Kategori: Ikke kategoriseret

Ved læsning af en artikel på Stanford encyclopedia of Philosophy om kvantetilgange til bevidsthed (Quantum approaches to consciousness) er jeg blevet ledet videre til en artikel på Wikipedia om procesmetafysik, som her modstilles substansmetafysik.

Op gennem historien er disse to tilgange til en verdensforståelse repræsenteret ved tænkere som Heraklit, Henri Bergson og Alfred N. Whitehead (procesmetafysik), og Platon, Aristoteles og Immanuel Kant (substansmetafysik).

De grundlæggende spørgsmål opfatter jeg at være:

Er verden grundlæggende dynamisk eller statisk? Er verden forandring eller evigt uforanderlig? Er vores erkendelse med til at forandre den foranderlige virkelighed, eller ser vi i en vis forstand udefra en evig verden, som er uafhængig af vores erkendelse af den?

Jeg tænker et kompromis mellem de to tilgange, hvilket har sit grundlag i værket Vandrer mod Lyset:

Verden forandrer sig evigt i henhold til og forårsaget af evige – af Gud givne – love for grundlæggende kræfter (lys og mørke) i verden. Da Urtanken og Urviljen kæmpede sig gennem mørket, frem mod Lyset, en kamp der kulminerede og sluttede ved Guds emanation, fremstigen som Personlighed – som Lysets behersker og mørkets besejrer – eksisterede kræfterne, men ikke lovene for dem. Disse love er givet efter Guds emanation, og gør det lettere for os mennesker selv at kæmpe os gennem mørket som et lille ekko af Guds kamp.

Den fysiske virkelighed forandrer sig efter naturlove som gælder for tyngdekraft, stærke og svage kernekræfter og elektromagnetisme, og den psykiske, mentale og åndelige verden forandrer sig i henhold til evige mentale, åndelige love som fx logik, love for association, hukommelse, projektion af indre tilstande på ydre ting, mennesker og forhold osv.

Spørgsmålet er så videre: Om den fysiske verden influerer på den åndelige verden, og omvendt?

Der er næppe tvivl om, at det fysiske influerer på det åndelige. Fx giver smerte i maven også mentalt ubehag, beskuelsen af forskellige landskaber skaber mentale billeder og tilstande via synet osv.

Og der er næppe heller tvivl om, at mentale, åndelige tilstande og fænomener indvirker på det fysiske (selv om epifænomenalister vil benægte det; se artiklen Epiphenomenalism på Stanford encyclopedia of Philosophy), idet jeg fx kan beslutte (i tanken via viljen) at løfte det krus kaffe jeg er ved at drikke til munden og så gøre det, jeg kan beslutte at rejse til Ribe, købe en togbillet dertil og foretage min rejse; alt hvorved jeg (vi) med vores bevidsthed skaber forandringer i den fysiske verden; koppen løftes og jeg drikker, jeg stiger på toget, og flytter derved min fysiske krop osv.

Det, der er foranderligt er altså dels den fysiske verden, dels den åndelige, og de forandres begge gennem evige, uforanderlige love, givet af Gud.

Derfor opfatter jeg verden både som evigt foranderlig (substansen; det fysiske og det åndelige), og som evig og uforanderlig (de evige love; der evigt forandrer verden).

Og den fysiske og den åndelige verden indvirker på hinanden. Der er ikke tale om to principielt adskilte verdener, men to dele af den samme verden og virkelighed, som vi ikke ved erkendelse (neutralt) betragter udefra, men er en del af, og som også vores erkendelse er del af.

Sådan tænker jeg, at forholdet er mellem det evige og det foranderlige.

(Dette indlæg er også bragt på min Facebook profil. Her let bearbejdet)

En del af Middelalderens tænkning, måske den væsentligste, havde som bestræbelse og mål at søge at forene tro og viden. Denne bevægelse i tanken findes både i den kristne, vestlige, verden, hvor man søgte at forene græsk tanke, primært Aristoteles´ tænkning, med kristendommen, og den findes – så vidt jeg ved – i den islamiske verden med navne som al Ghazzali, Averröes (ibn Rushd) og Avicenna (ibn Sina).

Måske begyndte Middelalderen i en vis forstand med denne opgave, og sluttede da det endeligt mislykkedes at forene de to, og tro og viden endegyldigt måtte skilles.

Derfra pegede den videre tænkning og kultur mod det sekulære og moderne; det sekulære og moderne menneskes og samfunds splittelse mellem det, vi tror, og det vi ved, splittelsen mellem tro og viden.

Hvis vi i en vis forstand forstår tro som udpræget følelse, og viden som rationalitet, så er det sekulære og moderne menneskes (tragiske) splittelse splittelsen mellem rationalitet og følelse, mellem hjerne og hjerte.

Dette leder – idet vi støtter os til Vandrer mod Lyset – til en måske frugtbar tanke ved betragtningen af åndens grundbestanddele: Åndens hjerne og hjerte (jf også beskrivelsen af åndelegemet, s. 171-173 i Vandrer mod Lyset). Egentlig er der tre bestanddele: Tanke, vilje og følelse, hvor tanke og vilje tilhører hjernen, og følelsen hjertet.

