Forfatterskabet Højtryk

Tag: Gud

  • Vejen og genvejen til Gud

    I verdensreligionerne anvises forskellige veje til Gud. I hinduismen anvises hengivelsens, handlingens, erkendelsens og askesens vej, i Kristendom og Islam anvises troens vej – tro til liv til døde. I moderne buddhisme anvises en vej til befrielse eller oplysning gennem erkendelse, men så vidt jeg ved medregner denne lære ikke en Gud, der for enden af en lang vandring og stræben modtager sit barn i sin åbne favn.

    Sandheden – som gives i Vandrer mod Lyset – er dog en anden:

    Vejen til Gud går over en indre renselse gennem sorg og anger over tænkte onde tanker og onde handlinger, og denne vej vandres gennem mange inkarnationer, liv på Jorden. Når alt mørke er udrenset af menneskets personlighed, smelter tanken og viljen i menneskets ånd sammen, hvorefter ånden helt igennem er en lysstærk og åndeligt ren personlighed – upåvirkelig af mørket, det onde – og når alt derefter er sonet (under gengældelsesloven, karmaloven), kan menneskeånden – af Kristus – siges løs fra livene på Jorden og vandre videre i Lysets verdener, indtil det endelige mål nås: Guds Rige, Paradis.

    Derudover anvises i Vandrer mod Lyset en mulig genvej til Gud: Gennem tilgivelse af den dybest faldne, Ardor (Satan). Gives denne tilgivelse af mennesket fuldtud og af hjertet, vil meget af det mørke, der binder mennesket til Jorden, udrenses, og det tilgivende menneske vil lettere kunne finde vej gennem det jordiske mørke, bedre kunne indse og angre sine onde tanker og handlinger, og derved rense sin ånd indefra.

    Vejen til Gud er derfor ikke hverken erkendelsens eller troens veje – eller hvordan de eksisterende verdensreligioner nu end hævder det – men den indre renselses og tilgivelsens vej. Sådan er det. Det er sandheden.

    Note: Tankens og viljens sammensmeltning – tanke-vilje-enheden – er udførligt beskrevet i Supplement II, no 64 (udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset), og vi kan forstå den som en svag afglans af Urtankens og Urviljens forening, sammensmeltning, ved Guds fremstigen som Personlighed, emanation, hvilket dels er beskrevet i Ardors Beretning kap. 1 og i Kommentaren til kapitlet + i Oversigten.

  • Visdommens ABC

    I nogle gamle religiøse tekster og forestillinger, og i gamle myter og sagn lever tanken om alvidenhed. I nogle traditioner hævder man alvidenheden og gudsligheden som et ideal, i andre advares der mod denne forestillings farer.

    I hinduismen lever forestillingen om befrielse (moksha) ved erkendelse af sin identitet med Brahma, alguden eller kosmos, det altgennemtrængende guddommelige princip og kraft. Og vi genfinder forestillingen i moderne, kulørte spirituelle forestillinger om fx muligheden for at opnå “Kristusbevidsthed”, hvormed man formentlig mener “Gudsbevidsthed”.

    I andre myter og sagn advares der mod dette hovmod; fx i Bibelens syndefaldsmyte der beretter om, hvordan Adam og Eva fristes af Slangen og begærer at blive som Gud til at kende godt og ondt, i myten om Ikaros, der fløj for tæt på Solen, mistede sine vinger, og styrtede i havet, og i myten om Faust, der sælger sin sjæl til det onde for viden.

    Vi må tænke, at de myter der advarer mod hovmodet er de mest troværdige, fx også den græske myte om hybris og nemesis. Vi må tænke, at Visdommens ABC er at kende sin egen begrænsning. Begrænsningens vej er Guds vej, hovmodets vej er i myternes sprog Slangens.

    Mennesker der fx ved ekstrem askese, meditation eller andet søger det ubegrænsede sind eller den ubegrænsede bevidsthed, gør det ikke nødvendigvis af ond vilje, og mennesker der prædiker hovmodets vej til fx gudsbevidsthed, gør det ikke nødvendigvis for at gøre fortræd, men snarere fordi de selv er forblændede af mørket, det onde, som Slangen i syndefaldsmyten fristede og blændede Adam og Eva.

    At ville være lig Gud (eller Kristus) er og bliver dog hovmodets vej, og den vej fører ikke til gudslighed eller Kristusbevidsthed, men til sprængning af personligheden og fald. Heri mener jeg klart, at de gamle myter der advarer mod disse forestillinger står til troende.

    Kend din begrænsning, står der ved indgangsporten til visdommens tempel. Det er vejen som fortidens vise peger på, og som fortidens og nutidens blændede og blinde forlod og forlader.

