Forfatterskabet Højtryk

Tag: Erkendelsesteori

  • Tankens arkitektur

    (Illustration: AI via Shutterstock)

    Et af de mest dybsindige og så vidt jeg kan se nybrydende filosofiske værker jeg har læst længe, er Torben Boas´ Tankens arkitektur (2014). Jeg har læst den før og genlæser den nu. Jeg skal her forsøge at gengive nogle centrale pointer fra værket, samt drage videre paralleller og perspektiver til det religiøse, videnskabelige og filosofiske grundlag, der gives i Vandrer mod Lyset, samt til andre dele af filosofien.

    Ifølge Boas har tanken visse grundfunktioner som ikke er identiske med tanken, men angår dens brug. Vi har den absolutte og den relative tankefunktion, der sættes i forbindelse ved begreber, og vi tænker i kontekst og ved analogi.

    Kontekster skabes ved det Boas kalder begrebsudmøntning, hvor begreber får betydning ud fra konteksten, og hvor kontekster får mening gennem begreber. Kontekster skabes ved den logiske tanke eller tankefunktion. Analogi skabes ved tankespring mellem to kontekster, og ved den foretages ingen begrebsudmøntning. Begrebsudmøntningen er ved analogien foretaget på forhånd gennem de kontekster, tanken springer fra og til.

    Som eksempler på kontekster kan vi tage Boas´ egen teori eller fx Kants erkendelsesteori, og som eksempler på analogi kan vi tage Jesu lignelser og Salomos ordsprog fra Det gamle Testamente.

    Den logiske tanke ordnes i konstellationer (konstellationstanken), den analogiske tanke i strukturer (strukturtanken). Hvis vi opfatter fx Boas´ eller Kants teorier som konstellationer eller kontekster, så kan de – da de er fremkommet ad logisk vej – søges bevist eller modbevist ad logikkens vej. Derimod giver det ikke mening fx at ville bevise eller modbevise Jesu lignelse om hvedekornet (Joh. 12, 20-36) ved logik, da der her er tale om en analogi og struktur fremkommet ved et tankespring mellem to kontekster.

    Det faste grundlag for erkendelsen og videnskaben som filosoffer og videnskabsmænd har søgt efter siden Aristoteles, det arkimediske punkt hvorfra vi kan løfte tilværelsen og erkendelsen, er den absolutte tankefunktion, som ifl Boas ikke er noget udenfor os, men inde i os, i tanken, tanken der ifølge Ardor er altings ophav (Vandrer mod Lyset). Grundlaget er altså ikke udenfor os, men inden i os hver, i tanken selv.

    Denne tanke er måske også et svar på den grundlæggende tankefigur og problem, som allerede Aristoteles var opmærksom på i forbindelse med grundlagstænkningen: At vi i erkendelsen idet vi søger et grundlag for den og videnskaben, tilsyneladende nødvendigt ledes ind i en uendelig regres tilbage mod mulige udgangspunkter, idet disse udgangspunkter igen søger en begrundelse og et udgangspunkt. På det punkt hvor vi standser regressen, ved et punkt vi ikke begrunder, starter de cirkulære slutninger, idet de nødvendigvis fører tilbage til det ikke-begrundede udgangspunkt.

    Hvis vi tager tanken selv som udgangspunkt og grundlag for tænkningen og videnskaben, så løses problemet måske. Tanken som løsning har også hjemmel i Vandrer mod Lyset, idet det her siges, at den menneskelige tanke har sit udgangspunkt og udspring i Gud, og at Gud selv er fremstået som Personlighed ud fra Urkosmos´ udgangspunkt efter en langvarig kosmisk kamp mellem Lys og mørke, godt og ondt. Urkosmos bestod af Tanke, Vilje, Lys og mørke, og Tanken kan her muligvis forstås som grundlaget for alt, den ene årsagsløse årsag – både i tid, logisk, ontologisk (det vil sige i relation til alt værende) og i relation til muligheder (til alt godt eller ondt).

    Og i værket siger Ardor indledende som nævnt, at Tanken er altings ophav, således også ophav og grundlag for tænkningen og videnskaben selv. Dette stemmer jo også godt med den kendsgerning, at et grundlag og udgangspunkt for tænkning og videnskab nødvendigvis må søges ved tanken gennem viljen, viljen til at forsøge at udpege og tænke og finde et grundlag.

    Der er her konnotationer til Descartes´ teori, hvor han i grundlagstænkningen også standser ved tanken gennem sin metodiske tvivl; det ene, der ikke kan betvivles, da en tvivl også er en tanke.

    Tilsvarende med Aristoteles´ teori for erkendelsens grundlag: For ham er kravet om, at en given tanke eller teori ikke må modsige sig selv grundlaget for tænkningen og vores viden om alt værende (Metafysikken, IV, 3-6; se også artiklen Aristotle on non-contradiction på Stanford encyclopedia of Philosophy). Men denne teori må han jo først tænke, siden formulere i ord. Så også her er tanken og med den viljen til at søge og måske finde et grundlag det mest grundlæggende.

    Grundlæggende må enhver teori tænkes ved tanken og ved viljens mellemkomst, eventuelt støttet eller igangsat af observation, idet jeg med observation både mener øjets fysiske observation af et fænomen eller genstand (synet), og tankens observation af et problem, fx som her spørgsmålet om erkendelsens og tankens natur og egenart.

    Tilbage til Boas´ teori: Ved sammenstrømningen af den ydre og indre foranderlighed, den ydre verden der bestandig er i forandring og omdannelse og den indre relative tankefunktion og de skiftende tanker, udvælger vi ved den absolutte tankefunktion en kontekst ved begreber. Begrebet er som nævnt den samvirkende faktor mellem den absolutte og den relative tankefunktion.

    Denne sammenstrømning og udvælgelse af kontekst ved begreber kan vi som antydet se eksemplificeret ved Kants erkendelsesteori og hans begreb om rum og tid som knyttet henholdsvis til den ydre og den indre sans, og som er grundlaget og betingelserne for al erkendelse, og ved Kants deduktion af erkendelsens grundlæggende kategorier. Her har vi de grundlæggende begreber rum, tid og kategorierne, og konteksten, som skabes ved den absolutte tankefunktion, er Kants teori (Kritik af den rene fornuft). Men også Kant må jo først tænke sin teori ved tanken og ved viljen til at finde et grundlag og siden formulere den i ord. Så også her er tanken og med den viljen fundamentet og det logisk første.

    Vi kan som antydet se Boas´ teori eksemplificeret i hans egen teori, der således bekræfter og ikke modsiger sig selv, idet han ved tanken observerer tankens grundlæggende funktioner, sætter dem i relation til hinanden ved den relative tankefunktion, og anbringer dem ved den absolutte tankefunktion i en kontekst ved begreber, som er hans teori.

    Og sådan kan vi i virkeligheden læse hele filosofiens og videnskabens historie, hvis her rigtigt opfattet. Vi iagttager som filosoffer eller videnskabsmænd og -kvinder visse fænomener, indre som ydre, sætter dem i relation til hinanden ved den relative tankefunktion, og udvælger ved den absolutte tankefunktion en kontekst ved begreber, som er en given filosofisk eller videnskabelig teori.

    Med alt dette kan vi se Boas´ teori – også i relation til Vandrer mod Lyset – som et meget vægtigt bidrag til tænkningen og til forsøget på at finde et grundlag for den menneskelige erkendelse og videnskab.

  • Den frie erkendelse i en kærlighedens erkendelsesteori

    Da mørket ifølge Vandrer mod Lyset er en kraft og en magt, der kan binde tanke og vilje og dermed den menneskelige ånd, er frihed det ondes fravær fra tanke, vilje og ånd. I samme mål som vi udrenser vores tanke, vilje og ånd for mørke, er vi frie.

    Gud har skabt vores tanke, vilje og ånd af Lyset og kærligheden i forbindelse med noget af sit eget guddommelige Selv, skabt os fra første færd helt uden mørke (Supplement II, no 64). Derfor er vi skabt frie. Og da vores naturlige og gudgivne tilstand således er frihed, frihed i tanke, vilje og ånd, er også erkendelsen i sin oprindelighed fri, da vi erkender ved den frie tanke og den frie vilje og ved Lyset og dermed kærligheden; vi erkender enten ved egen kraft og af os selv, eller ved oversanselig inspiration via intuition eller åbenbaring.

    Ved Lyset og dermed kærligheden erkender vi sandhed i frihed. Da Jorden imidlertid er en mørkets verden, hvilket der er gjort nøje rede for i Vandrer mod Lyset, er vores menneskelige erkendelse aldrig helt fri. Og derfor tager vi ofte fejl i vores forsøg på erkendelse. Mange af de fejl der i tidernes løb er gjort i erkendelsen, skyldes ikke nødvendigvis bevidste løgne, men vel først og fremmest det mørke, der hviler så tungt over Jorden.

    Efterhånden som mørket elimineres vil dog erkendelsen blive stadig mere fri og let, og der vil da formentlig også blive begået færre fejl. Den menneskelige erkendelse vil da blive stadig dybere, mere omfattende, mere nuanceret, mere vidtforgrenet og mere sand.

    Men erkendelse vil for os mennesker altid være forbundet med en vis vanskelighed og anstrengelse – med stadig risiko for fejl – hvilket skyldes, at mørket bestandig vil søge at forhindre den frie og frigørende sande erkendelse ved kærligheden. Vi søger at frigøre og udsanke lysets og sandhedens og kærlighedens gyldne korn fra mørkets tunge slagger, og denne bestræbelse har en værdi og dermed en pris. Jo højere værdi, jo større sandhed, jo højere pris.

  • En mulig forenet feltteori i en kærlighedens erkendelsesteori

    Sprog, erkendelse og sandhed, bevidsthed og stof er i nyere eller moderne videnskab måske alle udtryk for eller udgøres af netværk eller felter, som man forklarer og beskriver forskelligt og med forskellige egenskaber og natur.

    I sprogfilosofien lægger man vægt på ords placering og betydning i en given kontekst (efter den sproglige vending omkring 1890 og fremad), i erkendelsesteorien og teorier om sandhed har man kohærensteorien for erkendelse og sandhed, dvs man beskriver erkendelse og sandhed som horisontale netværk eller indbyrdes forbundne elementer i felter, fremfor – i et billede – som en vertikal, hierarkisk bygning med grundsten, mure, tavværk osv, i bevidsthedsfilosofien har man en kvanteteori for bevidsthed, for stoffet kvanteteorien, herunder teorien om kvantefeltet.

    Jeg skal understrege, at de her nævnte teorier ikke er de eneste på de respektive felter, og at jeg ikke er ekspert på nogen af områderne. Men jeg får den tanke, at disse netværk eller felter måske er udtryk for grundlæggende egenskaber ved og fænomener i verden, som kan samlæses med Vandrer mod Lyset på den måde, at alle disse felter kan tænkes at have fælles rod, at de sammenbindes ved Lyset og dermed kærligheden i et universelt netværk eller felt, hvor Lyset og kærligheden er den bærende og fælles og forenende kraft i netværkene og felterne, den fælles rod, og at det dermed er muligt at formulere en forenet feltteori for erkendelsen i en kærlighedens erkendelsesteori. Muligvis udgøres det universelle netværk og felt af Lys og kærlighed af Lysæteren med centrum i Gud (se Vandrer mod Lyset).

    Mennesker kan også ved Lyset og kærligheden (til sandhed), søge at erkende disse netværk eller felter og deres mulige forening ved Lyset og kærligheden i en metateori: Dels for netværkene, dels for erkendelsen af dem ved den frie tanke og den frie vilje.

    Med hensyn til bevidsthedsfilosofien ved vi fra Kristi Tale i Vandrer mod Lyset, at vi mennesker påvirker hinanden ved tanken, og dette kan muligvis – sammen med en mulig forbindelse og netværk og felt mellem alle mennesker ved hjertet eller ved et hjertefelt med udgangspunkt i hjertecentret (jf Vandrer mod Lyset, s. 171-173 om åndelegemets opbygning) – forklares ved en forenet feltteori med Lyset og kærligheden som bærende kraft; med andre ord at vi mennesker er forbundet ved og påvirker hinanden – til godt eller ondt – ved både tanke og hjerte. Derudover er vi jo forbundet ved vilje gennem vores handlinger.

    En indikation på at det forholder sig sådan, har vi i Vandrer mod Lyset s. 165, hvor der i forbindelse med beskrivelsen af, hvordan og hvorfor Gud antog sig menneskeheden som sine børn, står: “Fra det øjeblik Gud således satte sig i forbindelse med menneskene, flyder den guddommelige strøm gennem alle i et ubrydeligt kredsløb og tilføres enhver ny skabning i undfangelsesstunden.” Den guddommelige strøm er Lys, og dermed kærlighed. Og det virker naturligt, at kærligheden først og fremmest flyder og strømmer gennem hjertet og hjertecentret.

    Denne tanke altså – alle menneskers mulige forbindelse med hinanden og med Gud ved tanke, vilje og hjerte gennem Lyset og kærligheden – har en parallel i teorien om stoffets kvanteteoretiske forbindelser i et kvantefelt (quantum entanglement), hvor man synes at have konstateret, at stof påvirker stof med hastigheder, der kan overskride lysets. Det ser med andre ord ud til – her formuleret i et billede – at berøring af et netværk eller felt ét sted, udvirker forandringer eller reaktioner omgående andre steder i netværket. Som om netværket eller feltet i et billede er én stor organisme, der mærker enhver påvirkning et hvilket som helst sted i feltet og reagerer på den momentant.

    Denne tanke kan igen – hvis tanken om alle menneskers og Guds forbindelse og netværk ved tanke, vilje og hjerte gennem Lyset og kærligheden er rigtig – føre til en teori om, at hvis ét menneske er glad – eller lider – glædes eller lider hele netværket eller feltet, selv om vi måske ikke er bevidste om det.

    Med disse tanker nærmer vi os måske en forståelse og forklaring på den 4. dimension, som Vandrer mod Lyset nævner, men ikke forklarer. Da imidlertid tankerne om et guddommeligt netværk, felt og fællesskab – på godt og ondt -næppe lader sig verificere videnskabeligt, og formentlig heller ikke med gængse filosofiske metoder og argumenter, må jeg som forfatter af teksten ty til den samme metode, som vi opfordres til at benytte i forhold til Vandrer mod Lyset: At bringe tankerne for samvittighedens domstol eller prøve. Eller måske opfordre den enkelte læser til selv at mærke efter i hjertet, om tankerne er rigtige eller fejlagtige, og om læseren hér – i hjertet – kan mærke spor af dette fællesskab og guddommelige netværk.

    Jeg skal altså undlade at forsøge at udskrive et videnskabeligt eller filosofisk argument for tankerne, der her fremsættes – og overlade dommen til dig, der læser dette.

    Nyttige links:

    Sprogteori med vægt på kontekst: Dagligsprogsfilosofi (Den store Danske), Pragmatics (Stanford encyclopedia of Philosophy). Se også L. Wittgensteins Philosophische Untersuchungen og G. E. Moores, Gilbert Ryles, J. L. Austins, P. F. Strawsons, B. Russells og G. Freges arbejder

    Kohærensteori for sandhed og erkendelse: Coherentism in epistemology (Internet encyclopedia of Philosophy), The coherence theory of truth (Stanford encyclopedia of Philosophy)

    Kvanteteori for bevidsthed: Quantum approaches to consciousness (Stanford encyclopedia of Philosophy), Quantum Mind (engelsk Wikipedia)

    Kvantefeltteori: Quantum field theory; (engelsk Wikipedia), Quantum field theory (Britannica)

  • Udsagn og domme i en kærlighedens erkendelsesteori

    I forsøget på at udvikle en kærlighedens erkendelsesteori må vi nu tegne en ny grænse, eller snarere en udvidelse af feltet, idet ikke al erkendelse skabes ved forening eller afbalancering af modsætninger.

    Der kan også skabes sand erkendelse gennem formulering af sande udsagn eller domme (engelsk: propositions; jf Internet encyclopedia of Philosophy, artiklen Truth). Men erkendelsen bæres her stadig af kærligheden, eller kan bæres af den; nemlig ved kærlighed til sandhed (filosofi, af græsk: philosophia, kærlighed til viden/visdom), hvilket synes at ligge dybt i menneskeånden. Vi søger gerne sandhed, om end vi ofte tager fejl. Ved formulering af sande udsagn og domme sker erkendelsen som ved forening eller afbalancering af modsætninger ved den frie viljes indvirkning på den frie tanke, idet tanken ved viljen søger det sande udsagn og dom.

    Visse udsagns og dommes sandhedsværdi (truth-value; sand eller falsk) kan bestemmes eksakt. Således kan udsagnet og dommen der findes sande udsagn og domme kun have sandhedsværdien sand. For hvis vi antager, at vi giver den sandhedsværdien falsk, er det det samme som at sige, at der ikke findes sande udsagn og domme. Men dette udsagn og dom er med logisk nødvendighed falsk. For hvis den er sand, findes der i det mindste ét sandt udsagn og dom, nemlig udsagnet og dommen der findes ikke sande udsagn og domme. Udsagnet og dommen ophæver således sig selv, og derfor er udsagnet og dommen der findes sande udsagn og domme nødvendigvis sand.

    Tilsvarende – og af samme grunde – er det almene udsagn og dommen der findes sandhed nødvendigvis sand.

    Der findes også udsagn og domme, hvis sandhedsværdi kan bestemmes eksakt til falsk. Således er udsagnet og dommen der findes kun løgn/falske udsagn og domme nødvendigvis falsk, parallelt til redegørelsen for udsagnet og dommen der findes sande udsagn og dommes sandhed. For hvis den var sand, ville der ikke kun findes løgn eller falske udsagn og domme, da udsagnet og dommen så selv måtte være sand. Derfor er udsagnet og dommen der findes kun løgn/falske udsagn og domme nødvendigvis falsk.

    Nogle udsagn og domme ændrer sandhedsværdi over tid. Fx er udsagnet og dommen Joe Biden er USA´ s præsident sandt i dag (27.11.23), men vil givetvis være falsk om 100 år, hvis udsagnet og dommen da udtales med eksakt de samme ord.

    I teorien om fuzzy logic (sløret logik; Stanford encyclopedia of Philosophy) opererer man ikke kun med sandhedsværdierne sand og falsk, men med grader af sandhed anskueliggjort ved talintervallet fra 0 til 1, hvor 0 er helt falsk, og 1 er helt sand. Sandhedsværdien af et udsagn og en dom kan da antage alle værdier i dette interval.

    Måske ville det i den teori give mere mening at angive intervallet for sandhedsværdier ved intervallet fra -1 til 1, hvor -1 er helt falsk, 0 er et moralsk eller etisk udsagn eller værdidom (neutral), og 1 er helt sand. Vi kan da tænke, at intervallet fra -1 over 0 til 1 kan bestemmes i et kontinuum, men vi kan også tænke, at intervallet kan angives ved diskrete værdier, parallelt til kvanteteoriens bestemmelse af elementarpartiklers energiniveau som havende diskrete energiniveauer ved energikvanter. Vi kan således tænke, at der parallelt til energikvanter også findes diskrete sandhedsværdier repræsenteret ved sandhedskvanter.

    At vi her sætter moralske og etiske udsagn og værdidomme til sandhedsværdien 0 skyldes, at det jo i mange tilfælde ikke kan afgøres eksakt, om noget er godt eller ondt. Fx vil udsagnet og værdidommen det er godt, at Solen skinner ikke kunne afgøres eksakt ved værdien -1 eller 1 (eller andre værdier herimellem, fraregnet 0). Tilsvarende kan den moralske og etiske dom det er godt at skænke krigsflygtninge asyl i Danmark ikke bestemmes eksakt med værdierne -1 eller 1 (eller andre værdier herimellem, fraregnet 0). Det mest naturlige indenfor teorien om fuzzy logic er derfor at give moralske og etiske udsagn og værdidomme værdien 0.

    Udover ved forening eller afbalancering af modsætninger i erkendelsen og ved udsagn og domme kan sand erkendelse nås på mange andre måder og ad mange andre veje. Fx gennem videnskabeligt arbejde, både teoretisk (fx teoretisk fysik) og praktisk (fx gennem eksperiment, indsamling af svar ved spørgeundersøgelser osv), gennem iagttagelse, opfattelse eller sansning (engelsk: perception), ved ren tænkning (fx logik), ved gyldigt argument (engelsk: sound) og sikkert på mange flere måder. Vi kan også søge sand erkendelse eller blot sandhed gennem kunstnerisk virke ved begreberne poetisk sandhed, kunstnerisk sandhed gennem maleri, musik, skulptur, installation, performance osv, og vi kan søge og måske finde sandhed gennem tro og religion.

    Fælles for disse måder og veje til sand erkendelse og sandhed er, eller kan være, kærlighed til sandhed, hvor den frie tanke ved den frie vilje (og måske ved følelse) søger sandhed, eller hvor sandhed modtages gennem inspiration via intuition ved oversanselig indflydelse i Vandrer mod Lysets forstand, og de falder derfor alle ind under en kærlighedens erkendelsesteori, idet vi med den så breder perspektivet videre ud fra det rent filosofiske felt, område og studie i den gængse forståelse af åndsdisciplinen filosofi til at omfatte alle veje til og måder at opnå sand erkendelse og sandhed på (jf den oprindelige betydning af ordet og disciplinen filosofi: kærlighed til viden/visdom).

  • Den frie tanke og den frie vilje i en kærlighedens erkendelsesteori

    Al sandhed er i Lyset og dermed i kærligheden. Lyset og kærlighed er orden. Lyset og kærligheden er derudover en kraft og realitet, der formår at forene eller afbalancere modsætninger. Alt dette kan vi læse ud af Vandrer mod Lyset.

    Derfor drejer det sig i en kærlighedens erkendelsesteori om – for at skabe viden og sandhed – ved Lyset og kærligheden at skabe orden i tanken ved gennem den frie vilje og ved Lyset og kærligheden at forene eller afbalancere modsætninger i den frie tanke. Denne forening eller afbalancering skabes altså ved den frie viljes indvirkning på den frie tanke.

    Dette kan opfattes modsat af den hegelske logik og dialektik, hvor udviklingen (af Verdensånden) sker ved (begrebslogisk) nødvendighed gennem negation og negationers negation.

    Den således frie erkendelse gennem forening eller afbalancering af modsætninger kan være en naturlig del af åndens forædling og vandring mod Lyset.

    Fx kan vi afbalancere subjekt og objekt i erkendelsen ved forståelsen af, at de er to dele af den samme helhed (erkendelsen selv), og ikke principielt adskilte som hos Kant. De bliver heller ikke forenet med nødvendighed efter en lang (begrebslogisk) udvikling som hos Hegel.

    Eller vi kan forene arbejdsgiver og arbejdstager i erkendelsen ved forståelsen af, at også de er dele af den samme helhed (den samme virksomhed), forene jøder og muslimer, kristne og ateister, rige og fattige, dumme og kloge, syge og raske osv ved forståelsen af, at de er dele af den samme menneskehed.

    Måske kan vi endog sige, at modsætninger generelt er dele af den samme helhed (jf taoismens begreb om yin og yang).

    Alle disse erkendelser sker i frihed ved den frie viljes indvirkning på den frie tanke forstået på den måde, at det står enhver frit for at anerkende eller benægte dem, lige som det står enhver frit for overordnet set at anerkende eller benægte sandheden og relevansen af hele tanken om en kærlighedens erkendelsesteori, og netop denne ret til og mulighed for at anerkende eller benægte sandheden af det ene eller det andet, eller det hele, er et tegn på tankens og viljens frihed.

  • Skabelse af orden i tanken i en kærlighedens erkendelsesteori

    Den grundlæggende metode i en kærlighedens erkendelsesteori er at skabe orden i tanken (se indlægget Metode i en kærlighedens erkendelsesteori). Skabelse af orden i tanken sker grundlæggende ved viljen gennem forening af eller balance mellem modsætninger, idet vi opfatter Lyset og dermed kærligheden som en kraft eller magt, der forener eller afbalancerer modsætninger, og på den måde skaber orden (se Vandrer mod Lyset og det nævnte indlæg).

    Fx kan vi i erkendelsen skabe balance mellem subjekt og objekt som udtryk for to dele af den samme helhed (jf taoismens begreb om yin og yang), og altså ikke en principiel adskillelse af de to som hos Kant, og heller ikke en forening af de to efter en lang, begrebslogisk udvikling af Verdensånden som hos Hegel.

    Og vi kan skabe balance i erkendelsen af forholdet mellem individ og samfund, af arbejdsgiver og arbejdstager (som dele af den samme virksomhed), af himmel og jord, ånd og krop, hjerte og hjerne (følelse og fornuft), matematik og logik, deduktion og induktion, sansning og tænkning osv, alt udtryk for dele af den samme helhed vi søger at erkende og nå til forståelse af.

    Eller vi kan skabe forening i erkendelsen ved at søge at forene tanke og vilje ved fx at præstere en ærlig vilje til sandhed ved Lyset og dermed kærligheden, hvorved tanke og vilje forenes i tænkeren eller videnskabsmanden ved skabelsen af et Lysets åndsprodukt eller et videnskabeligt arbejde; på samme måde som tanken og viljen efter en lang udvikling gennem inkarnationerne på et tidspunkt vil smelte sammen permanent til en enhed i individet ved åndens kulmination, hvorved individet i al evighed vil være upåvirkelig af mørkets kræfter og udstrålinger (se Supplement II, no 64).

    Den grundlæggende metode til skabelse af orden i tanken i en kærlighedens erkendelsesteori er altså at lade modsætninger afbalancere hinanden eller forenes.

  • Metode i en kærlighedens erkendelsesteori

    Lyset, og dermed kærligheden, er først og fremmest orden (se Vandrer mod Lyset). En kærlighedens erkendelsesteori må derfor først og fremmest søge at skabe orden i tanken ved forskellige metoder. 

    Disse metoder kan være inspiration gennem intuition (se Vandrer mod Lyset og indlægget Kærlighedens erkendelsesteori), men det kan også være de alt kendte metoder, fx ved logik, iagttagelse og opfattelse (engelsk: perception), eksperiment, teoridannelse ud fra iagttagelse, opfattelse og eksperiment, ved deduktion og induktion, gennem matematik og ved matematisk beskrivelse af naturen, ved tænkning og sansning; og der er sikkert mange flere veje og metoder tilgængelige for tilvejebringelse af orden i tanken og dermed skabelsen af viden og sandhed.

    At det overhovedet er muligt at skabe orden i tanken og erkendelsen, og muligt at formulere metoder til tilvejebringelse af denne orden skyldes, at vi lever i et ordnet Lyskosmos, hvilket igen skyldes Urtankens og Urviljens sejr over mørket og Guds emanation ved Lyset (se Vandrer mod Lyset).

    Havde derimod mørket, det onde, sejret i den kosmiske kamp mellem Lys og mørke, godt og ondt, ville den ordnede tanke have været en umulighed, da mørket grundlæggende er kaos. Verden ville da formentlig have bestået i en række tankemæssige og energimæssige kortslutninger, indtil døden til sidst ville have udslettet alt værende, eller mørket ville – efter at have sprængt og tilintetgjort tanken og viljen og Lyset – være sunket tilbage i evig uvirksomhed uden udsigt til ny aktivitet og liv (se også Supplement I, no 64 angående en mørkets guddom i et mørkekosmos).

    Jeg tænker, at det er muligt at give en delvis, men ikke fuldstændig, forklaring på, hvorfor Lyset er orden, og mørket kaos; nemlig ved at sige, at Lyset ved kærligheden forener modsætninger og derved skaber orden, mens mørket ved hadet splitter dem og derved skaber kaos. Men som tidligere sagt, og som det siges i Vandrer mod Lyset: Kun Gud kender Lyset og mørket til bunds, så denne tanke og forklaring dækker kun delvis virkeligheden.

    Grundtanken om metoderne i en kærlighedens erkendelsesteori er altså ved forskellige metoder og ved viljen at søge at skabe orden i tanken og derigennem skabe viden og sandhed.

    Hvad den almindelige og aktuelle filosofi siger og tænker om erkendelse og sandhed kan man få et indtryk af ved læsning af artiklerne Epistemology på Stanford encyclopedia of Philosophy og Truth på Internet encyclopedia of Philosophy.

  • Kærlighedens erkendelsesteori

    Grundtanken i en mulig kærlighedens erkendelsesteori, som bygger på Vandrer mod Lyset er, at al sandhed er i Lyset og dermed i kærligheden, da kærligheden er Lysets essens (Supplement I, no 39; se også indlægget En mulig ny vending i erkendelsesteorien).

    Dermed siger vi også, at al sandhed er i Gud, da Gud på en måde er alt Lys og al kærlighed.

    Men vi må straks tegne en grænse for den viden, vi måske kan nå ad denne vej. For kærligheden er i sig selv uudgrundelig og udefinerlig (jf samme sted i Supplement I), og ingen uden Gud kender Lysets og kærlighedens inderste kerne og realitet.

    Dermed har vi tegnet en første grænse, men også et omrids af det felt, Lyset og kærligheden kan udgøre for den menneskelige erkendelse, en figur, et felt som vi med tiden måske kan udfylde med skikkelser, gestalter, former, sentenser, visdom, sandhed, måske nye grænser og nye omrids, alt som indsigten nu vil komme.

    Dette arbejde kan selvfølgelig ikke fuldføres på et øjeblik, og måske – eller helt sikkert – aldrig nå sin fuldendelse, da Lyset og kærligheden er uendelige kilder til viden, indsigt og sandhed. Og måske kunne andre både nu og i fremtiden ønske at bidrage til udviklingen af denne mulige nye erkendelsesteori.

    Den metode jeg selv ønsker at bruge til formålet, er inspiration gennem intuition i Vandrer mod Lysets forstand. Altså det at stille sig til rådighed for oversanselig indflydelse og inspiration ved evnen til intuitiv opfattelse. Det vil jeg gøre, fordi jeg mange gange har konstateret, at det er den klart højest ydende og mest givende arbejdsform.

    Ved den oversanselige inspiration er der det forhold at agte på, at den nu kun gives og bliver givet i en mere upersonlig og mindre direkte og intensiv form end den, der lå til grund for skabelsen af Vandrer mod Lyset. Ved den nuværende form for oversanselig inspiration kender man sjældent eller aldrig kilden, og man må som inspireret åndsarbejder stå frem i eget navn og på eget ansvar.

    Men inspirationen er altså den måde, jeg vil forsøge at bidrage til arbejdet med. Andre vil måske ønske at bruge andre måder, andre arbejdsformer og følge andre veje. Alt har sin ret.

    Jeg håber med denne bestræbelse, som jeg oplever selv er udtryk for inspiration at kunne bidrage til den Lysets kultur, vi har mulighed for at skabe i fællesskab og som menneskehed ud fra de rige frugter, Vandrer mod Lyset bragte og bringer (De tre gyldne Frugter), samt ud fra den stadige oversanselige indflydelse på vores verden, en indflydelse og et arbejde Gud er den øverste leder af.

  • Grundlæggende ontologiske og erkendelsesteoretiske problemer

    Når Aristoteles (i Metafysik) – parallelt til Martin Heidegger i Væren og tid – søger en videnskab om det værende som værende; altså prøver at løse det fundamentale ontologiske problem; så synes det som glider hans tanke af mod en inderste – og måske uerkendelig – kerne, og han tvinges til stadigt at indføre nye ord og begreber for det, han ønsker at bestemme:

    Genstandene og det værende bliver til væsen, der igen bliver til værensbestemthed, og måske videre (jeg har i skrivende stund endnu ikke læst værket færdigt; Aristoteles knytter disse størrelser sammen, men de ender med at betegne eller være udtryk for det samme; VII. Z (Zeta), 6)); måske er det sådan – som det også er for Heidegger, og måske for alle – at selve det værende, eksistensen, i sit inderste er ubestemmelig og uerkendelig for den menneskelige tanke.

    Parallelle tilfælde ses i erkendelsesteorien – fx hos Baruch de Spinoza (Om forstandens forbedring) og Immanuel Kant (Kritik af den rene fornuft) – når vi søger nøjagtigt at bestemme erkendelsens og tankens inderste natur: Det er måske for mennesker uerkendelige ting, og derfor glider tanken af på dem, når den nærmer sig kernen; hele tiden må nye ord og begreber indføjes, uden at vi kommer nærmere denne kerne og dybde; tanken og ordene skrider og bliver uklare og for mange.

    Måske – naturligt nok – må vi acceptere, at der er grænser for den menneskelige erkendelse, og måske går disse grænser fx ved tanke og eksistens (men ikke kun her).

    Eller også – må vi ud fra Vandrer mod Lyset tænke identitet, ækvivalens eller i hvert fald en nær sammenhæng mellem tanke og eksistens; og ad den vej i én bevægelse løse både de grundlæggende ontologiske og erkendelsesteoretiske problemer (jf de indledende ord i Ardors beretning i Vandrer mod Lyset om tanken som altings ophav; en tanke, der har medklange i René Descartes´ filosofi, og som er udtrykt ved hans ord: Je pense, donc je suis (cogito ergo sum; jeg tænker, altså er jeg)).

    En sådan løsning måtte dog måske kræve og også udgøre en løsning på gåden om det uskabte, og den kan derfor ikke gives på nuværende tidspunkt; den kan ikke gives før Vandrer mod Lyset – forhåbentlig – vinder sin brede og offentlige udbredelse og anerkendelse (jf Supplement II, no 56).

    Så derfor kan måske også kun fremtiden give løsningen på de grundlæggende ontologiske og erkendelsesteoretiske spørgsmål.

  • Nonfiction

    Pro et contra

    • Om erkendelse, viden og sandhed

    Carsten Ploug Olsen

    Indledning

    Hvad er erkendelse? Hvad er viden? Hvad er sandhed?

    Med Kritik der reinen Vernunft[1] forsøgte Immanuel Kant (1724-1804) en copernikansk vending i filosofien og erkendelsen på den måde, at hvor tidligere filosoffer havde forsøgt at komme til klarhed over verden, livet og mennesket, rettede Kant blikket mod selve erkendelsen, tanken, i et forsøg på ad videnskabens vej, at fjerne eksisterende forhindringer for sandhedens erkendelse.

