Aristoteles skriver i Metafysik (M (My), 4), at tilhængere af idélæren, altså den lære, at det mest grundlæggende og primære i verden ikke er de sansbare genstande, men visse ideer bag, der betinger fænomenerne, vi iagttager og søger at erkende, kom til deres anskuelse, idet de lod sig overbevise af Heraklits dynamiske kosmologi, den opfattelse at alting bevæger sig (flyder, strømmer); for derfor overhovedet at kunne vide noget, måtte visse ting stå fast, være konstante, måske evige.

Dette var – for nogle af de førsokratiske tænkere og for Platon, ideerne eller ideernes verden; fx selve det gode, det sande, det skønne.

Idelæren rummer blandt andet den tanke, at vi for en given genstand eller størrelse har ét begreb, men mange sansbare ting tilknyttet dette ene begreb, fx begrebet hund. Vi har ét begreb, hund, men mange hunde.

Hvis vi opfatter dette forhold i termerne begreber-fænomener, så har vi ét begreb, men mange fænomener tilknyttet det ene begreb. Denne lære problematiserer Aristoteles, men det vil jeg lade ligge her. Vi kan ligeledes, uden her at forfølge sporet videre, trække linjer til Middelalderens universaliestrid, det vil sige diskussionen om almenbegrebers ontologiske status.

Jeg vil i stedet undersøge idelæren, og ud fra den formulere følgende enkle tanke: Det relative er relativt i forhold til noget absolut (konstant, evigt).

Fx findes der relative bevægelser, men det giver kun mening at tale om relative bevægelser, hvis disse bevægelser er relative i forhold til noget absolut, et givent fast referencepunkt, fx et matematisk koordinatsystem.

Og der findes konstante naturlove for stoffet (og altså for bevægelse, forandring, rum, kræfter i forbindelse med stoffet), der bevæger sig eller forandrer sig i forhold til noget andet (fx en kemisk bundfældning og dens resultat i forhold til et givent begyndelsespunkt eller -tilstand).

Vi har også som nævnt faste, konstante begreber og relative fænomener; fx begreberne hund, grøn, slank, hård, men mange tilknyttede fænomener, fx mange hunde, eksempler på grønne ting osv.

Det ser altså i denne sprogbrug ud til, at begreberne er det absolutte, konstante og unikke, mens fænomenerne er relative (strømmer, flyder; Heraklit), og at naturlovene ligeledes er konstante, mens det, der bevæger sig eller forandres efter disse love, er relativt, fx stof og ved bevægelse af stof (legemer eller partikler, celler osv).

Hvis vi til dette lægger det, Torben Boas skriver i Tankens arkitektur (2014), om den absolutte og den relative tankefunktion, så er det klart, at det absolutte og det relative ikke kun gælder det vi erkender, men også måden vi erkender på. Erkendelsens genstande og erkendelsen selv er i denne forstand isomorfe eller ækvivalente.

Vi må dog også her slå et sving forbi Albert Einsteins relativitetsteori, og sige, at det kan godt være, at et givent legeme og en given bevægelse er relativ i forhold til et konstant, absolut referencepunkt, men dette referencepunkt er selv – som mulighed – relativt i forhold til et andet eller andre referencepunkter og så fremdeles. For hvert legeme og hver bevægelse er der uendeligt mange mulige referencepunkter, fx koordinatsystemer.

Så i forhold til et givent legeme og en given bevægelse er bevægelsen relativ i forhold til et referencepunkt, som selv er relativt i forhold til andre mulige referencepunkter osv.

Hvis dette forhold også hævdes for ideer og begreber, at også de er relative; fx det levende er relativt i forhold til det døde, det grønne er relativt i forhold til andre farver, det hårde er relativt i forhold til det bløde osv, så skrider erkendelsen igen ud i den apori, som Aristoteles behandler i Metafysik, og så må vi med ham opgive idelæren som redningspunkt for erkendelsen.

Men erkendelsen reddes først og for alvor, hvis vi antager, at Gud er det absolutte referencepunkt for alt; epistemologisk, ontologisk, eksistentielt og i forhold til rum, tid, stof, kræfter, bevægelse og alle dimensioner (hvoraf nogle formentlig stadig er ukendte for os mennesker).

I hvert fald siges det i Åbenbaringen, hvormed jeg mener Vandrer mod Lyset, at Gud netop er et sådant universelt centrum og absolut referencepunkt; i værket siges dette i forhold til en angivelse af verdensaltets centrum og vi kan læse visse passager som at Gud også ontologisk er altings betingelse; at alt eksisterende skyldes og betinges af Gud.

Så vi har altså to muligheder for at få fast grund under fødderne i erkendelsen: Enten at antage ideerne, begreberne som altings inderste væsen og betingelse af alt, det, der ligger bag ved eller ved siden af alle fænomener og sansbare genstande – en position som Aristoteles – så vidt jeg kan se – bestrider og i hvert fald problematiserer, og som jeg også har forsøgt at problematisere i det ovenstående, eller at antage Gud som denne uomgængelige nødvendighed for al erkendelse.

Hvis vi med Aristoteles afviser idélæren, er der kun Gud tilbage som mulighed: Enten ved vi da intet, og kan intet vide, hvis vi afviser Gud som det absolutte referencepunkt for alt, eller også kan vi faktisk vide noget (men ikke alt), hvis vi med Åbenbaringen antager Gud og Hans eksistens som det for erkendelsen uomgængelige punkt:

Gud eller intet.

Hvis ikke vi antager Gud som det ene absolutte referencepunkt, opløser alle erkendelsesteoretiske positioner og al erkendelse sig i relative positioner, der skrider i forhold til hinanden i en slags tankens kortslutning, der tilintetgør al erkendelse og viden. Derfor – er Gud uomgængelig og nødvendig for al erkendelse og videnskab.