Hvis Gud findes, og Han er Lysets og kærlighedens Almagt, så er sharia ikke vejen til Ham.

I takt med muslimers ankomst til Vesten er nogle af de problemer, vi oplever, nært knyttet til religionen Islam. Jeg vil her fremhæve følgende:

Der er belæg i Koranen for at sige, at muslimer ikke bør gifte sig med ´vantro´ og ikke engang tage sig venner blandt dem (dvs ikke-muslimer). Det i sig selv skaber mange problemer, fx med overhovedet at forstå og respektere hinanden.

Men det vigtigste finder jeg er mere grundlæggende, nemlig i den islamiske forståelse af sharia som Guds fuldkomne vej til Ham, sådan som vejen er overleveret gennem Koranen, Hadith, konsensus blandt de retslærde (Ijma) og ved analogislutninger (Qiyas).

Sharia rummer både civilretslige og de nok så kendte eller berygtede straffelove, som fx afhugning af hænder, stening af utro kvinder og andre barbariske straffeformer. Disse straffemetoder – som ikke kun har teologisk interesse, idet de søges efterlevet og praktiseres rundt omkring i verden – kan umuligt forenes med Guds uendelige kærlighed og retfærdighed, og de skyldes ikke Ham, er ikke givet af Ham, men er udtryk for menneskers uansvarlige påfund og trang til magt og dominans over andre.

Dernæst kan jihad opfattes som en del af sharia, og den voldelige del af jihad – som vi ser den i de mange terrorangreb mellem muslimer indbyrdes og mod ikke-muslimer – er fatal, og kan selvfølgelig heller ikke forenes med Guds uendelige kærlighed og ophøjethed. Voldelig jihad er gudsbespottelig, og jeg har flere gange tidligere advaret meget alvorligt mod denne praksis, denne måde at føre krig på. Vold og krig i Guds Navn er gudsbespottelig og fatal – først og fremmest for terroristerne selv. (Se indlægget En advarsel til alle potentielle selvmordsterrorister).

Det er stærkt problematisk, hvis muslimer holder fast i sharia ud fra den fejlagtige opfattelse af loven som fuldkommen og guddommelig i sin oprindelse, og stærkt problematisk hvis sharia søges indført i Vesten i stedet for de demokratisk vedtagne love, der blandt andet bygger på den menneskelige ret til og behov for frihed.

Muslimer – ja tak. Islam og sharia – nej tak.

Der er – så vidt jeg ved – i øjeblikket i den islamiske verden en reformbevægelse i gang. Nogle af de ting der efter min opfattelse må medtages i en sådan reform, er blandt andet en hel eller delvis forkastelse af sharia – i hvert fald hvad angår den strafferetslige del af den og den voldelige del af jihad – og at man opgiver forbuddet mod blandede ægteskaber (og venskaber).

Før denne reform er en realitet, vil vi ikke kunne mødes ærligt, og for alvor søge fredelig sameksistens. Der vil altid – fra begge sider – være tanker om dobbeltspil og uærlighed og kontraproduktive og skjulte dagsordner. 

Islam må – som kristendommen delvist blev det for mange århundreder siden – reformeres, så Guds ophøjede, rene og uendeligt kærlige Væsen og Billede kan være den basis, vi bygger vores sameksistens, moral, tro, liv og etik på – i den udstrækning vi ønsker vores samfund bygget på evige sandheder og guddommelige værdier, og ikke kun vil bygge dem på menneskelig sans for retfærdighed og menneskelig frihed til selvbestemmelse.

Note 1: Det arabiske ord ´sharia´ kan ifølge Wikipedia oversættes ved ´vejen´ eller ´vejen til drikkestedet´ – en metafor for vejen til Gud.

Note 2: At Gud findes, og er Lysets og kærlighedens Almagt, kan læses direkte ud af værket Vandrer mod Lyset. Når vi om Gud siger ´Han´ er det på sin vis misvisende. Vi kunne lige så godt sige ´Hun´ eller ´Han/Hun´, da Gud i lige styrkegrad rummer det primært kvindelige princip, Tanken, og det mandlige, Viljen. Men betegnelsen ´Han´ har vundet hævd i sproget, og derfor bruger jeg det her som overalt i forfatterskabet.

Note 3: I skriftet Islam har jeg i videre detalje forsøgt en gendrivelse af religionen Islam ved den enkle metode at filtrere denne religion gennem billedet af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt.