Foran den vældige sandhed bliver min tanke og mit hjerte stille, viljen skælver og søger sit mod; langsomt synker sandheden ind:
Mørket reagerer proportionalt på lysets vækst, og sådan vil det være, så længe mørket er. Ved at møde mørkets, det ondes reaktion, i takt med at vi, Guds børn, udvikles og lyset tiltager i hver vores ånd, kan vi overvinde noget af mørket, udrense, eliminere det af Verdensaltet, og på den måde kan vi være Gud behjælpelige med at udrense det onde af Kosmos og være medlevende i og medvirkende til det fuldkomne lyskosmos´ dannelse og derved få virkelig lod og del i det. Ved dette bliver vi i sandhed ydende, og ikke kun nydende væsner.
De åndelige værdier vi kan vinde i denne proces, bliver stadigt større, og derfor bliver prisen også stadigt højere i form af de byrder, vi må bære, hvis vi ønsker at være del i den store kosmiske udrensning og dannelsen af det fuldkomne lyskosmos. Der er her en simpel eksistentiel sammenhæng mellem de åndelige værdier og deres pris som i det almindelige økonomiske liv, og det kan ikke være anderledes.
Idet mørket langsomt udrenses af Verdensaltet, stiger tilsvarende lysets intensitet og udstråling og kraft og renhed. Dette beskrives parallelt i Vandrer mod Lyset i forbindelse med den store lysbølge, der udgik fra Gud da helvedessfæren bortslettedes i begyndelsen af det 20. århundrede (se fx Ardors beretning i Vandrer mod Lyset, kap. 36, s. 93 i den trykte udgave). Ved at optage det dybe mørke i sig nedsattes lysbølgens udstråling betydeligt, men udstrålingen tiltager herefter, efterhånden som mørket i bølgen elimineres og bortlutres. Denne lysbølge ligger nu som en dæmring omkring Jordens astrale genpart, en dæmring, der ved lutringen langsomt bliver til morgen og dag.
Når da engang om ukendte evigheders evigheder alt mørke er udrenset af Verdensaltet, vil lyset kulminere, og Altet vil nå sin evighedsform: Det fuldkomne lyskosmos uden mørke. De oplevelser vi alle har med mørket ved vores kamp mod det og ved de byrder vi herved må bære, ved vores medvirken til mørkets udrensning – dels af vores egen ånd, dels mellem os, dels af Verdensaltet – vil da være den skygge, der giver billedet og livet og saligheden dybde, skønhed, fylde og vægt.
Og da – tænker jeg parallelt til det Johanne Agerskov skriver i et af sine breve – vil Gud sammendrage, fortætte, intensivere lysæterens evige strømninger af kærlighed omkring og i sit Rige, Paradis, så vi alle kan leve i en fuldkommen verden i fuldkommen lykke, kærlighed og fred uden nogen synd, lidelse, mørke og død i det liv, der er i al evighed.
Note: Johanne Agerskov var det medie, der i sin tid modtog Vandrer mod Lyset. Det af hendes breve der her hentydes til, er et til Hr. Folmer Hansen; Johanne Agerskovs kopibog, 1929-1933.
Forfatterskabet Højtryk 
Skriv en kommentar