Kærlighed og liv er tvillinger i lysets vugge. Styrkes og tiltager den ene, følger den anden med. Over dem lyser naturligt og oprindeligt lykke og fred. Hvoraf kommer det da, at begge synes så uløseligt knyttet til smerte og lidelse, at man har bygget hele kulturkredse på tanken om livet som lidelse (hinduisme, buddhisme), og at man i digtning og musik i den vestlige verden indtil kliché kredser om den smertefulde kærlighed?
Jeg tænker, at det skyldes den universelle lovmæssighed jeg mener at have afdækket eller i hvert fald skitseret ud fra værket Vandrer mod Lyset: At mørket reagerer proportionalt på lysets vækst. Vækkes således liv og kærlighed i os, vågner samtidig mørket i samme grad og styrke. Hvis vi videre ved viljen kaster lysets tankestråler mod dybderne i vores indre mørke for at rense os åndeligt og for dermed bedre at kunne leve og elske, så vågner dette mørke til kamp og modstand. Og dog må vi bestandig gøre dét, hvis vi ønsker at lutre og højne vores ånd, så vi engang kan opnå åndelig helstøbthed, tanke-vilje-enhed, og dermed af Kristus kan siges løs fra al videre jordisk inkarnation, og vandre videre i lysets skønne verdner fra lysklode til lysklode frem mod Guds Rige, Paradis (dette sidste gælder for menneskeånderne; se Supplement 2 til Vandrer mod Lyset, no 64).
Det er altså ikke livet selv og kærligheden, der kan være så lidelsesfuldt og smerteligt, men det mørke, der vågner sammen med dem. Derfor bør den lidende ikke på grund af sine lidelser flygte fra livet eller sky kærligheden, men tværtimod søge dem så meget mere – for engang at nå lykke og fred.
Vi bør ud fra disse tanker søge til livsbekræftende og ikke dekadent og livsnedbrydende litteratur, musik, kunst, politik (fx krig og racisme), vi bør søge at leve så sundt som muligt med alsidig og nærende kost, sørge for tilstrækkelig motion men også for tilstrækkelig hvile, ikke drikke for meget alkohol, helst ikke ryge, vi bør have en fornuftig hygiejne, og vi bør søge til mennesker og fællesskaber, der opbygger os og ikke nedbryder på ånd og legeme. Vi bør søge at leve så aktivt og sundt, som vi kan og efter bedste evne, og vi bør søge kærligheden uden frygt.
Denne naturlige udvikling er ikke nogen mirakelkur, der nu og her og en gang for alle vil sikre os den fuldkomne lykke og fred, det vi vel alle ønsker og længes efter. Det er en vandring skridt for skridt, der kræver indsats, vilje og selvbeherskelse. Hovedpunktet i det er, at hvis man lider, så bør man ikke søge døden (ultimativt ved selvmord) eller søge ensomhed af angst for kærligheden (fx angsten for tabet eller for at blive såret i sit inderste). Lykken og freden ligger i livet og kærligheden. Dette være skrevet af en lidende, der søger helbredelse indenfor livets og kærlighedens ramme.
Forfatterskabet Højtryk 
Skriv en kommentar