Kærlighedens ansigt

Forvent ikke at andre skal tænde dit lys. Tænd selv et lys for andre i dit hjerte, og du vil se; lønnen for det kommer mangefold igen!

I

– For at finde en kildes udspring må man gå mod strømmen –

I litteraturen kan man få det indtryk, at den store kærlighed per definition er ulykkelig, tragisk, og ofte ender i sjælsødelæggende sorg og død ved tabet eller forliset, som synes sikker, næsten en naturlov.

Samtidig er det den, mange mennesker længes efter, søger, men sjældent finder.

Men hvad er den store kærlighed egentlig?

Den store kærlighed er ikke rus, ekstase, brand, storm, besættelse, ødelæggelse, oprivning af hjerterod, undergang.

Den store kærlighed er klarhed, en stille, indre, rislende kilde, der blidt renser og fjerner smudset. Ro. Stille som stjerner, som et smil.

Det har jeg lært af litteraturen ved eftertanke, og ved min egen historie.

Hvis du søger den store kærlighed, så søg ikke branden, men den indre, stille rislende kilde, der kan slukke den, den kilde, der ikke river dig i stykker, men gør dig hel, den kilde, der udspringer i dig selv.

II

Kærlighedens kopernikanske vending

Filosoffen Immanuel Kant forsøgte sig i sit erkendelsesteoretiske hovedværk, Kritik af den rene fornuft, med det han kalder en kopernikansk vending i erkendelsen:

Væk fra det vi erkender, og ind mod det, der erkender, altså væk fra verden og ind mod vores egen tanke eller bevidsthed.

Denne vending er inspireret, som billede, af den kopernikanske revolution i naturvidenskaben ved overgangen fra det geocentriske til det heliocentriske verdensbillede; altså den tanke at ikke Jorden, men Solen er universets centrum.

Nu – jeg forsøger det samme med kærligheden: En vending fra dem vi ønsker og håber elsker os, til vores egen kærlighed til andre; fra andres kærlighed til vores egen.

Som en vej til lykke og ro. For andres kærlighed er vi ikke herrer over, og derfor gør håbet og ønsket om den os ofte fortvivlede og ulykkelige; fordi kærligheden udebliver eller ikke fødes.

Vi er mere herrer over vores egen kærlighed, og derfor kan den – som en stille indre, rislende kilde – slukke tørsten, hvor ønsket og håbet om andres kærlighed kan blive til brand og uslukkelig tørst og ulykke.

I virkeligheden er denne tanke ikke ny. Den kendes i beslægtet form allerede fra bibelens næstekærlighedsbud, som både Jesus og Paulus bruger og fremhæver, men som oprindeligt er fra Moseloven (3. Mos. 19, 18), hvor det er Gud, der står som ophavsmanden til det.

Næstekærlighedsbudet lyder ikke: Din næste skal elske dig…osv, men du skal elske din næste som dig selv. Kærligheden starter i os selv.

Ved at søge dette; sin egen kærlighed til andre først, kærligheden fra andre næst; tror jeg, at mennesker kan blive mere lykkelige, og mindre fortvivlede.

For hvordan kan vi ellers vinde og vække kærlighed, andet end hvis vi selv elsker først; ikke som en brand vi kaster på den anden, men som et bæger med klart og rent vand vi rækker den tørstende?

Da kan vi blive det stille vand, vi ser os selv, andre og verden klart genspejlet i. Ikke det oprørte, urolige hav, der gør os blinde, og som vi forliser i.

(Disse to indlæg er også bragt på min forfatterside på Facebook som særskilte tekster; her let bearbejdet)