Blog

Den kritik jeg har modtaget i forbindelse med mine tanker om en Verdensstat eller en Verdensregering andrager bla den tanke, at magt nødvendigvis korrumperer, og at absolut magt derfor korrumperer absolut.

Denne tanke vil jeg her prøve at forholde mig til og udfordre; for det forekommer mig, at der nok er nogen sandhed i den, men at det næppe er hele sandheden. Jeg adresserer altså en del af kritikken her, men ikke den hele.

Jeg vil udfordre tanken om magtens nødvendige, naturnødvendige korrumpering med en analyse af, hvad magt egentlig er eller kan være:

Vi ved fra Vandrer mod Lyset, at Gud er en Lysets og kærlighedens Gud, og at Han/Hun er alvidende, alkærlig og Almægtig. Gud har altså Almagt, men denne Almagt er ikke korrumperet (selvfølgelig). Altså må der være en form for magt, der ikke korrumperer. Denne magt er Lysets magt.

Modsat har vi en magt, der – og det er nok her, kritikken kommer ind – nødvendigvis korrumperer, ja som per definition er korrumperet, nemlig mørkets magt.

Forskellen mellem Lysets og mørkets magt er bla, at Lysets magt udøves ved frihed, hvorimod mørkets magt virker ved tvang. Altså korrumperer kun den magt, der søger at gennemtvinge sin vilje, den magt, der søger at tvinge mennesker til at tænke, handle og måske endda føle på en bestemt måde – efter magthavernes vilje og ønske.

For at komme endnu dybere i problematikken er det nødvendigt at låne en anden tanke fra Vandrer mod Lyset: Nemlig den, at der for hver styrkelse af Lyset (og dets magt) følger en reaktion fra mørket. Dette ser vi i Vandrer mod Lyset fx ved beretningen om Urtankens og Urviljens kæmpen sig ud af mørket, frem mod Lyset; ved hver tilnærmelse mellem Tanke og Vilje fulgte en reaktion fra mørket, og Tanken og Viljen fristedes her af en stærk trang til at opgive kampen mod det onde, mørket. Men de fortsatte dog – hedder det – til den fulde sejr var vundet, og Gud fremstod som Personlighed; som Lysets behersker og mørkets besejrer ved Tankens og Viljens fuldkomne og harmoniske forening.

Dette har betydning for mit forsøg på en redegørelse for Lysets og mørkets forskellige magter; fordi vi heraf kan se, at en jordisk magt, der måske starter som et oprindeligt ønske om at gøre godt mod sit land og sit folk let – ved den mørkets reaktion, der fremkaldes ved den oprindelige lysimpuls – bøjes ind under mørkets herredømme og magt.

En magt, der oprindeligt fx ønsker at sætte et folk fri, bøjes let – hvis ønsket vinder genklang og får indflydelse – ind under mørkets magt ved at man – måske fordi man mister tålmodigheden og giver efter for trangen og fristelsen fra mørket – vil gennemtvinge sin vilje (fx gennem en repressiv lovgivning, eller militært gennem krig), og undlader at insistere på alle menneskers gudgivne ret til frihed; til at tænke, handle og føle frit.

Men kun den magt, der principielt sætter fri – fx gennem en lovgivning, der yder mennesker initiativret, dvs frihed og ret til at følge eller bryde loven, men under ansvar for netop loven (se også mit skrift Frihed og lov) – er legitim, da kun den magt er en Lysets magt – i henhold til ovenstående distinktion mellem Lysets og mørkets magter. Og kun den magt, der sætter fri, korrumperer ikke.

Nu findes på Jorden næppe en ren Lysets eller en ren mørkets magt. Magterne her findes i blandinger, så dele af magten er af det gode, og dele af den af det onde. Derfor må vi nøjes med at kræve, at magtens retning er mod Lyset og ikke mod mørket. Magtens retning eller tendens må – hvis den skal være legitim – være at sætte mennesker mere og mere fri til at tænke, handle og føle som de vil – men under ansvar for loven.

Tidligere har jeg udtrykt beslægtede tanker, som også kan være relevante her; i et billede: Ethvert Lys kan trækkes af mørkets heste, og ethvert mørke kan drives af Lysets gangere. I denne sammenhæng – når vi taler om Lysets og mørkets magt – må vi forstå det sådan, at vi (eller her: vores politikere) må søge at vende ondt til godt og ikke omvendt. Retningen – bort fra og ud af mørket – må være klar gennem viljen til det gode; i denne sammenhæng: Viljen til at sætte mennesker fri, så de kan leve frit og udfolde deres potentiale i trygge og gode rammer i samfundet.

Det samme må vi kræve af en Verdensstat eller en Verdensregering, hvis den nogensinde bliver skabt: Vi må kræve, at dens magt har retning mod at sætte mennesker mere og mere frit, og at den ikke søger at tvinge og tromle eller manipulere sin vilje igennem mod folkenes vilje og ret til selvbestemmelse og kulturelle og nationale egenart og karaktér.

Kun hvis dette er tilfældet, vil en Verdensregering være legitim, ønskværdig og præget af Lysets frisættende magt.

(Se i øvrigt også mine indlæg Er Verdensstaten vejen til fred? Hvis ja, hvordan? og Verdensregeringen samt de skrifter om emnet, der er samlet i min bog Èn Jord, én menneskehed, én Gud; denne bog kan købes via siden her).

Fra nogle læsere har jeg modtaget forskellig kritik af mine tanker om Verdensregeringen, kritik, der i og for sig kan være berettiget nok, og som må tages med i overvejelserne. Kritikken har bla gået på, at magt korrumperer, og absolut magt korrumperer absolut. Det kan så være rigtigt eller forkert, men absolut værd at overveje og medtage i tankerne om Verdensregeringen.