    At sige at Kant var den første, der forsøgte dette, er dog en tilsnigelse. Både John Locke (1632-1704) og David Hume (1711-76) havde også forsøgt en egentlig erkendelsesteori, idet Locke i An essay concerning human understanding[2] hævdede, at der intet er i vores erkendelse, som ikke først har været i sansningen, og Hume hævdede parallelt i A treatise of human nature[3], at alle ideer og dermed al erkendelse stammer fra eller er afledte (derived) af sanseindtryk (impressions), som svagere eller stærkere efterbilleder eller konsekvenser af disse. Da både Locke og Hume således tydeligt tager erkendelsesteoretisk afsæt i sansningen, kalder man dem normalt, sammen med George Berkeley (1685-1753), for empirister eller de britiske empirister. Vi kan også sige, at Platon (ca 427-347 f. kr), forsøgte en erkendelsesteori både i form af sandhedens erkendelse gennem filosofisk samtale, dialektik, og gennem sit billede af mennesket som erkendelsesmæssigt lænket i en hule med blikket rettet mod hulens endevæg og de skygger, der danser forbi der, skygger vi selv kaster af lyset fra den egentlige, ideernes verden, det såkaldte hulebillede fra Staten.

    Kant reagerede efter eget udsagn især mod Humes erkendelsesteori (Hume vækkede ham af hans dogmatiske slummer), og skabte sammen med Johann Gottlieb Fichte (1762-1814), Friedrich von Schelling (1775-1854) og Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831) den tyske idealisme, som hævder åndens, ikke sansningens, primat i forhold til erkendelsen. Kants reaktion i og med Kritik der reinen Vernunft beskrives af Arthur Schopenhauer (1788-1860) i Der Welt als Wille und Vorstelling (Vorrede zur zweiten Auflage)[4] som en åndelig genfødsel, men vi må sige, at denne genfødsel samtidig markerede en stagnation eller ligefrem en metafysikkens død, idet den var behæftet med tilsyneladende uovervindelige svagheder eller brister. I Fra Kant til Hegel – en nytolkning skriver den danske filosof Justus Hartnack (1912-2005), at i bevægelsen fra Kant til Hegel gennemspiller erkendelsesteorien tilsyneladende alle logiske muligheder – fra Kants principielle adskilthed mellem subjekt og objekt til Hegels sluttelige identitet mellem de to – men da ingen af bidragyderne nåede et virkeligt tilfredsstillende resultat, og da man efter dem sad tilbage med uløselige vanskeligheder, stagnerede erkendelsesteorien, og blandt andre den danske Hegel-oversætter Claus Bratt Østergaard skriver efterfølgende ligefrem om den post-metafysiske tid, vi nu lever i.

    Jeg vil i dette skrift forsøge at kaste lys over problemstillingen ved en gennemgang af centrale aktører, samt forsøge at bidrage til en løsning som kan pege mod videre vej i erkendelsens vanskelige terræn.

    Indledende bestemmelse

    Erkendelse er den proces, der fører til viden. Sandhed er den viden, der stemmer overens med virkeligheden.

    Med viden mener jeg ikke kun videnskabelig viden, og med erkendelse som den proces eller metode, der fører til viden, mener jeg ikke kun den (natur-) videnskabelige metode og vej. Der findes viden, der ikke lader sig formulere og kontrollere videnskabeligt, fx en viden eller indsigt, der kun kan udtrykkes poetisk og skønlitterært, og der findes ting som selverkendelse, livserfaring og visdom, der ikke kan bevises og kontrolleres videnskabeligt.

    Der findes generelt objektiv og subjektiv viden, og de kan begge udtrykkes på mangfoldige måder. Hverken den objektive eller den subjektive viden er sikker viden i den betydning, at de ikke og aldrig kan modbevises, at de er 100% sikre, at aldrig ny erkendelse og viden vil erstatte dem. Man taler om videnskabelig evidens, men også videnskabelige resultater og hele paradigmer er udsatte for forandring. Fx regnedes det engang for videnskabeligt sikkert, at Solen drejede om Jorden, det kunne enhver jo se, indtil paradigmet skiftede til det heliocentriske verdensbillede, der igen er erstattet af noget andet; heller ikke Solen er det universelle midtpunkt, alt drejer omkring.

    Som menneske kan man blive klogere på sig selv og andre mennesker gennem livserfaring og tiden, der går, og ingen vil vel forsøge at bevise fx en romans sandhed, men kun om en given roman kalde den lille eller stor kunst eller fx sublim eller dekadent eller andre ting. 

    Viden kan derfor både være det vi kalder kendsgerninger, og den kan være udtryk for en værdidom, og begge dele er udsatte for forandring. (Edmund Husserl (1859-1938) skelner i Ideen zu einer reinen Phaenomenologie und phaenomenologischen Philosophie mellem Tatsachewissenschaften[5] og Wesenswissenschaften[6]). Den roman fortiden kaldte stor, har eftertiden måske glemt eller kasseret eller kalder den nu lille og ubetydelig osv.

    Både objektiv og subjektiv viden øser af mange kilder, og man benytter forskellige og mangfoldige metoder eller processer for at nå den. En del af det man kalder objektiv viden skabes, erkendes, gennem forsøg, andre dele benytter sig af spørgeskemaer, og nyere forskning synes at påvise, at det man undersøger og søger viden om, kan ændres ved selve forsøget på at opnå denne viden. Jeg tænker her på kvanteteorien, som blandt andet indebærer, at ting og processer på atomart og subatomart niveau påvirkes af de spørgsmål, vi stiller naturen. Parallelt kan fx spørgeskemaer eller interviews påvirke den virkelighed, man undersøger, idet det menneske der spørges måske ikke før har tænkt over det, der spørges om, og først overvejer det ved spørgsmålet, og derefter danner sin mening ved eftertanke. 

    Generelt kan vi sige, at både mennesker, dyr og planter, men også den døde natur i form af sten, skyer osv påvirker eller skaber virkeligheden idet vi lever, eller idet fx en sten falder ned ad en skrænt, eller skyer samler sig til tordenbyger, regn osv. Mennesker, dyr, planter, sten, skyer, atomer, vand er hele tiden med til at ændre den verden vi lever i ved de processer, der til stadighed foregår i os og i naturen generelt. Vi løfter et bord, laver mad, vinden blæser bladene af træerne, vandet skyller jord og grus væk fra skrænter – og verden er en lille smule anderledes end før, virkeligheden ændrer sig hele tiden.

    Noget viden er principielt utilgængelig, anden viden er svært tilgængelig men ikke uopnåelig. Med kvanteteorien og Heisenbergs usikkerhedsrelation kan vi sige, hvis denne teori er sand, at vi ikke samtidig kan kende en atomar partikels eksakte position samtidig med dens eksakte hastighed. Jo mere præcist vi ønsker at bestemme partiklens position, jo mere usikker bliver bestemmelsen af dens hastighed og omvendt. Her er altså en principielt utilgængelig viden. På det politiske og sikkerhedsmæssige område er den viden som efterretningstjenester søger ofte svært tilgængelig, det samme er sandheden om forbrydelser, hvem der har begået dem. Viden om det ubevidste i mennesket og menneskets bevidsthed er et andet eksempel på svært tilgængelig, måske uopnåelig, viden. Og viden om os selv kan farves og fordrejes ved sublimering eller fortrængning fx ved motivgranskning, hvor vi kan forskønne vores motiver i forhold til sandheden, virkeligheden, anden viden kan vi fortrænge, måske fordi visse handlinger, vi har begået, er for smertelige at se i øjnene, eller fordi visse ting, vi har været udsat for, gør for ondt at tænke på, og den fortrængte viden dukker så op fordrejet, forvansket og i andre skikkelser end den sande.

    Spørgsmålet er: Kan vi udfinde, erkende et eller flere principper eller love, der styrer den mangfoldige virkelighed, og vores erkendelse af den? Og hvor skal i givet fald disse love findes? I atomerne, stoffet og lovene for stoffet? Findes der også åndelige love? Hvis der findes åndelige love, tankelove, kan vi så udfinde og formulere disse i adækvat sprog og tanke? Disse og mange andre spørgsmål trænger sig på, når vi stiller de fundamentale spørgsmål: Hvad er erkendelse? Hvad er viden? Hvad er sandhed?

    Ved første blik på problemstillingen, og med det der her er sagt, så peger undersøgelsen i retning af den polygene og polymorfe erkendelse, viden og sandhed, den tanke at erkendelse, viden og sandhed skabes ad mange veje, og har mange kilder og skikkelser. Og vi kan tænke, at en mulig fejlkilde i erkendelsesteorien opstår når vi søger en vej, en kilde og en skikkelse, når vi søger en monogen og monomorf teori for erkendelse, fx ved ren materialisme og empirisme eller ved ren idealisme. Vi vil her se, om denne tanke kan forsvares.

    Platon

    I sammenhæng med forståelsen af Platons hulelignelse fra Staten og hans opfattelse af dialektikken, erkendelse af sandhed gennem filosofisk samtale, kan vi stille spørgsmålet: Er den ideernes verden han taler om, den egentlige verden, er den immanent eller transcendent? Er ideverdenen indvævet med denne verden, eller kommer vi først til den – idet vi lægger et religiøst snit på spørgsmålet – efter døden?

