Forfatterskabet Højtryk

Tag: Filosofi

  • Kærlighedens erkendelsesteori

    Grundtanken i en mulig kærlighedens erkendelsesteori, som bygger på Vandrer mod Lyset er, at al sandhed er i Lyset og dermed i kærligheden, da kærligheden er Lysets essens (Supplement I, no 39; se også indlægget En mulig ny vending i erkendelsesteorien).

    Dermed siger vi også, at al sandhed er i Gud, da Gud på en måde er alt Lys og al kærlighed.

    Men vi må straks tegne en grænse for den viden, vi måske kan nå ad denne vej. For kærligheden er i sig selv uudgrundelig og udefinerlig (jf samme sted i Supplement I), og ingen uden Gud kender Lysets og kærlighedens inderste kerne og realitet.

    Dermed har vi tegnet en første grænse, men også et omrids af det felt, Lyset og kærligheden kan udgøre for den menneskelige erkendelse, en figur, et felt som vi med tiden måske kan udfylde med skikkelser, gestalter, former, sentenser, visdom, sandhed, måske nye grænser og nye omrids, alt som indsigten nu vil komme.

    Dette arbejde kan selvfølgelig ikke fuldføres på et øjeblik, og måske – eller helt sikkert – aldrig nå sin fuldendelse, da Lyset og kærligheden er uendelige kilder til viden, indsigt og sandhed. Og måske kunne andre både nu og i fremtiden ønske at bidrage til udviklingen af denne mulige nye erkendelsesteori.

    Den metode jeg selv ønsker at bruge til formålet, er inspiration gennem intuition i Vandrer mod Lysets forstand. Altså det at stille sig til rådighed for oversanselig indflydelse og inspiration ved evnen til intuitiv opfattelse. Det vil jeg gøre, fordi jeg mange gange har konstateret, at det er den klart højest ydende og mest givende arbejdsform.

    Ved den oversanselige inspiration er der det forhold at agte på, at den nu kun gives og bliver givet i en mere upersonlig og mindre direkte og intensiv form end den, der lå til grund for skabelsen af Vandrer mod Lyset. Ved den nuværende form for oversanselig inspiration kender man sjældent eller aldrig kilden, og man må som inspireret åndsarbejder stå frem i eget navn og på eget ansvar.

    Men inspirationen er altså den måde, jeg vil forsøge at bidrage til arbejdet med. Andre vil måske ønske at bruge andre måder, andre arbejdsformer og følge andre veje. Alt har sin ret.

    Jeg håber med denne bestræbelse, som jeg oplever selv er udtryk for inspiration at kunne bidrage til den Lysets kultur, vi har mulighed for at skabe i fællesskab og som menneskehed ud fra de rige frugter, Vandrer mod Lyset bragte og bringer (De tre gyldne Frugter), samt ud fra den stadige oversanselige indflydelse på vores verden, en indflydelse og et arbejde Gud er den øverste leder af.

  • En mulig ny vending i erkendelsesteorien

    For ikke længe siden undfangede jeg ved tanken en idé til et muligt nyt bidrag til erkendelsesteorien. Ideen var omtrent denne: At for så vidt som viden og dermed sandhed både kan være almen og speciel, kunne viden og sandhed fremtænkes af det dialektiske forhold og samspil mellem begreb (det almene) og fænomen (det specielle).

    Videre tænkte jeg, at det dialektiske forhold mellem begreb og fænomen er kendetegnet ved, at begreber kan udledes ved induktion fra fænomener, og at fænomener kan udledes ved deduktion fra begreber.

    Begreber kan derudover tillige, tænkte jeg, være fænomener, og fænomener begreber, idet selve begrebet om begreber kan betragtes som et fænomen, altså fænomenet begreb, og fænomener kan betragtes som begreb, fx fænomenet menneske, der tillige er et begreb.

    Samlet, tænkte jeg, kunne disse forhold, det dialektiske forhold mellem begreb og fænomen hvor de to udledes af hinanden ved hhv induktion og deduktion, udgøre grundstammen i skabelsen af viden og sandhed.

    Dét var ideen. Jeg påtænkte at give eksempler for derved at gøre teorien nærværende og vedkommende for erkendelsesteorien. Men så meldte en ny tanke sig. Det var for mig som om, at teorien kunne blive endnu et af disse systemer, eller først blot en groft skitseret idé og indfaldsvinkel, et system, som måske kunne blive nyttigt og brugbart – men koldt, uden menneskelig følelse og varme; smukt som en iskrystal, der snart ville smelte bort og forsvinde (gennem kritikkens ilddåb). Sådanne systemer er filosofihistorien rig på.

