Med lov skal verden bygges

Jeg skal her dele nogle politiske, filosofiske tanker, jeg har gjort mig ud fra den aktuelle verdenspolitiske situation. Der er ikke tale om partipolitiske tanker, men tanker, der på en vis måde kan kaldes metapolitiske, og som tager udgangspunkt i følgende to simple tanker eller idealer:

1. Som borger i et vilkårligt land bør man have så stor indflydelse som muligt på forhold, der påvirker ens situation, så længe denne indflydelse ikke skader andres forhold og liv.
2. Hvor der er menneskelig adfærd, som andrager økonomiske eller eksistentielle eller generelt politiske forhold, er der brug for politisk regulering af denne adfærd.

Når jeg giver disse formuleringer, er det ud fra en aktuel iagttagelse af politiske forhold, politiske problemer. Jeg vil illustrere tankerne med nogle eksempler:

Som almindelig borger i Danmark har jeg ingen eller højst begrænset indflydelse på, om fx Rusland og USA (eller NATO) starter en atomkrig. Imidlertid kan det ikke diskuteres, at en sådan krig ville have meget store konsekvenser og indflydelse på mit liv. Heller ikke den danske regering har (tilstrækkelig) indflydelse her.

Da dette for så vidt gælder alle mennesker – først og fremmest mennesker, der ikke bor i de to lande – ser vi klart en almenmenneskelig interesse i at have indflydelse på, om en sådan krig startes og udkæmpes.

Jeg vil kalde en mulig atomkrig for global, politisk adfærd, der påvirker alle, og derfor bør alle have indflydelse på – og medansvar for – om en atomkrig startes.

En af de måder krig i øvrigt opstår på, er når man vil gennemtvinge ændringer i forhold, man ikke har tilstrækkelig indflydelse på og magt over ad almindelig fredelig politisk eller diplomatisk og frivillig vej. Dermed kan krig (og vold generelt) ses som et udtryk for afmagt.

Et andet eksempel: Økonomien i verden i dag er globaliseret. Der er med min formulering udstrakt økonomisk, global adfærd. Alligevel har vi som enkeltborgere kun minimal indflydelse på den globale økonomi, og jeg har fx ingen indflydelse på rigdom og fattigdom i verden, selv om rigdom og især fattigdom også og i høj grad påvirker mig som borger i Danmark, fx i form af de mange mennesker, der i dag flygter eller emigrerer fra fattige lande til mit land.

Et tredje eksempel: Klimaet trues i dag alvorligt og akut af global, menneskelig adfærd. Og som enkeltmennesker har vi måske en vis indflydelse på situationen, men åbenlyst ikke nok. Jeg har som borger i Danmark ingen indflydelse på fx Kinas eller USA´ s miljø- og klimapolitik, selv om den i de lande førte politik på området i høj grad påvirker mig og mit liv og min hele situation. Og jeg har minimal indflydelse på andre enkeltborgeres klimaadfærd, selv om alle andres adfærd i så henseende i høj grad påvirker mit liv.

Et fjerde eksempel: Krig og deraf flydende flygtningestrømme er der i dag ingen enkeltindivider eller enkeltregeringer uden om de krigende lande selv, der har nogen eller tilstrækkelig indflydelse på. Alligevel påvirker de alle, først og fremmest de flygtende mennesker selv og deres tragedie, men også de lande de flygter til, der kan rammes af politisk ustabilitet alene på grund af flygtningenes antal og de enkelte landes manglende evne eller vilje til at drage tilstrækkelig omsorg for de nødstedte.

Disse eksempler illustrerer efter min opfattelse de to indledende tanker: Hvor der er menneskelig politisk adfærd, er der brug for politisk regulering, og alle mennesker bør have størst mulig indflydelse på forhold, der påvirker deres situation, så længe denne indflydelse ikke skader andres liv og situation. Alle fire eksempler er aktuelle politiske problemer, der bunder i global adfærd med betydning for alle, uden at hverken enkeltmennesker eller enkeltregeringer har tilstrækkelig indflydelse på dem. Hvis vi havde det, ville problemerne være løst eller ikke eksistere.

