
Efterhånden som vi, Guds børn, gennem tiderne modnes og forædles åndeligt, stiger mørkets pres mod os. Det er det, jeg tidligere har udtrykt som mørkets proportionale reaktion på lysets vækst. Ved mørkets tryk og pres bliver det mentale, åndelige rum, hvori ånden kan være stadigt mindre, men samtidig mere intensivt. Lyset intensiveres, vi forædles; i et billede jeg har brugt før: Åndens råkul presses under bjergmassiver til diamant og slibes af os til ædelsten.
Denne udvikling kræver stadig stærkere vilje og større selvbeherskelse, stadig større indsats som atleten, der må træne stadig hårdere for at kunne præstere bedre. Men det, der én gang er vundet, kan aldrig tabes igen. Vejen ligger foran os, og ingen vej fører tilbage.
Skriv en kommentar