    Den helt nye tanke og metode til skabelse af viden og sandhed – en mulig ny vending i erkendelsesteorien, hvor vi ikke videretænker det felt af filosofien, som åbnedes med de klassiske tænkere i Vesten, fx Sokrates, Platon og Aristoteles – tager sit udgangspunkt et helt andet sted:

    Nemlig i værket Vandrer mod Lyset. Ifølge dette værk er sandheden i Lyset, og Lysets essens er kærlighed (Supplement I, no 39). Derfor tænker jeg den nye idé og vending tage udgangspunkt i dén, kærligheden, hvor kærligheden bruges som motor for erkendelsen, bruges aktivt og bevidst til skabelse af viden og sandhed.

    Hvad det indebærer, og hvordan vi nærmere kan bruge kærligheden i erkendelsesteorien, er for tidligt at sige nu. Foreløbig er det kun en idé. Men hvis ideen er brugbar og frugtbar, kan vi skabe viden og erkendelser, ja en hel erkendelsesteori, med et helt nyt udgangspunkt og afsæt og felt. 

    Viden og erkendelse, og en teori for dem, kan da fremtænkes til skikkelser præget af menneskelig varme og vedkommenhed og nærvær, en ny kærlighedens erkendelsesteori inspireret af åbenbaringen Vandrer mod Lyset, og gennemtænkt ud fra den nævnte sammenhæng mellem Lys, viden, sandhed og kærlighed; en kærlighed, der da kan binde al menneskelig viden og sandhed og erfaring og visdom sammen.

    Jeg vil prøve i den kommende tid at forfølge denne tanke, som jeg intuitivt fornemmer brugbar. Vi må da se, om den kan bære sin frugt.

  • Grundlagstænkning og kohærens i erkendelsesteorien

    Kohærens er et sprogvidenskabeligt begreb, der betegner sammenhængen mellem ord og sætninger i en given tekst (kohærens; af latin: cohaerere, hænge sammen; kilde: Den store Danske, opslag ”kohærens”).

    Tilsvarende bruges begrebet i erkendelsesteorien som udtryk for sammenhængen mellem forskellige tanker og udsagn (propositions) i et horisontalt, netværksbaseret vidensfelt; netværksbaseret modsat grundlagstænkningens vertikale, hierarkiske system af udsagn, hvor noget er grundlæggende, og andet bygget ovenpå dét, som ved en bygning, fx et hus med fundament, vægge, tag, vinduer osv (kilde angående grundlagstænkning og kohærens i erkendelsesteorien: Stanford encyclopedia of Philosophy; artiklen Epistemology).

    Spørgsmålet er nu: Er vores viden hierarkisk eller kohærent, er den vertikalt eller horisontalt funderet; skal vi satse på grundlagstænkningen eller på kohærensteorien for erkendelse og sandhed, eller måske på en kombination af de to?

    Det skal jeg prøve at besvare her med et eksempel: Kants erkendelsesteori som den er givet i værket Kritik af den rene fornuft.

    Vi kan forestille os en sammenhæng mellem grundlagstænkning og kohærent tænkning ved den tanke, at dele af vores viden er grundlæggende og med overbygninger, og dele af den er præsenteret ved netværk indenfor de enkelte ”etager” i bygningen (for at blive i billedet af erkendelsen som en bygning (grundlagstænkningen)), niveauer eller grundlag.

    Jeg vil altså illustrere tanken med Kants teori:

    Som jeg forstår Kants tanker, har han grundlæggende tre niveauer i erkendelsen: Den transcendentale æstetik, logik og dialektik. Fra æstetikken går han videre til logikken og derfra videre til dialektikken. Set på den måde er hans tænkning udtryk for grundlagstænkning.

    Men indenfor de tre niveauer findes en række kohærente tanker, netværk af udsagn; i billedet af erkendelsen som en bygning: Forskellige møbler. Og på den måde er hans tænkning både grundlagstænkning og kohærent.

    Fx deducerer han i æstetikken rum og tid som a priori anskuelsesformer, i logikken de tolv erkendelseskategorier og i dialektikken den rene fornufts antinomier. Disse deduktioner og tankerækker kan betragtes som kohærente indenfor de forskellige niveauer, grundlag i erkendelsen (”møbler”).

    At Kants teori så næppe holder, er en anden sag. Han indleder med at hævde, at de syntetisk a priori domme betinger erkendelsens mulighed, men da grundlaget er rum og tid, kommer han frem til, at erkendelsen ikke kan overskride enhver mulig erfaring i rum og tid.

    Og dermed er erkendelsen ikke a priori, altså uafhængig af erfaringen, men derimod betinget af den (i rum og tid). Dertil kommer, at Kants egen teori er rent teoretisk, a priori, og altså ikke er baseret på erfaring. Hans egen teori overskrider erfaringen, i hvert fald hvis vi med erfaring mener sansning og baseret på sansedata. Med Kant har vi en teori, der siger, at viden og erkendelse ikke kan overskride erfaringen, hvilket den selv gør, hvilket jo er selvmodsigende. Vi må så snarere sige, at erkendelse både kan være a priori og a posteriori, altså både kan fremkomme ved ren tænkning og ved erfaring, sansning.

