Forfatterskabet Højtryk

Tag: Gud

  • Kærlighedens evangelium

    Vandrer mod Lyset er, hvad Det nye Testamente skulle have været, og formentlig omtrent var blevet, hvis Jesus af Nazareth ved kærlighed, medfølelse, tilgivelse og bøn havde formået at vinde den ældste, Satan, den dybest faldne (Ardor) tilbage til Lyset og Gud. Det blev det ikke.

    Jesu menneskelige angst for den Onde forhindrede ham – sammen med de forbandelser, den ældste havde udslynget mod også Jesus, samt det mørke, som hvilede så tungt over Jorden – i at erindre bønnen for Satan, en bøn, der kunne have smeltet isen om den faldnes hjerte, vakt hans sorg og anger, og dermed have vundet ham tilbage. Alt dette er nøje forklaret og beskrevet i Vandrer mod Lyset.

    I dette værk træder Gud os i møde i to skikkelser: Den over alt jordisk højt hævede Lysets Almagt og Guddom, men samtidig som den trygge, nære og varme Gud og Far; som Gud Herren og Gud Fader.

    Denne Gud har ofte åbenbaret sig for mig personligt, specielt i form af en varm og tryg følelse af, hvem Han/Hun egentlig er.

    I Det nye Testamente som i hele den jødiske og kristne Bibel (og i Koranen) er Gud stadig mange steder et væsen, man må ræddes for, en Gud vi vel kun tør nærme os i frygt og bæven. Her tænker jeg ikke på de mange og lysere fortolkninger af teksterne, som det er mit indtryk at flere jøder, kristne og muslimer forsøger i dag, men på grundteksterne (som jeg har læst i oversættelser til dansk).

    Men alt dette – den stedvis grusomme og grufulde Gud – er væk i Hans/Hendes egen Åbenbaring og det kærlighedens evangelium, Vandrer mod Lyset er. Tilbage er kun den uendelige Lysets og kærlighedens trygge Almagt og Far.

    I såvel den jødiske og den kristne Bibel, som i Koranen fordømmes Satan (Ardor) til evige lidelser i et evigtvarende helvede. I Vandrer mod Lyset tilgiver Gud Satan, da hans sorg og anger over alt det onde, han har gjort, vågner i hans hjerte ved nogle få menneskers medfølelse, tilgivelse og bøn. Og dermed vandt i første række Gud den dybest faldne tilbage til Lyset og Hjemmet. Præcis derfor kunne kærlighedens evangelium, Vandrer mod Lyset, nu gives, et evangelium, hvor et af hovedpunkterne er Ardors bøn til alle mennesker om at tilgive ham, som Gud tilgav ham.

    Tilgivelsen af Ardor er – sammen med forskellige åndelige sandheder, som gives i kortform i Forsoningslæren og genvejen (udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset) af den ånd, der engang levede som Ignatius Loyola – den genvej til Gud, som Vandrer mod Lyset anviser som en mulig vej for alle mennesker.

    Det er ikke en vej, som Gud tvinger os til at vandre; i frihed må vi vandre den, give tilgivelsen af et oprigtigt hjerte, om vi formår det, og derved – potentielt som menneskehed – vandre Guds vej mod Lyset.

    Da Ardor var vendt tilbage til Gud, havde mørket ikke længere nogen øverste leder, der kæmpede mod os mennesker. Og derfor kunne kærlighedens evangelium nu gives helt rent, uden forvanskninger af nogen art; forvanskninger som alle andre helligtekster ellers lider så meget under, om end de også alle rummer glimt af sandhed.

    Det er op til os mennesker selv at afgøre, om vi hver især vil og formår at vandre ad Guds lige vej til saligheden: Kærlighedens, medfølelsens, tilgivelsens og bønnens vej. Ingen tvinger os. Men vejen ligger fri, den store anstødssten, Ardor, er fjernet og bragt til hvile. Genvejen er en realitet og en mulighed for alle. Og dét er kærlighedens evangelium.

