I filosofien – eller nærmere bestemt i erkendelsesteorien (epistemologien) – kan vi udpege to grundlæggende problemområder: Det, vi erkender, eller søger at erkende, og det, der erkender, altså det vi erkender med. Filosofihistorisk varetages disse to områder dybest og med størst virkningshistorie af Aristoteles (det, vi erkender), og Immanuel Kant (det, vi erkender med, eller betingelserne og grænserne for erkendelsen selv).

Der er overlap mellem de to felter, idet vi, når vi søger at indkredse erkendelsen selv, erkender noget, eller søger at erkende noget (det, vi erkender), og idet vi, når vi retter søgelyset mod erkendelsens genstande (det, vi erkender), erkender med noget (måske tanken; det, vi erkender med).

Vi kan her føje et aspekt til det, Torben Boas skriver i Tankens arkitektur (2014) om den relative og den absolutte tankefunktion og analogien som erkendemiddel (inspireret af Harald Høffdings Begrebet analogi (1923)), nemlig det vi kan kalde den almene og den specielle tanke; den almene tanke er det, vi erkender med, og den specielle tanke er det, vi erkender.

Forholdet mellem den almene og den specielle tanke kan udtrykkes ved, at vi med den almene tanke så at sige kan træde et skridt tilbage fra den specielle tanke og se den udefra (det kan fx være en biologisk teori, eller det kan være et matematisk bevis, eller måske helt dagligdags tanker om fx hvordan vi nemmest kommer fra et sted A til et andet sted B), og med den specielle (aktuelle, konkrete) tanke kan vi søge at indkredse den almene tanke, som jeg fx forsøger her som en del af en filosofisk overvejelse.

Denne overvejelse kan kort udtrykkes ved: Idet tanken får genstand, går den fra at være almen til at være speciel. Det er ikke tankens genstand, der gør tanken speciel, men tanken om genstanden, der gør det.

Der er med sondringen mellem den almene og den specielle tanke måske tale om endnu en tankefunktion i forlængelse af Boas´ teori; eller måske overlapper de to distinktioner hinanden, idet Boas´ absolutte tankefunktion er identisk med eller analog til den almene tanke (-funktion), og idet den relative tankefunktion er identisk med eller analog til den specielle tanke (-funktion).

I det hele taget tror jeg, at potentialet ved området og begrebet tanke (-funktion(er)), som – mig bekendt – Boas introducerer som den første, er meget stort for erkendelsesteorien (epistemologien). Men – hvor stort, må kommende filosofiske undersøgelser søge at afdække.

Foreløbig kan vi kun antyde – idet vi træder et skridt tilbage fra denne refleksion – at begrebet tankefunktion(er) både kan ses som udtryk for den almene og den specielle tanke; den er almen, idet en tankefunktion er det, vi erkender med (er altså udtryk for tanken selv), og den er speciel, idet vi med en tankefunktion også kan erkende noget bestemt (er altså udtryk for en bestemt, konkret, speciel tanke (det, vi erkender)).

Den her udtrykte tanke om en erkendelsesmæssig træden tilbage fra og en træden ind i en tanke (ved den almene hhv specielle tanke) kan tilsyneladende foretages i det uendelige, idet vi ved enhver given tanke (fx den, jeg prøver at udtrykke her) kan træde et skridt tilbage og se tanken udefra (måske for at se den under ét og prøve dens sandhed eller fejlagtighed); måske er det selve den måde, vi opnår ny viden på, på samme måde som man prøver og tester fx en naturvidenskabelig teori.

At bevægelsen kan foretages i det uendelige (fx også ved denne tanke) skyldes, at vi aldrig kan vide alt (hvilket jeg antager). Vi kan således ved enhver tanke træde tilbage (ved den almene tanke) eller se tanken (den specielle) udefra.

Og derved udtrykker vi måske det, Vandrer mod Lyset kalder tankens uendelige abstraktioner, som de ældste ifølge dette værk søgte at øge eller fuldstændiggøre deres kendskab til.

I et greb tilbage til Aristoteles så diskuterer han i Metafysik forholdet mellem tilfælde af væsen og væsenet som væsen. Væsen er for Aristoteles den fællesstørrelse, der konstituerer det, Thomas Schwarz Wentzer i introduktionen til den nye danske oversættelse (Klim, 2021) kalder værens kvadrologi, dvs de fire grundbetydninger af væren:

1. Væren som tilfældig bestemmelse, 2) væren i sig selv, 3) at noget er enten sandt eller falsk, og endelig 4) væren som formåen eller virksomhed (mulighed eller virkelighed).

Denne sondring og dens nødvendighed i forhold til væsenet, altså tilfælde af væsen (det specielle væsen) og væsenet som væsen (det almene væsen) skyldes måske dybere lag i selve tanken, som her foreslået: At vi kan tale meningsfuldt om en almen og en speciel tanke som en del af tankens anatomi.

Hvis dette er rigtigt, må vi sige, at erkendelsens genstand (væsenet) formes analogt til erkendelsen selv, til tanken, det vi erkender med, erkendelsens subjekt; hvilket har medklange i Kants erkendelsesteori (Kritik af den rene fornuft).

Alternativt kan vi se erkendelsens subjekt og dens genstande som (tilfældigt?) isomorfe, ontologisk adskilte, men alligevel forbundne størrelser. Vi kan spørge, om det er tilfældigt, at vi meningsfuldt kan tale om en almen og en speciel tanke (måske som begreb og fænomen (eller accidens)), og med Aristoteles om et alment og et specielt væsen? Altså om det er et tilfælde, at både erkendelsens subjekt og dens genstand(e) lader sig betragte alment og specielt med de konsekvenser svaret på det spørgsmål kunne tænkes at have. Om dette forhold med andre ord er indbygget i selve tanken, erkendelsen, eller om det er et særtræk ved verden som sådan, tanken indbefattet; idet vi opfatter tanken som en del af verden. Eller anderledes igen: Om det er tilfældigt eller ej, at det almene og det specielle meningsfuldt lader sig udsige for både ontologien og epistemologien – med de konsekvenser det måtte have. Altså: Er det tilfældigt eller ej, at både det vi erkender, og det vi erkender med, har almene og specielle træk, som her foreslået?

Men det må kommende undersøgelser søge at klargøre og besvare.