Ethvert lys kan trækkes af mørkets heste, og ethvert mørke kan trækkes af lysets gangere.

I Vandrer mod Lyset får vi en fyldig og grundig beskrivelse af, hvordan lys og mørke alle tider har kæmpet om menneskers sjæl og hjerte. Vi ser, hvordan mørket og dets repræsentanter altid har søgt derhen, hvor der var størst fremgang at spore for lyset for at ødelægge det, og omvendt hvordan Gud altid har søgt at vende det ondes anslag til noget godt og bedre. Sådan står de to urkræfter, lys og mørke, til hinanden.

Lad os tage et par eksempler for at gøre tanken mere nærværende og vedkommende:

I forelskelsen kan det onde blænde os mennesker og misbruge kærlighedens navn og natur, ved at tvinge menneskehjertet ind i sine baner. Forelskelsens natur som mørke afsløres ved dets ofte momentane indtræden, som et lyn der blænder os, og dens natur viser sig ved, hvor hurtigt den kan forsvinde igen og blive til had, vrede, foragt eller andet. Den ægte kærlighed er ikke som et lyn, men snarere som et træ, der langsomt, over år, vokser sig stadig stærkere og mere rodfæstet. Kærlighed blænder ikke, men gør os seende, og kærligheden sætter os fri, den binder os ikke.

Eller tag et eksempel fra det politiske liv:

Den måde nogle vestlige politikere søger at tvinge muslimske indvandrere og flygtninge eller deres efterkommere til at anerkende de i deres natur ægte, vestlige værdier som frihed, demokrati, menneskerettigheder og retsstat er et eksempel på, hvordan det onde kidnapper lysets ord, men ikke dets ånd og virkelighed, hvordan mørket tvinger lys og mennesker ind i dets baner. Det burde sige sig selv, at man ikke kan tvinge andre til frihed og lys uden samtidig at ødelægge det lys og den frihed, man søger udbredt og virkeliggjort. Lyset tvinger ikke, det sætter fri, mørket tvinger og binder.

Hvis man virkelig troede på lysets værdier, fx frihed og menneskerettigheder, ville man ikke give efter for fristelsen til at udbrede dem ved tvang. Lysets værdier må tilegnes i frihed uden nogen form for tvang. For at legitimere det ondes tvang og den psykiske vold (der nogle gange udarter fysisk) – under maske af det gode – skaber man dette vrængbillede af muslimer som notorisk voldelige og formørkede, middelalderlige andenrangs mennesker, der vil indføre kalifat og et teokratisk diktatur og omstyrte de vestlige samfund.

Naturligvis findes der muslimer, der har de tilbøjeligheder, men det er en absolut minoritet, der i øvrigt er et nøjagtigt spejlbillede af de vestlige politikere og almindelige mennesker, der vil gennemtvinge frihed og demokrati, gennemtvinge lyset med magt. Det er dem, der råber på hver sin side af den samme afgrund, og som truer med at styrte alle ned i den. Jo højere der råbes, jo flere blændes og døves af det onde, jo flere bliver der ved afgrundens rand, ved yderfløjene, og jo større er risikoen for at the clash of civilisations ved en selvopfyldende profeti bliver til virkelighed. Vi bør som tidligere generalsekretær for FN Kofi Annan sagde det lower our voices.

Vi ser altså, hvordan lys og mørke ofte står som hinandens diametrale modsætninger, hvordan det onde ofte søger at ødelægge lyset ved at misbruge dets navne og blænde og tvinge mennesker ind i usunde og ofte fatale baner. Lysets ånd og sandhed har det dog ingen magt over.

Vi ser, hvordan det onde kan lignes ved en Slange, der bider sig selv i halen, hvordan frihed fx ved mentale eller følelsesmæssige kortslutninger kan blive til tvang, hvordan demokrati kan blive til diktatur, hvis man kræver og søger at tvinge andre til at anerkende det og leve efter det, vi ser, hvordan forelskelse i kærlighedens navn kan blænde mennesker, og hvordan “kærlighed” er blind og kan blive til had og foragt osv.

Og det er en del af det ondes natur, disse kortslutninger, der nu truer højkulturer med at degenerere til formørkede tyrannier presset fra begge sider af den samme afgrund, fordi man inderst inde ikke tror nok på sine egne værdier og deres naturlige bærekraft, og fordi man falder for det ondes fristelse til at ville udbrede lys og frihed med magt og tvang uden den nødvendige tålmodighed.

Tro på lyset – det kan bære. Det onde giver os kun katastrofer, lidelser og elendighed, hvilket verdenshistorien fortæller til overmål.

Note:

Det her givne billede af lyset, kærligheden og mørket som henholdsvis et træ og en slange kan gælde som et alment og sandt billede af de to urkræfter, og viser noget om deres – fundamentalt forskellige og modsatte – natur: Lyset, der vokser med træets langsomhed og styrke, og som derfor kræver tålmodighed, og det onde, der hugger til i blændende flash og affekt. Det er naturligvis nærliggende at drage paralleller til den bibelske syndefaldsmyte, men det ville føre for vidt her at forsøge at udrede forholdet mellem det billede jeg giver, og det der gives i Bibelen. Jeg henviser til Vandrer mod Lyset og noten side 306 (i den trykte udgave), hvor det siges, at den bibelske myte netop er myte, og skal forstås symbolsk og ikke konkret bogstaveligt og historisk. Enhver kan så selv gøre sig sine tanker om det forhold, der måtte bestå mellem de forskellige tanker og billeder.