Hvis mine tanker om mørkets, det ondes, dobbeltaspekt (den tanke, at mørket rummer dels en ”lys” og dels en rent sort side) er rigtige, så kan vi opfatte Lyset som balancepunktet mellem mørkets (to) ekstremer.

Jeg skal understrege, at jeg her taler om lys og mørke i Vandrer mod Lysets forstand, altså lys og mørke som to fundamentale – hinanden modsatte – urkræfter, energier og former for stof; det vi normalt kalder godt og ondt.

Vi kan illustrere tanken om Lyset som balancepunkt ved nogle eksempler:

Vi finder balancepunktet fx i kærligheden (lys) mellem forelskelse og had (som begge er af det onde), i frihed i forhold til tvang (despoti) og anarki, i selvtillid mellem mindreværdsfølelse og storhedsvanvid, i selve livet mellem døden og tankerne om selvets eller egoets udslettelse, som vejen til åndelig oplysning eller fuldkommenhed osv.

I disse eksempler optræder Lyset som det sunde balancepunkt mellem en ”lys” og en rent sort side af det onde, og det er muligt at give mange flere eksempler, hvis tanken er rigtig og der er tale om et universelt forhold.

Lyset som balancepunkt mellem mørkets ekstremer kan have inspireret en Buddha og en Aristoteles til tankerne om den gyldne middelvej; dels som vejen til Nirvana, forløsningen, og dels som et ideal for dyden og moralsk godhed.

Tanken får derudover i min teori en kosmologisk og epistemologisk (og måske også en ontologisk) dimension, og der er i denne teori stof til mange fremtidige betragtninger, undersøgelser og analyser.