Eros og agape. Lyshavet.

I bogen Kærlighedens teologi forsøger Werner G. Jeanrond at indkredse, hvad kærlighed og specielt kristen kærlighed vil sige. Ved læsning af klassiske forfattere, deriblandt Augustin, Thomas Aquinas, Luther, Kierkegaard, og også nogle yngre teologer, deriblandt Anders Nygren, Karl Barth og Eberhard Jüngel, foretages blandt andet en skelnen mellem to typer af kærlighed: Eros og agape; en sondring, der så vidt jeg ved oprindeligt er Platons idé.

Eros, den ene del af den menneskelige kærlighed, er i Jeanronds behandling af klassikerne – som jeg forstår ham – i sin natur sanselig, ufuldkommen, bevægelig, levende, mens agape er uselvisk, hengivende, opofrende, evig, altid den samme. 

Af Jeanronds behandling og intention fornemmer jeg, at han gerne vil fremstille eros og agape som en syntese, en helhedsrealitet i kærligheden og i mennesket. Der er her ingen fordømmelse af det rent menneskelige, uperfekte og skrøbelige, men en varm omfavnelse af også kærlighedens sanselige (og seksuelle) aspekter.

Jeg har megen sympati for Jeanronds intention, hvis den her er opfattet korrekt. Jeanrond forsøger at favne det hele menneske, med dets stærke og svage sider, uden at skære os midt over og fravælge eller fordømme og undertrykke en væsentlig og måske naturgiven side af os. 

Vi kan bidrage ved at sige, at kærligheden næppe er at opfatte som en dikotomi, en skarp todeling, men snarere et kontinuum, et spektrum mellem det timelige og evige, det uperfekte og det opofrende og uselviske, hvor vi alle har lidt af det ene, agape, og noget af det andet, eros. Vi kan opfatte eros og agape som yderpoler i dette kontinuum, poler, som trækker i hver sin retning på vores vandring mod Lyset og Gud (her med en henvisning til Vandrer mod Lyset).

Kærligheden til bestemte mennesker kan variere, både med hensyn til intensitet og natur (eros eller agape) og over tid. Der kan fx være forskel på, hvordan et menneske elsker sine børn, sine venner, sine forældre, sine arbejdskolleger, og kærligheden kan variere over tid, også til det samme menneske, hvor til nogle tider den ene del af den menneskelige kærlighed, eros – hvis vi opfatter den med en hældning mod det selviske og uperfekte – har overtaget, til andre tider kommer måske en mere uselvisk og fuldendt kærlighed, agape, til orde.

Kan vi på den måde opfatte den menneskelige kærlighed ikke som én og altid den samme, evig og uforanderlig, men levende og dynamisk i kontinuet og spændet mellem eros og agape, særegen i det enkelte menneske, overfor det andet menneske, og forskellig overfor de samme mennesker til forskellige tider?

Kan vi sige, at kærligheden er unik i hvert menneske og unik overfor hvert andet menneske, den rettes mod eller måske bedre: Deles med; og at den er forskellig til forskellige tider? At kærligheden bærer sit unikke og kongelige segl og vandmærke og aftryk for hvert menneske og til hvert menneske vi deler den med og til hver en tid?

Kan vi opfatte kærligheden som en flod med mange forgreninger med udspring i Gud, eller måske bedre: Et guddommeligt Lyshav vi deler med den Almægtige, og som vi, Guds børn, renses i, næres ved og vokser af?

Kan vi opfatte kærligheden som havende mange og forskellige ansigter, og vores liv som en langsom hjertets fuldendelse, idet vi iagttager og accepterer begge aspekter, eros og agape, i os? 

Kan vi omfavne vores fysiske realitet, vores krop, også i kærlighed, kroppen med alle dens behov, længsler, skrøbeligheder og skønhed, omfavne den med kærlighed og respekt og omsorg uden at fornægte den eller skamme os ved den, omfavne den som et naturligt skridt på vores vandring mod Lyset? Kan vi på den måde fremelske mere hele mennesker, også – og måske især – os selv?


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: