Hun haler dyret ud af mørket. Hun siger:
Sig ikke at du elsker mig, elsk mig, jeg vil ikke have dine ord, men dine hænder, du digter andre kvinder ind i dit liv, og mig ud af det.
Og fluks skrev jeg dette digt.
Kategori: Ikke kategoriseret
-
Bølger fra glemte storme – fra dengang han arbejdede for at blive elsket, led fordi han elskede, digtede sig ind i kærligheden –
Nu kom kærligheden – han har stadig travlt med at arbejde, han digter sig stadig ind i kærligheden – kærligheden sidder ved siden af ham, han ænser hende ikke, arbejdet og digtet er vigtigere, han har ikke tid til hende – han arbejder og digter sig ud af kærligheden –
Bølger fra glemte storme mod kyst en vinter. Stille falder sne som sorg over det dybe vand.
-
I dybe nat, svøbt i drøm, favnet af sig selv, kroppen krummet, for ham et spørgsmål, hun drømmer
– om stilheden når træer vokser, stilheden når rødder søger dybere, stilheden når træer springer i blomst.
-
Både godt og ondt kan brede sig som ringe i vandet.
Se på tilfældet med krig. Se fx på Afghanistan, Irak og Syrien. Bag hvert offer i krigen står en familie og venner, en familie og venner efterladt i chok, sorg, vrede og had. De står i en storm af mørke – mørke der melder sig indefra og udefra – alt for let griber de selv – selv om de måske fra begyndelsen er gode og fredselskende mennesker – til våben og søger hævn. Alt for let låner de øren til krigsopvigleres mørke råb, og krigens helvedesblomst gror op over det gode, og kvæler det.
Som ringe i vandet breder det onde sig her, hævn over hævn, had over had. Og det onde får ikke ende.
Men – se så det største menneske, der findes: Han eller hun der – i denne mørkets storm – formår at bevare roen, og som rækker tilgivelsens lys mod sine kæres mordere. Se det gode, freden, brede sig fra ham eller hende som ringe i vandet: Han eller hun behøver ikke at tage våbnene ud af hænderne på bødlerne; de sænker dem selv, når tilgivelsens lys når det mørke hjertes kerne.
Den tilgivende efterladte får større fred, morderen får større fred, mange fremtidige menneskeliv spares for en brat og grusom død, og med de sparede liv spares også mange fædre, mødre, brødre, søstre, sønner, døtre, venner for den største sorg, for når Lyset får fat og vinder indpas i hjertet hos den skyldige, vil han aldrig mere rette våben mod nogen. De knyttede næver sænkes, og han vil aldrig mere vælge voldens vej.
Sådan breder godt og ondt sig – her fred og krig – som ringe i vandet, og sådan skabes de mindste – og de største – mennesker.
-
I verdensreligionerne anvises forskellige veje til Gud. I hinduismen anvises hengivelsens, handlingens, erkendelsens og askesens vej, i Kristendom og Islam anvises troens vej – tro til liv til døde. I moderne buddhisme anvises en vej til befrielse eller oplysning gennem erkendelse, men så vidt jeg ved medregner denne lære ikke en Gud, der for enden af en lang vandring og stræben modtager sit barn i sin åbne favn.
Sandheden – som gives i Vandrer mod Lyset – er dog en anden:
Vejen til Gud går over en indre renselse gennem sorg og anger over tænkte onde tanker og onde handlinger, og denne vej vandres gennem mange inkarnationer, liv på Jorden. Når alt mørke er udrenset af menneskets personlighed, smelter tanken og viljen i menneskets ånd sammen, hvorefter ånden helt igennem er en lysstærk og åndeligt ren personlighed – upåvirkelig af mørket, det onde – og når alt derefter er sonet (under gengældelsesloven, karmaloven), kan menneskeånden – af Kristus – siges løs fra livene på Jorden og vandre videre i Lysets verdener, indtil det endelige mål nås: Guds Rige, Paradis.
Derudover anvises i Vandrer mod Lyset en mulig genvej til Gud: Gennem tilgivelse af den dybest faldne, Ardor (Satan). Gives denne tilgivelse af mennesket fuldtud og af hjertet, vil meget af det mørke, der binder mennesket til Jorden, udrenses, og det tilgivende menneske vil lettere kunne finde vej gennem det jordiske mørke, bedre kunne indse og angre sine onde tanker og handlinger, og derved rense sin ånd indefra.
Vejen til Gud er derfor ikke hverken erkendelsens eller troens veje – eller hvordan de eksisterende verdensreligioner nu end hævder det – men den indre renselses og tilgivelsens vej. Sådan er det. Det er sandheden.
Note: Tankens og viljens sammensmeltning – tanke-vilje-enheden – er udførligt beskrevet i Supplement II, no 64 (udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset), og vi kan forstå den som en svag afglans af Urtankens og Urviljens forening, sammensmeltning, ved Guds fremstigen som Personlighed, emanation, hvilket dels er beskrevet i Ardors Beretning kap. 1 og i Kommentaren til kapitlet + i Oversigten.
-
I nogle gamle religiøse tekster og forestillinger, og i gamle myter og sagn lever tanken om alvidenhed. I nogle traditioner hævder man alvidenheden og gudsligheden som et ideal, i andre advares der mod denne forestillings farer.
I hinduismen lever forestillingen om befrielse (moksha) ved erkendelse af sin identitet med Brahma, alguden eller kosmos, det altgennemtrængende guddommelige princip og kraft. Og vi genfinder forestillingen i moderne, kulørte spirituelle forestillinger om fx muligheden for at opnå “Kristusbevidsthed”, hvormed man formentlig mener “Gudsbevidsthed”.