Andre har påpeget, at en absolut verdensmagt kan – og måske med nødvendighed vil – tiltrække magtbegærlige og magtsyge mennesker, der kun vil deres eget bedste, og ikke tænker på folkenes vel og sikkerhed.

Vi må også nævne de nuværende kulturelle og samfundsmæssige forskelle mellem nationerne og folkeslagene og kulturerne, og den modstand en nulstilling af verdens grænser dermed kunne blive mødt med. At dette givetvis vil være et stort og vigtigt problem, hvis man ønsker og forsøger på at skabe en Verdensregering kan fx ses af EU´ s massive problemer og folkelige modstand, når man indenfor EU´ s grænser søger at harmonisere møntfod, sikkerhedspolitik, politik i forhold til flygtninge og migranter osv.

Alligevel tænker jeg – trods alle indvendinger – at en Verdensregering vil have flere fordele end ulemper, og det vil jeg prøve at udvikle videre her.

Den stærkeste og enkleste tanke jeg mener at have formuleret på dette felt er den tanke, at hvor der er politisk og økonomisk adfærd, er der brug for politisk regulering af denne adfærd. Hvis adfærden er global – som den jo er i dag både økonomisk, militært, politisk – er der brug for global regulering, altså en Verdensregering.

Hvis ikke adfærden reguleres af en magt med tilstrækkelig styrke (en Verdensregering), har vi den alles kamp mod alle, som Thomas Hobbes tænkte og skrev sine tanker op imod i Leviathan: Kaos, anarki, vold, krig, fattigdom osv (naturtilstanden). Dette er tilstanden i dag.

Vi kan illustrere tanken med et andet billede: Alle politiske og økonomiske aktører hiver i dag i hver sin retning (mod sig selv) i det tov, der hedder magt og rigdom. Denne trækken frem og tilbage gør samfundene ustabile, og skaber en bølgende kurve for kulturernes og økonomiernes opgang og henfald i stedet for en jævnt stigende kurve. Lande og imperier opstår, men forgår med matematisk sikkerhed igen, fordi alle andre aktører (lande, alliancer) hiver i en anden retning, og med alle midler søger at svække dem og overtage førerskabet i forhold til magt og rigdom.

Dette er også situationen i dag. Rusland hiver i en retning, Kina i en anden, USA og Vesten i en tredje, Israel i sin retning, palæstinensere i den modsatte, Iran i én retning, Saudi Arabien i den modsatte osv osv.

Vi kan også gøre tanken om behovet for en Verdensregering mere klar og anskuelig ved at låne en tanke fra Immanuel Kants moralfilosofi (fra Kritik af den praktiske fornuft), nemlig hans kategoriske imperativ, der omtrent lyder sådan: Handl kun sådan, at du kan ville, at den maksime du handler efter, kan ophøjes til almen (universel) lov.

Med et blik på dagens verdenspolitiske situation kan vi sige, at regeringerne (og internt i landenes partier og politiske grupperinger) slet ikke lever op til dette princip, og ud fra Kants tanker derfor må siges at virke ved umoral og anløbenhed: Alle aktører hiver som nævnt i sin egen retning, og prøver at svække og destabilisere alle andre, hvilket efter Kants princip er meningsløst og umoralsk, da alle så gør det samme, hvilket også destabiliserer og udhuler landenes rigdom, velfærd og sikkerhed, og hvilket skaber den springende og svingende kurve, jeg nævnte før.

Kun at hive i sin egen retning angående magt og rigdom er således ikke i nogens interesse.

Det rationelle vil være – netop for at undgå kaos, krig, fattigdom, ødelæggelse af miljøet og andre ting – at overgive en del af landenes og alliancernes suverænitet og selvbestemmelsesret til en overstatslig myndighed (Hobbes´ Suveræn); en del af den, ikke den hele; en Verdensregering – af hensyn til den nationale sikkerhed og landenes og folkenes fred og velstand.

Hvordan kunne man forestille sig denne delvise magtovergivelse, uden at det – som kritikken lyder – vil føre til et globalt diktatur og despoti og bliver skabt imod folkenes vilje?

Det kunne man fx ved at tage inspiration fra Maastricht-traktaten fra begyndelsen af 90´ erne og denne traktats subsidiaritetsprincip; at alle beslutninger og så mange som muligt skal træffes så nær borgerne og landene som muligt. Her kunne man fx også låne inspiration fra Danmarks kommuner (og det kommunale selvstyre) og regioner. 

Man kunne se den delvise magtovergivelse udmøntet fx i en hierarkisk klassificering af politiske problemer og udfordringer; så fx spørgsmål om krig og fred (i en tid med masseødelæggelsesvåben), spørgsmålene om klima og miljø og om grænseoverskridende kriminalitet kommer i klasse 1 (og overgives til Verdensregeringens beslutning og myndighed), spørgsmål om velfærd, fordeling og de fleste økonomiske problemer i lavere klasser sammen med kulturpolitik osv.

Jeg tror det nødvendigt, hvis vi skal slippe ud af den fælde, vi er gået i, eller synes på nippet til at falde i – menneskehedens snarlige udryddelse, enten som følge af krig ført med masseødelæggelsesvåben eller som følge af økologisk og klimatisk kollaps – at gå i den her skitserede retning, og med Hobbes´, Vandrer mod Lysets og Emery Reves´ (Fredens anatomi) klare logik overgive en del af vores folkelige og nationale suverænitet til en overstatslig myndighed, en Verdensregering, der – som minimum – kan sikre menneskehedens overlevelse.