    Kant synes af ende ved det, han oprindeligt reagerede imod hos Hume: At vores erkendelse grundlæggende er betinget af sansning eller erfaring (Hume: impressions; A treatise of human nature); en tanke, der genfindes hos empiristerne (fx også Locke; An essay concerning human understanding).

    Men jeg tror her at have illustreret en pointe: At vores erkendelse og viden ikke enten er udtrykt ved grundlagstænkning eller ved kohærent tænkning, men ved begge dele. Der synes ikke at være tale om et enten-eller, men et både-og.

  • Sandhed og den radikale skepticisme

    Efter den radikale skepticisme som den er tænkt og formuleret af Pyrrhon, så findes der ingen (sikker) erkendbar sandhed. Vi kan lige så godt opgive at lede efter den. Og efter den indiske filosof, Sriharsa, kan et hvilket som helst filosofisk standpunkt mødes med sin modsætning, som kan være lige så godt (eller dårligt) begrundet, hvilket stemmer overens med den – dog mere optimistiske – hegelske logik: At Verdensånden udvikler sig frem mod sin fuldendelse gennem negation og negationers negation.

    I moderne epistemologi (erkendelsesteori) kræves det, at vores viden for at den skal kunne kvalificere til betegnelsen viden, skal være udtryk for begrundet, sand overbevisning, en begrundet overbevisning, der ikke grunder sig i held (justified true beliefs). Dette har jeg fra to artikler om erkendelsesteori på hhv Stanford encyclopedia of Philosophy og Internet encyclopedia of Philosophy.

    Men der ikke er enighed eller konsensus blandt filosoffer om hverken hvad en tilstrækkelig begrundelse for vores overbevisninger er, eller hvad sandhed er i det hele taget, hvilket igen peger tilbage mod den radikale pyrrhoniske skepticisme.

    Så vi står måske i en situation, hvor vi må sige, at vi intet ved – i hvert fald ikke ved med sikkerhed, jf i tillæg til den pyrrhoniske lære det sokratiske paradoks: Det eneste vi ved er, at vi intet ved.

    Men tag nu tanken: Det eneste vi ved er, at vi intet ved, eller vi ved ingenting med sikkerhed. Hvis denne tanke er sand, så ved vi heller ikke, at vi intet ved. Hvis tanken er sand, så er det en sandhed, at der ingen sandhed findes. Det vil sige, at tanken at vi intet ved er forkert, eller er løgn. Vi kan umuligt hævde, at vi intet ved, og vi må hævde med sikkerhed, med apodiktisk vished, at sandheden findes. Alt andet leder til erkendelsesteoretiske kortslutninger, paradokser og selvmodsigelser.

    Vi ved altså med nødvendighed, at sandheden eller sandhed findes. Det kan godt være, at vi ikke har fundet den (endnu), men den findes.

    Hvis Sriharsas tanke er rigtig, og sandheden ikke kan nås gennem filosofisk tanke, begrundelse og argument, så kan vi forsøge at nå sandhed – som altså findes med nødvendighed – gennem intuition og åbenbaring i Vandrer mod Lysets forstand, og kendetegnet på sandhed er da den ro og åndelige fred, der ledsager den (jf Supplement I, no 10; udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset).

    Eller som jeg tidligere har forsøgt at give i et poetisk billede: Når vi hører en sandhed og tror den, er det som en blomst, der ved aften lukker sig om sin støvdrager; blomsten går til ro, og intet er mere naturligt.

    Eller i et andet billede igen: Tanken vil med løgnen ikke kunne finde ro. Den vil bestandig kredse om den som tungen om en syg tand, idet den vil forsøge at befri sig for smerten. Kun sandhed giver tanken ro.

  • Grundlæggende ontologiske og erkendelsesteoretiske problemer

    Når Aristoteles (i Metafysik) – parallelt til Martin Heidegger i Væren og tid – søger en videnskab om det værende som værende; altså prøver at løse det fundamentale ontologiske problem; så synes det som glider hans tanke af mod en inderste – og måske uerkendelig – kerne, og han tvinges til stadigt at indføre nye ord og begreber for det, han ønsker at bestemme:

    Genstandene og det værende bliver til væsen, der igen bliver til værensbestemthed, og måske videre (jeg har i skrivende stund endnu ikke læst værket færdigt; Aristoteles knytter disse størrelser sammen, men de ender med at betegne eller være udtryk for det samme; VII. Z (Zeta), 6)); måske er det sådan – som det også er for Heidegger, og måske for alle – at selve det værende, eksistensen, i sit inderste er ubestemmelig og uerkendelig for den menneskelige tanke.

    Parallelle tilfælde ses i erkendelsesteorien – fx hos Baruch de Spinoza (Om forstandens forbedring) og Immanuel Kant (Kritik af den rene fornuft) – når vi søger nøjagtigt at bestemme erkendelsens og tankens inderste natur: Det er måske for mennesker uerkendelige ting, og derfor glider tanken af på dem, når den nærmer sig kernen; hele tiden må nye ord og begreber indføjes, uden at vi kommer nærmere denne kerne og dybde; tanken og ordene skrider og bliver uklare og for mange.