I andre myter og sagn advares der mod dette hovmod; fx i Bibelens syndefaldsmyte der beretter om, hvordan Adam og Eva fristes af Slangen og begærer at blive som Gud til at kende godt og ondt, i myten om Ikaros, der fløj for tæt på Solen, mistede sine vinger, og styrtede i havet, og i myten om Faust, der sælger sin sjæl til det onde for viden.
Vi må tænke, at de myter der advarer mod hovmodet er de mest troværdige, fx også den græske myte om hybris og nemesis. Vi må tænke, at Visdommens ABC er at kende sin egen begrænsning. Begrænsningens vej er Guds vej, hovmodets vej er i myternes sprog Slangens.
Mennesker der fx ved ekstrem askese, meditation eller andet søger det ubegrænsede sind eller den ubegrænsede bevidsthed, gør det ikke nødvendigvis af ond vilje, og mennesker der prædiker hovmodets vej til fx gudsbevidsthed, gør det ikke nødvendigvis for at gøre fortræd, men snarere fordi de selv er forblændede af mørket, det onde, som Slangen i syndefaldsmyten fristede og blændede Adam og Eva.
At ville være lig Gud (eller Kristus) er og bliver dog hovmodets vej, og den vej fører ikke til gudslighed eller Kristusbevidsthed, men til sprængning af personligheden og fald. Heri mener jeg klart, at de gamle myter der advarer mod disse forestillinger står til troende.
Kend din begrænsning, står der ved indgangsporten til visdommens tempel. Det er vejen som fortidens vise peger på, og som fortidens og nutidens blændede og blinde forlod og forlader.
-
Hvis Vandrer mod Lyset er sandhed, så er dette fremtiden:
Alle mennesker som dele af et universelt hele, forbundet ved kærlighed, med Gud som centrum. Ingen vil stå udenfor. Lige så lidt som man kan fjerne en node fra et partitur, uden at skade harmonien i musikken, lige så lidt kan en eneste undværes.
Det er fremtiden. Det er sandhed.
-
Jeg har tidligere forsøgt at formulere et grundrids til en kærlighedens filosofi på Blogger med udgangspunkt i Kants moralfilosofi og utilitarismen hos Bentham og Stuart Mill. Jeg kunne tænke mig her at nærme mig det samme emne fra en lidt anden vinkel:
Af og til siger man, at hjerne og hjerte taler forskellige sprog, at kærligheden er irrationel og måske endda gør blind. Men hvis det er sandt hvad Vandrer mod Lyset og fx hinduismen og buddhismen siger, at en af de hovedlove hvorefter livet på Jorden leves er karmaloven, en lov der kan formuleres kort og klart i sætningen som vi sår, skal vi høste, eller som andre formulerer ved den tanke, at det vi sender ud, kommer tilbage igen, så giver kærlighed simpelthen god mening, idet den der sår kærlighed, høster kærlighed; og hvem vil ikke gerne elskes?
En forening af hjerne og hjerte er altså ikke umulig; det at elske er rationelt, set ud fra karmalovens princip og realitet.
Den, der sår kærlighed, den, der elsker, høster imidlertid også undertiden sorg og smerte af sin udsæd, fx når vi mister, men det er en del af kærlighedens pris, noget af det, der giver den dybde og vægt; som jeg skrev på Blogger: Ting af værdi koster. Alle virkelige åndelige værdier koster, også kærligheden.
Men dybest set giver det at elske mening, hvis vi selv længes efter og ønsker at blive elsket. Og gælder det ikke os alle?
-
Hvis det er kærlighed, du søger, så giv den først.
Kærlighed er mere handling, og mindre følelse.
Hvis du vil hjælpe mennesker bør du ikke prædike for dem, men elske dem.
Kærlighed bor ikke på læben, men dybt i hjertet.
Kærlighed er ikke uforsonlig, og søger ikke hævn, men tilgiver.
Kærlighed er ikke så meget stammen og kronen over jorden, som den er en rod, der får dybere og dybere fat. Når rødderne får fat, springer træet i blomst.
Det kærligheden koster os, er et mål for dens værdi.
Kærlighed er ikke vejens ende, men en vej der – altid – begynder.
Nu, så gå da, pilgrim, ad denne vej, og vid at vejen og målet ikke er derude et sted, men dybt i dig selv, altid.
-
Efter mange tiders lidelser, sorg og afsavn kom vandreren endelig til Det grønne Land, hvor hun fandt ly og skygge for stormen og den brændende Sol under de høje, de højeste træer, og under Det ene Træ.
Forunderligt, hvor træerne sang! Hvert et træ, hver en gren, hvert et blad sang, og det var som om kærligheden kom alle steder fra og vækkede den lille fugl, nattergalen, ved hendes bryst. Hør hvor de sang:
– Hvis du vil hjælpe mennesker,
– skal du ikke docere for dem,
– men elske dem.
Fuglen ved hendes bryst svarede: Ja! Ja! Ja!
Hun sagde:
– Men der er meget ondt og mange onde i den grå verden.
– Specielt dem, sang de, og fuglen ved brystet svarede: Ja! Ja! Ja!
Hun sagde:
– Måske vil de ikke modtage mig, men fortsætte med deres ondskab.
– De vil ikke bøje sig for dine ord,
– men de vil bøje sig for din kærlighed, sang de, og hendes hjerte svarede:
– Ja! Ja! Ja!
De sang:
– Gå til den grå verden,
– plant et træ herfra,
– giv den farve,
– giv den lys,
– giv dem varme!
Nattergalen ved brystet svarede:
– Ja! Ja! Ja!
Og hun slog en kappe om skuldrene, fyldte sit bæger med vand fra en kilde fra Hjemmet, og gik vejen tilbage til den grå verden, hvor hun plantede et træ fra Det grønne Land, dette.
Forfatterskabet Højtryk 