I Edens have eller i Haven med de rindende floder strømmede engang vandene frit og uhindret. De vandede Haven og gav den liv. Udenfor delte floden sig i fire: Pishon, Gihon, Tigris og Eufrat. De gav liv til verden, og alt var godt.

Men se, menneskene begyndte at kaste sten i strømmene. Og vandene hvirvlede og brusede, og på den måde kom ufreden og krigen ind i menneskers sind, hjerte og verden, og de havde ingen fred, ingen hvile.

Menneskene tabte freden – og længtes tilbage efter den. Nogle kastede i deres lidelser endnu flere sten i strømmen, og vandene bruste vildt og vildere; da løftede og rystede de næven mod Himlen og forbandede den.

Men Himlen svarede i medfølelse: Fred er ikke at kaste flere sten i strømmen, I ser: Da vil stormen og lidelsen blot blive stærkere og dybere og mere ødelæggende; ej heller er det at standse den; fred er – langsomt og tålmodigt og med selvbeherskelse i sorg og anger – at hæve de sten – en for en – I selv har smidt i livets vande.

Når den sidste sten er hævet – da vær velkommen tilbage til livet, da kan floderne igen strømme frit. Ønsker I ikke at vende tilbage til Livet, til Haven, til Freden, til Hjemmet?

Note: Denne lignelse eller dette billede sigter først og fremmest til det mørke, vi forurener vores ånd med, de mørkekomplekser vi skaber i vores tanke og vilje, og som giver os åndelig eller psykisk uro og smerte, og ikke levner os fred, når vi handler mod vores samvittighed, mod bedre vidende. Floden eller floderne er billede på bevidsthedens, tankernes og følelsernes, potentielt frie og uhindrede løb og livgivende kraft, sådan som det var engang i den paradisiske tilstand, og som det skal blive igen. For en nærmere forklaring angående fænomenet mørkekomplekser og mørket som urkraft, samt rammen om denne lignelse; se Vandrer mod Lyset og tilknyttede værker (på det her angivne link kan man enten købe de trykte værker eller hente e-bøgerne gratis).