For mig har det været filosofisk befriende at møde tanken om erkendelsens uafsluttelighed hos Harald Høffding (Den menneskelige tanke og Mindre arbejder) og Torben Boas (Tankens arkitektur). Der findes – siger de samstemmende – uafsluttelige begreber og ideer, deriblandt – men ikke kun – selve erkendelsen. Af andre uafsluttelige begreber kan nævnes verden, virkeligheden og Gud.

Der vil hele tiden være nye opgaver for tanken og erkendelsen – ikke mindst i relation til begge disse begreber og fænomener selv – og dermed brydes den vestlige tankes Faust-pagt og ophæves syndefaldsmyten: Vi bliver aldrig alvidende som Gud.

Udover erkendelsens uafsluttelighed hævder Høffding, at der – ligesom i den fysiske verdens livsarter – i tankens verden foregår en udvikling, en evolution: De bedst egnede tanker (de sande?) overlever og føres videre fra slægt til slægt, og han hævder en erkendelsesteoretisk parallel til relativitetsteorien: Vi arbejder i erkendelsen ud fra bestemte – og forskellige – udgangspunkter og vinkler, og der gives ikke – for os, men nok for Gud – privilegerede, erkendelsesteoretiske initialsystemer, altså absolutte og ubetvivlelige udgangspunkter og synsvinkler. Vinklerne er nok ikke tilfældige, men de er altså heller ikke absolutte. Ting kan ses fra mange vinkler, og de kan ved tanken bringes i forskellige relationer til hinanden (Boas´ relative tankefunktion).

Foruden den slægtsprægede tankens evolution gives der vel også en tankens evolution for den enkelte: De tanker, der giver mest ro og glæde, bibeholdes og udvikles måske til yderligere ro og glæde, på samme måde som de mest – for individet – konstruktive og meningsfulde og meningsgivende tanker bibeholdes og styrkes.

Principielt kan vi vide noget, men ikke alt. Hvis vi hævder den radikale skepticisme, så ophæver denne position sig selv: Hvis vi hævder, at vi intet ved, og intet kan vide, så er selve denne tanke en erkendelse, der hævder en viden; nemlig den viden, at vi intet kan vide (jf Platons Sokrates der vist et sted siger – måske ironisk – at det eneste han ved er, at han intet ved).

Tilsvarende kan vi ikke vide alt: Hvis vi vidste alt, eller hævder mulig alvidenhed, så ville vi være som Gud. Og så forlader vi filosofien, og træder ind i patologien. Vi sælger som Goethes Faust vores sjæl til det onde for (al)videns skyld.

Mellem de to yderpunkter – intetviden og alviden – svinger da vores erkendelse og viden, uden at vi rører nogen af dem.

Vi kan kalde den proces, hvorved vi søger at opnå viden for erkendelse, og til erkendelsen kan vi bruge forskellige redskaber, der ikke i sig selv er erkendelse, viden eller indsigt, men altså kun redskaber. Jeg kan nævne logik, analogi (jf Høffding og Boas), matematik, deduktion og induktion, iagttagelse (ved sansning eller tænkning; fx ”udvidet sansning” ved hjælp af apparatur, fx mikroskop, teleskop, partikelaccelerator), intuition og inspiration (jf Vandrer mod Lyset), den absolutte og den relative tankefunktion (Boas), analyse og syntese, det at stille spørgsmål, og der er sikkert flere. Med en samlebetegnelse kan vi kalde disse redskaber for fornuften.

Ifølge Høffding søger vi ved erkendelsen (og den deraf følgende viden) primært enhed, sammenhæng og kontinuitet, og dette søger vi ved hjælp af de forskellige redskaber til opnåelse af viden, ved fornuften.

Den samlende tanke er altså her, at vi dels kan vide noget, men ikke alt, at vi i erkendelsen og den deraf (mulige følgende) viden søger enhed, sammenhæng og kontinuitet (og mening?), og at vi søger dem ved hjælp af en lang række forskellige redskaber for erkendelsen (fornuften), der i tidens løb er blevet finpudset og udviklet yderligere. Fx er logik ikke det samme for en Aristoteles som for en Hegel osv.

Jeg finder det fantastisk beroligende ikke at skulle vide alt, men trygt gå ud fra, at der stedse er nye opgaver og ny viden at hente på alle videnskabens, filosofiens og religionens områder, fordi vi ikke er og ikke kan være alvidende som Gud.

Det er – filosofisk set – som at blive født til livet, idet døden (slangen i syndefaldsmyten; kundalini i østlig filosofi og nyere vestlig spiritualitet) – her repræsenteret ved den afsluttede totalerkendelse, hvor der ikke er mere at sige og tænke; tankens død – slipper sit greb om min tanke og mit indre. Det er at leve. At tænke er at leve.