I forsøget på at tænke og formulere en første filosofi eller en første videnskab, der ligger under al anden videnskab, og som i en vis forstand betinger dem, kommer spørgsmålet naturligt, om vi skal følge det aristoteliske eller det kantianske spor.

Dermed mener jeg: Om vi først skal undersøge det, vi erkender, deres første årsager og begyndelsesgrunde, hvor Aristoteles udpeger væsenet, som det ontologisk første i værens kvadrologi (se indlægget Note til kommende filosofiske undersøgelser), eller om vi skal følge Kant, og først tænke selve erkendelsen, dens betingelser og grænser, med andre ord, det vi erkender med.

Altså: Skal udgangspunktet – hvis det overhovedet er muligt at formulere en første filosofi (hvilket jeg forstår, nogle bestrider) – være det, vi erkender, eller det, vi erkender med?

En analogi kan måske hjælpe her: Når en slagter skal udføre sit arbejde, og fx slagte en gris, så må han først have et redskab til arbejdet. Først når han har et sådant – tilpas skarpt – redskab, kan han begynde arbejdet.

Tilsvarende – tænker jeg – med erkendelsen: Vi må først sikre os et tilpas skarpt redskab for overhovedet at kunne komme i gang med den, og derfor finder jeg det rimeligt at følge det kantianske spor, og den kopernikanske vending i filosofien, han forsøger, idet han retter søgelyset mod det, vi erkender med, væk fra det, vi erkender (i Kritik af den rene fornuft), idet vi dog noterer, at denne vending i sig selv er (et forsøg på) erkendelse; men i den forstand er ikke ontologien, men epistemologien den eftersøgte første filosofi eller videnskab.

Aristoteles giver dog vigtige fingerpeg til en sådan undersøgelse i og med at han i Organon udpeger og udarbejder logikken som et redskab for tanken, videnskaben og erkendelsen som sådan. Organon betyder slet og ret redskab (her for tanken og erkendelsen).

Hvis vi medtager Torben Boas´ teori om den absolutte og den relative tankefunktion samt analogien (formuleret i Tankens arkitektur), og betragter også dem som redskaber for tanken og erkendelsen, så har vi altså i hvert fald fire sådanne redskaber; seks hvis vi medtager den almene og den specielle tanke, som jeg skitserer i indlægget, Note til kommende filosofiske undersøgelser (ovenstående link), og hvis disse viser sig væsensforskellige i forhold til de absolutte og relative tankefunktioner. Disse redskaber (måske kan der tænkes flere) må vi så slibe til, skærpe, før vi kan gå i gang med det egentlige arbejde: Erkendelsen.

Vi noterer dog her – parallelt til bemærkningen om Kants kopernikanske vending i erkendelsesteorien – at også en sådan måske mulig tilslibning af erkendemidlerne i sig selv vil være (forsøg på) erkendelse. Erkendelsen må med andre ord starte med en erkendelse.

Vi kan betragte tilslibningen af erkendemidlerne som et alternativt bud på en første filosofi, hvor vi altså betragter ikke ontologien, men epistemologien som den primære og grundlæggende videnskab.

Med andre ord: Vi må først klargøre og skærpe de redskaber vi erkender med, før vi kan komme til selve erkendelsen (det, vi erkender), med de nævnte forbehold; at også dette vil være (forsøg på) erkendelse.

Disse tanker er kun givet her som note og antydning. Jeg vil måske senere forsøge en tilslibning af tankens og erkendelsens redskaber, som her formuleret – såfremt jeg har tid og evne til det. Det vil tiden vise.