Kategori: Ikke kategoriseret

Den vestlige tanke synes delt og spændt op mellem to ekstremer: Intetviden (jf indlægget Sokrates´ ironi og apori) og alviden, (jf de store filosofiske og videnskabelige systembyggere, fx Plotin og Spinoza og dele af den moderne fysik med dens bestræbelse på at skabe en teori om alting.)

Derudover har vi det kristne paradoks (som også kendes fra Islam): En grundmyte om syndefald, hvis motiv er straffen for at ville være lig Gud på den ene side, og på den anden side at have en helligtekst, Bibelen, der af nogle hævdes at være al sandhed og viden. Hvis den var det, og vi fuldt ud forstod den, ville vi blive lig Gud i alviden, altså det grundmyten advarer imod.

Hvis nu sandheden ikke er i en af disse ekstremer – menneskelig intetviden eller alviden – men midt imellem (jf indlægget Lyset som balancepunktet mellem mørkets ekstremer og Den radikale skepticisme – den absolutte idealisme (fra Blogger)), idet vi tænker, at lyset som balancepunkt mellem mørkets ekstremer ikke kun gælder fænomenologisk, men også epistemologisk (og etisk; altså universelt), kan vi så tænke og formulere denne mellemposition i adækvat og præcist sprog?

Fx at vi dog ved noget, men ikke alt? Men hvad betyder dette nærmere og mere konkret? Hvad ved vi, og hvad ved vi ikke? Hvordan kan vi vide, hvis vi kan vide? Er der en principiel begyndelse og grænse for menneskelig viden? Hvor præcis – hvis overhovedet – er lysets mellempunkt mellem intetviden og alviden, hvis disse to yderpositioner, ekstremer, udgøres af mørkeideer, dvs illusioner?

Dette opfatter jeg som de epistemologiske grundspørgsmål.

Er tanken om menneskelig alviden intetviden i forklædning? Er der en anden mulighed?

Lad os først her se på spørgsmålet om selve erkendelsen og viden. Vi kan formulere den enkle tanke: Erkendelse er den proces, der fører til viden.

Men hvad er så erkendelse egentlig? Her deler synspunkterne sig i filosofihistorien. Nogle – deriblandt John Locke, George Berkeley og David Hume – har hævdet erfaringen og sansningen som erkendelsens grundform eller endda eneste kilde (empirismen). Andre – deriblandt Immanuel Kant, J. G. Fichte og G. W. F. Hegel – har hævdet den rene fornuft som grundformen og eksklusiv kilde (idealismen).

Vi kan dog sige, at både empirisme og idealisme er ensidig, og måske lider af en grundlæggende brist. Det synes jo, at visse ting kan vi nok kun vide i kraft af sansning og erfaring. Fx kan vi ikke ved nok så megen abstrakt spekulation finde ud af, om det regner i dag, om Solen skinner, om det sner osv. Vi må kigge ud ad vinduet og se, hvordan vejret er.

Anderledes fx med de matematiske størrelser og logik. Vi kan ikke ved nogen sansning fx få et begreb om matematiske punkter, linjer, flader og logiske regler, love og domme, da ingen af disse har udstrækning og masse. De består ikke af stof, og kan derfor ikke sanses. Og dog giver det ingen mening at sige, at de ikke findes, og at vi ikke kan erkende noget om dem.

Det synes altså, at vi – for at skabe en rigtig erkendelsesteori – må inddrage både sansning (erfaring) og den rene fornuft (tænkning). Erkendelsen betjener sig af begge dele. 

Måske skyldes aporien i filosofihistorien netop det ensidige synspunkt, at erkendelse kun enten er sansning eller kommer i stand ved den rene fornuft (tanken); at forvirringen skyldes, at man så at sige bruger den samme skruetrækker til skruer med forskelligt gevind og forskellige skruehoveder: Man forsøger at løse spørgsmålet om erkendelsen af usanselige størrelser med sanserne, og af sanselige størrelser udelukkende med oversanselige erkendemåder (tanke og fornuft), og da ingen af disse bestræbelser (kan) lykkes, tvinges man næsten til at erkende, at vi intet ved og intet kan erkende. Denne formodede intetviden modsvares af sin fænomenologiske tvilling alviden, der dog er lige så illusorisk.