    Måske – naturligt nok – må vi acceptere, at der er grænser for den menneskelige erkendelse, og måske går disse grænser fx ved tanke og eksistens (men ikke kun her).

    Eller også – må vi ud fra Vandrer mod Lyset tænke identitet, ækvivalens eller i hvert fald en nær sammenhæng mellem tanke og eksistens; og ad den vej i én bevægelse løse både de grundlæggende ontologiske og erkendelsesteoretiske problemer (jf de indledende ord i Ardors beretning i Vandrer mod Lyset om tanken som altings ophav; en tanke, der har medklange i René Descartes´ filosofi, og som er udtrykt ved hans ord: Je pense, donc je suis (cogito ergo sum; jeg tænker, altså er jeg)).

    En sådan løsning måtte dog måske kræve og også udgøre en løsning på gåden om det uskabte, og den kan derfor ikke gives på nuværende tidspunkt; den kan ikke gives før Vandrer mod Lyset – forhåbentlig – vinder sin brede og offentlige udbredelse og anerkendelse (jf Supplement II, no 56).

    Så derfor kan måske også kun fremtiden give løsningen på de grundlæggende ontologiske og erkendelsesteoretiske spørgsmål.

  • Gud og Logos

    I skriftet Forholdet mellem tro og viden i dets historiske udvikling (1885) skriver Harald Høffding, at verdensgåden er lige stor for videnskab og tro, fordi vi ikke – heller ikke i videnskaben – kan komme bag om den tilsyneladende orden, vi kan iagttage overalt i verden.

    Vi kan – skriver han – ikke forstå fx årsagssætningen; at af bestemte årsager flyder bestemte virkninger; altså hvad selve årsagssætningen, læren om de naturlige årsager og deres virkninger, i sig selv er, og hvorfor den findes.

    Vi kan tilføje identitetssætningen og selve muligheden af at opfatte sandhed.

    Men måske har han dog ikke ret. Hvis vi anskuer problemet ud fra Vandrer mod Lyset, så kan vi af dette værk udlæse, at al orden i verden, Logos – som fx årsagssætningen og identitetssætningen udtrykker, og overhovedet muligheden for at opfatte sandhed – har sine udspring i Gud, nærmere bestemt i Den Almægtiges sejr ved Lyset over mørket, idet Lyset er orden – modsat mørkets kaos.

    Hvis ikke Gud havde sejret i sin kamp mod det onde, ville verden enten være forblevet i Urkosmos´ hvile, eller verden ville have bestået – som en Vandrer mod Lyset-kender engang sagde til mig – i en række fatale energimæssige kortslutninger, indtil verden simpelthen – formentlig – var blevet sprængt og opløst af mørket.

    Al orden, Logos, har altså sin rod i Gud.

    Lad os til eksempel se lidt på årsagssætningen og naturen af den orden den udtrykker: Da vi mennesker har en fri tanke og fri vilje, så følger bestemte virkninger ud fra bestemte årsager i det menneskelige ikke med nødvendighed, men som muligheder. Hvis fx Solen skinner, og jeg føler mig oplagt, så kan jeg gå en tur i det gode vejr, eller jeg kan lade være. Fordi Solen skinner følger det ikke med nødvendighed, at jeg går en tur. Jeg kan selv træffe en principielt fri og bevidst beslutning, om jeg vil gå en tur eller ej.

    Anderledes for stoffet: Når brint blandes med ilt, følger det under visse bestemte forhold med nødvendighed, at der dannes vand. Men ifølge nyere teori er der dog også en vis usikkerhed forbundet med stoffet på subatomart niveau: Hvis vi ønsker at bestemme en elektrons position med stor nøjagtighed, falder muligheden for at bestemme dens hastighed i relation til nøjagtighed (Heisenbergs usikkerhedsrelation).

    Eller hvis vi betragter et atom, fx ilt-atomet, så kan vi kun angive den om dette atom kredsene elektroners positioner ved en vis sandsynlighed, og opfatte elektronerne som en mere eller mindre diffus sky.

    Derfor taler man om den kvantemekaniske verden som en probabilistisk verden.

    Partiklernes kredsbevægelse om hinanden har også sin rod i Gud: Da Han/Hun fremsteg af Lyset, som Lysets behersker og mørkets besejrer, satte Han/Hun således Lys og mørke i en kredsbevægelse om hinanden for at kunne eliminere det onde (se Vandrer mod Lyset). Kredsbevægelsen er en integreret del af nyere fysisk atomteori.

    Men at der er usikkerhed ved stoffet og dets beskrivelse, skyldes de anomalier, der er fremkommet ved de Ældstes fald og mørkets indtrængen i den jordiske verden.

