Sværdet over kærligheden

Velsignet den mand, som stoler på Herren og tager sin tilflugt hos ham. Han bliver som et træ, der er plantet ved bækken; det sender sine rødder mod vandløbet, det frygter ikke, når sommerheden kommer, dets blade er grønne. Det bekymrer sig ikke i tørkeår og holder ikke op med at bære frugt. (Jer. 17, 7-8)

Over min kærligheds leje hænger sværdet i et hestehår, det truer hvert øjeblik med at falde. Og dog ligger der en ro i at se den mulige afsked i øjnene. Hjertet skælver, men med dets skælven synker det til ro i et lavere leje, hvorpå det trods alt kan leve og bestå.

Måske er der noget sandt i, at en virkelig kærlighed, der fødes og lever, aldrig kan dø. Er min kærlighed da virkelig, eller er den blot angsten for at miste den, er den blot et udtryk for mit savn, det jeg ikke har og aldrig kan få? Hvad er min kærligheds lidelse, er den bud om, at jeg ikke elsker i sandhed, er lidelsen ikke kærlighed, men et tegn på, at kærligheden aldrig er født?

Jeg skriver min længsel på dit billede, som ikke er dig, jeg digter mit savn ind i dit hjerte som elskede du mig, jeg digter dig som er du er alt hvad jeg længes efter, og netop derfor kan jeg aldrig nå dig. Min kærligheds bølge overskyller dig, smerte når tidevandet trækker sig tilbage, og lader din skikkelse, dit ansigt, blot. Du er en anden og ukendt. Min kærlighed giver dig mit ansigt, mit billede, som elskede jeg ikke dig, som søger jeg ved kærligheden mig selv uden at elske mig selv, som ville jeg endelig lære det. Ved at elske dig som jeg nu gør, lærer jeg langsomt at elske mig selv, eller det at elske dig er at miste mig selv hver dag og hver nat.

Kærligheden er dette fine ulægelige snit med den skarpe klinge, jeg mærker næppe smerten, men blodet flyder i strømme og truer mit liv, såret fortæller mig, at jeg lider. Jeg ville ønske, at jeg ikke led, men når nu tingene er som de er, hvorfor så ikke erkende lidelsen, acceptere den, byde den velkommen som et bud om behovet for korrektion. Måske lidelsen er den, som når kul presses til diamant, når kaos trykkes til orden. Jeg elskede en anden end dig engang, og jeg mistede, og ved tabet sprængtes jeg, mistede jeg min kerne, min skikkelse, min opfattelighed, jeg blev ingen. Nu trykker din kærlighed mig igen i form, giver mig et nyt ansigt eller endeligt mit eget. Måske vores kærlighed er opstandelse. Snart kan verden se mig, og jeg lærer ved trykket at se verden, lidelsen giver mig øjne.

Lidelsen er flittige hænder, som graver ånden dyb så den kan rumme lykken og andre mennesker. Lidelsen runder mig, sliber smertende kanter af min ånd og personlighed. Hvordan skulle jeg uden den kunne vide, når jeg går vild? Jeg ville ønske, at jeg ikke led, men er det det samme som at ønske, at jeg ikke levede? Samtidig gør lidelsen, at jeg er levende uden at leve, hvis det at leve er lykke og fred. Eller lidelsen er smerten ved at blive født til verden igen og igen, den er livet selv. Lidelsen er et grundvilkår fordi vi hele tiden bliver til fra noget andet, fordi vi forandrer os, udvikler os, fordi det gamle hele tiden dør og det nye fødes. Livet er stadig afsked og ankomst, lidelsen er tidens væsen, fordi alt i tiden må dø og fødes igen. 

Jeg elsker dig, og ved kærlighedens lidelse ankommer jeg til dig, tager afsked med alt det i mig, som ikke holder. Derved vinder jeg ved kærligheden livet og det evige, jeg ankommer ved dig til Paradis idet mit indre helvede hele tiden dør og for altid. Eller er det netop fejlen, når Paradis er i den anden, er helvede i os?

Ved lidenskabelig samtale med livet som denne søger mit hjerte og sind at befri sig for lidelsen, og derved viser de deres inderste natur, der går dybere end al lidelse og alt mørke, viser at lidelsen dybest set er dem fremmed, et generende fremmedlegeme, som de søger at befri sig for, som når muslingen danner perle om et smertende sandskorn, eller som når immunforsvaret søger at bekæmpe livstruende bakterier og vira og derved genvinde sundhed, viser at kærlighedens og livets grundlæggende natur er fred. Livet selv taler og siger: Kærligheden er ikke sygdommen til døden, men tværtimod lidelsens helbredelse og livets fuldbyrdelse. Lad da det være kærlighedens og livets evangelium.