Ludvig Feilbergs tanker kaster – blandt meget andet – lys over, hvilke udfordringer selvstændig tænkning og det at bane nye veje naturligt møder i verden og blandt mennesker.

Således kan vi forstå nogle af de tanker, han bringer i Om ligeløb og kredsning i sjælelivet – bidrag til en åndelig sundhedslære (1896), om gamle og nye tankebaner, som en illustration af den mindste modstands princip:

Som det fx gælder for almindelig bevægelse og elektricitet, søger naturen den mindste modstands vej, således også med tanker og nye ideer. Nye tanker og ideer kræver en større modstand at overvinde end gamle, både i tænkeren selv og i hans eller hendes medmennesker.

Vante tanker kræver lille eller ingen modstand at overvinde. Vante tanker er som et vandløb, der i sin bane kun møder ringe modstand. At få vandløbet ind i en ny bane kræver stor energi og indsats, og yder stor modstand.

Eller vi kan tænke på en supertanker på havet; når først den er kommet i bevægelse i en bestemt retning, kræver det stor energi at bringe den på ny kurs.

Vi kan også illustrere forholdet med inertiens lov: Et legeme, der bevæger sig i en retlinjet bane, vil fortsætte i sin bane uændret, så længe den ikke påvirkes af en anden kraft til bevægelse i en anden retning. Denne lov gælder såvel fysisk som mental (åndelig) bevægelse, og vi kan altså hævde inertiens fysiske og mentale lov.

Den modstand nye tanker og impulser til nye handlingsbaner altid møder, er herved let at forstå. Vi ser det overalt: I politik, økonomi, litteratur, kunst, musik, film, serier, videnskab og religion – alt som underholdning. De gamle baner følges trøstigt og ofte tankeløst; kun sjældent gennemlynet og gennemlyst af geniets nybrud. For det gamle er lettest, møder mindst modstand, og kræver mindst at følge. Lettest er det slet ikke at tænke eller forsøge at ændre sit liv.

Dette forhold illustrerer også de vanskeligheder, menneskehedens foregangsmænd og -kvinder (de yngste; Vandrer mod Lyset) altid møder: De hånes ofte, udskammes, ignoreres, søges bremset, deres ideer forvrænges til ukendelighed af samtid og eftertid, hvis de da ikke ligefrem bliver slået ihjel; fx Jesus af Nazareth; altsammen for at undgå den anstrengelse det kræver at forstå dem, og for at undgå den større modstand, det nye kræver i forhold til det gamle; fx at ændre eksisterende verdslige eller gejstlige magtstrukturer.

De yngste har ikke kun udfordringen med at bryde de nye veje – gennem sten; de har også bestandig fristelsen til selv at slå ind på de store hovedstrømme, gemme sig bag de brede rygge, bejle til folkegunst, søge overfladisk og ligegyldig berømmelse.

Men de af dem der formår at hævde sig som de enere, de i virkeligheden alle er (som det hedder i Spørgsmål og Svar II, no 72), vil ofte søge den største modstands princip; ikke for at hævde sig eller søge berømmelse, men fordi det er hér, der er mest mørke; modstanden kan ofte være tegn på, at hér kan vindes værdifulde og ægte – og nødvendige – sejre – de største sejre – til gavn for menneskeheden.

De til enhver tid herskende magtstrukturer og tankebaner er som brede strømme af vand i en flod; de løber uhindret afsted, og det kræver stor indsats og stort mod at søge at ændre det – hvor uhensigtsmæssige de end er. For mennesker søger den mindste modstands løb, søger ikke selv at skulle have besværet med at tænke – selv om guldet ligger lige for og ikke langt fra hovedstrømmen, og selv om det bringes af andre og tilbydes frit.