Er vores kerne en perle, der skifter farve over tid, men bevarer sin form?

Er kærlighed at opløse grænsen mellem dig og mig, samtidig med at den giver os form og ansigt og grænse?

Finder vi kærlighedens udspring ved at gå mod strømmen, eller bærer strømmen os til kærligheden ved taos ikke-handlen, når vi ikke længere gør modstand?

Er enden at finde begyndelsen, når livets ild under smerte bortbrænder alt det, vi har samlet, som ikke hører det til?

Står vi hvert øjeblik på spidsen af en lysstråle, tiden der udgår fra Gud, bestandig af Ham at fødes, og tiden der svinder bag os, bliver skygge og grund?

Er livet spørgsmål der åbner for enden af en sætning, som kan være dig eller mig, for eksempel denne?

Jeg gnider lampen, og ånden springer frem. Men han er tavs. Venter på dit svar, dit ønske.