  • Den hvide flok

    Hvis Vandrer mod Lyset er sandhed, så er dette fremtiden:

    Alle mennesker som dele af et universelt hele, forbundet ved kærlighed, med Gud som centrum. Ingen vil stå udenfor. Lige så lidt som man kan fjerne en node fra et partitur, uden at skade harmonien i musikken, lige så lidt kan en eneste undværes.

    Det er fremtiden. Det er sandhed.

  • Det største af alt

    Hvis det er kærlighed, du søger, så giv den først.

    Kærlighed er mere handling, og mindre følelse.

    Hvis du vil hjælpe mennesker bør du ikke prædike for dem, men elske dem.

    Kærlighed bor ikke på læben, men dybt i hjertet.

    Kærlighed er ikke uforsonlig, og søger ikke hævn, men tilgiver.

    Kærlighed er ikke så meget stammen og kronen over jorden, som den er en rod, der får dybere og dybere fat. Når rødderne får fat, springer træet i blomst.

    Det kærligheden koster os, er et mål for dens værdi.

    Kærlighed er ikke vejens ende, men en vej der – altid – begynder.

    Nu, så gå da, pilgrim, ad denne vej, og vid at vejen og målet ikke er derude et sted, men dybt i dig selv, altid.

  • Det grønne Land

    Efter mange tiders lidelser, sorg og afsavn kom vandreren endelig til Det grønne Land, hvor hun fandt ly og skygge for stormen og den brændende Sol under de høje, de højeste træer, og under Det ene Træ.

    Forunderligt, hvor træerne sang! Hvert et træ, hver en gren, hvert et blad sang, og det var som om kærligheden kom alle steder fra og vækkede den lille fugl, nattergalen, ved hendes bryst. Hør hvor de sang:

    – Hvis du vil hjælpe mennesker,

    – skal du ikke docere for dem,

    – men elske dem.

    Fuglen ved hendes bryst svarede: Ja! Ja! Ja!

    Hun sagde:

    – Men der er meget ondt og mange onde i den grå verden.

    – Specielt dem, sang de, og fuglen ved brystet svarede: Ja! Ja! Ja!

    Hun sagde:

    – Måske vil de ikke modtage mig, men fortsætte med deres ondskab.

    – De vil ikke bøje sig for dine ord,

    – men de vil bøje sig for din kærlighed, sang de, og hendes hjerte svarede:

    – Ja! Ja! Ja!

    De sang:

    – Gå til den grå verden,

    – plant et træ herfra,

    – giv den farve,

    – giv den lys,

    – giv dem varme!

    Nattergalen ved brystet svarede:

    – Ja! Ja! Ja!

    Og hun slog en kappe om skuldrene, fyldte sit bæger med vand fra en kilde fra Hjemmet, og gik vejen tilbage til den grå verden, hvor hun plantede et træ fra Det grønne Land, dette.

  • Livets værdi

    Som jeg før har været inde på, så finder livet sin værdi i den pris, vi betaler for det. Prisen udgøres først og fremmest af den frie vilje – ved menneskets frie viljes kamp mod det onde, mørket, og for det gode, lyset. I frihed må vi mennesker søge lyset og i frihed må vi udrense mørket af vores ånd og derigennem opnå åndelig helhed – tanke-vilje-enhed (se Spørgsmål og Svar II, no 64).

    Hvis ikke vi havde en fri vilje, og Gud havde skabt os åndeligt hele fra starten, ville vi aldrig selv kunne være kommet til en virkelig forståelse af livets og lysets værdi, vi ville heller ikke selvstændigt have lært mørket, det onde, at kende og besejret det, og vi ville derfor ikke være selvstændigt tankeskabende, suverænt handlende og modne personligheder, vi ville knap nok kunne betegnes som “levende” og selvstændige, da den selvstændige ånd kun kan erhverves gennem selvstændig kamp mod mørket og for lyset.

    Der er derfor en intim forbindelse mellem de to mægtige gaver, Gud har givet enhver af os: Det evige liv og den frie vilje (tanken er – fra første færd – også fri): Det evige liv finder sin værdi gennem den frie viljes selvstændige kamp mod mørket og for lyset, og uden denne frihed ville livet være værdiløst og uden mening.

    I visse fortolkninger af Kristendommen og Islam hævdes det derimod, at Gud netop har givet os “alt for intet”, at alting er op til Gud (Allah), ja, nogle hævder ligefrem prædestinationen; at alt fra evighed til evighed er bestemt af Gud, derunder menneskers frelse eller fordømmelse.

    Men hvis dette var sandt, ville Gud have skabt et liv uden mening, både frelse og fordømmelse ville være uden mening, Paradiset ville være en værdiløs gave uden dybde, vægt og fylde, og helvedes fordømmelse en meningsløs straf.

    Sandheden gives i Vandrer mod Lyset: Vi er – i sandhed – skabt frie, som skitseret ovenfor, og derfor har livet ikke kun værdi, men uendelig værdi.

  • Karmalovens spejl

    For en kristen kulturkreds bør den tanke, som man sår, høster man, ikke være fremmed. Tanken udtrykker kort og klart karmaloven – som kendes fra andre traditioner og fra Vandrer mod Lyset – og den udtrykker karmalovens spejl – på godt og ondt: Det gode såvel som det onde vi gør, er en del af fremtidens høst, det der sker med os og for os, idet vores tanker og handlinger tilbagespejles i os selv.

    Derfor må konsekvenserne også være klare, hvis vi sætter denne guddommelige lov i relation til begrebet retfærdighed: Nogle mennesker mener, at hævn er retfærdighed, men hvis vi sætter hævn i relation til karmaloven, så er det klart, at hævn i sig selv skaber uforløst karma, det vil sige, hævnen tilbagespejles i os selv engang i fremtiden – måske i nye inkarnationer. Vi rammes af hævnens tilbagespejling, hvilket vil sige, at den hævn vi har taget over andre, idet vi måske tror – fejlagtigt – at det er retfærdighed, rammer os selv med karmalovens renter og renters rente.

    Derfor er hævn ikke retfærdighed, og den udligner ikke gammel syndeskyld, men skaber en ny til indløsning og soning engang i fremtiden. Da det er sådan, er hævn ikke bare ikke retfærdighed, den er simpelthen irrationel, da den skader os selv.

    Dette bør mennesker optegne i deres hjerter, først og fremmest for deres egen skyld. Hvis man insisterer på hævnens retfærdighed, og den tanke er almindelig blandt os, så starter vi en volds- og hævnspiral: Hævn hævnes, der igen hævnes, mens karmaen – syndeskylden – vokser og vokser for alle parter. Kun ved tilgivelsen kan denne voldsspiral standses og bringes ind i mere fornuftige baner.

    Dette bør især lovgivere og statsoverhoveder tænke over, og leve og virke efter – for deres egen skyld, for at de ikke engang skal rammes af det hårde men retfærdige tilbageslag af deres uretfærdige love og af de krige, de måske har startet og udkæmpet med et hævnmotiv.

    Det skal tilføjes, at Gud ikke har skabt karmaloven for at straffe os, men for at vi – smerteligt – i de tilfælde hvor vi nægter at bøje os og indrømme det onde, vi har gjort – ved at rammes af de samme lidelser vi har påført andre – kan se præcis hvad vi har gjort. Hensigten er således ikke straf, men opdragelse. Og det skal siges, at det egentlig ikke er Gud, der “dømmer” os til fremtidig lidelse under gengældelses- eller karmaloven, gengældelsen er ikke “Guds straf” eller “Guds hævn”, men derimod er den et udtryk for, at det mørke vi selv har sat i verden, vender tilbage til sin ophavsmand eller -kvinde.

    Altså: Hævn er ikke retfærdighed og ikke fornuftig på nogen måde, da den hævn vi tager over andre engang i fremtiden uvægerligt vil vende sig mod os selv. Kun tilgivelsen er fornuftig – og barmhjertig – kun den kan standse den voldsspiral og mangedobling af syndeskylden, som hævnen ellers trækker i sit tragiske kølvand.

  • Bønnen for de ældste

    De ældste er i Vandrer mod Lyset betegnelsen for de personligheder, de ånder, der i tidernes morgen faldt for mørkets magt, og blandt andet er ansvarlige for skabelsen af det fysiske menneskelegeme, og er ansvarlige for, at vi mennesker lever i en mørkets verden, Jorden, med alt hvad det indebærer af lidelser, sorger og elendighed.

    De ældste har uendeligt meget på samvittigheden. Som tyranner, som ophavsmænd til de forskellige religioners løgne, forvanskninger og falske lærdomme med alt hvad deraf følger af strid, krig og nød, som opfindere af de forskellige våbentyper der har brutaliseret mennesket, som dette og meget andet har de i lange tider søgt at nedkalde så megen sorg, lidelse og elendighed som muligt over os mennesker.

    Stillet overfor sådanne personligheder har vi mennesker et valg: Vil vi søge hævn, hævn for alle de lidelser, de har nedkaldt over os, eller formår vi at tilgive? Hvis vi søger hævn, vil elendigheden fortsætte, hvis vi tilgiver, vil megen sorg og lidelse undgås, både for os og for dem.

    De ældste er – mange af dem – endnu stærkt formørkede. Og da dette er tilfældet, vil de endnu kunne skabe megen lidelse i verden og for mennesker. Derfor er det rationelle valg for os mennesker at søge at vække lyset i dem, så megen af den lidelse, der ellers må bliver resultatet, kan undgås.

