarnationer også efter de er kulmineret og har sonet deres syndeskyld (igen; se Supplement 2, no 64); dette for at hjælpe så meget som muligt og så længe Gud har brug for deres hjælp.

Derfor vil kampen for dem fortsætte – og intensiveres, ligesom det åndelige, mentale rum vil intensiveres, også efter kulminationen – efterhånden som de tænder Lys i verden og i mennesker, idet det Lys de tænder vil være stedse højere – og derfor proportionalt vil vække stærkere mørke.

Dét betyder dog ikke nødvendigvis, at deres – de yngstes – lidelser vil blive større og større, efterhånden som de tænder stedse stærkere og større lys, og mørket reagerer proportionalt med det lys de tænder. Lide gør man først hvis man falder for mørket. Det betyder snarere en åndelig intensivering for de yngste, en styrkelse af deres ånd. Byrderne bliver ikke nødvendigvis tungere og tungere for dem at bære – det gør de kun, hvis de falder for det reagerende mørke – men deres ånd bliver stærkere og stærkere, deres indre lys stadigt mere intensivt.

Vi kan måske også forstå tiden fra mørkets magt blev brudt – da de yngste vandt Satan (Ardor) tilbage til Lyset og Gud i 1912 – og til nu i den forståelsesramme: På grund af det mægtige Lys de yngste – og Gud – tændte ved dette Lysets gennembrud – reagerede mørket særdeles kraftigt; og måske til dels derfor (og pgra æteroptegnelserne (se Vandrer mod Lyset)) blev det 20. århundrede og tiden til nu – det 21. århundrede – så blodigt, tragisk og uroligt på næsten alle områder af det menneskelige liv.