Gud Herren – den Ene fuldkomne

Da Urtanken og Urviljen – efter ukendte evigheder – samtidig nåede Lysets to poler, smeltede de sammen med dem, og de vågnede begge til fuld bevidsthed, og påbegyndte den langvarige kamp mod mørket, det onde, fuldt bevidst og villet (se Vandrer mod Lyset, Ardors beretning kap. 1 og Kommentaren kap. 1).

Jeg tror det ikke forkert at sige, at Lysets to poler var og er udtryk for henholdsvis livet og kærligheden, så da Urtanken og Urviljen – efter nye, ukendte evigheder – smeltede sammen og forenedes, forenedes også Lysets to poler, kærligheden og livet i Gud, ved Hans/Hendes emanation og fremstigen som Personlighed; som Lysets behersker og mørkets besejrer.

Og ved Urtankens og Urviljens kamp og sluttelige forening – og med dem Lysets to poler, kærligheden og livet – vandt Gud således det fulde kendskab til begge disse poler og deres inderste natur og realitet, hvorved Gud blev kærlighedens og livets Almægtige Herre.

Samtidig – gennem den langvarige kamp og ved Guds emanation, fremstigen – vandt Han/Hun det fulde kendskab til Tankens og Viljens inderste naturer og kerner. Kendskabet til disse ting – samt kendskabet til mørkets inderste væsen – er eksklusivt for Gud; ingen anden har, da kun Gud er fremsteget, emaneret ved sin egen Viljes kraft en sådan fuldkommen viden, hvorfor Han/Hun alene er alvidende og Almægtig, den Ene fuldkomne.

Da Gud et sted i Vandrer mod Lyset (Ardors beretning kap. 2) kaldes Tankens og Livets Herre, kan vi tænke, at den af Lysets to poler, som Urtanken oprindeligt smeltede sammen med, var livets pol, og den pol Urviljen smeltede sammen og forenedes med var kærlighedens pol.

Således siges det flere steder, at idet Gud dannede og skabte, optog os mennesker – Hans/Hendes børn i åndelig forstand – i sin Tanke, blev vi givet det evige liv, og det kan læses ud af flere steder, at kærligheden primært er en udadrettet, handlingspræget kraft, altså i sin grund repræsenterende Viljens kraft og magt; således siges det flere steder, at den man elsker, bør man i handling vise tegn på og beviser for sin kærlighed.

Vi mennesker har altså modtaget det evige liv af Gud ved at dannes og optages i Hans/Hendes Tanke, og vi fastholdes i livet, eksistensen ved Hans Vilje. Således modtager vi da livet ved Tanken, og fastholdes i livet ved kærligheden.

(Se også Vandrer mod Lyset s. 156-157 om de ældstes og de yngstes skabelse og dannelse ved Guds Tanke og deres fremtræden ved Guds Vilje; og s. 165 om menneskeåndernes optagelse i Guds Tanke, hvorved også de ved kærligheden delagtiggjordes i det evige liv).