Når Aristoteles (i Metafysik) – parallelt til Martin Heidegger i Væren og tid – søger en videnskab om det værende som værende; altså prøver at løse det fundamentale ontologiske problem; så synes det som glider hans tanke af mod en inderste – og måske uerkendelig – kerne, og han tvinges til stadigt at indføre nye ord og begreber for det, han ønsker at bestemme:

Genstandene og det værende bliver til væsen, der igen bliver til værensbestemthed, og måske videre (jeg har i skrivende stund endnu ikke læst værket færdigt; Aristoteles knytter disse størrelser sammen, men de ender med at betegne eller være udtryk for det samme; VII. Z (Zeta), 6)); måske er det sådan – som det også er for Heidegger, og måske for alle – at selve det værende, eksistensen, i sit inderste er ubestemmelig og uerkendelig for den menneskelige tanke.

Parallelle tilfælde ses i erkendelsesteorien – fx hos Baruch de Spinoza (Om forstandens forbedring) og Immanuel Kant (Kritik af den rene fornuft) – når vi søger nøjagtigt at bestemme erkendelsens og tankens inderste natur: Det er måske for mennesker uerkendelige ting, og derfor glider tanken af på dem, når den nærmer sig kernen; hele tiden må nye ord og begreber indføjes, uden at vi kommer nærmere denne kerne og dybde; tanken og ordene skrider og bliver uklare og for mange.

Måske – naturligt nok – må vi acceptere, at der er grænser for den menneskelige erkendelse, og måske går disse grænser fx ved tanke og eksistens (men ikke kun her).

Eller også – må vi ud fra Vandrer mod Lyset tænke identitet, ækvivalens eller i hvert fald en nær sammenhæng mellem tanke og eksistens; og ad den vej i én bevægelse løse både de grundlæggende ontologiske og erkendelsesteoretiske problemer (jf de indledende ord i Ardors beretning i Vandrer mod Lyset om tanken som altings ophav; en tanke, der har medklange i René Descartes´ filosofi, og som er udtrykt ved hans ord: Je pense, donc je suis (cogito ergo sum; jeg tænker, altså er jeg)).

En sådan løsning måtte dog måske kræve og også udgøre en løsning på gåden om det uskabte, og den kan derfor ikke gives på nuværende tidspunkt; den kan ikke gives før Vandrer mod Lyset – forhåbentlig – vinder sin brede og offentlige udbredelse og anerkendelse (jf Supplement II, no 56).

Så derfor kan måske også kun fremtiden give løsningen på de grundlæggende ontologiske og erkendelsesteoretiske spørgsmål.