  • Gud Herren – den Ene fuldkomne

    Da Urtanken og Urviljen – efter ukendte evigheder – samtidig nåede Lysets to poler, smeltede de sammen med dem, og de vågnede begge til fuld bevidsthed, og påbegyndte den langvarige kamp mod mørket, det onde, fuldt bevidst og villet (se Vandrer mod Lyset, Ardors beretning kap. 1 og Kommentaren kap. 1).

    Jeg tror det ikke forkert at sige, at Lysets to poler var og er udtryk for henholdsvis livet og kærligheden, så da Urtanken og Urviljen – efter nye, ukendte evigheder – smeltede sammen og forenedes, forenedes også Lysets to poler, kærligheden og livet i Gud, ved Hans/Hendes emanation og fremstigen som Personlighed; som Lysets behersker og mørkets besejrer.

    Og ved Urtankens og Urviljens kamp og sluttelige forening – og med dem Lysets to poler, kærligheden og livet – vandt Gud således det fulde kendskab til begge disse poler og deres inderste natur og realitet, hvorved Gud blev kærlighedens og livets Almægtige Herre.

    Samtidig – gennem den langvarige kamp og ved Guds emanation, fremstigen – vandt Han/Hun det fulde kendskab til Tankens og Viljens inderste naturer og kerner. Kendskabet til disse ting – samt kendskabet til mørkets inderste væsen – er eksklusivt for Gud; ingen anden har, da kun Gud er fremsteget, emaneret ved sin egen Viljes kraft en sådan fuldkommen viden, hvorfor Han/Hun alene er alvidende og Almægtig, den Ene fuldkomne.

    Da Gud et sted i Vandrer mod Lyset (Ardors beretning kap. 2) kaldes Tankens og Livets Herre, kan vi tænke, at den af Lysets to poler, som Urtanken oprindeligt smeltede sammen med, var livets pol, og den pol Urviljen smeltede sammen og forenedes med var kærlighedens pol.

    Således siges det flere steder, at idet Gud dannede og skabte, optog os mennesker – Hans/Hendes børn i åndelig forstand – i sin Tanke, blev vi givet det evige liv, og det kan læses ud af flere steder, at kærligheden primært er en udadrettet, handlingspræget kraft, altså i sin grund repræsenterende Viljens kraft og magt; således siges det flere steder, at den man elsker, bør man i handling vise tegn på og beviser for sin kærlighed.

    Vi mennesker har altså modtaget det evige liv af Gud ved at dannes og optages i Hans/Hendes Tanke, og vi fastholdes i livet, eksistensen ved Hans Vilje. Således modtager vi da livet ved Tanken, og fastholdes i livet ved kærligheden.

    (Se også Vandrer mod Lyset s. 156-157 om de ældstes og de yngstes skabelse og dannelse ved Guds Tanke og deres fremtræden ved Guds Vilje; og s. 165 om menneskeåndernes optagelse i Guds Tanke, hvorved også de ved kærligheden delagtiggjordes i det evige liv).

  • Nødvendigheden af viljens herredømme over tanken

    Flere steder i De tre gyldne Frugter (De tre gyldne Frugter er en samlebetegnelse for Hilsen til Danmark, Vandrer mod Lyset med supplementer + Forsoningslæren og genvejen), nævnes vigtigheden og nødvendigheden af viljens herredømme over tanken, nødvendigheden af at kunne begrænse eller standse sin tankes begær efter det, viljen er i stand til at føre ud i handling. Og dette, siges det, er en meget vigtig del, måske afgørende, for vores åndelige udvikling frem mod at blive helstøbte, lysstærke, selvstændige, ydende og ikke blot nydende personligheder.