    I Lyset (den oversanselige verden) findes disse usikkerheder ikke (men også i oversanselig forstand er mennesket frit (har en fri tanke og en fri vilje)).

    Vi må altså ud fra Vandrer mod Lyset forstå, at årsagssætningen har sin oprindelse i Gud, sammen med fx identitetssætningen og generelt alle naturlige love – både de fysiske og de åndelige: Den orden, Logos, som verden rummer, skyldes Gud og Hans/Hendes sejr over mørket, og alle afvigelser herfra skyldes mørket og de Ældstes fald.

    Det er muligt – gennem Vandrer mod Lyset – at trænge ind i zoner af verden og dens erkendelse, som Høffding erklærede for umuligt at nå, og herigennem nå til en dyb forståelse for dens indre forhold og virkelighed; ikke kun på de områder jeg her har nævnt, men på mange andre (fx rummer værket også en forklaring på cellens oprindelse og en i forhold til gængs astronomisk teori anderledes kosmologi og redegørelse for selve Universets opståen og oprindelse og opbygning). Også på dén måde er Vandrer mod Lyset et helt enestående og unikt værdifuldt værk!

  • Erkendelsens uafsluttelighed og den vestlige tankes Faustpagt

    For mig har det været filosofisk befriende at møde tanken om erkendelsens uafsluttelighed hos Harald Høffding (Den menneskelige tanke og Mindre arbejder) og Torben Boas (Tankens arkitektur). Der findes – siger de samstemmende – uafsluttelige begreber og ideer, deriblandt – men ikke kun – selve erkendelsen. Af andre uafsluttelige begreber kan nævnes verden, virkeligheden og Gud.

    Der vil hele tiden være nye opgaver for tanken og erkendelsen – ikke mindst i relation til begge disse begreber og fænomener selv – og dermed brydes den vestlige tankes Faust-pagt og ophæves syndefaldsmyten: Vi bliver aldrig alvidende som Gud.

    Udover erkendelsens uafsluttelighed hævder Høffding, at der – ligesom i den fysiske verdens livsarter – i tankens verden foregår en udvikling, en evolution: De bedst egnede tanker (de sande?) overlever og føres videre fra slægt til slægt, og han hævder en erkendelsesteoretisk parallel til relativitetsteorien: Vi arbejder i erkendelsen ud fra bestemte – og forskellige – udgangspunkter og vinkler, og der gives ikke – for os, men nok for Gud – privilegerede, erkendelsesteoretiske initialsystemer, altså absolutte og ubetvivlelige udgangspunkter og synsvinkler. Vinklerne er nok ikke tilfældige, men de er altså heller ikke absolutte. Ting kan ses fra mange vinkler, og de kan ved tanken bringes i forskellige relationer til hinanden (Boas´ relative tankefunktion).

    Foruden den slægtsprægede tankens evolution gives der vel også en tankens evolution for den enkelte: De tanker, der giver mest ro og glæde, bibeholdes og udvikles måske til yderligere ro og glæde, på samme måde som de mest – for individet – konstruktive og meningsfulde og meningsgivende tanker bibeholdes og styrkes.

    Principielt kan vi vide noget, men ikke alt. Hvis vi hævder den radikale skepticisme, så ophæver denne position sig selv: Hvis vi hævder, at vi intet ved, og intet kan vide, så er selve denne tanke en erkendelse, der hævder en viden; nemlig den viden, at vi intet kan vide (jf Platons Sokrates der vist et sted siger – måske ironisk – at det eneste han ved er, at han intet ved).

    Tilsvarende kan vi ikke vide alt: Hvis vi vidste alt, eller hævder mulig alvidenhed, så ville vi være som Gud. Og så forlader vi filosofien, og træder ind i patologien. Vi sælger som Goethes Faust vores sjæl til det onde for (al)videns skyld.

    Mellem de to yderpunkter – intetviden og alviden – svinger da vores erkendelse og viden, uden at vi rører nogen af dem.

    Vi kan kalde den proces, hvorved vi søger at opnå viden for erkendelse, og til erkendelsen kan vi bruge forskellige redskaber, der ikke i sig selv er erkendelse, viden eller indsigt, men altså kun redskaber. Jeg kan nævne logik, analogi (jf Høffding og Boas), matematik, deduktion og induktion, iagttagelse (ved sansning eller tænkning; fx ”udvidet sansning” ved hjælp af apparatur, fx mikroskop, teleskop, partikelaccelerator), intuition og inspiration (jf Vandrer mod Lyset), den absolutte og den relative tankefunktion (Boas), analyse og syntese, det at stille spørgsmål, og der er sikkert flere. Med en samlebetegnelse kan vi kalde disse redskaber for fornuften.

    Ifølge Høffding søger vi ved erkendelsen (og den deraf følgende viden) primært enhed, sammenhæng og kontinuitet, og dette søger vi ved hjælp af de forskellige redskaber til opnåelse af viden, ved fornuften.

