Vi søger i dybet den faste grund

Ifølge relativitetsteorien eksisterer der med hensyn til bevægelse og position i verdensrummet ikke noget privilegeret initialsystem, hvortil al bevægelse og position kan relateres. Denne relativitet er i moderne filosofi og etik – for eksempel gennem eksistentialismen – overført til læren om værdierne:

Ethvert menneske står for så vidt fremmed og alene i verden, og må skabe sit eget liv, sine egne værdier og sin egen mening.

Men det er let at afvise en sådan radikal relativisme: For hvis vi hævder alle tings relativitet, så ophæver denne tanke sig selv. Hvis alt hævdes relativt, så er selve denne tanke absolut, hvilket er selvmodsigende. Med et glimt i øjet og blik til Heraklit, kan vi sige: Alt flyder, dét står fast!

Hvis ikke vi i videnskaben (og etikken) finder og fastholder et enkelt eller nogle få absolutte og absolut gyldige principper eller antagelser, så havner vi i den her skitserede – og selvophævende – relativitet.

I moderne videnskab anvendes bla det såkaldte parsimoni-princip, eller Ockhams ragekniv (Ockhams razor): Vi må bortskære alle overflødige elementer fra teoridannelsen, og benytte os af færrest mulige antagelser. Denne tanke er blevet brugt til at fraskære Gud i enhver videnskabelighed.

Men denne afskæren af Gud er fatal, og fører til videnskabelig volatilitet og relativisme. I virkeligheden er Gud den éne antagelse, vi har kritisk brug for til forklaring af fx alle naturlove og deres oprindelse (både de åndelige og de fysiske), alle etiske værdiers gyldighed og selve forklaringen på verdens eksistens og grundlag:

Alle naturlove har deres oprindelse i Gud, og de opretholdes af Ham/Hende (se Vandrer mod Lyset), alle etiske værdier finder gyldighed i Gud – fx gennem karmaloven (se mit skrift Om gengældelsesloven) og næstekærlighedsbudet – og verden eksisterer ved og opretholdes af Gud.

Vi har altså til forklaring og legitimering af en lang række kritiske menneskelige spørgsmål og adfærd kun brug for én antagelse: Nemlig Gud og Guds eksistens. Og dermed opfyldes parsimoniprincippets krav om færrest mulige antagelser. Hvis ikke vi anerkender og bruger netop denne grundantagelse, forsvinder al videnskabelighed og videnskabens gyldighed og autoritet i volatilitet og selvophævende relativisme.

Gud er – både eksistentielt, etisk og videnskabeligt – det ene fornødne; en nødvendig antagelse – og virkelighed.