    Jeg vil her citere et af disse steder i sin fulde ordlyd, tilpasset moderne sprogbrug og stavemåde:

    ”Efter at Guds børn i evigheders evighed havde levet et liv i skønhed, herlighed og glæde i deres Faders Rige, så Gud, at de var nået så langt frem i forståelse af viljens herredømme over tanken, i forståelse af at måtte begrænse tankens begær efter det, som viljen var i stand til at frugtbargøre og føre ud i handling, at der var en mulighed for, at alle kunne gå sejrrige ud af mødet med mørket, og Han besluttede da at stille dem en vanskelig opgave, den: at lede åndelig umyndige væsner frem til at blive dem selv ligestillede.” (Kommentaren s. 151-152).

    Den samme tanke finder vi i Kristi Tale i Vandrer mod Lyset i det afsnit, der begynder med: ”Gører eder til herrer over eders tanker” (Kristi Tale s. 102), og flere andre steder i værkerne.

    I de mere end 35 år jeg har kendt og studeret Vandrer mod Lyset, har jeg aldrig helt forstået, hvad der menes hermed, men jeg mener nu at have vundet en vis forståelse af problemet. Det vigtige at forstå, tænker jeg, er for det første, at tanken primært sigter til de handlinger, der ved tankens begær kan være inspireret af mørket, det onde, ikke de gode handlinger, inspireret af tanker baseret på Lyset. Det gælder således for det første om at vinde et sådant herredømme over sin tanke, at man ikke udfører onde handlinger, baseret på mørketanker og tankens begær.

    Af sådanne handlinger baseret på onde tanker og tankens begær rummer værkerne selv flere eksempler på; fx de ældstes skabelse af det fysiske, dødelige menneskelegeme og de ældstes egenmægtige inkarnationer. Og fra de rent jordiske forhold kender vi mange eksempler på noget lignende; fx begær efter hævn, og deraf flydende krig, overlagt mord, vold, begær efter at stjæle andres penge osv.

    Dernæst må vi tænke på Kristi ord i sin tale om, at vi påvirker hinanden ved tanken. Også derfor er viljens herredømme over tanken vigtig og nødvendig for at undgå, at vi ved tanken påvirker hinanden til ondt. De gode tanker som påvirker vores medmennesker til godt, er selvsagt ikke et problem. Problemet er bestandig det onde, mørket, og de tanker og dermed også potentielt handlinger, der kan være inspirerede heraf ved tankens begær.

    Videre: Der står flere steder i værkerne, at det netop er tankens begær efter det, viljen er i stand til at føre ud i handling, det er vigtigt for os at kunne begrænse eller standse. Dette forstår jeg på den måde – parallelt til en buddhistisk opfattelse – at begæret ikke mætter det begærende menneske, men tværtimod øger sulten efter fx penge, magt, sex, berømmelse osv. Denne øgede sult skyldes, tænker jeg, at begæret – som vi kan forstå som et fænomen i mørket, det onde – så at sige kortslutter menneskets tanke, vilje og følelse (hjerte); det vi begærer, vil vi aldrig få, eller som Halfdan Rasmussen digter det så smukt: ”Det du ikke begærer, vil trygt komme til dig”.

    Måske er begærets natur endda sådan, at vi får det modsatte af, hvad vi begærer, hvis vi med begærets opfyldelse mener mæthed af det, vi begærer; den, der begærer rigdom vil aldrig mættes for sit begær, uanset hvor mange penge, han eller hun får, den der begærer magt, vil aldrig mættes for sit magtbegær, og bliver i realiteten afmægtig, hvor megen – ydre – magt han eller hun end får osv. Begæret mætter ikke, men øger sulten og tørsten, så at sige.

    Derfor gælder det også om at begrænse sin tankes begær efter det, viljen kan føre ud i handling; dels altså fordi selve begæret har rod i mørket, dels fordi de tanker (og handlinger), der er inspireret af mørket, skader andre – og os selv (gennem gengældelsesloven).

