I sin bog, Gud – i jødedom, kristendom og islam (A history of God – from Abraham to the present: The 4000-year quest for God), giver Karen Armstrong den tanke lyd, at når en bestemt opfattelse eller billede af Gud ikke længere virker på mennesker i et givent samfund, så opgives dette billede eller denne forestilling, og et mellemspil af ateisme følger; for så igen at give plads til et nyt billede og en ny forestilling om Gud og det guddommelige.

Ideen om Gud synes umulig at udrydde. Og det er helt naturligt, for der ligger realiteter bag. Men det vi har er billeder af Gud, ikke Gud som Han/Hun virkelig er. Intet sprog eller tanke kan fuldtud fatte Ham/Hende, hvilket også er naturligt. For hvis vi fuldtud kunne forstå Gud, og indfange Hans/Hendes Væsen i sin totalitet, ville vi selv skulle være som Gud i indsigt, kærlighed og visdom. Og det er – naturligvis – intet menneske.

Det vi har er altså billeder, og de skifter over tid. Billederne og forestillingerne vender altid tilbage efter måske en tid, hvor man hælder til ateismen og afvisningen af noget guddommeligt overhovedet, men vender tilbage i nye skikkelser, i nye samfund – ofte forynget og bedre i tråd med det sandt guddommelige.

Vi må i de vestlige samfund, hvor billedet af Gud som det findes i den kristne religion, måske er på vej ud, og har været det længe, derfor søge en ny og mere virkningsfuld kontakt til og billede af Gud og det guddommelige.

Et sådant billede og en sådan virkningsfuld kontakt kan læses ud af værket, Vandrer mod Lyset; nemlig ved dette værks udførlige beskrivelse af samvittigheden, dens virke og natur; samvittigheden som det sted, hvor mennesker helt konkret, vigtigt og virkningsfuldt og stadigt har kontakt med Gud og det guddommelige.

Vi kan kalde det samvittigheden, andre vil måske kalde det at mærke efter før store og vigtige beslutninger, fx i spørgsmål om familie eller ægtefælle, børn, job osv, andre igen vil kalde det mavefornemmelsen. Her har hvert eneste menneske – og vel hver eneste dag – en ægte og virkelig kontakt med Gud gennem skytsånden, som det er forklaret i Vandrer mod Lyset.

Den bedste måde at omgås og mærke sin samvittighed (mavefornemmelse, at mærke efter om noget føles rigtigt eller forkert) er, at spørge den før de store og vigtige, måske livsændrende beslutninger, man står overfor. Dette er bedre, end først at mærke efter senere, når beslutningerne er truffet, og man måske føler i sit inderste, at beslutningen var forkert. Hvis man mærker efter, spørger sin samvittighed, før man træffer beslutningerne, vil man garanteret få et svar. Svaret kan fx opleves netop som en mavefornemmelse. Og så må man følge sit inderste, samvittigheden, mavefornemmelsen.

På den måde kan man mere sikkert bevæge sig gennem verden og livet med denne virkningsfulde og stadige kontakt til Gud og det guddommelige.

Vi står i Vesten måske overfor at skulle udskifte vores billede af Gud med et andet og mere nærværende og sandt, end det fx kristendom og islam kan give. Billedet står helt klart og lige til at gå til i Vandrer mod Lyset. Og samvittigheden er et godt sted at starte denne udskiftning. Prøv – som et eksperiment – at mærke efter, om det du her har læst, kan være sandhed og en mulig vej for dig. Mærk efter, og døm så.

Dit indre, din mavefornemmelse, din samvittighed vil ikke bedrage dig.