I Aristoteles´ forfatterskab er jeg stødt på begrebet form både i Metafysik og i Organon. Så vidt jeg kan se, er hans opfattelse af dette begreb ikke ganske klar. Undertiden virker det som om, han med form mener nogenlunde det samme, som Platon mente med idé, andre steder kan vi læse hans redegørelse for formen som aktualiseret idé i platonisk forstand.

Aristoteles problematiserer flere steder begrebet form, forstået som det, der ligger bag de synlige ting (fænomener), og som måske kunne tænkes at være årsag til tingenes (fænomenernes) tilblivelse; eller med andre ord: Det værendes første årsager og begyndelsesgrunde.

I hvert fald er det, Aristoteles søger i Metafysik en lære om det værende som værende, og her spiller begrebet form en fremtrædende rolle.

Hvis vi nu samholder Aristoteles´ og Platons tanker om form og idé med Åbenbaringen (Vandrer mod Lyset), så kan det tænkes, at vi kan komme til en klarere forståelse:

I Vandrer mod Lyset siges det, at alle levende ting har et kimurbillede, en indre form eller idé så at sige, et urbillede, som oprindeligt er givet af Gud, men som er blevet forvansket i og med de ældstes fald.

Disse urbilleder virker som en motor for alt levende, og gør, at det levende – fraregnet menneskets fysiske legeme – ved evolution stræber henimod de samme indre former eller ideer (uden nogensinde helt at kunne nå forbillederne, da livskimene oprindeligt var givet af Gud til at frembringe liv i en lysverden uden forplantning og død. Urbillederne ville først skulle opløses igen, når menneskets (de væsener, personligheder Gud påtænkte at skabe) ophold på Jorden var til ende).

Det modsatte gør sig gældende for menneskets fysiske legeme: Her foregår bevægelsen væk fra de urbilleder, som de ældste skabte mennesket ud fra (af mørket) efter og som led i deres fald.

Jeg ved ikke, om det er rigtigt at sige, at moderne genetik har afsløret disse indre kimurbilleder; at generne med andre ord er udtryk for disse billeder. Men det er da en mulighed.

Ud fra Vandrer mod Lyset kan vi føje til, at ikke bare det levende, men også den ”døde” natur har visse indre bestanddele, som kan tolkes som former eller ideer i Aristoteles´ og Platons forstand: Nemlig alle jordiske tings astrale genparter. Også de jordiske livsformer har hver en astral genpart.

Disse genparter holder angiveligt sammen på alt fysisk stof og forlænger – for den levende naturs vedkommende – de jordiske livsformers levetid. Hvis ikke det levende havde en sådan astral genpart, ville deres levetid være så kort, at forplantning formentlig ville være umulig. 

Derved kan vi sige, at både kimurbilleder og de astrale genparter (samt for menneskets vedkommende: dets ånd) former og betinger de jordiske livsformer, og former i det hele taget (også i den ”døde” natur), og dermed kan vi medhjælpe Aristoteles´ bestræbelse på at finde en lære om det værende som værende.

Men om disse tanker er rigtige, kan kun fremtidig forskning søge at afklare. Her er tankerne kun formuleret som fingerpeg og forslag og som en mulig retning eller emne for fremtidens videnskab.