Engang havde oprørere blomster i håret og hjerter af sten. Oprøret mod autoriteten blev den nye autoritet, og at tænke fordomsfrit og prise mangfoldighed gjorde alle og skulle alle. Budet hugget i sten, straffen eksklusion for dem, der nægtede.

Så drejede historiens hjul.

Blomsterbørnenes stenhjerter gik i arv til deres egne børn. De pakkede stenene ind i guldpapir, vi kaldte det politisk korrekthed; den anden side af racisme. Kravet om uniform optræden og tænkning stod ved magt og blev gentaget. Straffen for overtrædelse af det gamle bud i nye klæder var den samme: Eksklusion.

Så drejede igen historiens hjul.

Alle de sten, vi har pakket ind siden det første oprør, er nu pakket ud, så vi kan se dem. De er klar til kast. Sten kastes. Begge veje. Mennesker såres. Det er den rene vare. Der er ikke andet tilbage end det, der altid har været, siden mennesker lærte at gå i takt ved budet: Du skal!

Nu drejer hjulene igen? Måske man skulle prøve med blomster i hjertet, ikke i håret, kærlighed, hvis vi vil? Hvis ikke, så lad det være? Måske vi skulle prøve frihed, og ikke uniform gåen i takt? Og hvis ikke, så lad det være? Måske vi skulle prøve at blive mennesker og ikke soldater i den gode sags tjeneste?


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: