Tilgiv jeres fjender

At forstå er bedre end at fordømme og meget nær ved at tilgive;- Georg Brandes i skriftet Bjørnson som polemiker

Brandes´ ord der stammer fra en litterær fejde med den norske digter, Bjørnstjerne Bjørnson, kan ses som ledetråd for vi menneskers forsøg på at tilgive Ardor (Satan) og de øvrige faldne ældste, det, der er Vandrer mod Lysets kernepunkt. Af forståelse kan følge medfølelse, af medfølelse tilgivelse, og ved tilgivelse kan vi føle trang til at bede for dem, der som de faldne ældste har gjort os ondt, og derved kan vi hjælpe dem til større åndelig fred og mindre lidelse ved det at vores bøns kærlige tanker kan føde sorgen og angeren i deres hjerter, og dermed bane vej for lysets sejr også i dem, og med lyset freden. Med vores forståelse, medfølelse, tilgivelse og bøn i stedet for fordømmelse, had og hævn kan vi hjælpe de faldne nogle skridt på vejen tilbage til Gud og Guds Rige, Paradis. Vi kan ikke gå vejen for dem, men vi kan gå den sammen med dem.

Tanken kan ikke være fremmed for den kristne del af verden. Jesus af Nazareth, Kristus, siger noget lignende i sin berømte Bjergprædiken (Matt. 5-7 og Luk. 6), hvor han siger, at vi skal elske vores fjender, gøre godt mod dem, der hader os, og bede for dem, der forfølger os. Tanken ligger også i Den gyldne Regel, gør mod andre, hvad du vil de skal gøre mod dig, og i det bud, jeg selv har formuleret, og som jeg på linje med de evangeliske ord mener har sin basis i Guds Tanke, at vi bør behandle den anden, som vi selv ville ønske at blive behandlet, hvis vi var i den andens sted.

Hvordan kan vi prøve at forstå de faldne og deres lidelser? Det kan vi blandt andet gennem vores egen synd og de lidelser, der altid følger med synden, det vil sige de tilfælde i livet, hvor vi selv handler mod vores samvittighed, mod bedre viden, hvor vi altså ved vores frie vilje handler ondt, selv om vi godt ved, at det er ondt. Hvis vores lidelser er store, når vi handler mod det bedste i os, mod vores indre sans for godt og ondt, hvor meget større må så ikke de ældstes lidelser være, da deres synd er så meget større end enhver af os andres? Hvis vi på denne måde kan begynde at forstå Ardor og de ældste, kan vi da ikke også føle med dem ud fra vores egne oplevelser med synd og lidelse, og kan vi ikke ud fra denne medfølelse også tilgive? Det er spørgsmål som enhver af os må besvare ud fra vores inderste hjerte, sind og ånd.

Ved forståelse, medfølelse, tilgivelse og bøn kan vi tænde et lys for de af mørket blændede og blindede, denne verdens store krigsherrer og tyranner og andre, der øver ondt. Ved fordømmelsens, hadets og hævnens mørke kan ingen se, bliver vi alle blinde, føjer vi selv gnister til verdensbranden. Det er vores fælles ansvar at undgå dét, og det er vores fælles opgave og mulighed at slukke den ild, der truer Jorden og menneskeheden.