    Sammenfattende kan vi sige, at det vigtige og nødvendige i forbindelse med viljens herredømme over tanken kan udtrykkes ved nøgleordet: Selvbeherskelse. Vi må lære at blive herrer over os selv, blive herrer i eget hus, så vi ikke handler ondt, eller ved tanke eller hjerte (følelse) påvirker andre til ondt. (Angående en mulig påvirkning mennesker imellem ikke bare ved tanke og vilje (handling), men også ved hjertet; se indlægget En mulig forenet feltteori i en kærlighedens erkendelsesteori).

    Og dét forstår jeg som en del af Vandrer mod Lysets dybe etik.

  • Den frie erkendelse i en kærlighedens erkendelsesteori

    Da mørket ifølge Vandrer mod Lyset er en kraft og en magt, der kan binde tanke og vilje og dermed den menneskelige ånd, er frihed det ondes fravær fra tanke, vilje og ånd. I samme mål som vi udrenser vores tanke, vilje og ånd for mørke, er vi frie.

    Gud har skabt vores tanke, vilje og ånd af Lyset og kærligheden i forbindelse med noget af sit eget guddommelige Selv, skabt os fra første færd helt uden mørke (Supplement II, no 64). Derfor er vi skabt frie. Og da vores naturlige og gudgivne tilstand således er frihed, frihed i tanke, vilje og ånd, er også erkendelsen i sin oprindelighed fri, da vi erkender ved den frie tanke og den frie vilje og ved Lyset og dermed kærligheden; vi erkender enten ved egen kraft og af os selv, eller ved oversanselig inspiration via intuition eller åbenbaring.

    Ved Lyset og dermed kærligheden erkender vi sandhed i frihed. Da Jorden imidlertid er en mørkets verden, hvilket der er gjort nøje rede for i Vandrer mod Lyset, er vores menneskelige erkendelse aldrig helt fri. Og derfor tager vi ofte fejl i vores forsøg på erkendelse. Mange af de fejl der i tidernes løb er gjort i erkendelsen, skyldes ikke nødvendigvis bevidste løgne, men vel først og fremmest det mørke, der hviler så tungt over Jorden.

    Efterhånden som mørket elimineres vil dog erkendelsen blive stadig mere fri og let, og der vil da formentlig også blive begået færre fejl. Den menneskelige erkendelse vil da blive stadig dybere, mere omfattende, mere nuanceret, mere vidtforgrenet og mere sand.

    Men erkendelse vil for os mennesker altid være forbundet med en vis vanskelighed og anstrengelse – med stadig risiko for fejl – hvilket skyldes, at mørket bestandig vil søge at forhindre den frie og frigørende sande erkendelse ved kærligheden. Vi søger at frigøre og udsanke lysets og sandhedens og kærlighedens gyldne korn fra mørkets tunge slagger, og denne bestræbelse har en værdi og dermed en pris. Jo højere værdi, jo større sandhed, jo højere pris.

  • Skabelse af orden i tanken i en kærlighedens erkendelsesteori

    Den grundlæggende metode i en kærlighedens erkendelsesteori er at skabe orden i tanken (se indlægget Metode i en kærlighedens erkendelsesteori). Skabelse af orden i tanken sker grundlæggende ved viljen gennem forening af eller balance mellem modsætninger, idet vi opfatter Lyset og dermed kærligheden som en kraft eller magt, der forener eller afbalancerer modsætninger, og på den måde skaber orden (se Vandrer mod Lyset og det nævnte indlæg).

    Fx kan vi i erkendelsen skabe balance mellem subjekt og objekt som udtryk for to dele af den samme helhed (jf taoismens begreb om yin og yang), og altså ikke en principiel adskillelse af de to som hos Kant, og heller ikke en forening af de to efter en lang, begrebslogisk udvikling af Verdensånden som hos Hegel.