    Den samlende tanke er altså her, at vi dels kan vide noget, men ikke alt, at vi i erkendelsen og den deraf (mulige følgende) viden søger enhed, sammenhæng og kontinuitet (og mening?), og at vi søger dem ved hjælp af en lang række forskellige redskaber for erkendelsen (fornuften), der i tidens løb er blevet finpudset og udviklet yderligere. Fx er logik ikke det samme for en Aristoteles som for en Hegel osv.

    Jeg finder det fantastisk beroligende ikke at skulle vide alt, men trygt gå ud fra, at der stedse er nye opgaver og ny viden at hente på alle videnskabens, filosofiens og religionens områder, fordi vi ikke er og ikke kan være alvidende som Gud.

    Det er – filosofisk set – som at blive født til livet, idet døden (slangen i syndefaldsmyten; kundalini i østlig filosofi og nyere vestlig spiritualitet) – her repræsenteret ved den afsluttede totalerkendelse, hvor der ikke er mere at sige og tænke; tankens død – slipper sit greb om min tanke og mit indre. Det er at leve. At tænke er at leve.

  • Selvophævende paradokser i erkendelsesteorien fra Kant til Hegel

    Som jeg har set det i litteraturen, mener nogle filosoffer, at perioden fra Kant til Hegel betegner et højdepunkt, et klimaks for den filosofiske tanke – og perioden efter som en nedgang med slutpunkt i det den danske Hegel-oversætter Claus Bratt Østergaard kalder den postmetafysiske periode.

    En enkel betragtning vil dog afsløre denne periode – ikke som en kulmination – men som et attentat mod den menneskelige erkendelse.

    Efter Kants eget udsagn var det David Hume, der ”vækkede ham af hans dogmatiske slummer”, dvs vakte ham til tænkning. Jeg har før forsøgt en kritik af Hume, og jeg skal her kort gentage argumentet mod hans tænkning, som han formulerede den i A treatise of human nature:

    Ifølge Hume er alle vores ideer, og dermed vores erkendelse, afledte af sanseindtryk (impressions). Da vi ikke har noget sanseindtryk fx af årsags-loven, så bortfalder denne som en fiktion, en illusion. Vi har heller ikke noget sanseindtryk af identitets-sætningen, og generelt ingen sanseindtryk af nogen erkendelseslove eller af begreber overhovedet. Derfor er den menneskelige erkendelse principielt, som konsekvens af Hume, umulig.

    Argumentet mod denne ødelæggende tænkning er, at hvis det var som Hume mente, så ville vi ikke vide det, da vi ikke har noget sanseindtryk af, at alle vores ideer er afledte af sanseindtryk. Humes tanke er – netop – en tanke, en teori, og af dem har vi ingen sanseindtryk. De står kun åbne for – tanken. Derfor falder Humes teori.

    Kant går en anden vej, og forsøger – tilsyneladende – at redde stumperne efter Hume ved at rette erkendelsens søgelys mod erkendelsen selv (i Kritik der reinen Vernunft). Han forsøger angiveligt en kopernikansk vending i erkendelsesteorien, hvor han – ad videnskabelig vej – vil søge at udfinde ikke hvad vi erkender, men hvordan og under hvilke betingelser vi erkender.

    Betingelserne for erkendelsen er ifølge Kant dels de a priori anskuelsesformer, rum og tid, dels forstandskategorierne. At Kant sætter af her, har vidtrækkende konsekvenser:

    For det første umuliggør tanken et egentligt Gudsbevis. Kant mener – i de opregnede antinomier for fornuften – at man lige vel kan argumentere for som mod Guds eksistens. Fejlen er, at han begrænser erkendelsen til rum og tid. Hvis vores erkendelse virkelig havde denne grundlæggende begrænsning, ville Kant have ret, idet Gud må antages at være udenfor rum og tid. Netop dette siges i Vandrer mod Lyset: Gud har skabt rum og tid, og er derfor hævet over dem.

    Men vores erkendelse er ikke begrænset til rum og tid. Vi lever i rum og tid, men vi kan – ved tanken – overskride, transcendere begge ved erkendelsen af Gud, hvilket skulle være muligt, også som mennesker, gennem erkendelsen af den fjerde dimension (se mit indlæg Fysik og metafysik).

    For det andet umuliggør Kants tanker en egentlig metafysik. Han forsøger – ved principielt at binde erkendelsen til rum og tid, som vi kan opfatte som et samlet udtryk for rumtidens tre dimensioner (igen; se mit indlæg Fysik og metafysik) – at give en – videnskabelig – metafysik i tre og ikke – som naturligt ville være – i fire dimensioner (meta ta physica), hvilket er en selvmodsigelse og i virkeligheden meningsløst.