En filosofisk bestræbelse på at forene viden og tro må på dette grundlag (nødvendigt?) slå fejl. For hjerne og hjerte skal – i åndelig forstand – ikke smelte sammen, men afbalanceres. Der er tale om to (eller tre) selvstændige dele, tanke, vilje og hjerte, hvor tanke og vilje ved kulminationen smelter sammen, forenes (Supplement II, no 64), men hvor tanke og vilje på den ene side, og følelsen på den anden ikke gør.

Disse tre dele er gensidigt forbundne, idet tanker kan vække eller skabe følelser, og følelser kan omvendt skabe tanker. Tilsvarende kan følelser inspirere handlinger (ved viljen), og handlinger kan skabe følelser. Sluttelig kan tanker inspirere handlinger, og handlinger kan skabe tanker.

Det er denne trehed, som Peter Kjærulff misforstår eller (bevidst?) fordrejer ved sit begreb om tanke-vilje-handling sammenhængen, eller far-mor-barn balancen (Ringbærerens Dagbog). Treheden er ikke tanke, vilje og handling, men altså tanke, vilje og følelse; overordnet set hjerne og hjerte.

Kjærulff skriver videre, at tanke og vilje ikke skal (kan) smelte sammen, forenes, men blot afbalanceres, hvilket er forkert, hvis udgangspunktet er Vandrer mod Lyset. Tanken og viljen skal faktisk, som nævnt, forenes (ved kulminationen); det er tanken og viljen (fornuften, hjernen) på den ene side, og følelsen (hjertet) på den anden, der skal afbalanceres, men ikke smelte sammen, parallelt til dualparrenes afbalancering (se igen Supplement II, no 64).

Hvordan hjerne og hjerte, fornuft og følelse, kan afbalanceres, kan være opgave for fremtidige undersøgelser.

Provokeret abort og eutanasi er på mange måder hver for sig ømtålelige, følsomme emner, som skaber og rummer stærke følelser; for og imod. Måske fordi de to fænomener rammer og anfægter vores inderste menneskelighed og selve livet.

Derudover er historien fuld af hjerteskærende historier om unge, uønsket gravide kvinder, som ”tvinges” i armene på kvaksalvere, der under risikable forhold ”hjælper” kvinderne; nogle gange med dødelig udgang både for kvinden og for fosteret.

Alligevel er der nogle ting, det er nødvendigt at sige i diskussionen, ting som måske ikke er så populære og ikke gerne høres og forstås:

Med abort og eutanasi anfægtes livet i begge ender af livsspektret: Begyndelsen og enden. Dermed relativeres livet, bort fra dets absolutte værdi og værdighed, hvorved livet bliver billigere og lettere at tage – også for andre. Abort og eutanasi underminerer dermed alles livs absolutte værdi og værdighed.

Af og til fremføres det i diskussionen, at abort er en menneskeret. Men hvis vi tager Menneskerettighedserklæringen, så tilsiger den ethvert menneske retten til liv (artikel 3). Og da livet jo starter ved undfangelsen, starter den universelle menneskeret til liv dér: Abort (og eutanasi) er ikke en menneskeret.

Hvis vi anlægger en religiøs synsvinkel på problemet, og her bygger på Vandrer mod Lyset, så ved vi fra dette værk, at det guddommelige element og lysstrømmen fra Gud tilflyder ethvert menneskefoster ved undfangelsen. Denne lysstrøm brydes ved provokeret abort.

I den anden ende af livsspektret afbrydes lysstrømmen i utide ved eutanasi.

I den religiøse tydning af problemet kan vi også bruge Lejeune-erklæringen, som vi kan fange essensen af og give følgende korte formulering og fortolkning: Menneskelivet er helligt og ukrænkeligt fra undfangelse til naturlig død, dvs en død, der ikke er selvvalgt og som ikke påføres én af andre.

Vi må føje yderligere tanker og vægt til argumentet; ikke for at fordømme mennesker, der i ord eller gerning støtter de to fænomener, abort og eutanasi, men i et oprigtigt forsøg på at hjælpe, hvor hjælp nu er behov:

Vi ved fra Vandrer mod Lyset, at hverken abort eller eutanasi er en virkelig hjælp til lidende og fortvivlede. For abort regnes efter de guddommelige love som drab (se Vandrer mod Lyset generelt og specielt Tillægget til Supplement I og Kristi Tale), hvorved det menneske, der enten får foretaget en provokeret abort eller som støtter disse indgreb i ord eller handling derved får ophobet syndeskyld (karma), og skal i senere liv, inkarnationer, frelse lige så mange menneskeliv, som der tages, og som man er medansvarlig for ved abort (og eutanasi).

Ved eutanasi bringes ydermere de lidelser, man søger at flygte fra eller søger at undgå ved en selvvalgt død med over i den næste verden, hvor disse ved tanken og på et mørkt og ensomt sted igen og igen må gennemlides til den dag og den time er nået, der af Gud Herren er sat som det pågældende menneskes sidste på Jorden (se Supplement II, no 34). Ved eutanasi undgår man altså ikke lidelser, men forstærker dem.