Dette også af hensyn til folkenes og landenes sikkerhed og fortsatte beståen og er altså, så vidt jeg kan se, i alles interesse.

I Supplement II, no 50 står omtalt forskellige forhold, der påvirker oplevelsen af tid for Guds børn; at tidsrytmen er hurtigere i Lyset end i mørket, at oplevelsen af tid er forskellig fx fra det aktive til det passive menneske, og flere andre forhold.

I Kommentaren til Ardors beretning i Vandrer mod Lyset står s. 148, at tiden i sin oprindelse markerer en tilnærmelse mellem Urtanken og Urviljen, da disse samtidig gøs tilbage for mørket og mørkets udstrålinger, og begyndte at bevæge sig ind i Lyset, ind mod hinanden, dvs ved overgangen fra hvile til kamp.

Heraf følger et forhold, som ikke er omtalt noget steds i kilderne (De tre gyldne Frugter):

Nemlig, at da tid altså i sin oprindelse og natur er udtryk for og skabes ved tilnærmelse – eller vi kunne sige samarbejde – mellem tanke og vilje, mellem kvindeligt og mandligt, så vil tiden – før den åndelige kulmination ved tankens og viljens sammensmeltning (jf Supplement II, no 64) – opleves – i et billede – som en punkteret (stiplet) linje, hvor hvert møde mellem tanke og vilje markerer et punkt; der vil altså være mellemrum mellem tankens og viljens møder, hvilke møder hver opleves som ”et øjeblik” eller en tidsenhed.

For den kulminerede ånd derimod vil tidsoplevelsen være – i det samme billede – som en fuldt optrukken linje, da tanke og vilje da er smeltet sammen til en fast enhed, og således mødes permanent uden mellemrum mellem møderne, øjeblikkene eller tidsenhederne.

Derfor vil også selve tidsrytmen opleves forskellig fra den kulminerede i forhold til den ikke-kulminerede ånd, idet tiden vil gå hurtigere for den kulminerede end for den ikke-kulminerede.

En konsekvens af tidens natur er – da tid altså er udtryk for tilnærmelse og møder mellem tanke og vilje, eller for enhed af tanke og vilje (og de deraf flydende begivenheder og begivenhedernes rækkefølge) – at dyr ikke har nogen opfattelse eller oplevelse af tid, da de ingen tanke og vilje har, der kan mødes, og således skabe oplevelsen af tid.

Tiden og tidsoplevelsen er altså, også efter det her meddelte, i høj grad relativ fra menneske til menneske, alt efter hvor vidt udviklet det er, hvor tæt tanke og vilje er på hinanden. Er tanke og vilje tæt på hinanden, og ånden nærmer sig kulminationen, sammensmeltningen, vil møderne mellem tanke og vilje følge hurtigt på hinanden, og da vil tiden opleves stadig hurtigere, stadig mere flygtig. Der vil i billedet med linjen være kort afstand mellem punkterne, øjeblikkene, hvilket er med til at skabe oplevelsen af den hurtige tidsrytme.

Dette er også en medvirkende forklaring på, at tiden for de faldne ældste ”gik i stå”, tiden faldt dem alle for lang i deres dybe mørke i helvedssfæren og under deres inkarnationer, fordi tanken og viljen for dem var så vidt adskilte og splittede, og der derfor var så langt mellem øjeblikkene.

Forvent ikke at andre skal tænde dit lys. Tænd selv et lys for andre i dit hjerte, og du vil se; lønnen for det kommer mangefold igen!

I

– For at finde en kildes udspring må man gå mod strømmen –

I litteraturen kan man få det indtryk, at den store kærlighed per definition er ulykkelig, tragisk, og ofte ender i sjælsødelæggende sorg og død ved tabet eller forliset, som synes sikker, næsten en naturlov.

Samtidig er det den, mange mennesker længes efter, søger, men sjældent finder.

Men hvad er den store kærlighed egentlig?

Den store kærlighed er ikke rus, ekstase, brand, storm, besættelse, ødelæggelse, oprivning af hjerterod, undergang.

Den store kærlighed er klarhed, en stille, indre, rislende kilde, der blidt renser og fjerner smudset. Ro. Stille som stjerner, som et smil.

Det har jeg lært af litteraturen ved eftertanke, og ved min egen historie.

Hvis du søger den store kærlighed, så søg ikke branden, men den indre, stille rislende kilde, der kan slukke den, den kilde, der ikke river dig i stykker, men gør dig hel, den kilde, der udspringer i dig selv.

II

Kærlighedens kopernikanske vending

Filosoffen Immanuel Kant forsøgte sig i sit erkendelsesteoretiske hovedværk, Kritik af den rene fornuft, med det han kalder en kopernikansk vending i erkendelsen:

Væk fra det vi erkender, og ind mod det, der erkender, altså væk fra verden og ind mod vores egen tanke eller bevidsthed.

Denne vending er inspireret, som billede, af den kopernikanske revolution i naturvidenskaben ved overgangen fra det geocentriske til det heliocentriske verdensbillede; altså den tanke at ikke Jorden, men Solen er universets centrum.

Nu – jeg forsøger det samme med kærligheden: En vending fra dem vi ønsker og håber elsker os, til vores egen kærlighed til andre; fra andres kærlighed til vores egen.

Som en vej til lykke og ro. For andres kærlighed er vi ikke herrer over, og derfor gør håbet og ønsket om den os ofte fortvivlede og ulykkelige; fordi kærligheden udebliver eller ikke fødes.