    Og vi kan skabe balance i erkendelsen af forholdet mellem individ og samfund, af arbejdsgiver og arbejdstager (som dele af den samme virksomhed), af himmel og jord, ånd og krop, hjerte og hjerne (følelse og fornuft), matematik og logik, deduktion og induktion, sansning og tænkning osv, alt udtryk for dele af den samme helhed vi søger at erkende og nå til forståelse af.

    Eller vi kan skabe forening i erkendelsen ved at søge at forene tanke og vilje ved fx at præstere en ærlig vilje til sandhed ved Lyset og dermed kærligheden, hvorved tanke og vilje forenes i tænkeren eller videnskabsmanden ved skabelsen af et Lysets åndsprodukt eller et videnskabeligt arbejde; på samme måde som tanken og viljen efter en lang udvikling gennem inkarnationerne på et tidspunkt vil smelte sammen permanent til en enhed i individet ved åndens kulmination, hvorved individet i al evighed vil være upåvirkelig af mørkets kræfter og udstrålinger (se Supplement II, no 64).

    Den grundlæggende metode til skabelse af orden i tanken i en kærlighedens erkendelsesteori er altså at lade modsætninger afbalancere hinanden eller forenes.

  • Metode i en kærlighedens erkendelsesteori

    Lyset, og dermed kærligheden, er først og fremmest orden (se Vandrer mod Lyset). En kærlighedens erkendelsesteori må derfor først og fremmest søge at skabe orden i tanken ved forskellige metoder. 

    Disse metoder kan være inspiration gennem intuition (se Vandrer mod Lyset og indlægget Kærlighedens erkendelsesteori), men det kan også være de alt kendte metoder, fx ved logik, iagttagelse og opfattelse (engelsk: perception), eksperiment, teoridannelse ud fra iagttagelse, opfattelse og eksperiment, ved deduktion og induktion, gennem matematik og ved matematisk beskrivelse af naturen, ved tænkning og sansning; og der er sikkert mange flere veje og metoder tilgængelige for tilvejebringelse af orden i tanken og dermed skabelsen af viden og sandhed.

    At det overhovedet er muligt at skabe orden i tanken og erkendelsen, og muligt at formulere metoder til tilvejebringelse af denne orden skyldes, at vi lever i et ordnet Lyskosmos, hvilket igen skyldes Urtankens og Urviljens sejr over mørket og Guds emanation ved Lyset (se Vandrer mod Lyset).

    Havde derimod mørket, det onde, sejret i den kosmiske kamp mellem Lys og mørke, godt og ondt, ville den ordnede tanke have været en umulighed, da mørket grundlæggende er kaos. Verden ville da formentlig have bestået i en række tankemæssige og energimæssige kortslutninger, indtil døden til sidst ville have udslettet alt værende, eller mørket ville – efter at have sprængt og tilintetgjort tanken og viljen og Lyset – være sunket tilbage i evig uvirksomhed uden udsigt til ny aktivitet og liv (se også Supplement I, no 64 angående en mørkets guddom i et mørkekosmos).

    Jeg tænker, at det er muligt at give en delvis, men ikke fuldstændig, forklaring på, hvorfor Lyset er orden, og mørket kaos; nemlig ved at sige, at Lyset ved kærligheden forener modsætninger og derved skaber orden, mens mørket ved hadet splitter dem og derved skaber kaos. Men som tidligere sagt, og som det siges i Vandrer mod Lyset: Kun Gud kender Lyset og mørket til bunds, så denne tanke og forklaring dækker kun delvis virkeligheden.

    Grundtanken om metoderne i en kærlighedens erkendelsesteori er altså ved forskellige metoder og ved viljen at søge at skabe orden i tanken og derigennem skabe viden og sandhed.

    Hvad den almindelige og aktuelle filosofi siger og tænker om erkendelse og sandhed kan man få et indtryk af ved læsning af artiklerne Epistemology på Stanford encyclopedia of Philosophy og Truth på Internet encyclopedia of Philosophy.