Bruges derimod (primært, men ikke kun) sanserne til erkendelse af sanselige spørgsmål (fx hvordan vejret er i dag), og oversanselige erkendemidler (tanke, vilje og fornuft) til erkendelse af oversanselige ting (fx erkendelsen af matematiske størrelser og logik), så synes aporien at forsvinde, hvorefter vi kan sige, at vi dog ved noget, men ikke alt; vi har – ved at bruge adækvate erkendemidler – fjernet aporien alvidenhed/intetviden, idet vi forkaster begge yderpositioner:

Idet vi bruger sanselige erkendemidler på sanselige størrelser (suppleret af tanke, vilje og fornuft, hvormed vi uddrager fx lovene for legemers bevægelse; altså lovene for det, vi sanser), og oversanselige erkendemidler på oversanselige størrelser (suppleret af sansning; fx læsning om logik i fysiske bøger eller digitalt tilgængelig skrift, hvortil vi bruger synet), forsvinder de to illusoriske yderpunkter og ekstremer, og dette synes at være det lysets mellempunkt mellem mørkets to ekstremer, som jeg startede med at efterlyse og omspørge; mellempunktet synes at være syntesen af sansning og tænkning.

Lyset er – i Vandrer mod Lysets forstand – det gode, mørket det onde. Men hvorfor egentlig? Hvorfor er lyset godt, og mørket ondt? Det vil jeg her prøve at nedfælde nogle tanker omkring.

Lyset rummer livet og kærligheden og det stiller os frit. Kærligheden tjener livet og er lysets essens.

Mørket derimod rummer synden og døden. Synden tjener døden. Mørket tvinger os mod døden, og levner os ingen frihed.

Men er disse distinktioner nok til at legitimere opfattelsen af lyset som det gode, og mørket som det onde? Vi kan nok se, føle og intuitivt forstå, at det er sådan, men lad os se, om vi ikke kan dykke lidt dybere i spørgsmålet.

Filosofihistorisk er livets værdi som det gode problematiseret af forskellige tænkere. Fx kender vi fra antik græsk filosofi den tanke, at lykkeligt er det at dø så tidligt som muligt, og lykkeligst slet ikke at blive født.

En beslægtet tanke finder vi hos Arthur Schopenhauer (med inspiration fra hinduismen; veddaerne og upanishaderne), nemlig at livet er lidelse, og at viljen til livet er overalt; derfor gælder det om – for at undgå livets lidelse – at døde viljen. Her opfattes altså livet som et onde.

Livet på Jorden er – som vi ved det fra Vandrer mod Lyset – af mørket. Da mørket rummer døden, må alt jordisk liv dø. Det liv vi fører her er altså på en bagvendt måde, som er karakteristisk for mørket, døden. Det er i hvert fald forskelligt fra livet i oversanselig, i lysets forstand. Herved opstår megen forvirring. For da vi i livet på Jorden er underkastet synd og død, er det naturligt, at livet er behæftet med en ikke ringe mængde lidelse, hvorfor også vi almindelige mennesker undertiden kan hilse døden velkommen, og betragte ikke livet, men døden som et gode.

Livet som det højeste gode, og døden som det værste onde er altså filosofihistorisk og eksistentielt af mange mennesker blevet problematiseret. Billedet er ikke entydigt.

Vi kan ud fra Vandrer mod Lyset se, at lyset og mørket deler den bestræbelse at ville udslette, eliminere hinanden. Efter Guds emanation vil Han/Hun eliminere mørket, en proces, der stadig er i gang, og som vi mennesker er en del af i det små. Hvis derimod mørket havde vundet den universelle kamp mellem lys og mørke, ville det onde – formentlig – have tilintetgjort, kvalt lyset.

Vi ved ikke, hvad livet i lysets oversanselige forstand er (åndeligt liv med selvstændig tanke og vilje), og derfor er det måske heller ikke muligt at komme til bunds i spørgsmålet om, hvorfor, hvorfor egentlig lyset er det absolut gode, hvis vi betragter livet som det absolut gode. Måske er det umuligt at bruge livet som argument (og kærligheden, som vi heller ikke kender og ikke kan kende til bunds).

Vi kan dog nå et tråd dybere ved disse tanker:

Hvis mørket havde vundet den universelle kamp mellem lys og mørke, så kan vi tænke, at mørket da – måske med rette – af det heraf resulterende guddommelige uhyre ville være blevet betragtet som ”det gode”; måske med rette eftersom livet i et mørkekosmos ville have været ekstremt, uendeligt lidelsesfuldt. Derfor ville den død, som mørket måske til sidst ville have tvunget det guddommelige monster og hans eventuelle skabninger ned i, på en måde være at betragte som noget ”godt”, måske endda det absolut ”gode”, da det samtidig ville have været lidelsernes ophør.

Omvendt må vi nu i det faktisk eksisterende lyskosmos betragte lyset og livet som det absolut gode, da livet i dette lyskosmos – dybest set (fraregnet de jordiske lidelser) – bringer os glæde, fred, kærlighed og lykke.

Ud fra disse tanker kan vi betragte lys og mørke i sig selv, som fænomener – som hinanden modsatte urkræfter – som absolutte størrelser, hvorimod betegnelserne ”godt” og ”ondt” er relative i forhold til den universelle kamp og resultatet af den; ”godt” og ”ondt” må – ud fra udgangspunktet, urkosmos – betragtes som betegnelsen for den sejrende magt, hvad enten det var lyset eller mørket, der havde sejret.

Da det faktisk var lyset, der sejrede – ved Guds emanation – betragter vi – med rette – lyset og med det livet, der bringer os kærlighed, frihed, fred og lykke, som det absolut gode, og mørket og med dét synden og døden som det absolut onde. 

Måske er det svaret på mine indledende spørgsmål om, hvorfor og med hvilken ret vi betragter lyset som godt og mørket som ondt.

Er den vestlige tanke tegnet og overtegnet af den sokratiske ironi og paradoks – det eneste vi ved er, at vi intet ved – død i samme øjeblik den fødtes, et punkt i tænkningen hvorudfra al anden tænkning løber og løber vild, et felt, som ved de mange senere bidrag, toner, klange, overtegninger er blevet en grå, uformelig masse, hvori vi knap kan skimte sandhed og dens mulighed, et overmalet billede, en viden bestående af ikke-viden, et spiger, der holder et blødende sår åbent og som ikke kan læges?

Vi ved ikke, kan ikke vide efter den sokratiske ironi og apori, men vi vil og må vide; hvordan – om muligt – overvinder vi denne forbandelse, det ondes paradoks?

Tag de to søjler, der vel kan siges at rage op over al anden tænkning, Aristoteles´ Metafysik og Immanuel Kants Kritik af den rene fornuft, der dels tegner erkendelsens genstande og dels erkendelsen selv, hvorefter tankefeltet er dækket og afdækket.

Ingen af disse søjler har solidt fundament og sikkert resultat, snarere tværtimod; de indrammer og omrammer en aldrig overvundet uvidenhed, og deres gennemslag runger så dybt, men kun af en tilgrundliggende tomhed, der har rødder tilbage til den sokratiske ironi og apori.

Billedet er tegnet og overtegnet, sandhed og dens mulighed er overstreget med sort som følsomme oplysninger i klassificerede, offentlige dokumenter.

Hvordan kommer vi videre? Eller rettere: Hvordan begynder vi? Kan vi genføde eller rettere: førsteføde tanken, hvordan – om muligt – skaber vi den første tanke, en levedygtig tanke, der kan gå ud i verden og opfylde den og mangfoldiggøre sig i andre tanker og gyldig erkendelse?

Hvad kan vi vide? Hvordan kan vi vide? Dét bør vi vide!