Disse lovmæssigheder og forhold gælder uanset om man tror på dem og anerkender dem eller ej.

Når det nu er sådan, så kan enhver se, at det, der på overfladen ligner omsorg og respekt for eller kærlighed til mennesker i fortvivlede situationer, reelt ikke er det. Ved abort og eutanasi ophobes i dag mægtige mængder af syndeskyld (karma), skyld, som uvægerligt må sones under gengældelsesloven i senere inkarnationer.

Derfor løser man ingen problemer ved denne fremfærd, men skaber mange nye, og derfor bør intet samfund have fri og lovlig adgang til hverken abort eller eutanasi, og intet menneske bør på egen hånd søge disse fortvivlede ”udveje” på ubærlige problemer. Dette sagt, ikke for min eller for Guds skyld, men for menneskers egen, for at de ikke skal berede sig selv nye, værre og ubærlige lidelser.

_

Note: Verdenserklæringen om menneskerettighederne i sin helhed kan downloades som pdf-fil via menneskeret.dk.

Som mange ved, og som alle bør vide, hedder det i det gamle bud: Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én.

Denne tanke – tanken om Guds enhed – findes både i jødedom (5. Mos. 6, 4), i kristendom (Mark. 12, 29; citeret af Jesus og bekræftet af Paulus (1. Kor. 8, 4.6) og i Islam.

Gud Herren – siger traditionerne altså samstemmende – er én. Vi kan give denne Gud forskellige navne (Jahve, Den treenige Gud, Allah), men grundlæggende er Han én og den samme for alle.

Der findes ikke en Jahve for jøder, en treenig Gud for kristne og en Allah for muslimer. Gud Herren er én, uanset hvad vi kalder Ham, og uanset hvordan vi opfatter Ham.

I denne ene Guds Navn taler jeg nu. Hør mig, alle I jøder, kristne og muslimer, for jeg taler i jeres Guds Navn, hvilket Navn i nu end bekender, eller hvordan I nu forstår Ham:

Gud Herren, jeres Gud, jeres fælles Gud og min Gud er en Lysets og kærlighedens Almagt, der byder os elske hinanden og at tilgive hinanden. Og Han er en barmhjertig Gud og Herre.

Da vi altså alle er skabninger af den samme Gud, bør vi ikke slå hinanden ihjel og forfølge hinanden, men elske og agte hinanden, for vi er – åndeligt set – alle brødre og søstre og den samme Guds skabninger!

Derfor bør vi ikke strides og kriges indbyrdes, og I, der nu strides om Det hellige Land, bør ikke kriges, men række hinanden hånden og dele dette land, ikke myrde, røve og kriges i vores fælles Guds Navn. Kun derved kan Det hellige Land bevares helligt.

Ethvert mord, ethvert krigsoffer og enhver flygtnings tragiske skæbne vanhelliger således det hellige.

Og I vesterlændinge og I muslimer, der nu strides om Vesten og Østen, strides om deres goder og fordele, I burde – som kristne og muslimer – række hinanden hånden til broderligt forlig, og dele de goder og rettigheder, der tilkommer os i fællesskab, som skabninger af den samme Gud og Herre!

Aldrig bør vi strides og kriges indbyrdes, og aldrig bør vi ringeagte og forfølge hinanden, for vi er – som kristne og muslimer – brødre og søstre.

Aldrig bør vi mennesker – hvilken tro vi end bekender – kriges, forfølge og hade hinanden i vores fælles Guds Navn. For hvis vi gør dét, vanhelliger og ødelægger vi dét hellige, den Almægtige har nedlagt i hver vores hjerter, sind og sjæle.

Derfor bør vi alle – jøder, kristne og muslimer – nu enes om en varig fred og standse al krig, forfølgelse, had og ringeagt – enes om en varig fred i vores Guds Navn og efter Hans Vilje.

Dette siger jeg i jeres Guds Navn og i min Guds Navn – Han, der gennem værket Vandrer mod Lyset har sendt alle mennesker et budskab og en Åbenbaring for at minde os om vores forpligtelse til at elske og agte hinanden og holde indbyrdes fred, og for at lære os at tilgive hinanden og dem, der har syndet imod os; for derved at åbenbare en mulig genvej for alle til vores fælles Gud – gennem kærlighed, barmhjertighed og tilgivelse.

Hør mig, alle jøder, kristne og muslimer, og spørg nu jeres Gud, om ikke dette er sandheden, om ikke dette er Guds Vilje.

Og når I da har forstået, at mine ord er sande, da må I følge denne sandhed – ved at skabe en varig og evig fred mellem alle verdens folk og nationer. For dette er Guds Vilje!

Fred være med os alle! Amen!

Den kritik jeg har modtaget i forbindelse med mine tanker om en Verdensstat eller en Verdensregering andrager bla den tanke, at magt nødvendigvis korrumperer, og at absolut magt derfor korrumperer absolut.

Denne tanke vil jeg her prøve at forholde mig til og udfordre; for det forekommer mig, at der nok er nogen sandhed i den, men at det næppe er hele sandheden. Jeg adresserer altså en del af kritikken her, men ikke den hele.

Jeg vil udfordre tanken om magtens nødvendige, naturnødvendige korrumpering med en analyse af, hvad magt egentlig er eller kan være:

Vi ved fra Vandrer mod Lyset, at Gud er en Lysets og kærlighedens Gud, og at Han/Hun er alvidende, alkærlig og Almægtig. Gud har altså Almagt, men denne Almagt er ikke korrumperet (selvfølgelig). Altså må der være en form for magt, der ikke korrumperer. Denne magt er Lysets magt.

Modsat har vi en magt, der – og det er nok her, kritikken kommer ind – nødvendigvis korrumperer, ja som per definition er korrumperet, nemlig mørkets magt.

Forskellen mellem Lysets og mørkets magt er bla, at Lysets magt udøves ved frihed, hvorimod mørkets magt virker ved tvang. Altså korrumperer kun den magt, der søger at gennemtvinge sin vilje, den magt, der søger at tvinge mennesker til at tænke, handle og måske endda føle på en bestemt måde – efter magthavernes vilje og ønske.

For at komme endnu dybere i problematikken er det nødvendigt at låne en anden tanke fra Vandrer mod Lyset: Nemlig den, at der for hver styrkelse af Lyset (og dets magt) følger en reaktion fra mørket. Dette ser vi i Vandrer mod Lyset fx ved beretningen om Urtankens og Urviljens kæmpen sig ud af mørket, frem mod Lyset; ved hver tilnærmelse mellem Tanke og Vilje fulgte en reaktion fra mørket, og Tanken og Viljen fristedes her af en stærk trang til at opgive kampen mod det onde, mørket. Men de fortsatte dog – hedder det – til den fulde sejr var vundet, og Gud fremstod som Personlighed; som Lysets behersker og mørkets besejrer ved Tankens og Viljens fuldkomne og harmoniske forening.

Dette har betydning for mit forsøg på en redegørelse for Lysets og mørkets forskellige magter; fordi vi heraf kan se, at en jordisk magt, der måske starter som et oprindeligt ønske om at gøre godt mod sit land og sit folk let – ved den mørkets reaktion, der fremkaldes ved den oprindelige lysimpuls – bøjes ind under mørkets herredømme og magt.

En magt, der oprindeligt fx ønsker at sætte et folk fri, bøjes let – hvis ønsket vinder genklang og får indflydelse – ind under mørkets magt ved at man – måske fordi man mister tålmodigheden og giver efter for trangen og fristelsen fra mørket – vil gennemtvinge sin vilje (fx gennem en repressiv lovgivning, eller militært gennem krig), og undlader at insistere på alle menneskers gudgivne ret til frihed; til at tænke, handle og føle frit.

Men kun den magt, der principielt sætter fri – fx gennem en lovgivning, der yder mennesker initiativret, dvs frihed og ret til at følge eller bryde loven, men under ansvar for netop loven (se også mit skrift Frihed og lov) – er legitim, da kun den magt er en Lysets magt – i henhold til ovenstående distinktion mellem Lysets og mørkets magter. Og kun den magt, der sætter fri, korrumperer ikke.

Nu findes på Jorden næppe en ren Lysets eller en ren mørkets magt. Magterne her findes i blandinger, så dele af magten er af det gode, og dele af den af det onde. Derfor må vi nøjes med at kræve, at magtens retning er mod Lyset og ikke mod mørket. Magtens retning eller tendens må – hvis den skal være legitim – være at sætte mennesker mere og mere fri til at tænke, handle og føle som de vil – men under ansvar for loven.

Tidligere har jeg udtrykt beslægtede tanker, som også kan være relevante her; i et billede: Ethvert Lys kan trækkes af mørkets heste, og ethvert mørke kan drives af Lysets gangere. I denne sammenhæng – når vi taler om Lysets og mørkets magt – må vi forstå det sådan, at vi (eller her: vores politikere) må søge at vende ondt til godt og ikke omvendt. Retningen – bort fra og ud af mørket – må være klar gennem viljen til det gode; i denne sammenhæng: Viljen til at sætte mennesker fri, så de kan leve frit og udfolde deres potentiale i trygge og gode rammer i samfundet.

Det samme må vi kræve af en Verdensstat eller en Verdensregering, hvis den nogensinde bliver skabt: Vi må kræve, at dens magt har retning mod at sætte mennesker mere og mere frit, og at den ikke søger at tvinge og tromle eller manipulere sin vilje igennem mod folkenes vilje og ret til selvbestemmelse og kulturelle og nationale egenart og karaktér.

Kun hvis dette er tilfældet, vil en Verdensregering være legitim, ønskværdig og præget af Lysets frisættende magt.

(Se i øvrigt også mine indlæg Er Verdensstaten vejen til fred? Hvis ja, hvordan? og Verdensregeringen samt de skrifter om emnet, der er samlet i min bog Èn Jord, én menneskehed, én Gud; denne bog kan købes via siden her).

