Jeg har ved en del tidligere lejligheder forsøgt at klargøre den tanke for læsere af mit forfatterskab, at kærlighed og forelskelse er to forskellige ting og fænomener: Kærlighed er af det gode, Lyset, mens forelskelse er af mørket, det onde.

Indikationerne på at det forholder sig sådan kan vi se ved, hvordan de to kræfter kan give sig udslag og komme til syne i vores liv:

Kærligheden giver os en vidunderlig ro og klarhed, mens forelskelsen kommer som en storm, en åndelig voldtægt; den kan både starte og slutte med et lynglimt: Pludselig ser vi et andet menneske som dette fantastiske væsen, vi ikke kan leve uden, alt forekommer lyst og lovende (og lokkende), vi kan ingen fejl se ved dette menneske; vi går på skyer; men den der går på skyer, vil før eller siden falde; da ser vi – i et parallelt lynglimt – den vi før var så bjergtaget af som et foragteligt og uønsket element i vores liv, et menneske vi da helst vil være foruden.

I et billede er kærlighed som at gå op ad en svagt opadgående trappe; forelskelse er at gå på skyer – og uvægerligt på et tidspunkt falde.

Forelskelse kan komme på mange måder. Som et lyn. Som en bølge, der vokser og vokser, inden den brækker og bliver til brænding, vi forliser i. Og den kan starte ved en rent seksuel tiltrækning, vi måske mærker som en varme i underlivet og kroppen, en varme, vi måske umiddelbart synes er dejlig; men ikke desto mindre er det en form for åndelig voldtægt.

Vi kan skærpe tanken ved at sige, at hvis det er rigtigt, som jeg før har skrevet om, at mørket, det onde er et fotografisk (og symmetrisk) negativ af Lyset, det gode, og hvis vi anerkender den tanke om det ondes dobbeltaspekt, som jeg tidligere har skrevet om; dets “lyse” og dets rent sorte side; og hvis endvidere kærligheden er det største og højeste gode, så er forelskelse det værste onde. Forelskelsens store evne til at forblinde mennesker og få dem til at forlise i milliontal tyder på denne tankes rigtighed. Det værste onde viser sig således som en kraft, næsten ingen kan bare erkende naturen af, idet de fleste mennesker søger og lovpriser denne kraft, og tilmed rent sprogligt tilslører de faktiske forhold ved også at kalde kærlighedens modpol i mørket for ”kærlighed”.

Jeg har selv stået i situationer i mit liv, hvor jeg har følt mig på denne måde åndelig voldtaget af en kraft, der er kommet med voldsom kraft, og som næsten har spærret mit udsyn, og næsten fået mig til at vende den ægte kærlighed ryggen. Så disse tanker er ikke kun teoretiske overvejelser født af et puritansk livssyn. Det er praktisk levet liv og erfaring.

En af de ting jeg i den forbindelse selv har erfaret er, at vi – når forelskelsen kommer med lyn og storm – så har vi faktisk et valg. Et valg mellem kærlighed og forelskelse, mellem godt og ondt. For mig er forelskelsen kommet mens jeg har været i et lykkeligt parforhold og ægteskab. Dette illustrerer for mig igen forelskelsens natur som en art åndelig og fysisk voldtægt.

Også i sådanne situationer har vi et valg: Valget mellem troskab eller svigt og forræderi. Vi har et valg mellem kærlighed og mørke. Også selv om det onde løber storm, og indspinder os i luftige, rosa, flimrende drømme, der ikke kan bære. Som uvægerligt og altid ender i tårer og lidelser. For eksempel for vores partner eller ægtefælle.

Det vil jeg gerne spare andre for, og derfor søger jeg – også i dette indlæg – at klargøre en indsigt jeg selv har vundet gennem uro og lidelse og smerte og storm. Det grundlæggende er: Vi har et valg. Men for at blive bevidst om dét, må vi først erkende naturen af de to kræfters radikale forskellighed. Det er dét, jeg prøver her som andre steder i forfatterskabet.

Note: Ordene “lys” og “mørke” er her brugt i den betydning, Vandrer mod Lyset giver; dvs en betegnelse for de to urkræfter eller energiformer, godt og ondt.