Når der kastes lys i mørket, vågner dæmonerne

For hvert skridt vi tager ind i lyset, kommer der en reaktion fra mørket. Vi kan blandt andet se denne lovmæssighed i kosmisk størrelsesorden i Vandrer mod Lysets beretning om Urtankens og Urviljens kamp ud af mørket – en kamp, der endte med Guds sejrrige fremståen (emanation).

For hver gang Urtanken og Urviljen bevægede sig ind i lyset, reagerede mørket, og – som der står – ved Urtankens og Urviljens søgen ind i lyset, vågnede begge urkræfter, lys og mørke, til en stedse stigende aktivitet.

Sådan er det også for os – i en afglans af Urtankens og Urviljens kosmiske kamp mod det onde. Det lys vi tilkæmper os bliver stærkere og stærkere, og derfor bliver også det mørke, der reagerer stærkere og stærkere. Så udover det forhold jeg tidligere har beskrevet om kærlighedens pris – at det vi bringer hinanden i kærlighed bliver større og større og mere og mere værdifuldt, og at prisen derfor også bliver højere og højere – så er det endnu en grund til at sige, at vores vandring mod lyset ikke bliver lettere efterhånden som vi stiger på livets vej, fordi det onde, der reagerer mod vores stedse stigende lys proportionalt bliver stærkere og stærkere.

Vi kan også sige, at vores opstigen i lyset, vores vandring mod lyset, samtidig er en nedstigen. Eller som jeg tidligere har skrevet: Åndens forædling er ikke så meget stammen og kronen over jorden, som den er en rod, der får dybere og dybere fat. Vi nedstiger i dybet med vores lille lyskilde og oplyser det onde, hvorved det vågner.

Der er altså en proportionalitet mellem lys og mørke, godt og ondt. Jo stærkere lys vi manifesterer, jo stærkere mørke vil reagere mod os; både i os selv og fra verden. Derfor er det hensigtsmæssigt, at vandringen mod lyset sker med små skridt, og at vi ikke søger bjergene og tinderne; eller som Michael Agerskov skrev: Vi må vandre ad livets slagne landevej.

At vi på den måde må gå vejen skridt for skridt, små skridt ad gangen, kan samtidig styrke vores tålmodighed. Tålmodigt må vi opbygge vores personlighed, vores ånd, dag for dag, tanke for tanke, handling for handling. Og ved at opbygge os selv, bygger vi samtidig verden.

Vejen ligger ikke i bjergenes tinder eller i stjernerne, men ved Jorden. Vi må ikke blive som Ikaros, der fløj for tæt på Solen, og fik brændt vingerne og styrtede i havet. Tålmodigt må vi vandre på Jorden og bygge verden og os selv ad livets slagne landevej.