Livet som evig velsignelse ved kærligheden

Da Gud skabte min ånd, nedlagde Han kærlighedens sædkorn i mit hjerte; mit hjerte, der folder sig om velsignelsen, modtager den, kernen spirer og gror, og den skal vokse til ædeltræ i det liv, der er i al evighed.

I det er en byrde og en glæde, livet lærer mig at bære byrden med glæde, og derved vinder jeg evigt ny styrke.

Hvis jeg søger lettelse, forløsning, frelse i det ydre, i den anden, tynges, bindes, taber jeg mit indre, mig selv. Forløsning kommer til mig indefra ved stadigt at søge at bære livets byrde med glæde, og derved bliver velsignelsen i det indre til vejen i det ydre i en evig vandring mod lyset:

Livet som evig velsignelse ved kærligheden.