Er Verdensstaten vejen til fred? Hvis ja, hvordan?

I 1947 skrev Emery Reves sit geniale værk Fredens anatomi, hvori han giver en frapperende enkel analyse af og løsning på tidens største politiske problemer og udfordringer: Spørgsmålene om krig og fred i tiden lige efter 2. verdenskrig.

Analysen er, at jo flere magtpunkter vi har på landkortet (verdenskortet), der suverænt opstiller normer for lov og ret, jo større er risikoen for krig og konflikt. Derfor – siger Reves – må målet være ét magtpunkt, en Verdensstat eller en Verdensregering med – tilføjer jeg – en fri og demokratisk forfatning og styreform.

Vi kan tydeliggøre Reves pointe ved at sige (som jeg før har forsøgt), at grunden til at de mange magtpunkter øger risikoen for krig er, at magtpunkterne synes at have en indbygget tendens og trang til ekspansion. Magten breder sig som i koncentriske cirkler udad, og før eller senere vil den møde andre magtpunkters ligeledes ekspanderende cirkler, hvilket øger risikoen for konflikt.

Og vi kan gøre analysen endnu mere enkel ved følgende analogi, idet vi samtidig anviser en mulig vej til opnåelse af målet, i sidste ende (verdens-)fred:

Hvis vi billedligt opfatter de enkelte magtpunkter som elektriske poler er det klart, at jo flere poler der er, og jo større spændingsforskelle der er mellem de enkelte punkter eller poler, jo større er risikoen for at gnisten (krigen) springer. Dette ser vi konkret i dag fx mellem USA og Rusland, mellem Israel og Iran, mellem Vesten og Islam, og mange andre steder. Derfor må idealet være ét punkt for at eliminere risikoen for krig.

Strategien for at nå det punkt hvor verden kan forenes i fred og sikkerhed og velstand i en Verdensstat, bygger på en parallel tanke, som jeg vil formulere i det samme billede: 

Jo større uligheder og dermed spændingsforskelle der er mellem de enkelte poler (stater og mennesker), jo større er, som nævnt, risikoen for at gnisten (krigen og konflikten) springer. Derfor må strategien være langsomt og gradvist at udligne, udjævne uligheder, for at udligne og udjævne spændinger og dermed mindske risikoen for konflikt.

Når jeg siger, at vi bør – hvis målet er (verdens-)fred – søge at udligne uligheder, tænker jeg ikke på, at vi skal være ens, heller ikke som enkeltlande eller hele folk (der jo hver har sin egen unikke historie og egenart), men derimod at vi har eller får – som lande og mennesker og folk – større lighed med hensyn til muligheder, rettigheder, pligter, lighed for loven, fri og lige adgang til markedet osv, idet hvert land og hvert menneske og hvert folk bevarer sin egenart og karaktér.

At disse tanker er relevante og brugbare, kan vi se i den kendsgerning, at fx i EU – der jo er en union af selvstændige stater – har man oplevet intern fred, så længe denne union har eksisteret, hvilket også var et erklæret mål efter 2. verdenskrigs katastrofe.

Og vi kan se brugbarheden i den kendsgerning, at de lande, fx de skandinaviske velfærdsstater, med den største lighed, også er de lande med mindst vold og konflikt.

Af supplerende læsning kan jeg henvise til indlægget Verdensstaten som politisk nødvendighed, til mine andre skrifter og indlæg om Verdensstaten og Verdensregeringen, herunder Rationalet bag en eventuel Verdensregering 1-8 (nu samlet i den trykte bog Én Jord, én menneskehed, én Gud, der kan købes via hjemmesiden her), til Reves´ originale værk og til Vandrer mod Lyset og dette værks anbefaling af en Verdensregering under forudsætning af, at viljen til fred er et mål, mennesker kan enes om og forenes i.