    Hvordan gør vi det? Vandrer mod Lyset lærer, at lyset vækkes i de formørkede sind og hjerter gennem angeren (det gælder også almindelige mennesker, menneskeånder). Gennem sorg og anger over begåede forbrydelser og synd vækkes lyset, og forhindrer på den måde mange af de nye synder og forbrydelser, der ellers måtte bliver resultatet. Og hvis vi kan det – vække de ældstes sorg og anger over alt det, de har forbrudt – vil mange lidelser, megen nød og megen elendighed undgås – for os og vores børn og vores efterkommere.

    Og en af de måder vi kan vække de ældstes sorg og anger, vække lyset i de formørkede, er gennem bønnen. Ved en dybfølt bøn for de faldne – idet vi i tanken og hjertet samler dem under et – mødes vores tanke med Guds tanke, mødes vores vilje med Guds vilje, der er ren kærlighed og barmhjertighed, mødes vores hjerte med Guds hjerte, og bringer den nødvendige hjælp til dem – vores brødre og søstre.

    Bønnens magt er stor, når den bæres af kærlige tanker, siger Kristus i sin tale til os mennesker i Vandrer mod Lyset. For i bønnen mødes vi med Gud, i den dybfølte bøn bliver vores tanke, vilje og hjerte et med Guds Tanke, Vilje og Hjerte.

    Derfor: Hvis vi ønsker at undgå mange lidelser for os selv, vores børn og vores efterkommere, så skal vi ikke søge hævn, men vandre tilgivelsens og bønnens vej. Uforsonlighed og hævn gavner ingen, heller ikke os selv. Men hvis vi vil vandre den vej, jeg her taler om, så vil vi vise at vi – i ånd og i sandhed – er Guds børn, Gud, der er ren kærlighed og barmhjertighed, Gud der altid er parat til også at tilgive os, når vi selv fejler.

  • Lys i mørket

    Når der kastes lys i mørket, vågner dæmonerne

    For hvert skridt vi tager ind i lyset, kommer der en reaktion fra mørket. Vi kan blandt andet se denne lovmæssighed i kosmisk størrelsesorden i Vandrer mod Lysets beretning om Urtankens og Urviljens kamp ud af mørket – en kamp, der endte med Guds sejrrige fremståen (emanation).

    For hver gang Urtanken og Urviljen bevægede sig ind i lyset, reagerede mørket, og – som der står – ved Urtankens og Urviljens søgen ind i lyset, vågnede begge urkræfter, lys og mørke, til en stedse stigende aktivitet.

    Sådan er det også for os – i en afglans af Urtankens og Urviljens kosmiske kamp mod det onde. Det lys vi tilkæmper os bliver stærkere og stærkere, og derfor bliver også det mørke, der reagerer stærkere og stærkere. Så udover det forhold jeg tidligere har beskrevet om kærlighedens pris – at det vi bringer hinanden i kærlighed bliver større og større og mere og mere værdifuldt, og at prisen derfor også bliver højere og højere – så er det endnu en grund til at sige, at vores vandring mod lyset ikke bliver lettere efterhånden som vi stiger på livets vej, fordi det onde, der reagerer mod vores stedse stigende lys proportionalt bliver stærkere og stærkere.

    Vi kan også sige, at vores opstigen i lyset, vores vandring mod lyset, samtidig er en nedstigen. Eller som jeg tidligere har skrevet: Åndens forædling er ikke så meget stammen og kronen over jorden, som den er en rod, der får dybere og dybere fat. Vi nedstiger i dybet med vores lille lyskilde og oplyser det onde, hvorved det vågner.

    Der er altså en proportionalitet mellem lys og mørke, godt og ondt. Jo stærkere lys vi manifesterer, jo stærkere mørke vil reagere mod os; både i os selv og fra verden. Derfor er det hensigtsmæssigt, at vandringen mod lyset sker med små skridt, og at vi ikke søger bjergene og tinderne; eller som Michael Agerskov skrev: Vi må vandre ad livets slagne landevej.

    At vi på den måde må gå vejen skridt for skridt, små skridt ad gangen, kan samtidig styrke vores tålmodighed. Tålmodigt må vi opbygge vores personlighed, vores ånd, dag for dag, tanke for tanke, handling for handling. Og ved at opbygge os selv, bygger vi samtidig verden.

    Vejen ligger ikke i bjergenes tinder eller i stjernerne, men ved Jorden. Vi må ikke blive som Ikaros, der fløj for tæt på Solen, og fik brændt vingerne og styrtede i havet. Tålmodigt må vi vandre på Jorden og bygge verden og os selv ad livets slagne landevej.

  • Det jeg vil

    Drage Lyset til Jorden og til hjerter

    Åbne menneskers øjne for det skønne og det dybe

    Skabe en manifestation af sand magt

    Stole i alt på Guds Almagt og beskyttelse

    Drage mennesker hjem til flammende skønhed!