    Begge tolkninger kan vel forsvares, men jeg vil her koncentrere undersøgelsen ud fra den tanke, at ideverdenen er immanent. Hvis den er det, kan vi forstå ideverdenen ikke bare som en naturlig del af denne verden, men en verden som er indeni os, i vores tanke, i de abstrakte eller almene begreber vi har om fx det røde, det smukke, det gode, det sande. Vi kan forstå ideverdenen som begrebernes verden, i modsætning til eksempler på det røde, det smukke, det gode og det sande og sige, at begreb kommer før accidents, eksempler på det røde, det smukke, det gode, det sande forudsætter begreberne om dem, mens begreberne ikke forudsætter eksempler, accidentser, og i den forstand er ideverdenen den primære, den egentlige, ”den første” verden.

    Vi kan også tolke hulelignelsen ud fra denne forståelse ved at sige, at de skygger hulemenneskerne ser på endevæggen er eksempler, accidentser, af de almene begreber, og at erkendelsen af det almene, det universelle, kræver at vi – erkendelsesmæssigt, mentalt – vender os om, vender os mod det almene og universelle, begreberne.

    Mod opfattelsen af ideverdenen som immanent taler det forhold, at Platon flere steder skriver, at det at skue fx selve det skønne er den højeste lykke, og han lader derved forstå, at dette skulle være muligt, om end næsten uopnåeligt. Men det peger i retning af ideverdenen som transcendent, måske en verden vi kommer til, når vi dør. Eller vi kan sige – indenfor rammerne af den immanente tolkning – at vi kan ”se” selve det skønne, det gode, det sande med tanken, dvs erkende det. Måske mener han netop dette, at det at erkende selve det skønne, det gode, det sande, det almene og universelle, begreberne, er ”at skue dem”, og at det er den højeste lykke, og filosofiens ultimative mål. Det er at sættes fri af hulens lænker og skygger og vende sig mod lyset, en tanke der har medklang i gnostisk tankegang, det at erkendelse er vejen til frihed, måske ligefrem frelse.

    Descartes

    Ved det naturlige lys´ intuition åbenbares for Rene Descartes (1596-1650) sandheden, der erkendes klart og distinkt og får et tilsvarende udtryk. Ved den systematiske tvivls metode ender han ved det, der ikke kan tvivles om, at vi tænker, og når vi tænker, må vi også erkende, at vi eksisterer, da det ikke giver mening at sige, at vi tænker men ikke eksisterer. Deraf den berømte sætning: Je pense, donc je suis[7]. Når vi har erkendt, at vi eksisterer, erkender vi også med nødvendighed vores ufuldkommenhed, og – siger Descartes – det ufuldkomne giver ikke mening uden sin modsætning, det fuldkomne, Gud. Gud eksisterer forud for os, og erkendelsen af Ham og Hans eksistens er mere sikker end erkendelsen af vores egen eksistens. Det fuldkomne eksisterer forud for det ufuldkomne.

    Når vi erkender det naturlige lys´ natur, som det der giver os intuitiv og sikker viden, må vi – idet vi her går lidt væk fra Descartes og i stedet henter hjælp og inspiration i Vandrer mod Lyset – også erkende lysets modsætning, mørket, eller det ondes eksistens. Det onde er ifølge Vandrer mod Lyset en urkraft på linje med lyset, men dets absolutte modsætning. Det onde har direkte betydning for vores erkendelse på den måde, at dets ringdannelser tilslører, forvansker, nedbryder lysets og sandhedens erkendelse, det kan forsegle indsigter eller tildragelser i ringstrukturer eller komplekser, og det gør modstand mod afsløring og erkendelse. Med dette har det medklange i Sigmund Freuds (1856-1939) teorier om det fortrængtes (og det sublimeredes) indflydelse på personligheden og kulturen generelt. Det ondes ringdannelser har også musikalsk og poetisk medklang i Richard Wagners (1813-1883) Der Ring des Nibelungen[8], og i J. R. R. Tolkiens (1892-1973) Lord of the Rings[9].

    Det ondes ringdannelser er en del af det ondes natur, og det gør blandt andet – idet vi her et øjeblik bevæger os over i psykologien – at vi af og til får præcis det vi frygter og søger at undgå, eller det afskærer os ved begæret, fra det vi begærer. Dette er en del af det ondes paradokse natur, og på den måde forråder det sin bærer. Den der begærer magt, bliver slave af sit magtbegær og bliver magtesløs, for den der begærer rigdom, er der aldrig penge nok, den der ængstes for døden, kan fristes til at tage sit eget liv af angst for døden, den der frygter andre mennesker kan igen og igen komme i pinagtige situationer med andre mennesker og udvikle socialangst ved selvopfyldende profetier osv.

    Et konkret eksempel på det ondes paradokse natur har vi i Vandrer mod Lysets beretning om, hvordan Josef af Arimatæa af angst for at nogle af Jesu disciple skulle fjerne mesterens døde legeme efter korsfæstelsen og gravlæggelsen (så de kunne sige, se, han er opstanden), selv fjernede liget og skjulte det, så ingen senere fandt det, hvilket bevirkede at myten (og løgnen) om Jesu (og de troendes) kødelige opstandelse kom ud blandt mennesker, en forestilling som også blev en del af den senere tilkomne religion Islam.

    Den vigtigste arv fra Descartes forekommer mig dog at være tanken om det naturlige lys´ intuitive, klare, distinkte og enkle erkendelse af sandheden, og den tanke ikke at acceptere nogen viden eller teori, der ikke lever op til dette kriterium. Sandheden er enkel og kan i princippet forstås af alle, kun løgnen er knudret, indviklet, svært tilgængelig, utilnærmelig og uroskabende. Vi finder ro i den enkle sandhed som vi erkender let og under ét i en enkel tanke. Alt andet kan vi roligt se bort fra.

    Kant og Hegel

    Måske er det rigtigt, hvad Hartnack skriver i Fra Kant til Hegel – en nytolkning, at erkendelsesteorien i denne periode gennemspiller alle mulige positioner. Og måske er det rigtigt at sige, at ingen af dem – og dem mellem Kant og Hegel – formår at fremtænke en virkelig løsning på erkendelsens gåde. Vi kan dog også sige, at Kant og Hegel egentlig tænker og taler om forskellige ting. For Kant foregår al erkendelse i rum og tid, og forudsætter disse. Rum og tid er for Kant det han kalder a priori anskuelsesformer, det vil sige, at vi erkender uden om erfaringen, a priori, at rum og tid er nødvendige forudsætninger for erkendelsen. At han hævder dette, får ham til senere at skrive, at vi fx ikke kan bevise Guds eksistens, da Gud – hvis Han findes – må tænkes udenfor rum og tid, og derfor ikke kan rummes i en (videnskabelig) erkendelse, der er begrænset til rum og tid, og det får ham til at konkludere, at viden, erkendelse, ikke kan overskride, transcendere, enhver mulig erfaring.

    Men samtidig skriver han, at de såkaldt syntetisk a priori domme er det, der betinger, at vi overhovedet kan få (ny) viden. Syntetiske domme er domme eller slutninger, der går ud over de led, der indgår i dommen eller erkendelsen. Syntetisk a priori domme er sådanne syntetiske domme, der foretages uden om erfaringen eller uafhængigt af den. Kant giver selv som eksempel på en syntetisk a priori dom, det simple regnestykke:

    7 + 5 = 12

    Begrebet om tallet syv og tallet fem indeholder ikke med nødvendighed summen 12 som det ville være tilfældet med en analytisk a priori dom, og summen af 7 og 5 giver os derfor en viden, der ikke er indeholdt i begreberne om tallet syv og tallet fem. Vi har fået en ny viden ved den syntetisk a priori dom. Som eksempel på en analytisk a priori dom giver han følgende simple sætning:

    Alle ungkarle er ugifte.

    Definitionen på en ungkarl er, at han er ugift, og derfor indeholder dommen ikke noget, der går ud over, hvad der ligger i de led, der indgår i dommen (alle og ungkarle). En analyse af begrebet ungkarl fører med nødvendighed til slutningen, at alle ungkarle er ugifte (ellers ville de ikke være ungkarle).

    Men her synes der altså at være en vanskelighed: På den ene side erfaringsuafhængige domme eller slutninger, der betinger (ny) viden, på den anden side en erkendelse (ny viden), der netop ikke kan overskride erfaringen.

