Måske bestemmes en del af vores livsmønstre af den eller de første mennesker, som vi elsker, og som gør os fortræd.

Denne tanke kan vi finde i en kunstnerisk bearbejdelse i Marcel Proust´ værk På sporet af den tabte tid. Da vi kan påføres smerte, dyb smerte, af dem, vi elsker, fx en kold mor eller en fraværende far eller af en person vi møder i puberteten, vil vi have en tendens til at fortrænge denne smerte og dens årsag, da den kan være for stor til at bære bevidst. 

Men smerten vil – fra sit sæde i det ubevidste – give sig forskellige udslag og danne mønstre i vores liv, mønstre der fordi smerten er os ubevidst eller underbevidst, også vil være ubevidste eller underbevidste. Disse mønstre og deres indre basis kan måske blotlægges ved analyse.

Smerten ligger som et urovækkende kompleks i vores indre, og vi vil hele tiden søge henimod parallelle fænomener og mennesker i verden, for – ubevidst – at søge at få hold på smerten og uroen og lidelsen, for at heles, for at helbredes, for at genfinde det, vi mistede eller aldrig fik.

Eller vi trækkes meget mod vores vilje henimod parallelle livsomstændigheder, måske handler vi destruktivt i forhold til os selv, idet vi ikke magter – måske af angst – at se virkeligheden, smerten, i øjnene. Angsten og modviljen mod at se virkeligheden i øjnene og den deraf fødte modstand eller forskønnelse (sublimering) af de faktiske forhold eller af vores egen karakter og handlinger, er noget af det, en eventuel psykoterapeut må overvinde eller inspirere klienten til selv at overvinde.

I Vandrer mod Lyset har vi også denne tanke om de såkaldte mørkekomplekser, der kan dannes i vores sind, komplekser der giver uro i sind og hjerte. Og dette værk giver en beskrivelse af en af forskellene mellem lys og mørke, godt og ondt: Lyset strømmer frit, mens mørket samler sig i komplekser eller billedligt sumpe, som vi vandrer i og søger at overvinde. 

Lyset er frihed, mørket, det onde, tvinger os ind i ufrugtbare, tvangsprægede, ubevidste mønstre og handlingsskemaer, fx at øve vold i stedet for at søge fred med sine medmennesker og os selv. Helbredelsen ligger i – i tanken og følelsen og ved viljen – at vandre tilbage til kompleksets oprindelse.

Hvis vi formår det, vil komplekset, mørket, først kulminere og derefter forsvinde. De sidste skridt lige før vi når oprindelsen til vores lidelse, er de sværeste og tungeste. Men skridtet videre, det første skridt efter Ragnarok er vores egentlige katarsis og tilbagevenden til livet. Sådan kan vi splittes, og sådan kan vi heles igen.