Fra nogle læsere har jeg modtaget forskellig kritik af mine tanker om Verdensregeringen, kritik, der i og for sig kan være berettiget nok, og som må tages med i overvejelserne. Kritikken har bla gået på, at magt korrumperer, og absolut magt korrumperer absolut. Det kan så være rigtigt eller forkert, men absolut værd at overveje og medtage i tankerne om Verdensregeringen.

Andre har påpeget, at en absolut verdensmagt kan – og måske med nødvendighed vil – tiltrække magtbegærlige og magtsyge mennesker, der kun vil deres eget bedste, og ikke tænker på folkenes vel og sikkerhed.

Vi må også nævne de nuværende kulturelle og samfundsmæssige forskelle mellem nationerne og folkeslagene og kulturerne, og den modstand en nulstilling af verdens grænser dermed kunne blive mødt med. At dette givetvis vil være et stort og vigtigt problem, hvis man ønsker og forsøger på at skabe en Verdensregering kan fx ses af EU´ s massive problemer og folkelige modstand, når man indenfor EU´ s grænser søger at harmonisere møntfod, sikkerhedspolitik, politik i forhold til flygtninge og migranter osv.

Alligevel tænker jeg – trods alle indvendinger – at en Verdensregering vil have flere fordele end ulemper, og det vil jeg prøve at udvikle videre her.

Den stærkeste og enkleste tanke jeg mener at have formuleret på dette felt er den tanke, at hvor der er politisk og økonomisk adfærd, er der brug for politisk regulering af denne adfærd. Hvis adfærden er global – som den jo er i dag både økonomisk, militært, politisk – er der brug for global regulering, altså en Verdensregering.

Hvis ikke adfærden reguleres af en magt med tilstrækkelig styrke (en Verdensregering), har vi den alles kamp mod alle, som Thomas Hobbes tænkte og skrev sine tanker op imod i Leviathan: Kaos, anarki, vold, krig, fattigdom osv (naturtilstanden). Dette er tilstanden i dag.

Vi kan illustrere tanken med et andet billede: Alle politiske og økonomiske aktører hiver i dag i hver sin retning (mod sig selv) i det tov, der hedder magt og rigdom. Denne trækken frem og tilbage gør samfundene ustabile, og skaber en bølgende kurve for kulturernes og økonomiernes opgang og henfald i stedet for en jævnt stigende kurve. Lande og imperier opstår, men forgår med matematisk sikkerhed igen, fordi alle andre aktører (lande, alliancer) hiver i en anden retning, og med alle midler søger at svække dem og overtage førerskabet i forhold til magt og rigdom.

Dette er også situationen i dag. Rusland hiver i en retning, Kina i en anden, USA og Vesten i en tredje, Israel i sin retning, palæstinensere i den modsatte, Iran i én retning, Saudi Arabien i den modsatte osv osv.

Vi kan også gøre tanken om behovet for en Verdensregering mere klar og anskuelig ved at låne en tanke fra Immanuel Kants moralfilosofi (fra Kritik af den praktiske fornuft), nemlig hans kategoriske imperativ, der omtrent lyder sådan: Handl kun sådan, at du kan ville, at den maksime du handler efter, kan ophøjes til almen (universel) lov.

Med et blik på dagens verdenspolitiske situation kan vi sige, at regeringerne (og internt i landenes partier og politiske grupperinger) slet ikke lever op til dette princip, og ud fra Kants tanker derfor må siges at virke ved umoral og anløbenhed: Alle aktører hiver som nævnt i sin egen retning, og prøver at svække og destabilisere alle andre, hvilket efter Kants princip er meningsløst og umoralsk, da alle så gør det samme, hvilket også destabiliserer og udhuler landenes rigdom, velfærd og sikkerhed, og hvilket skaber den springende og svingende kurve, jeg nævnte før.

Kun at hive i sin egen retning angående magt og rigdom er således ikke i nogens interesse.

Det rationelle vil være – netop for at undgå kaos, krig, fattigdom, ødelæggelse af miljøet og andre ting – at overgive en del af landenes og alliancernes suverænitet og selvbestemmelsesret til en overstatslig myndighed (Hobbes´ Suveræn); en del af den, ikke den hele; en Verdensregering – af hensyn til den nationale sikkerhed og landenes og folkenes fred og velstand.

Hvordan kunne man forestille sig denne delvise magtovergivelse, uden at det – som kritikken lyder – vil føre til et globalt diktatur og despoti og bliver skabt imod folkenes vilje?

Det kunne man fx ved at tage inspiration fra Maastricht-traktaten fra begyndelsen af 90´ erne og denne traktats subsidiaritetsprincip; at alle beslutninger og så mange som muligt skal træffes så nær borgerne og landene som muligt. Her kunne man fx også låne inspiration fra Danmarks kommuner (og det kommunale selvstyre) og regioner. 

Man kunne se den delvise magtovergivelse udmøntet fx i en hierarkisk klassificering af politiske problemer og udfordringer; så fx spørgsmål om krig og fred (i en tid med masseødelæggelsesvåben), spørgsmålene om klima og miljø og om grænseoverskridende kriminalitet kommer i klasse 1 (og overgives til Verdensregeringens beslutning og myndighed), spørgsmål om velfærd, fordeling og de fleste økonomiske problemer i lavere klasser sammen med kulturpolitik osv.

