Fra dagbogen.
Jeg har nu lidt frygteligt nogle dage. Men jeg tænker at lidelsen – i hvert fald delvist – skyldes de meget negative tanker, jeg har. Jeg har altså – tænker jeg – ikke negative tanker, fordi jeg lider, men omvendt: Jeg lider, fordi jeg har negative tanker.
Og det er jo let at forklare ud fra Vandrer mod Lyset: Negative tanker tiltrækker mørket, der giver lidelser.
Det er så let – alt for let og fristende og nærliggende – at lade sig suge ind i en negativ spiral af negative tanker og dermed lidelser; en lidelse, der fodrer og forstærker sig selv ud fra skemaet: Negative tanker – mørke – lidelser – flere negative tanker – mere mørke – mere lidelse osv.
Derfor må kuren være at prøve – i det mindste prøve – at tænke mere positivt – fx gennem denne indsigt.
For det modsatte gælder jo også: Positive tanker tiltrækker lyset, der giver fred og velvære.
Engang stødte jeg på nogle tanker af en kristen forfatter, Norman Vincent Peale, der skrev noget i retning af: Tænk positivt, lev lykkeligt. Og det er slet ikke så dumt.
Måske er det rigtigt: Vi kan både tænke os syge, men vi kan også tænke os raske igen. Det kan lyde provokerende for mennesker, der som jeg selv, ofte lider mentalt. Og med dette ønsker jeg ikke at pege fingre ad nogen. Blot søge at inspirere.
Og det er ikke en indsigt jeg (måske) har fundet på toppen af verden i en rus af lykke; men derimod en sandhed jeg har vundet på bunden af et helvede, jeg har levet i gennem årtier:
Selvvunden. Selvlevet. Selverfaret. Måske kan den hjælpe andre også?
Skriv en kommentar