Den logiske følge af disse tanker er, at vi – da væsentlige dele af den politiske og økonomiske adfærd i dag er globale og påvirker alle – har brug for global, politisk regulering og magt, konkret en eller anden form for Verdensregering eller Verdensstat.

En sådan skulle dels kunne give enhver den størst mulige indflydelse på – og medansvar for – forhold, der påvirker os vitalt (fx spørgsmål om krig og fred i en tid med masseødelæggelsesvåben, eller rigdom og fattigdom, eller klima), men som vi ingen, eller ikke tilstrækkelig, indflydelse har på, så længe den globale, politiske regulering og magt ikke findes, hvilket den jo ikke gør i dag.

Alene af disse grunde finder jeg legitimitet til tanken om en global, politisk regulerende magt, en Verdensregering eller Verdensstat – som der i sin tid blev forsøgt argumenteret for i universalismen – og en tanke, som værket Vandrer mod Lyset, så vidt jeg ved, var en af de første kilder til.

Jeg finder tanken legitim – ikke som et skrivebordsprojekt eller som verdensfjernt tankespind – ud fra helt reelle, politiske forhold og problemer, og jeg finder den båret af eksistentiel nødvendighed og betydning i en tid, hvor vi mennesker trues af adfærd, vi som udgangspunkt ingen eller ikke tilstrækkelig indflydelse har på som almindelige borgere eller enkeltregeringer.

Og historien viser, at hvor der er en politisk nødvendighed, vil løsningerne også komme ud fra denne (her: bydende) nødvendighed. Dette sagt som et håb, båret af fakta. Og derfor tror jeg ikke, der er nogen tvivl om, at Verdensstaten på et tidspunkt må og skal komme og blive en realitet. 

Vi må så håbe, at det bliver en fri og demokratisk magt og realitet, og ikke en autokratisk eller tyrannisk magt. Måske er det vores tids vigtigste, politiske udfordring.

Se også indlægget Er Verdensstaten vejen til fred? Hvis ja, hvordan?

Note (tilføjet 16.05.23):

Til dem, der mener, at Verdensstaten er drømmeri, en utopi eller måske en dystopi, vil jeg sige, at heller ikke nationalstaten har eksisteret altid, og den blev – fx ved Frankrigs og Tysklands samling – først en realitet gennem hårde politiske og militære kampe.

For mig virker Thomas Hobbes tanker i Leviathan som en lovmæssighed, næsten en naturlov: Lokal magtafgivelse (til en Suveræn; altså til en større politisk og central enhed) er nødvendig for at undgå anarki og den laveste fællesnævners realitet, og den er til det fælles bedste, derunder af hensyn til personlig og lokal sikkerhed.

Da fx Frankrig og Tyskland blev samlet som nationer, måtte man også tænke på og kæmpe med lokale fyrsters, magtfulde slægters og klaners osv modstand, men landenes samling var nødvendig ud fra de samme politiske hensyn og interesser, som jeg prøver at pege på i indlægget: Den politiske adfærd udvidedes som følge af styrket infrastruktur, teknologiske landvindinger, økonomisk samhandel osv, og derfor opstod behovet for politisk regulering gennem lov og magt for større og større områder og grupper af mennesker – for at undgå anarkiet (Hobbes´ naturtilstand).

I tilfældene Frankrig og Tyskland fuldførtes den politiske proces og nationale samling lige lovlig hårdhændet, og ofte ved militære midler. Derved kan de ikke danne forbillede for en (mulig) Verdensstat, men blot tilbyde en historisk ramme og parallel og baggrund. Idet vi nu – måske – kan se behovet som følge af global politisk adfærd på en række globalt vitale områder (ved argumentets og ikke ved våbnets styrke), har vi chancen for at realisere Verdensstaten ved fredelige midler, og vel at mærke uden at tvinge nogen.

Hvis den folkelige modstand er og forbliver for stor – efter at tanken måske vil kunne modnes tilstrækkeligt – må den opgives, da vi ellers vil have det globale autokrati eller tyranni, eller have en Verdensstat, der er sneget ind i den politiske virkelighed mod folks vilje og ad bagveje. Alt må ske frivilligt og åbent og uden tvang – ellers bør det ikke ske.