Jeg tror det nødvendigt, hvis vi skal slippe ud af den fælde, vi er gået i, eller synes på nippet til at falde i – menneskehedens snarlige udryddelse, enten som følge af krig ført med masseødelæggelsesvåben eller som følge af økologisk og klimatisk kollaps – at gå i den her skitserede retning, og med Hobbes´, Vandrer mod Lysets og Emery Reves´ (Fredens anatomi) klare logik overgive en del af vores folkelige og nationale suverænitet til en overstatslig myndighed, en Verdensregering, der – som minimum – kan sikre menneskehedens overlevelse.

Dette også af hensyn til folkenes og landenes sikkerhed og fortsatte beståen og er altså, så vidt jeg kan se, i alles interesse.

I Supplement II, no 50 står omtalt forskellige forhold, der påvirker oplevelsen af tid for Guds børn; at tidsrytmen er hurtigere i Lyset end i mørket, at oplevelsen af tid er forskellig fx fra det aktive til det passive menneske, og flere andre forhold.

I Kommentaren til Ardors beretning i Vandrer mod Lyset står s. 148, at tiden i sin oprindelse markerer en tilnærmelse mellem Urtanken og Urviljen, da disse samtidig gøs tilbage for mørket og mørkets udstrålinger, og begyndte at bevæge sig ind i Lyset, ind mod hinanden, dvs ved overgangen fra hvile til kamp.

Heraf følger et forhold, som ikke er omtalt noget steds i kilderne (De tre gyldne Frugter):

Nemlig, at da tid altså i sin oprindelse og natur er udtryk for og skabes ved tilnærmelse – eller vi kunne sige samarbejde – mellem tanke og vilje, mellem kvindeligt og mandligt, så vil tiden – før den åndelige kulmination ved tankens og viljens sammensmeltning (jf Supplement II, no 64) – opleves – i et billede – som en punkteret (stiplet) linje, hvor hvert møde mellem tanke og vilje markerer et punkt; der vil altså være mellemrum mellem tankens og viljens møder, hvilke møder hver opleves som ”et øjeblik” eller en tidsenhed.

For den kulminerede ånd derimod vil tidsoplevelsen være – i det samme billede – som en fuldt optrukken linje, da tanke og vilje da er smeltet sammen til en fast enhed, og således mødes permanent uden mellemrum mellem møderne, øjeblikkene eller tidsenhederne.

Derfor vil også selve tidsrytmen opleves forskellig fra den kulminerede i forhold til den ikke-kulminerede ånd, idet tiden vil gå hurtigere for den kulminerede end for den ikke-kulminerede.

En konsekvens af tidens natur er – da tid altså er udtryk for tilnærmelse og møder mellem tanke og vilje, eller for enhed af tanke og vilje (og de deraf flydende begivenheder og begivenhedernes rækkefølge) – at dyr ikke har nogen opfattelse eller oplevelse af tid, da de ingen tanke og vilje har, der kan mødes, og således skabe oplevelsen af tid.

Tiden og tidsoplevelsen er altså, også efter det her meddelte, i høj grad relativ fra menneske til menneske, alt efter hvor vidt udviklet det er, hvor tæt tanke og vilje er på hinanden. Er tanke og vilje tæt på hinanden, og ånden nærmer sig kulminationen, sammensmeltningen, vil møderne mellem tanke og vilje følge hurtigt på hinanden, og da vil tiden opleves stadig hurtigere, stadig mere flygtig. Der vil i billedet med linjen være kort afstand mellem punkterne, øjeblikkene, hvilket er med til at skabe oplevelsen af den hurtige tidsrytme.

Dette er også en medvirkende forklaring på, at tiden for de faldne ældste ”gik i stå”, tiden faldt dem alle for lang i deres dybe mørke i helvedssfæren og under deres inkarnationer, fordi tanken og viljen for dem var så vidt adskilte og splittede, og der derfor var så langt mellem øjeblikkene.

Forvent ikke at andre skal tænde dit lys. Tænd selv et lys for andre i dit hjerte, og du vil se; lønnen for det kommer mangefold igen!

I

– For at finde en kildes udspring må man gå mod strømmen –

I litteraturen kan man få det indtryk, at den store kærlighed per definition er ulykkelig, tragisk, og ofte ender i sjælsødelæggende sorg og død ved tabet eller forliset, som synes sikker, næsten en naturlov.

Samtidig er det den, mange mennesker længes efter, søger, men sjældent finder.

Men hvad er den store kærlighed egentlig?

Den store kærlighed er ikke rus, ekstase, brand, storm, besættelse, ødelæggelse, oprivning af hjerterod, undergang.

Den store kærlighed er klarhed, en stille, indre, rislende kilde, der blidt renser og fjerner smudset. Ro. Stille som stjerner, som et smil.

Det har jeg lært af litteraturen ved eftertanke, og ved min egen historie.

Hvis du søger den store kærlighed, så søg ikke branden, men den indre, stille rislende kilde, der kan slukke den, den kilde, der ikke river dig i stykker, men gør dig hel, den kilde, der udspringer i dig selv.