1. Den, der har magten til at nedbryde sit sind – det vil sige alle – har også magten til at genrejse det.
2. Ved langsomt at hæve sig over mørket, bliver det synligt, og derved kan vi værge os mod det.

Det kan være godt og konstruktivt at søge klarhed over sit indre og sin karaktér, herunder at søge at erkende årsagerne til sine eventuelle problemer og deres forgreninger aktuelt og historisk i ens liv.

Men hvis ikke erkendelsesprocessen ledsages af træning og praksis, der har som mål at afhjælpe, løse problemerne, bliver helingen mindre komplet.

Som fx i mit tilfælde: Min mentale anspændthed, der ofte gør mig tavs og indesluttet og forpint, specielt blandt andre mennesker.

Her er det godt for mig at søge anspændthedens kilder, årsager, og hvordan den er og har været virksom i mit liv; men samtidig må jeg prøve at afhjælpe anspændtheden gennem øvelse, at søge – ved viljen – at afspænde sindet for at gøre mit liv bedre og mig selv mindre forpint.

Der er altså tale om en – for mig i det mindste – ny måde at bruge tanke-viljen på (for tanke-vilje; se Vandrer mod Lyset), en måde, som kræver praktisk øvelse. Jeg ser, at viljen både kan bruges til at anspænde og til at afspænde sindet. 

Jeg tror, at der her er en vej mod større fred og lindring af mine lidelser: Herved kan – tænker jeg – styrke og ro løbe til hjerte og bane vej for en vilje til livet og – med tiden, måske – endda livsglæde.

At indlede og søge at gennemføre en personlig erkendelsesproces med mål i katarsis, renselse, forløsning, uden samtidig øvelse og praksis er som at studere træningsfysiologi og generel teori bag fysisk træning – uden at træne i praksis; dét bliver man ikke stærkere af.

Eller det er som en læge, der stiller en diagnose uden samtidig at foreskrive en behandling, eller det er som en samfundskritiker, der ser og påpeger et samfundsproblem uden at anvise en mulig løsning; dét bliver vi ikke raske af og samfundet bliver ikke bedre; snarere bliver vi rådløse, perplekse, modløse, handlingslammede – som individer og samfund – ved at se et problem uden samtidig at se en mulig løsning.

I forbindelse med dette emne: Se også Vandrer mod Lyset om sorgens, angerens, soningens og tilgivelsens betydning for personlighedens (gen-)opbygning.

Hvis mine tanker om mørkets, det ondes, dobbeltaspekt (den tanke, at mørket rummer dels en ”lys” og dels en rent sort side) er rigtige, så kan vi opfatte Lyset som balancepunktet mellem mørkets (to) ekstremer.

Jeg skal understrege, at jeg her taler om lys og mørke i Vandrer mod Lysets forstand, altså lys og mørke som to fundamentale – hinanden modsatte – urkræfter, energier og former for stof; det vi normalt kalder godt og ondt.

Vi kan illustrere tanken om Lyset som balancepunkt ved nogle eksempler:

Vi finder balancepunktet fx i kærligheden (lys) mellem forelskelse og had (som begge er af det onde), i frihed i forhold til tvang (despoti) og anarki, i selvtillid mellem mindreværdsfølelse og storhedsvanvid, i selve livet mellem døden og tankerne om selvets eller egoets udslettelse, som vejen til åndelig oplysning eller fuldkommenhed osv.

I disse eksempler optræder Lyset som det sunde balancepunkt mellem en ”lys” og en rent sort side af det onde, og det er muligt at give mange flere eksempler, hvis tanken er rigtig og der er tale om et universelt forhold.

Lyset som balancepunkt mellem mørkets ekstremer kan have inspireret en Buddha og en Aristoteles til tankerne om den gyldne middelvej; dels som vejen til Nirvana, forløsningen, og dels som et ideal for dyden og moralsk godhed.

Tanken får derudover i min teori en kosmologisk og epistemologisk (og måske også en ontologisk) dimension, og der er i denne teori stof til mange fremtidige betragtninger, undersøgelser og analyser.