Vi er mere herrer over vores egen kærlighed, og derfor kan den – som en stille indre, rislende kilde – slukke tørsten, hvor ønsket og håbet om andres kærlighed kan blive til brand og uslukkelig tørst og ulykke.

I virkeligheden er denne tanke ikke ny. Den kendes i beslægtet form allerede fra bibelens næstekærlighedsbud, som både Jesus og Paulus bruger og fremhæver, men som oprindeligt er fra Moseloven (3. Mos. 19, 18), hvor det er Gud, der står som ophavsmanden til det.

Næstekærlighedsbudet lyder ikke: Din næste skal elske dig…osv, men du skal elske din næste som dig selv. Kærligheden starter i os selv.

Ved at søge dette; sin egen kærlighed til andre først, kærligheden fra andre næst; tror jeg, at mennesker kan blive mere lykkelige, og mindre fortvivlede.

For hvordan kan vi ellers vinde og vække kærlighed, andet end hvis vi selv elsker først; ikke som en brand vi kaster på den anden, men som et bæger med klart og rent vand vi rækker den tørstende?

Da kan vi blive det stille vand, vi ser os selv, andre og verden klart genspejlet i. Ikke det oprørte, urolige hav, der gør os blinde, og som vi forliser i.

(Disse to indlæg er også bragt på min forfatterside på Facebook som særskilte tekster; her let bearbejdet)

I 1947 skrev Emery Reves sit geniale værk Fredens anatomi, hvori han giver en frapperende enkel analyse af og løsning på tidens største politiske problemer og udfordringer: Spørgsmålene om krig og fred i tiden lige efter 2. verdenskrig.

Analysen er, at jo flere magtpunkter vi har på landkortet (verdenskortet), der suverænt opstiller normer for lov og ret, jo større er risikoen for krig og konflikt. Derfor – siger Reves – må målet være ét magtpunkt, en Verdensstat eller en Verdensregering med – tilføjer jeg – en fri og demokratisk forfatning og styreform.

Vi kan tydeliggøre Reves pointe ved at sige (som jeg før har forsøgt), at grunden til at de mange magtpunkter øger risikoen for krig er, at magtpunkterne synes at have en indbygget tendens og trang til ekspansion. Magten breder sig som i koncentriske cirkler udad, og før eller senere vil den møde andre magtpunkters ligeledes ekspanderende cirkler, hvilket øger risikoen for konflikt.

Og vi kan gøre analysen endnu mere enkel ved følgende analogi, idet vi samtidig anviser en mulig vej til opnåelse af målet, i sidste ende (verdens-)fred:

Hvis vi billedligt opfatter de enkelte magtpunkter som elektriske poler er det klart, at jo flere poler der er, og jo større spændingsforskelle der er mellem de enkelte punkter eller poler, jo større er risikoen for at gnisten (krigen) springer. Dette ser vi konkret i dag fx mellem USA og Rusland, mellem Israel og Iran, mellem Vesten og Islam, og mange andre steder. Derfor må idealet være ét punkt for at eliminere risikoen for krig.

Strategien for at nå det punkt hvor verden kan forenes i fred og sikkerhed og velstand i en Verdensstat, bygger på en parallel tanke, som jeg vil formulere i det samme billede: 

Jo større uligheder og dermed spændingsforskelle der er mellem de enkelte poler (stater og mennesker), jo større er, som nævnt, risikoen for at gnisten (krigen og konflikten) springer. Derfor må strategien være langsomt og gradvist at udligne, udjævne uligheder, for at udligne og udjævne spændinger og dermed mindske risikoen for konflikt.

Når jeg siger, at vi bør – hvis målet er (verdens-)fred – søge at udligne uligheder, tænker jeg ikke på, at vi skal være ens, heller ikke som enkeltlande eller hele folk (der jo hver har sin egen unikke historie og egenart), men derimod at vi har eller får – som lande og mennesker og folk – større lighed med hensyn til muligheder, rettigheder, pligter, lighed for loven, fri og lige adgang til markedet osv, idet hvert land og hvert menneske og hvert folk bevarer sin egenart og karaktér.

At disse tanker er relevante og brugbare, kan vi se i den kendsgerning, at fx i EU – der jo er en union af selvstændige stater – har man oplevet intern fred, så længe denne union har eksisteret, hvilket også var et erklæret mål efter 2. verdenskrigs katastrofe.

Og vi kan se brugbarheden i den kendsgerning, at de lande, fx de skandinaviske velfærdsstater, med den største lighed, også er de lande med mindst vold og konflikt.

Af supplerende læsning kan jeg henvise til indlægget Verdensstaten som politisk nødvendighed, til mine andre skrifter og indlæg om Verdensstaten og Verdensregeringen, herunder Rationalet bag en eventuel Verdensregering 1-8 (nu samlet i den trykte bog Én Jord, én menneskehed, én Gud, der kan købes via hjemmesiden her), til Reves´ originale værk og til Vandrer mod Lyset og dette værks anbefaling af en Verdensregering under forudsætning af, at viljen til fred er et mål, mennesker kan enes om og forenes i.

Repræsentation i filosofisk forstand er den tanke, at det vi erkender om verden og dens objekter er billeder af tingene (repræsentationer), ikke objekterne selv. Dette har en klassisk og måske første formulering hos Kant (Kritik der reinen Vernunft, 1781, 1787) ved tanken om, at vi ikke ser og erkender tingen i sig selv (ding-an-sich) men tingen som den kommer til syne for os (Erscheinung).