II

Kærlighedens kopernikanske vending

Filosoffen Immanuel Kant forsøgte sig i sit erkendelsesteoretiske hovedværk, Kritik af den rene fornuft, med det han kalder en kopernikansk vending i erkendelsen:

Væk fra det vi erkender, og ind mod det, der erkender, altså væk fra verden og ind mod vores egen tanke eller bevidsthed.

Denne vending er inspireret, som billede, af den kopernikanske revolution i naturvidenskaben ved overgangen fra det geocentriske til det heliocentriske verdensbillede; altså den tanke at ikke Jorden, men Solen er universets centrum.

Nu – jeg forsøger det samme med kærligheden: En vending fra dem vi ønsker og håber elsker os, til vores egen kærlighed til andre; fra andres kærlighed til vores egen.

Som en vej til lykke og ro. For andres kærlighed er vi ikke herrer over, og derfor gør håbet og ønsket om den os ofte fortvivlede og ulykkelige; fordi kærligheden udebliver eller ikke fødes.

Vi er mere herrer over vores egen kærlighed, og derfor kan den – som en stille indre, rislende kilde – slukke tørsten, hvor ønsket og håbet om andres kærlighed kan blive til brand og uslukkelig tørst og ulykke.

I virkeligheden er denne tanke ikke ny. Den kendes i beslægtet form allerede fra bibelens næstekærlighedsbud, som både Jesus og Paulus bruger og fremhæver, men som oprindeligt er fra Moseloven (3. Mos. 19, 18), hvor det er Gud, der står som ophavsmanden til det.

Næstekærlighedsbudet lyder ikke: Din næste skal elske dig…osv, men du skal elske din næste som dig selv. Kærligheden starter i os selv.

Ved at søge dette; sin egen kærlighed til andre først, kærligheden fra andre næst; tror jeg, at mennesker kan blive mere lykkelige, og mindre fortvivlede.

For hvordan kan vi ellers vinde og vække kærlighed, andet end hvis vi selv elsker først; ikke som en brand vi kaster på den anden, men som et bæger med klart og rent vand vi rækker den tørstende?

Da kan vi blive det stille vand, vi ser os selv, andre og verden klart genspejlet i. Ikke det oprørte, urolige hav, der gør os blinde, og som vi forliser i.

(Disse to indlæg er også bragt på min forfatterside på Facebook som særskilte tekster; her let bearbejdet)

I 1947 skrev Emery Reves sit geniale værk Fredens anatomi, hvori han giver en frapperende enkel analyse af og løsning på tidens største politiske problemer og udfordringer: Spørgsmålene om krig og fred i tiden lige efter 2. verdenskrig.

Analysen er, at jo flere magtpunkter vi har på landkortet (verdenskortet), der suverænt opstiller normer for lov og ret, jo større er risikoen for krig og konflikt. Derfor – siger Reves – må målet være ét magtpunkt, en Verdensstat eller en Verdensregering med – tilføjer jeg – en fri og demokratisk forfatning og styreform.

Vi kan tydeliggøre Reves pointe ved at sige (som jeg før har forsøgt), at grunden til at de mange magtpunkter øger risikoen for krig er, at magtpunkterne synes at have en indbygget tendens og trang til ekspansion. Magten breder sig som i koncentriske cirkler udad, og før eller senere vil den møde andre magtpunkters ligeledes ekspanderende cirkler, hvilket øger risikoen for konflikt.

Og vi kan gøre analysen endnu mere enkel ved følgende analogi, idet vi samtidig anviser en mulig vej til opnåelse af målet, i sidste ende (verdens-)fred:

Hvis vi billedligt opfatter de enkelte magtpunkter som elektriske poler er det klart, at jo flere poler der er, og jo større spændingsforskelle der er mellem de enkelte punkter eller poler, jo større er risikoen for at gnisten (krigen) springer. Dette ser vi konkret i dag fx mellem USA og Rusland, mellem Israel og Iran, mellem Vesten og Islam, og mange andre steder. Derfor må idealet være ét punkt for at eliminere risikoen for krig.

Strategien for at nå det punkt hvor verden kan forenes i fred og sikkerhed og velstand i en Verdensstat, bygger på en parallel tanke, som jeg vil formulere i det samme billede: 

Jo større uligheder og dermed spændingsforskelle der er mellem de enkelte poler (stater og mennesker), jo større er, som nævnt, risikoen for at gnisten (krigen og konflikten) springer. Derfor må strategien være langsomt og gradvist at udligne, udjævne uligheder, for at udligne og udjævne spændinger og dermed mindske risikoen for konflikt.

Når jeg siger, at vi bør – hvis målet er (verdens-)fred – søge at udligne uligheder, tænker jeg ikke på, at vi skal være ens, heller ikke som enkeltlande eller hele folk (der jo hver har sin egen unikke historie og egenart), men derimod at vi har eller får – som lande og mennesker og folk – større lighed med hensyn til muligheder, rettigheder, pligter, lighed for loven, fri og lige adgang til markedet osv, idet hvert land og hvert menneske og hvert folk bevarer sin egenart og karaktér.