    Et andet problem ved Kants teori er det ofte fremhævede problem med tingen-i-sig-selv[10]. Det lader til, at vi efter Kants teori ikke kan erkende tingen i sig selv, men kun tingen, som den kommer til syne[11] for os. Men så vidt jeg kan se, er Kant klar over vanskeligheden, og han fremhæver tingen-i-sig-selv som et erkendelsesteoretisk grænsebegreb (noumenon), en naturlig grænse for vores erkendelse. Vi kan her drage en parallel til klassisk indisk filosofi om begrebet Mayas slør, et erkendelsesmæssigt slør, der forhindrer os i at erkende og opfatte virkeligheden som den i sandhed er. Det vi opfatter er et skin, et billede, som efter teorien skiller os – måske uovervindeligt – fra den egentlige virkelighed. Og vi kan drage paralleller til moderne kvanteteoris tanker om, at iagttageren påvirker det iagttagne, idet man for at få viden om fx en elektrons bane eller hastighed er nødt til at måle på den, og derved griber vi ind i elektronens bane eller hastighed, idet vi fx måler ved at sende andre elektroner eller partikler mod den elektron, vi måler på. Kants teori, klassisk indisk filosofi og kvanteteorien peger sammen mod den mulighed, at verden måske ikke er en evig, uforanderlig verden, som vi står uden for og betragter og prøver at forstå, men at verden er en dynamisk, foranderlig verden og virkelighed som vi er – ligeledes foranderlige – dele af, en verden og en virkelighed, som vi er med til at ændre, og som forandrer os.

    Kant og Hegel deler ambitionen om at videnskabeliggøre filosofien og tænkningen. Hvor Kants bestræbelse er at rydde det vildnis væk, der har samlet sig ved tænkningens indgang, og som spærrer for virkelig indsigt og erkendelse, og derved søge at gøde jorden for en fremtidig (transcendental-) filosofi, er Hegels projekt at fremstille et positivt system, hvor det svære ikke er at finde forskellene mellem de forskellige systemer, men lighederne, det fælles der bærer alle filosofiske bestræbelser, nemlig deres rolle i sandhedens udvikling. I den forstand er Kants projekt et negativt, Hegels et positivt. For Hegel er filosofihistorien denne sandhedens udvikling og sluttelige fuldendelse, og de enkelte systemer er nødvendige momenter i den proces som levende dele af den samme organisme. Hegel skriver i fortalen til Phaenomenologie des Geistes[12]:

    Diese Formen unterscheiden sich nicht nur, sondern verdraengen sich auch als unvertraeglich miteinander. Aber ihre flussige Natur macht sie zugleich zu Momenten der organische Einheit, worin sie sich nicht nur nicht wiederstreiten, sondern eins so notwendig als das andere ist, und diese gleiche Notwendigkeit macht erst das Leben des Ganzen aus[13].

    Alligevel mener han, at sandhedens udvikling sker gennem modsigelsen, men en modsigelse der skaber den levende sammenhæng, tænkningens samlede organisme. Denne proces, sandhedens udvikling gennem modsigelse, forstår jeg som den hegelske dialektik. Da filosofien foregår over tid og finder sted i rum (mennesket og dermed tænkeren befinder sig i rum og tid), mener jeg det rigtigt at sige, at Kant og Hegel stemmer overens i opfattelsen af erkendelsen, både erkendelsen selv, dens genstand og resultater, som en tidslig, temporær og rumlig proces (jf Kants tanker om rum og tid som a priori anskuelsesformer).

    Der hvor de adskiller sig, er i opfattelsen af (det erkendende) subjekt og det (forsøgt) erkendte objekt: Er subjekt og objekt principielt og uovervindeligt adskilte (Kant) eller kan der tænkes en syntese, en forening af de to (Hegel)?

    Først til Kant: Idet vi tænker på noget bestemt, fx et bestemt filosofisk problem, så skiller vi os i tanken ud fra det, vi overvejer, det vi betragter og søger at forstå. Vi holder det så at sige op for vores indre blik, vores tanke, og søger at nå en forståelse ud fra betragtningen. Her opstår der altså en afstand, en adskilthed mellem subjekt og objekt. Men når vi har forstået, eller mener at have forstået, det givne problem, så bliver løsningen en del af vores viden, en del af vores tanke, og afstanden eller adskiltheden ophører. Vi holder det ikke længere ud fra os og betragter det ude fra, vi kender det indefra som en del af os selv. Derfor synes både adskiltheden og enheden mellem subjekt og objekt at være en naturlig del af tankens natur og erkendelsens struktur, idet adskiltheden og enheden forekommer i forskellige momenter i erkendelsen.

    I forhold til Hegel er det nok en overvejelse værd, om hans system, hans dialektik, er deskriptiv eller måske normativ eller ideal: Udvikles sandhed – måske med nødvendighed – ved modsigelse, og kan denne tanke påvises i tænkningens historie? Eller er det sådan, det bør være? Hvis vi her betragter udviklingen af den tyske idealisme fra Kant til Hegel, så kan vi sige, at Hegel i hvert fald med hensyn til opfattelsen af subjekt og objekt og deres indbyrdes relation modsiger Kant. Men er Hegels opfattelse mere sand, betegner Hegels system en udvikling i sandheden? Må vi ikke snarere sige med ovenstående in mente, at både adskiltheden og enheden, identiteten, mellem subjekt og objekt forekommer i erkendelsen, og i den samme erkendelse, så Kant og Hegel hver for sig har fat i noget centralt med hensyn til erkendelse, men at fejlen opstår hvis vi kun hævder det ene, og udelukker det andet (adskilthed eller identitet)?

    Lad os se på et endnu mere grundlæggende spørgsmål: Er Hegels dialektik overhovedet sand? Er det sandt, hvis bestemmelsen af den hegelske dialektik som udvikling af sandheden gennem modsigelse er rigtig, at erkendelsen nødvendigvis må følge denne bane? Hegels dialektik er en tanke, som det synes umuligt at modsige, uden samtidig at bekræfte den. Hvis fx jeg modsiger Hegels dialektik som en nødvendig vej til sandhedens erkendelse, en nødvendig vej for erkendelsen, og derefter ved modsigelsen kommer frem til, eller hævder at komme frem til, noget mere sandt, så har jeg samtidig bekræftet den hegelske dialektik.

    Hvis man omvendt siger, at den hegelske dialektik og hele filosofi er kulminationen på al tænkning, at den ikke kan modsiges, samt at vi nødvendigvis må bekræfte den, så står vi i den situation, at al fremtidig tænkning fra og med Hegel at regne, er umulig. Hvis Hegels dialektik ikke kan modsiges, så kan sandheden ikke – efter Hegels teori – udvikles yderligere, for den udvikles kun ved modsigelse, og vi står da – efter teorien – med al sandhed, hvilket bekræftes i afsnittet Das absolute Wissen[14] sidst i værket. Hegel når her til et punkt, hvor subjekt og objekt forenes, og hvor der ikke videre gives nogen mulig modsigelse, og derfor heller ikke nogen mulig yderligere sandhed. Hegel – og vi der måtte forstå hans værk – er blevet som Gud; vi er blevet alvidende, gennem først Hegel og siden andre, har Verdensånden nået sin fuldendelse.

    Måske er det kernen i den filosofiske tanke efter Hegel, kernen i den krise i filosofien og metafysikken, som har fået nogle til at tale om den post-metafysiske tidsalder. Spørgsmålet er: Gives der ingen mulig videre vej herfra? Har filosofien og tanken med Hegel nået sin kulmination, en kulmination der samtidig betegner og markerer dens død? Står vi her med et filosofisk syndefald skabt gennem en Faust-pagt med mørke magter ved at drage de yderste konsekvenser af en simpel dialektik, en dialektik som går igen i Wissenschaft der Logik[15], står vi her med en tænker, som Schopenhauer kaldte en Caliban, halvt menneske, halvt uhyre (Caliban er en figur i Shakespeares The Tempest[16])?Eller er det simpelthen sandheden?

    Måske findes der vej videre frem fra den hegelske dialektik ved at godtage selve metoden, dialektikken som han udformer den, og som virker uimodsigelig, men benægter de konsekvenser, han drager, resultatet, udførelsen? Som han selv skriver i fortalen til Phaenomenologie des Geistes:

    Denn die Sache ist nicht in ihrem Zwecke ershoepft, sondern in ihrer Ausfuhrung, noch ist das Resultat das wirkliche Ganze, sondern es zusammen mit seinem Werden…[17]

    Det eneste vi her har brug for, uden at gå ind i alle detaljer i hans fremstilling, er at modsige tanken om erkendelsens slutpunkt ved das absolute Wissen, hvorfra ingen vej synes videre at gå. Denne modsigelse ville bekræfte hans metode, dialektikken, netop ved modsigelse – ikke af metoden – men af udførelsen, resultatet. Modsigelsen indebærer, at vi opgiver tanken om den absolutte menneskelige viden, og går til et synspunkt om en mulig stedse videre udvikling af sandhedens erkendelse, og at den menneskelige erkendelse principielt er begrænset, da den altså ikke er absolut.

    Ved således at bekræfte den hegelske dialektik ved modsigelsen af hans ultimative resultat, når vi til det stik modsatte standpunkt i forhold til Hegel selv, hvilket nok åndshygiejnisk er mere sundt og naturligt: Den begrænsede menneskelige erkendelse mod den ubegrænsede, guddommelige.