  • Kærlighedens erkendelsesteori

    Grundtanken i en mulig kærlighedens erkendelsesteori, som bygger på Vandrer mod Lyset er, at al sandhed er i Lyset og dermed i kærligheden, da kærligheden er Lysets essens (Supplement I, no 39; se også indlægget En mulig ny vending i erkendelsesteorien).

    Dermed siger vi også, at al sandhed er i Gud, da Gud på en måde er alt Lys og al kærlighed.

    Men vi må straks tegne en grænse for den viden, vi måske kan nå ad denne vej. For kærligheden er i sig selv uudgrundelig og udefinerlig (jf samme sted i Supplement I), og ingen uden Gud kender Lysets og kærlighedens inderste kerne og realitet.

    Dermed har vi tegnet en første grænse, men også et omrids af det felt, Lyset og kærligheden kan udgøre for den menneskelige erkendelse, en figur, et felt som vi med tiden måske kan udfylde med skikkelser, gestalter, former, sentenser, visdom, sandhed, måske nye grænser og nye omrids, alt som indsigten nu vil komme.

    Dette arbejde kan selvfølgelig ikke fuldføres på et øjeblik, og måske – eller helt sikkert – aldrig nå sin fuldendelse, da Lyset og kærligheden er uendelige kilder til viden, indsigt og sandhed. Og måske kunne andre både nu og i fremtiden ønske at bidrage til udviklingen af denne mulige nye erkendelsesteori.

    Den metode jeg selv ønsker at bruge til formålet, er inspiration gennem intuition i Vandrer mod Lysets forstand. Altså det at stille sig til rådighed for oversanselig indflydelse og inspiration ved evnen til intuitiv opfattelse. Det vil jeg gøre, fordi jeg mange gange har konstateret, at det er den klart højest ydende og mest givende arbejdsform.

    Ved den oversanselige inspiration er der det forhold at agte på, at den nu kun gives og bliver givet i en mere upersonlig og mindre direkte og intensiv form end den, der lå til grund for skabelsen af Vandrer mod Lyset. Ved den nuværende form for oversanselig inspiration kender man sjældent eller aldrig kilden, og man må som inspireret åndsarbejder stå frem i eget navn og på eget ansvar.

    Men inspirationen er altså den måde, jeg vil forsøge at bidrage til arbejdet med. Andre vil måske ønske at bruge andre måder, andre arbejdsformer og følge andre veje. Alt har sin ret.

    Jeg håber med denne bestræbelse, som jeg oplever selv er udtryk for inspiration at kunne bidrage til den Lysets kultur, vi har mulighed for at skabe i fællesskab og som menneskehed ud fra de rige frugter, Vandrer mod Lyset bragte og bringer (De tre gyldne Frugter), samt ud fra den stadige oversanselige indflydelse på vores verden, en indflydelse og et arbejde Gud er den øverste leder af.

  • En mulig ny vending i erkendelsesteorien

    For ikke længe siden undfangede jeg ved tanken en idé til et muligt nyt bidrag til erkendelsesteorien. Ideen var omtrent denne: At for så vidt som viden og dermed sandhed både kan være almen og speciel, kunne viden og sandhed fremtænkes af det dialektiske forhold og samspil mellem begreb (det almene) og fænomen (det specielle).

    Videre tænkte jeg, at det dialektiske forhold mellem begreb og fænomen er kendetegnet ved, at begreber kan udledes ved induktion fra fænomener, og at fænomener kan udledes ved deduktion fra begreber.

    Begreber kan derudover tillige, tænkte jeg, være fænomener, og fænomener begreber, idet selve begrebet om begreber kan betragtes som et fænomen, altså fænomenet begreb, og fænomener kan betragtes som begreb, fx fænomenet menneske, der tillige er et begreb.

    Samlet, tænkte jeg, kunne disse forhold, det dialektiske forhold mellem begreb og fænomen hvor de to udledes af hinanden ved hhv induktion og deduktion, udgøre grundstammen i skabelsen af viden og sandhed.