At disse tanker er relevante og brugbare, kan vi se i den kendsgerning, at fx i EU – der jo er en union af selvstændige stater – har man oplevet intern fred, så længe denne union har eksisteret, hvilket også var et erklæret mål efter 2. verdenskrigs katastrofe.

Og vi kan se brugbarheden i den kendsgerning, at de lande, fx de skandinaviske velfærdsstater, med den største lighed, også er de lande med mindst vold og konflikt.

Af supplerende læsning kan jeg henvise til indlægget Verdensstaten som politisk nødvendighed, til mine andre skrifter og indlæg om Verdensstaten og Verdensregeringen, herunder Rationalet bag en eventuel Verdensregering 1-8 (nu samlet i den trykte bog Én Jord, én menneskehed, én Gud, der kan købes via hjemmesiden her), til Reves´ originale værk og til Vandrer mod Lyset og dette værks anbefaling af en Verdensregering under forudsætning af, at viljen til fred er et mål, mennesker kan enes om og forenes i.

Repræsentation i filosofisk forstand er den tanke, at det vi erkender om verden og dens objekter er billeder af tingene (repræsentationer), ikke objekterne selv. Dette har en klassisk og måske første formulering hos Kant (Kritik der reinen Vernunft, 1781, 1787) ved tanken om, at vi ikke ser og erkender tingen i sig selv (ding-an-sich) men tingen som den kommer til syne for os (Erscheinung).

Intentionalitet er den tanke, at vores bevidsthed dels kan være rettet mod bestemte genstande (Husserl), dels rettet mod en bestemt mental tilstand, fx den vi er i, når vi retter vores opmærksomhed, bevidsthed, mod bestemte genstande (metamentalitet) (kilder til tanken om repræsentation, intentionalitet og metamentale tilstande: Britannica og Stanford Encyclopedia of Philosophy).

Hvis vi accepterer Vandrer mod Lysets bevidsthedsmodel (bevidstheden som primært bestående af tanke, vilje, følelse, og måske et selvstændigt center for kærligheden (hjertecenteret i åndelegemet; VmL, s. 171-173 om åndelegemets opbygning og udseende)), så kan vi sige, at intentionaliteten og de metamentale tilstande skabes ved viljen, idet tanken ved viljen rettes mod bestemte genstande intentionelt, eller den retter sig ved viljen mod sig selv (eller generelt mod bevidstheden).

Nogle moderne forfattere bestrider dog viljens eksistens eller identificerer den med hjertet (Troels Nørager: Hjertets længsel, 2003).

Hvis vi er i en bestemt mental tilstand, men ikke er bevidst om, at vi er i den, er tilstanden ubevidst. Idet vi retter bevidstheden (tanken) mod den tilstand vi er i og os selv, bliver tilstanden bevidst (selvbevidsthed; selfawareness), og derved bliver altså det ubevidste bevidst.

Hvis tanken om repræsentation og metamentale tilstande er rigtig, betyder det så, at det vi ser eller erkender, når vi betragter os selv og vores mentale tilstande, også er repræsentationer, billeder, og ikke som vi er i os selv eller i ”virkeligheden”, idet der er forskel på det, vi retter opmærksomheden imod (tilstanden), og det, der retter opmærksomheden imod det (os selv, tanken ved viljen)? Det er indtil videre et åbent spørgsmål.

En kritik af tanken om konsekvent intentionalitet kan være, at tanken nok kan være rettet mod bestemte genstande (ved viljen), men den kan også arbejde ufokuseret, urettet, ikke rettet mod noget bestemt, men være i et (roligt) tankeflow (association eller fx ved roligt tankeløb ved indsovning, ved meditation el lign). Tanken er dermed nok altid om noget (tankens indhold), men ikke nødvendigvis rettet mod noget.

En kritik af tanken om de metamentale tilstande kan være, at den set fra en bestemt vinkel havner i noget, der minder om en uendelig regres: Vi kan rette tanken, opmærksomheden, mod os selv, der retter opmærksomheden mod os selv, der igen…osv. Tanken kan således hele tiden ”træde et skridt tilbage” og ud af det, der betragtes (fx os selv), tilsyneladende i det uendelige, hvilket synes en grundfunktion ved tanken.

Vi kan dog også opfatte tankens træden ud af det betragtede (altså fx os selv) med en positiv vinkel; som et udtryk for tankens evige og uudtømmelige udviklingsmuligheder, idet det ubevidste i tidens løb og gradvist bliver bevidst netop ved denne tankens træden ud af sig selv (se ovenstående forklaring af de ubevidste og bevidste mentale tilstande).

Og vi kan forstå de metamentale tilstande, tankens eller bevidsthedens træden ud af sig selv, som en parallel til videnskabelige fremskridt og nybrud eller ligefrem paradigmeskift, idet tanken ”træder ud af” en given teori (eller paradigme), ser dem udefra og fra en ny vinkel, eller anskuer et givent videnskabeligt problem på en helt ny måde i en helt ny ramme, fx inspireret af nye datasæt og observationer.