    For det tredje umuliggør Kant ved sit begreb om tingen-i-sig-selv (ding-an-sich) enhver videnskabelig evidens og sikkerhed – for eksempel også i relation til hans egen teori:

    Hvis det vi ved om verden og tingene kun er, som de kommer til syne for os (tingen-for-os), og ikke som de er i sig selv, så har vi – også i videnskaben – kun ufuldstændige billeder af virkeligheden, ikke viden om virkeligheden selv. Det vi i så fald har – gennem sprog, tanke, sansning og matematisk formulering – er billeder, eller – som hos Platon – skyggebilleder på væggen i den hule vi erkendelsesmæssigt er lænket til. Væk er enhver videnskabelig evidens og sikkerhed og autoritet.

    Men – som antydet – teorien bryder sammen, idet vi prøver den på sig selv: Hvis vi kun har billeder af virkeligheden, er også Kants teori et – ufuldstændigt eller direkte misvisende – billede eller skygge, ikke virkeligheden selv. Kants teori er så ikke virkeligheden eller erkendelsen, men kun virkeligheden og erkendelsen som de kommer til syne for os.

    Som i tilfældet Hume må vi sige, at hvis Kant har ret, ville vi ikke vide det, da hans teori så kun kan være et billede, ikke den virkelighed og (faste) erkendelse, vi søger.

    Hegel prøver tilsyneladende nu igen at redde stumperne fra Kant ved – i Phänomenologie des Geistes – gennem en lang begrebslogisk udvikling efter det trivielle skema: negation og negationers negation – at hævde – ikke som hos Kant – principiel adskillelse mellem (erkendende) subjekt og (forsøgt) erkendt objekt – men derimod identitet mellem subjekt og objekt. Dette – hævder Hegel – fører til ”den absolutte viden” eller sikker viden (alviden?).

    Men Hegels tanke er patologisk derved, at hvis fx jeg prøver at erkende den stol, jeg sidder på og skriver dette; bestemme dens farve, det materiale den er lavet af, størrelse osv, så giver det ikke mening at sige, at stolen og jeg er ét – heller ikke efter nok så lang en begrebslogisk udvikling.

    Helt galt bliver det, hvis objektet jeg forsøger at erkende er verden; jeg vil – dog ikke – hævde at verden og jeg er ét. Det er en patologisk tanke, ikke filosofi.

    Det skulle nu være tydeligt, hvorfor den filosofiske periode fra Kant til Hegel ikke var en kulmination, men derimod en filosofisk og videnskabelig kortslutning, der ødelægger både teologi og videnskab og filosofi.

    Vejen frem må efter min opfattelse ligge midt imellem de ødelæggende ekstremer, nemlig i tanken om, at der er en forbindelse, en forbundethed, men hverken (uoverstigelig) principiel adskillelse eller identitet mellem det erkendende subjekt og det (forsøgt) erkendte objekt.

    Hvis jeg forsøger at erkende den stol, jeg sidder på, så retter jeg min opmærksomhed mod den, og mine øjne modtager så fx visse synsindtryk gennem de lyspartikler eller lysbølger, der udgår fra stolen, og som rammer mine nethinder; både min mod stolen rettede bevidsthed og de lyspartikler, der udgår fra den, betegner en forbindelse, en forbundethed, men hverken en uoverstigelig adskillelse eller identitet mellem stolen og jeg.

    Dette kan nu være rigtigt eller forkert, og der kan vel tænkes andre løsninger på arven fra Hume, Kant og Hegel. Men det forekommer mig sikkert, at de her behandlede tænkere ikke har bidraget med noget konstruktivt til idehistorien. Deres tanker er ødelæggende for både tro og videnskab og filosofi, og derfor er udfordringen klar: Vi er nødt til, både teologisk og videnskabeligt og filosofisk, at finde udveje af de her skitserede blindgyder, hvis den menneskelige tro og videnskab og tænkning skal vinde troværdighed og sikkerhed.

    Med hensyn til det teologiske aspekt, har jeg forsøgt en skitse til en videre vej gennem en erkendelse af den fjerde dimension, og dermed muligheden for en videnskabelig metafysik (igen; se indlægget Fysik og metafysik).

    Med hensyn til det videnskabelige er mit bud umiddelbart som skitseret ovenfor.

    Men andre vil måske finde andre (ud-)veje end disse. Det må tiden vise, nu hvor problemet i det mindste skulle være formuleret.

  • Tidens oprindelse og natur

    Det følgende bygger på Vandrer mod Lyset, og er et forsøg på at forstå tidens oprindelse og natur. Ved alle sideangivelser henvises til den trykte udgave.

    Tiden begyndte ved overgangen for Urtanken og Urviljen fra hvile til kamp (s. 148); dvs ved den første urosdirren, eller vi kunne sige ved tankens og viljens første og samtidige gysen tilbage for mørket. Tiden er i jordisk som i oversanselig forstand et udtryk for begivenhedernes følge (s. 149). Før den første urosdirren var tanken sig ikke bevidst (Spørgsmål og Svar II, no 57).