Intentionalitet er den tanke, at vores bevidsthed dels kan være rettet mod bestemte genstande (Husserl), dels rettet mod en bestemt mental tilstand, fx den vi er i, når vi retter vores opmærksomhed, bevidsthed, mod bestemte genstande (metamentalitet) (kilder til tanken om repræsentation, intentionalitet og metamentale tilstande: Britannica og Stanford Encyclopedia of Philosophy).

Hvis vi accepterer Vandrer mod Lysets bevidsthedsmodel (bevidstheden som primært bestående af tanke, vilje, følelse, og måske et selvstændigt center for kærligheden (hjertecenteret i åndelegemet; VmL, s. 171-173 om åndelegemets opbygning og udseende)), så kan vi sige, at intentionaliteten og de metamentale tilstande skabes ved viljen, idet tanken ved viljen rettes mod bestemte genstande intentionelt, eller den retter sig ved viljen mod sig selv (eller generelt mod bevidstheden).

Nogle moderne forfattere bestrider dog viljens eksistens eller identificerer den med hjertet (Troels Nørager: Hjertets længsel, 2003).

Hvis vi er i en bestemt mental tilstand, men ikke er bevidst om, at vi er i den, er tilstanden ubevidst. Idet vi retter bevidstheden (tanken) mod den tilstand vi er i og os selv, bliver tilstanden bevidst (selvbevidsthed; selfawareness), og derved bliver altså det ubevidste bevidst.

Hvis tanken om repræsentation og metamentale tilstande er rigtig, betyder det så, at det vi ser eller erkender, når vi betragter os selv og vores mentale tilstande, også er repræsentationer, billeder, og ikke som vi er i os selv eller i ”virkeligheden”, idet der er forskel på det, vi retter opmærksomheden imod (tilstanden), og det, der retter opmærksomheden imod det (os selv, tanken ved viljen)? Det er indtil videre et åbent spørgsmål.

En kritik af tanken om konsekvent intentionalitet kan være, at tanken nok kan være rettet mod bestemte genstande (ved viljen), men den kan også arbejde ufokuseret, urettet, ikke rettet mod noget bestemt, men være i et (roligt) tankeflow (association eller fx ved roligt tankeløb ved indsovning, ved meditation el lign). Tanken er dermed nok altid om noget (tankens indhold), men ikke nødvendigvis rettet mod noget.

En kritik af tanken om de metamentale tilstande kan være, at den set fra en bestemt vinkel havner i noget, der minder om en uendelig regres: Vi kan rette tanken, opmærksomheden, mod os selv, der retter opmærksomheden mod os selv, der igen…osv. Tanken kan således hele tiden ”træde et skridt tilbage” og ud af det, der betragtes (fx os selv), tilsyneladende i det uendelige, hvilket synes en grundfunktion ved tanken.

Vi kan dog også opfatte tankens træden ud af det betragtede (altså fx os selv) med en positiv vinkel; som et udtryk for tankens evige og uudtømmelige udviklingsmuligheder, idet det ubevidste i tidens løb og gradvist bliver bevidst netop ved denne tankens træden ud af sig selv (se ovenstående forklaring af de ubevidste og bevidste mentale tilstande).

Og vi kan forstå de metamentale tilstande, tankens eller bevidsthedens træden ud af sig selv, som en parallel til videnskabelige fremskridt og nybrud eller ligefrem paradigmeskift, idet tanken ”træder ud af” en given teori (eller paradigme), ser dem udefra og fra en ny vinkel, eller anskuer et givent videnskabeligt problem på en helt ny måde i en helt ny ramme, fx inspireret af nye datasæt og observationer.

I tænkningen sondrer man ofte mellem det deskriptive og det normative, mellem ting, som de er, og ting som de bør være. Fx har David Hume forsøgt i A treatise of human nature at give en beskrivelse af, hvordan tænkning, vores ideer, skabes, og i Kritik der praktischen Vernunft har Immanuel Kant givet en begrundet norm for moral og etik.

Hvis der er forskel på, hvordan ting er, og hvordan man mener de bør være, bør man søge at ændre det bestående, i den udstrækning man har eller mener at have indflydelse på det, under forudsætning af, at de midler man bruger for at udligne forskellen, ikke gør ting værre, men bedre, og under den forudsætning at man ikke dermed skader andre (i sig selv en norm for adfærd; ikke nødvendigvis et udtryk for, hvordan ting er, men hvordan jeg mener, de bør være; det modsatte synspunkt kunne være at lade stå til).

Lad os illustrere tanken med nogle eksempler:

Politik er i vid udstrækning kamp om magt (deskriptivt), men bør være en kamp (med fredelige midler, fx argumentets) for at gøre det samfund, man er en del af, rigere og bedre (normativt).

Et andet eksempel: Der er megen krig i verden (deskriptivt), men der bør være fred (normativt).

Eller: Der er megen fattigdom i verden – åndeligt og materielt – (deskriptivt), og det bør der ikke være (normativt).

Eller igen: Der er mange krigsflygtninge i verden (deskriptivt), men ingen bør være tvunget til at flygte fra sit hjem og sit land (normativt).

Med hensyn til de midler man bruger for at udligne forskellen mellem ting, som de er, og ting som de bør være, kan vi sige, at man bør bruge de midler, der i størst muligt omfang udjævner forskellen under forudsætning af, at midlerne ikke i realiteten forstørrer og forstærker forskellen (gør ondt værre), og under forudsætning af (igen) at man ikke dermed skader andre (igen i sig selv en norm for adfærd).

Dette kan opnås ved ikke at ville fordrive ondt med ondt, men med godt.