    Dét var ideen. Jeg påtænkte at give eksempler for derved at gøre teorien nærværende og vedkommende for erkendelsesteorien. Men så meldte en ny tanke sig. Det var for mig som om, at teorien kunne blive endnu et af disse systemer, eller først blot en groft skitseret idé og indfaldsvinkel, et system, som måske kunne blive nyttigt og brugbart – men koldt, uden menneskelig følelse og varme; smukt som en iskrystal, der snart ville smelte bort og forsvinde (gennem kritikkens ilddåb). Sådanne systemer er filosofihistorien rig på.

    Den helt nye tanke og metode til skabelse af viden og sandhed – en mulig ny vending i erkendelsesteorien, hvor vi ikke videretænker det felt af filosofien, som åbnedes med de klassiske tænkere i Vesten, fx Sokrates, Platon og Aristoteles – tager sit udgangspunkt et helt andet sted:

    Nemlig i værket Vandrer mod Lyset. Ifølge dette værk er sandheden i Lyset, og Lysets essens er kærlighed (Supplement I, no 39). Derfor tænker jeg den nye idé og vending tage udgangspunkt i dén, kærligheden, hvor kærligheden bruges som motor for erkendelsen, bruges aktivt og bevidst til skabelse af viden og sandhed.

    Hvad det indebærer, og hvordan vi nærmere kan bruge kærligheden i erkendelsesteorien, er for tidligt at sige nu. Foreløbig er det kun en idé. Men hvis ideen er brugbar og frugtbar, kan vi skabe viden og erkendelser, ja en hel erkendelsesteori, med et helt nyt udgangspunkt og afsæt og felt. 

    Viden og erkendelse, og en teori for dem, kan da fremtænkes til skikkelser præget af menneskelig varme og vedkommenhed og nærvær, en ny kærlighedens erkendelsesteori inspireret af åbenbaringen Vandrer mod Lyset, og gennemtænkt ud fra den nævnte sammenhæng mellem Lys, viden, sandhed og kærlighed; en kærlighed, der da kan binde al menneskelig viden og sandhed og erfaring og visdom sammen.

    Jeg vil prøve i den kommende tid at forfølge denne tanke, som jeg intuitivt fornemmer brugbar. Vi må da se, om den kan bære sin frugt.

  • At være eller ikke at være tre

    Hvis livet er som et marked, så har vi alle sammen, eller bør have – lovpligtigt – en angivelse af ”mindst holdbar til” eller ”bedst før”. Jeg er vel egentlig stadig for ung – eller ikke gammel nok – til sætninger som nu mørkner skoven, det stunder mod aften, eller hvad man nu kan finde på for at betegne livsaftenens dybe melankoli eller evighedens nærhed og forjættelse.

    Livet starter med et skrig, slår over i en march, flammer op i en allegro, og sluttes adagio eller lento. Jeg er 56 år gammel eller ung.

    En af sorgerne i mit liv er, at jeg aldrig har fået børn. Og samtidig er det en af de bedste ting, jeg (ikke) har gjort. Min kone og jeg blev enige om, at vi ikke ville have børn, da vi begge har en alvorlig og potentielt arvelig sindslidelse. Derfor valgte jeg at blive steriliseret. Det er mange år siden. Det er både en sorg og en glæde. Et faktum, et ansigt med to sider. Som livet. Som et menneske.

    Jeg forestiller mig, at der et sted i en anden dimension sidder en ånd, og glædes eller sørger over denne kendsgerning. Glædes over ikke at skulle risikere de voldsomme lidelser, der er forbundet med skizofreni eller maniodepression, sørger over ikke at kunne være lyset i vores mørke liv.

    En søn eller en datter jeg ville elske med hver en fiber og celle i min krop. Men netop fordi jeg elsker ham eller hende, skulle du ikke komme til verden. Til min kone og jeg. Vi ville have elsket dig sådan.