    Det er ret let, hvis vi kan nøjes med denne kritik og modsigelse af Hegels resultat og udførelse, at bringe denne modsigelse. Vi kan give det samme argument imod hans tanke om den absolutte menneskelige viden som jeg tidligere har forsøgt i forhold til de religiøse tekster, der foregiver at rumme al viden og al sandhed, fx nogles opfattelse af Bibelen eller Koranen, eller generelt enhver tekst, der hævdes at rumme al viden, fx her Hegels tekst og resultat: Der mangler oplysninger i teksten om fx kvanteteorien, om Sveriges økonomiske forhold og realiteter i perioden 1638-54, der mangler en fuldstændig matematisk teori, der mangler en kunsthistorisk oversigt over Italiens berømte malere i renaissancen, der mangler oplysninger om alle elementarpartiklers position og forbindelser og hastigheder fra evighed til evighed osv osv. 

    Set på denne måde bliver modsigelsen af Hegels resultat næsten triviel og selvindlysende, parallelt til kritikken af de religiøse teksters påståede indhold af al sandhed. Vi modsiger ikke metoden, dialektikken, kun resultatet. Og derved har vi – i overensstemmelse med metoden, sandhedens udvikling gennem modsigelse – skabt ny viden.

    Schopenhauer

    En sidste tænker jeg vil strejfe er Schopenhauer. For Schopenhauer er verden, universet, ikke et rationelt sted eller en rationel helhed. Verden er fundamentalt vilje, livsvilje, en alles kamp mod alle, og derfor er livet i verden lidelse[18]. Men hertil kan vi sige, at mennesket er i verden, og mennesker rummer blandt meget andet også fornuft, og derfor er fornuft også en del af verden, dog måske kun en lille del. Om ikke andet kræver det fornuft, ratio, at udfinde og erkende en så klar og ordnet anskuelse, at alt er kaos, kamp og derfor lidelse, og derfor ophæver synspunktet i hvert fald delvist sig selv.

    Forholdet er lidt det samme som med Humes erkendelsesteori: Ifølge Hume er alle vores ideer og dermed vores erkendelse som nævnt afledte af sanseindtryk. Men da vi ikke kan siges at have noget sanseindtryk af den tanke, at alle vores ideer er afledte af sanseindtryk, ville vi ikke, hvis teorien er sand, kunne vide det. Vi ville befinde os i en verden a la Schopenhauers billede; en kaotisk, ikke forståelig, flygtig, helt irrationel virkelighed uden spor af fornuft; parallelt til Schopenhauers billede ophæver Humes teori sig selv.

    Tankelove

    Efter nu at have set på nogle væsentlige vestlige tænkere og deres værker, vil jeg gerne sige lidt om det vi kan kalde de egentlige tankelove i den udstrækning, der findes sådanne. Ifølge Vandrer mod Lyset er vi ikke kun skabt af Gud med en fri vilje, men også med en fri tanke. Og vi kan ud fra dette værk tænke, at den menneskelige karakter ligger i og skabes netop gennem denne frihed – både den fri tanke og den fri vilje – at vi tænker og handler principielt frit i overensstemmelse med vores karakter, og vores tanker og handlinger er samtidig med til at skabe vores karakter.

    Vi mennesker fungerer ikke som avancerede algoritmer, vi tænker og handler ikke efter skemaet: Hvis X, så Y (eller Z) eller hvordan moderne algoritmer nu end er opbyggede. Vi tænker og handler ikke med nødvendighed, givet de og de stimuli. Og da vi altså tænker og handler frit, bliver vores tanker og handlinger vores personlige tanker og handlinger, som vi står til ansvar for, og deri ligger det karakterdannende.

    En del af det jeg kalder tankelove ligger udover tankens frihed i logik, association, intuition, fantasi, hukommelse og sikker flere andre fænomener. Nogle af disse fænomener er knyttede til individet, fx associationer og hukommelse, andre er fællesmenneskelige, fx logik. 

    Logik er dog ikke et entydigt begreb og fænomen. Mange tænkere har givet deres bud på en logik. Aristoteles (384-322 f. kr) skrev en hel tekstkreds om logik, Organon, Hegel skrev en logik, Gottlob Frege (1848-1925) og Bertrand Russell (1872-1970) bidrog begge væsentligt til logikken, og der er sikkert mange andre, der burde nævnes.

    Hume skrev om association at de forekommer ved én forestillings lighed med en anden, og Henri Bergson (1859-1941) skrev et helt værk om hukommelse i hans Matiere et memoire[19].

    Tanken kan påvirkes af følelser, og følelser af tanker, tanken kan påvirkes af viljen og vores handlinger, ligesom de kan påvirkes af tanken, idet den ligger til grund for en del handlinger, om end ikke alle. Tanken kan påvirkes af andre mennesker, dyr, planter, landskaber, verden, ligesom verden kan påvirkes af tanken, idet den kan inspirere os til handlinger, der ændrer verden en lille smule. Alt dette kan man udsøge love for, men det ligger uden for dette skrifts ide og denne forfatters evne at udgrunde. Det er ikke min hensigt at give en fuldstændig tanke og forestilling om tankelovenes natur og funktion – hvilket er mig helt umuligt – kun at nævne at de findes, og antyde hvor man eventuelt kunne sætte ind med kvalificerede undersøgelser i fremtiden om det ønskes.

    Min hensigt er at søge at kaste et strejflys på tankens og livets forunderlige og fantastiske verden, vække til eftertanke og eventuelt inspirere til selvstændige studier af de tanker, der er med til at grunde vores kultur og karakter.

    Jeg startede med at sige, at erkendelsen, vores viden og sandheden har mange kilder, mange skikkelser, de rinder ikke af en enkelt kilde, og det lader til, at enhver monogen og monomorf anskuelse af erkendelsen, enhver enkildehypotese er dømt til nederlag. Vi kan ikke forsvare en ren materialisme og empirisme og heller ikke en ren idealisme. En del af vores erkendelse har sin oprindelse i sanserne, en anden del i vores fornuft, fx ved Kants syntetisk a priori domme, endnu en anden del har sin rod i vores følelser, i vores stemninger, vores humør, vi inspireres af andre mennesker, af verden, ligesom andre mennesker kan inspireres af os hver især, og alt det tilsammen kan være en del af den menneskelige, offentlige eller personlige, erkendelse, viden og sandhed.

    Hvis det er rigtigt, at erkendelse er den proces, der skaber viden, og at sandhed er den viden, der stemmer overens med virkeligheden, så håber jeg her at have bidraget til sandheden om den verden, den forunderlige, fantastiske virkelighed vi sammen er levende, tænkende, undrende, lidende eller lykkelige dele af.

    Forslag til videre læsning:

    Descartes, Rene: Discours de la Methode (Om metoden) + Meditations Metaphysique (Metafysiske meditationer) + Regles pour la direction de l´ esprit (Regler)

    Hartnack, Justus: Fra Kant til Hegel – en nytolkning

    Hegel, G. W. F: Phaenomenologie des Geistes + Wissenschaft der Logik (zeno.org)

    Hume, David: A Treatise of human Nature (oll.libertyfund.org)

    Kant, Immanuel: Kritik der reinen Vernunft (zeno.org)

    Locke, John: An essay concerning human understanding

    Platon: Samlede værker i ny oversættelse (Gyldendal)

    Schopenhauer, Arthur: Die Welt als Wille und Vorstellung (lernhelfer.de)

    Upanishaderne i engelsk oversættelse ved Max Mueller (sacred-texts.com)

    Vandrer mod Lyset (udgivet ved lektor Michael Agerskov)

    Cpo, maj 2021

    [1] Da. Kritik af den rene fornuft

    [2] Da. Et essay om den menneskelige forstand

    [3] Da. En afhandling om den menneskelige natur

    [4] Da. Verden som vilje og forestilling; Fortale til anden udgave

    [5] Videnskaber om kendsgerninger

    [6] Videnskaber om tings væsen/natur

    [7] Jeg tænker, altså er jeg

    [8] Nibelungens Ring

    [9] Ringenes Herre

    [10] Ding-an-sich

    [11] erscheinen

    [12] Da. Åndens fænomenologi

    [13] Da. Disse former er ikke blot forskellige fra hinanden, men fortrænger hinanden, eftersom de ikke kan forliges. Imidlertid betyder deres flydende natur også, at de bliver momenter i en organisk enhed, hvor de ikke blot er i modstrid med hinanden, men hvor den ene form er fuldt så vigtig som den anden – og det er nu først denne fælles nødvendighed, der udgør helhedens liv.

    [14] Da. Den absolutte viden

    [15] Da. Logikkens videnskab

    [16] Da. Stormen

    [17] Da. For sagen er ikke udtømt i sit formål, men i sin udførelse; resultatet selv er ikke den virkelige helhed, for den opnås kun i forening med sin tilblivelse…

    [18] Jf. Verden som vilje og forestilling

    [19] Da. Stof og hukommelse