Eksempler: For at skabe fred i verden bør man ikke starte en krig men søge diplomatiske og fredelige løsninger på politiske stridigheder, og for at afbøde de negative virkninger af had og hadets gerninger bør man ikke selv synke i hadet og udføre dets gerninger, men møde hadet med medfølelse og tilgivelse, det vil sige med kærlighed (medfølelse; idet had skaber lidelse for den, der hader) (dette i sig selv en norm for adfærd).

En god del af menneskelig krig og konflikt starter i spændingsfeltet mellem ting, som de er, og ting, som man mener de bør være, idet man primært ser ting, som de bør være ud fra et snævert, egoistisk synspunkt, og idet man primært søger egen fordel på de andres (eventuelt andre staters) bekostning. Den pris andre betaler for ens egoistiske fordele, slår ofte tilbage på os selv i form af hævn.

Dette ses i sin ekstrem ved tyrannen og tyranniet, hvor et menneske tilraner sig selv og nogle få håndgangne mænd fordele på et helt folks bekostning ved, at et sådant regime – på grund af de manges had og ønsker om at ændre det bestående eller ønsker om hævn – aldrig er politisk stabilt, mens demokratier med frie forfatninger som regel er.

Alt derfor bør man – som norm for adfærd – hvis man ønsker at undgå krig og dens tragiske følger – primært søge det fælles bedste og vel at mærke søge det med fredelige midler. Det er ikke sådan, det er, men det er sådan det bør være.

Vi lever i en tid, hvor materialisme og ateisme har – stadig større – magt. Og denne åndsretning har bragt uomtvistelige goder, fx i form af populær og anvendelig teknologi skabt gennem naturvidenskaben.

Alligevel må vi sige, at hvis vi ikke medtager Gud Herren i vores forsøg på at forstå og orientere os i verden og livet, er der væsentlige aspekter og sider, vi ikke får og ikke kan få hold på.

Fx i forhold til at forstå den levende bevidsthed. Hvis vi udelukkende bekender en lære om materie uden ånd, kan vi ikke forklare springet fra død materie til levende bevidsthed (se artiklen Consciousness, på Stanford Encyclopedia of Philosophy; specielt afsnittene 5.1 Diversity of explanatory projects og 5. 2 The explanatory gap).

Dette er let at forklare, hvis vi medtager Gud i ligningen: Den åndelige og levende og evige bevidsthed er skabt af Gud, sådan som det siges i Guds åbenbaring, Vandrer mod Lyset.

Vi kan heller ikke med et eksklusivt materialistisk grundlag forklare springet fra død materie til levende celle og dermed livets opståen på Jorden.

Også det kan vi let forklare med Gud og Vandrer mod Lyset: Cellen er opstået ved mørkets ødelæggelse af de af Gud givne livskim i forbindelse med de ældstes fald (‘syndefaldet’ i en kristen formulering).

Disse helt grundlæggende forhold ligger nu sammen med andre vigtige ting og erkendelser uoplyste hen i ateismens og materialismens mørke. Så længe vi ikke – på et rent materialistisk grundlag – kan forklare disse ting, må vi foretrække en verdensanskuelse som kan.

Med Vandrer mod Lyset er forholdene klart belyste. Gud Herren selv har givet os dette lys at se ved som øverste leder af arbejdet med dette værk.

Dermed er Gud forskellen mellem lys og mørke, forskellen mellem syn og blindhed, mellem viden og uvidenhed. Det er bare at løfte blikket og se!

(Dette indlæg er også bragt på min forfatterside på Facebook; her let bearbejdet og udvidet)

Kristus – som vi kender i Jesus af Nazareths skikkelse – er en meget tiltrækkende og vigtig personlighed. En personlighed for hvem kærligheden – ikke af navn, men af gavn – er alt. Det største.

Her tænker jeg ikke på ham i den evangeliske overlevering, men derimod som han kommer os i møde i Vandrer mod Lyset.

For mange mennesker er han gennem den bibelske overlevering den korsfæstede og opstandne frelser, Guds enbårne Søn, der ved sin død og opstandelse har sonet al menneskelig synd.

Og denne tro, dette håb, har gennem tiderne vækket ikke så få ædle følelser, oprigtige omvendelser og mange kærlige og barmhjertige handlinger mellem mennesker.

Gennem skikkelsen Kristus får vi øje på menneskelig lidelse men også skønhed: Vi vækkes til at ville hjælpe dem, der har vores hjælp behov, og vi forpligtes på kærligheden.

Alligevel må vi sige med udgangspunkt i Vandrer mod Lyset, at en stor del af menneskers kærlighed, taknemmelighed og hengivelse til Kristus hviler på falske forudsætninger:

Kristus, Jesus af Nazareth, har ikke sonet vores synder, har ikke båret dem op på korset, og troen på hans (evigt) livgivende død og opstandelse gør hverken fra eller til i forhold til det, vi selv gør os skyldige i.

Kristus er ikke Gud, og deltagelse i nadveren hvor mennesker tænker og tror at opnå syndernes forladelse ved at drikke hans blod og spise hans legeme, trækker heller ikke fra i vores eget regnskab overfor Gud.

Dette siger jeg i Gud Herren den Almægtiges Navn. Sådan er det og ikke anderledes.

Men at det forholder sig sådan, gør ikke Kristus mindre, snarere langt større. For vi lærer gennem Vandrer mod Lyset, at det er kærligheden og ikke døden, der er det største.