    Hvis vi havde taget chancen, ville det være som at spille russisk roulette med tre skarpe patroner i tromlen. Fifty fifty. Sådan siger videnskaben, og vi ved ikke bedre.

    Jeg håber, du fandt en anden, andre, der kunne elske dig, som vi ville have elsket dig. Jeg ville ikke have båret dig på hænder og fødder, men have lært dig selv at gå. Jeg ville ikke have tænkt for dig, men lært dig at tænke. Jeg ville ikke have levet for dig, men lært dig at leve.

    Sådan kunne det være gået, hvis vi to var blevet til tre. Men det skulle og måtte ikke blive sådan. Risikoen for forlis for os alle tre ville have været for stor. Men hvem du end er, så elsker vi dig. Sådan skal det være, og sådan blev det, sådan er det nu engang.

    (se også At være eller ikke at være én, og At være eller ikke at være to)

  • At være eller ikke at være to

    Det er næppe forkert at sige, at tanken om dualen, tvillingesjælen, den i sandhed eneste ene (se Vandrer mod Lyset) har været formativ for mit liv. Allerede før jeg lærte Vandrer mod Lyset at kende, havde jeg en evne – måske en brist? – til at elske til bunden af min sjæl. Og fordi jeg elskede så dybt, kunne jeg såres så dybt.

    Hvis kærlighedens og smertens dybde er den samme, er kuren da ikke at elske? Men er dét ikke for fattigt og sørgeligt? Er rigdommen ikke netop i det dybe – på godt og ondt?

    For nu snart 35 år siden mødte jeg en kvinde, som jeg troede var min dual. Jeg havde på det tidspunkt læst Vandrer mod Lyset, og kendte derfor begrebet dualen. Jeg elskede hende så dybt, at jeg kunne briste ved det. Og jeg bristede, gik i stykker. For hun forlod mig. Før det hele egentlig kunne begynde.

    Det føltes som åndelig udslettelse. Og måske derfor har jeg det meste af mit liv vandret på livets tynde line mellem dødens dybe afgrunde til begge sider. Jeg vandrer, vakler mellem liv og død.

    Nu er kærlighed måske noget andet, end jeg forestiller mig. Men mig forekommer det, at kærligheden både er den af og til tynde line, vi vandrer på, og afgrundene til begge sider. Det forekommer mig, at kærlighed både er liv og død; at den på en måde er det hele. Alt der findes.

    Er det sådan?

    Det er som om livets og dødens ansigter spejler hinanden i kærligheden. Er det sådan?

    Fordi vi kan elske til døden – eller skulle vi sige: til livet? – kan vi såres til døden? Eller vi kan trodse døden i kærligheden og leve på trods af alt?

    Hvad er sandt? Hvad er sandheden om kærligheden? Hvad tænker du?

    Er livet forgæves og meningsløst, hvis ikke vi af og til røres i det inderste, og derfor også kan såres dér? Og omvendt: Findes der en inderste lykke, hvis vi røres lykkeligt til bunden uden tab?

    Skal vi kende døden for at kende livet? Skal vi kende begge – ikke som en teori eller en abstraktion – men på vores egen krop og ånd som levet liv? Er dét den inderste lykke – at have det hele med? Kan vi kun på dén måde blive hele og helbrede den inderste smerte, livets og dødens?

    Skal vi satse livet og trodse døden for at vinde kærligheden? Skal vi på dén måde virkeliggøre den sandhed, at kærligheden er stærkere end døden: Ved at leve på trods af en smerte, der føles som åndens udslettelse?

    Er dét sandheden om kærligheden, dens virkelige potentiale: At overvinde døden? Skal også vi som hvedekornet i jorden og dø for at bære mangefold frugt, som det hedder om frelseren i evangeliet?

    Er dét sandheden om livet og døden og kærligheden?

    (Dette indlæg læses og forstås bedst sammen med indlægget, At være eller ikke at være én)