    Af dette kan vi slutte: At tidens inderste væsen er knyttet til tankens og viljens aktivitet: Tanken tænker de og de tanker, og inspirerer viljen til at udføre de og de handlinger, hvorved de og de begivenheder følger. I Urkosmos (hviletilstanden) var der ingen tankeaktivitet og heller ingen viljesytringer; derfor ingen begivenheder, dvs ingen tid.

    Begivenheders følge, tiden, er altså knyttet til tankens og viljens aktivitet, og i den forstand er vi mennesker medskabere af tiden, idet også vi tænker og handler, og derfor skaber begivenheder og begivenheders følge; dvs tid.

    Dette sker hele tiden; ved alle større og mindre tanker, handlinger og de dertil knyttede begivenheder og deres følge; fx når vi tænker, at det kunne være dejligt at gå en tur, og derefter tager overtøj på, går ud ad døren og går vores tur. Det sker hver gang vi tænker og handler og dermed skaber begivenheder, der følger efter hinanden ved stadig tanke- og viljeaktivitet (spiser, ser TV, snakker med vores venner, maler osv).

    Dermed mener jeg at have forklaret tidens oprindelse og natur med en uddybning og ekstra perspektiver i forhold til – og i overensstemmelse med – Vandrer mod Lyset.

  • Selvstændig tænkning

    Ludvig Feilbergs tanker kaster – blandt meget andet – lys over, hvilke udfordringer selvstændig tænkning og det at bane nye veje naturligt møder i verden og blandt mennesker.

    Således kan vi forstå nogle af de tanker, han bringer i Om ligeløb og kredsning i sjælelivet – bidrag til en åndelig sundhedslære (1896), om gamle og nye tankebaner, som en illustration af den mindste modstands princip:

    Som det fx gælder for almindelig bevægelse og elektricitet, søger naturen den mindste modstands vej, således også med tanker og nye ideer. Nye tanker og ideer kræver en større modstand at overvinde end gamle, både i tænkeren selv og i hans eller hendes medmennesker.

    Vante tanker kræver lille eller ingen modstand at overvinde. Vante tanker er som et vandløb, der i sin bane kun møder ringe modstand. At få vandløbet ind i en ny bane kræver stor energi og indsats, og yder stor modstand.

    Eller vi kan tænke på en supertanker på havet; når først den er kommet i bevægelse i en bestemt retning, kræver det stor energi at bringe den på ny kurs.

    Vi kan også illustrere forholdet med inertiens lov: Et legeme, der bevæger sig i en retlinjet bane, vil fortsætte i sin bane uændret, så længe den ikke påvirkes af en anden kraft til bevægelse i en anden retning. Denne lov gælder såvel fysisk som mental (åndelig) bevægelse, og vi kan altså hævde inertiens fysiske og mentale lov.

    Den modstand nye tanker og impulser til nye handlingsbaner altid møder, er herved let at forstå. Vi ser det overalt: I politik, økonomi, litteratur, kunst, musik, film, serier, videnskab og religion – alt som underholdning. De gamle baner følges trøstigt og ofte tankeløst; kun sjældent gennemlynet og gennemlyst af geniets nybrud. For det gamle er lettest, møder mindst modstand, og kræver mindst at følge. Lettest er det slet ikke at tænke eller forsøge at ændre sit liv.

    Dette forhold illustrerer også de vanskeligheder, menneskehedens foregangsmænd og -kvinder (de yngste; Vandrer mod Lyset) altid møder: De hånes ofte, udskammes, ignoreres, søges bremset, deres ideer forvrænges til ukendelighed af samtid og eftertid, hvis de da ikke ligefrem bliver slået ihjel; fx Jesus af Nazareth; altsammen for at undgå den anstrengelse det kræver at forstå dem, og for at undgå den større modstand, det nye kræver i forhold til det gamle; fx at ændre eksisterende verdslige eller gejstlige magtstrukturer.

    De yngste har ikke kun udfordringen med at bryde de nye veje – gennem sten; de har også bestandig fristelsen til selv at slå ind på de store hovedstrømme, gemme sig bag de brede rygge, bejle til folkegunst, søge overfladisk og ligegyldig berømmelse.

    Men de af dem der formår at hævde sig som de enere, de i virkeligheden alle er (som det hedder i Spørgsmål og Svar II, no 72), vil ofte søge den største modstands princip; ikke for at hævde sig eller søge berømmelse, men fordi det er hér, der er mest mørke; modstanden kan ofte være tegn på, at hér kan vindes værdifulde og ægte – og nødvendige – sejre – de største sejre – til gavn for menneskeheden.

    De til enhver tid herskende magtstrukturer og tankebaner er som brede strømme af vand i en flod; de løber uhindret afsted, og det kræver stor indsats og stort mod at søge at ændre det – hvor uhensigtsmæssige de end er. For mennesker søger den mindste modstands løb, søger ikke selv at skulle have besværet med at tænke – selv om guldet ligger lige for og ikke langt fra hovedstrømmen, og selv om det bringes af andre og tilbydes frit.