Forandringer udføres kun ved at menneskene selv bliver anderledes, skriver Georg Brandes i et skrift om Henrik Ibsen (Samlede skrifter, bd. 18, Fra mange tider og lande). Skal verden derfor ændres til det bedre, må mennesker ændres til det bedre. Skal verden ændres fra grunden til det gode, må mennesker ændres fra grunden. Kun derved kan vores samfund, dets institutioner og vores love blive gode og menneskevenlige og retfærdige.
Det kan være. Men sandheden er måske snarere denne: Vi skal ikke ændre os til noget, vi ikke er, men finde ind til den grund, der ligger dybest i os, og som altid har være der: Kærligheden. Vi skal ikke blive anderledes, men blive os selv sådan som vi i åndelig forstand er skabt af Gud med alle de rige anlæg og muligheder til at elske, som Han/Hun har nedlagt i enhver af os.
Vi skal bremse støjen, alt det der forvirrer og gør os til noget andet, end vi er, finde ind til det stille punkt i kernen hvor livets kilde rinder. Vi skal ikke lægge til, men trække fra, alt det os fremmede. Gud har i os sået kerner til kærlighed, vi skal folde den ud i verden. Vi skal bort fra egenkærlighed, der ved selvopholdelsesdriften kun søger egen fordel og overlevelse ved alle midler, og hen til næstekærlighed, der ikke kun søger sit eget eller andres, men det fælles bedste.
Til det har vi evigheden. Kampen afgøres ikke i ét liv men over mange gennem reinkarnationen og gennem millioner af år. Vi skal ikke pludseligt og nu og her blive anderledes, men over evigheder blive os selv. Den bedre verden er undervejs, og den kan ikke standses. Den bedre verden ligger i svøb til enhver tid og i os selv. Vi folder den ud, idet vi folder os selv ud, og det er livet.
(Skrevet med hovedinspiration fra Vandrer mod Lyset)
Forfatterskabet Højtryk 
Skriv en kommentar