Vi bør ikke elske Kristus for hans død og (påståede fysiske) opstandelse og ud fra en fejlagtig opfattelse af ham som det endegyldige sonoffer, men for hans liv og det han søgte at bringe os: Kærligheden, en enkel og skøn lære om, hvordan vi bør leve og elske hinanden og selv tage ansvar.

Denne lære nåede han ikke fuldt ud at bringe som mennesket Jesus, men til gengæld bringer han den så gennem Vandrer mod Lyset.

At Kristus ikke nåede at bringe sin lære som menneske, skyldtes hovedsageligt, at han – som så mange før og efter ham – led nederlag i sit forsøg på at bryde mørkets magt ved at vinde Satan tilbage til Lyset og Gud gennem tilgivelse og bøn.

Dette kan man læse om i detaljer i Vandrer mod Lyset.

Men senere – som diskarneret – var Kristus hovedpersonen i det forløb, der førte til, at Satan (Ardor) vendte tilbage til Gud.

Det er også det, jeg mener, når jeg siger, at Vandrer mod Lyset ikke gør Kristus mindre, men større:

Han var hovedmanden bag den kendsgerning, at mørkets magt blev brudt, og han har gennem Åbenbaringen, Vandrer mod Lyset, givet os en enkel og letfattelig lære om nogle af Guds love hvorefter livet leves, og om hvordan vi bør leve for i ånd og i sandhed at være Guds børn (Kristi tale i værket).

Vi bør derfor ikke elske Kristus for hans død og ‘opstandelse’, men genelske ham for hans rige kærlighed til os – som den ældre bror, ikke som Gud.

(Dette indlæg er også bragt på min forfatterside på Facebook)

1

Med beklemt hjerte drog jeg til profeten i ørkenen. Jeg ønskede meget at høre hans ord, høre ord, der kunne løse knuden i mig, ord, der gjorde det svære let, det sammensatte enkelt, lette min betrykte sjæl.

Solen stod da i zenit, den brændte som et enkelt sindssygt, flammende øje; som søgte den at bortbrænde al normalitet og menneskelighed her og overalt på Jorden.

For mit indre øre lød en let susen, som af en vind fra Intet, som efterlyden, eftergløden af et sprængt og tomt og lysfremmed Kosmos, eller også var det den sagte lyd af min puls og mit blod. Måske – tænkte jeg – er det nu det samme.

Profetens ord til mig var disse:

”Du, søgende sjæl, kommer til mig, for i mig at se dig selv, som i et spejl. Jeg er dit spejl. Mine ord kommer fra din egen sjæls dyb og trang.

Således også med verden. Verden er et spejl, sådan er den skabt:

Den skønne sjæl ser overalt skønhed og fylde, den urene eller fortvivlede ånd ser kun smudsighed eller tomhed.

Den, hvis hjerte er dødt, ser verdens inderste som død og tragedie. Den, hvis hjerte lever, ser og føler livet overalt.

Den, hvis sjæl er i oprør, ser overalt menneskelig storm, lidelse og ufred, og er blind for menneskers skønhed. Sådan går det den til døden fortvivlede.

Stundom raser du mod spejlet, dig selv, og ønsker at ødelægge billedet. Du skyder med skarpt eller kaster bomber, og rammer dig selv i kernen.

Sådan er det. Livet er enkelt. Du forstår det ved at leve.”

”Men profet” indvendte jeg, ”hvad er da dette, hvad er da denne ørken, hvorfor er du og jeg her?”

”Du ser” svarede han ”en ørken, og ikke jeg, din oase. Drik kun af kilden, da skal du se”.

”Og du” svarede jeg ”ser du ikke ørkenen, hvad ser du?”

”Jeg ser” svarede han ”skønne sjæle, der hos mig søger fred og trøst og visdom og lettelse og enkelhed, en lære så simpel, at den kan leves.

I, der søger mig, er denne skønne mark af menneskefrø og muld, jeg ser og lever i og af, og jeg peger tilbage på jer selv, for kun I selv rummer svaret og freden.

Jeg lærer jer at leve. Der er ingen ørken, kun skønhed. Jeg viser jer den i jer selv.”

Af disse ord drak jeg, af disse ord vandt jeg synet tilbage, overvandt min tilvante blindhed. Med disse ord kunne jeg – pludselig – se.

Og se, der er virkelig ingen ørken, ingen død. Kun skønhed. Kun dig og mig og alt imellem.

2

Igen gik jeg til profeten, ængstet, rystet, truet til kerne, for jeg havde set mørkets inderste, døden. Jeg søgte fred for den storm, det havde oprørt i mit sind og i min ånd og i mit hjerte. 

Jeg søgte et ord, der kunne lindre og helbrede min lidelse, forjage min angst. Skælvende sagde jeg ham, hvordan det var fat med mig, og blidt, nænsomt hældte han ny vin på nye sække, ny visdom på nye ord, og deraf gav han mig at drikke.

Profeten sagde: ”Du har set skyggen, ikke hele billedet. Livet og døden – både jordisk og himmelsk – er lys og skygge i det samme billede. Uden døden ville livet miste sin dybde og fylde. Men livet er også dette billedes ramme.

Du ser skyggen, men du ser den kun, fordi du står i lyset. Ja, du kaster selv denne skygge, som du ræddes for. Hvis ikke du stod i lyset, ville al lys og skygge ophøre, og du ville være blind; kun den levende kan se døden – og leve.”

”Men profet” indvendte jeg ”hvordan skal jeg overvinde den, skyggen, døden? Mit liv er kamp – mod den. Dertil har livet ført mig, så vidt er det kommet!”

”Hvordan” svarede han ”skal du fratage billedet dets dybde, spørger du? Hvordan overvinde skønheden?”

Da forstod jeg, idet jeg sank vinen, han bød mig. Og jeg vandrede videre, stadig søgende, i livets billede.

3

Tredje gang gik jeg til profeten for at søge lægedom og heling af mit splittede, urolige sind og hjerte, og han gav mig visdom stille som livet, som en stjerne, som regn, enkel fra evighed til evighed, et ord, der kan stå alene mod alverdens mørke og bære.

For min uro og om heling talte profeten:

“Du søger forløsningen, en afslutning på dine lidelser, men du søger den samtidig som dit sinds endeligt, som døden, som tidens og dermed livets afslutning, du ødelægger det, du vil hele, og undrer dig over, at du lider?

Sandelig, sindets og hjertets heling er ikke en afslutning, men en begyndelse, en ny fødsel. Som barnet må du fødes igen. Som fosteret undfanges dybt i moderskødets frugtbare mørke, som barnet, der når tid er, søger ud til lys og dag og liv, som barnet, der i smerter passerer den mørke, trange tunnel frem mod lyset og verden må du fødes igen.

Sådan lever du, sådan er livet. Dine lidelser er tegn på den nye fødsel, den indre heling, den vil give dig form og ansigt og grænse: Sådan er du. Sandelig, du er ikke ved at dø, men ved at fødes.”

Af denne visdoms kilde drak jeg, sank igen den ædle vin, han bød mig, og jeg prøver at leve ordene, prøver ikke igen at fortvivle, prøver ved hans ord at se lyset – ikke for enden af tunnelen, ikke engang – men lige hér, hvor jeg er nu, mit hjerte.

4

At gå til profeten er samtidig at gå fra ham. Hans visdom er et reb med krog, man kaster til fæste på et højere trin, et højere punkt på bjerget. Man klatrer ad det spændte reb op, bruger alle sine kræfter, hvorved de fornyes, forynges, forstærkes som ved fysisk træning, og når man når det højere plateau, trækker man rebet med sig op, hviler en stund – og kaster det påny. Endnu højere. Rebet er det samme, vejen evigt ny.

Sådan er livet. Vi stiger – stadig højere – eller vandrer mod lyset ad den streng hjertet kaster til greb i fremtiden.

Den sande åndelige lærer er et spejl. Det handler ikke om ham, men om os, der søger ham.

Sådan grundede jeg over profetens ord, idet jeg forlod ham, og dag for dag kommer til mig selv, nærmere og nærmere visdommens kerne, den kerne, menneskehjertet, der bærer den Almægtiges kongelige segl og tegn: Hans billede, som også er et spejl, et ubedrageligt spejl, hvori vi ser os selv.

5

En sidste gang så jeg profeten, og stemningen mellem os var lettere, mere afslappet. Hans ord havde slået rod i mit hjerte og sind, og noget af mit tungsind var lettet, eller blevet lettere at bære.

Jeg spurgte ham, om han ville anbefale eller fraråde ægteskab. Da svarede han, der selv havde hustru, hjem og børn:

“Du bør leve efter egen vilje og tykke, frit, men hvis du søger visdom, vil jeg anbefale ægteskabet, da kærligheden udover at være livets fundament også er visdommens.

Din hustru vil kunne lære dig dybere visdom og indsigt end jeg. Jeres kærlighed kan være et lys, der lyser stadig dybere i livet og jeres ånd, lyser vej til stadig højere viden og erfaring og modenhed og fylde.

Men du, der endnu er ene, må vide, at du ikke kan eje din kærlighedspartner. Idet øjeblik du mener at eje hende, mister du hende. Blomsten skæres af rod, og visner; smerteligt for dig, smertefuldt for hende.

Og du skal vide, at der ikke skal megen løgn og utroskab til for at gøre ægteskabet til en løgn, I ikke kan leve med. Der skal ikke meget snavs til for at gøre en skålfuld suppe uspiselig. Selv fortielsen danner skygge og sten i strømmen, sandheden mellem jer.

Dog: Vi er alle sårbare, uperfekte mennesker, og ægteskabet rummer også tilgivelsens mulighed. Det afgørende er: Retningen. Retningen mod eller væk fra hende, fra lyset, retningen mod større fuldkommenhed eller mod dybere fald.”

“Du taler visdom, og jeg drikker gerne af dit bæger” sagde jeg “men én ting frygter jeg mere end noget andet: Hvis jeg vinder kærligheden, da igen at miste den.”

Han svarede: “Du skal turde lade dig røre i dit inderste, for at leve i dit inderste. Det betyder, at du også kan miste dit inderste, men hvis ikke du tør satse dét, vinder du ingenting, men taber med sikkerhed og på forhånd. Da forbliver du ene, urørt, gold, uden liv, uden visdom.”

Da han havde sagt det, skiltes vi, og jeg så ham aldrig siden. Men hans ord lever i mig, de forekommer mig evige og af evig værdi. Og af og til taler jeg med min hustru om dem, og forsøger også at dele dem med mine børn.

Livet er stadig ikke let, det koster, som alt af værdi. Men det man giver ud på virkelige værdier, kommer dobbelt igen, med renter og renters rente. Profetens ord gav mig mod igen på livet, og jeg har taget mine første skridt. Nu følger det næste. Og de næste.

Note: Rebet i 4 – det, hvormed vi hæver os til stadig større åndelig fuldkommenhed – tænker jeg er kærligheden (“Rebet er det samme, vejen evigt ny”).

(Den første af disse tekster er også tilgængelig på min forfatterside på Facebook; her let bearbejdet)