I Vandrer mod Lyset s. 158-159 er det forklaret, hvordan man udrenser det åndelige mørke; nemlig gennem sorg og anger over tænkte onde tanker og/eller handlinger.

Jeg skal her forsøge at give en model for, hvordan vi kan udrense det astrale mørke; en lidt anderledes proces end ved det åndelige mørke:

Ved tanken og viljen kan Lyset udpege det astrale mørke, som kan findes som komplekser eller mørkeansamlinger eller strømninger i vores astrale genpart. Idet Lyset på denne måde udpeger og lokaliserer det astrale mørke, samt giver en fornemmelse eller viden om dette mørkes natur, da vågner mørket til stigende aktivitet.

Det det så gælder om er ikke at handle efter det således vågnende og vågnede mørke; et mørke, hvis opvågning kan ledsages af forskellige ubehagelige fænomener, såsom angst, uro og lidelse.

Selve udrensningsprocessen af det på denne måde vågnede mørke kan tage nogle måneder eller så. Jeg har selv oplevet flere af sådanne udrensninger, bla af et selvhad, der lå som en lidelsesfuld understrøm i mine tanker og følelser, og som gav en del åndelig uro.

I løbet af den tid der går, fra Lyset udpeger det onde, hvorved altså mørket vågner, vil mørkets aktivitet stige – frem mod en kulmination. Hvis man formår at udholde hele denne proces, og også sejrer, idet mørket kulminerer – hvilket vil sige at man ikke giver efter for det, men blot ser det som det er – da vil mørket og de dermed forbundne lidelser forsvinde, elimineres, og dét kan være motivationen for overhovedet at gå i gang med en udrensningsproces af denne art.

En anden måde, hvorved det astrale mørke kan udrenses på, kan opleves ved, at noget mørke så at sige river sig løs i dybet af vores bevidsthed (den astrale del; det astrale legeme og hjerne), uden at vi – i modsætning til det just beskrevne – er bevidste om det, hvorefter det – under lidelse – som en form for mentale sygdomssporer med stigende aktivitet og symptomer (fx angst) stiger mod bevidsthedens overflade, og vi således bliver bevidste om det.

Idet dette astrale mørke bryder igennem til bevidsthedens overflade, erkender vi dets natur, det viser sit ansigt, hvorefter det vil forsvinde.

I et billede kan denne form for astral udrensning lignes ved en gærende mosebund eller havbund, hvorfra urene gasser stiger mod overfladen – og forsvinder, opløses i den klare og friske luft.

Denne proces er livslang og kan ikke bringes til en fuldstændig afslutning og fuldstændig renhed for individet, da alle rummer så meget astralt mørke – en arv fra vores forfædre – at en fuldstændig renselse er umulig indenfor et menneskes levetid.

På disse to måder – der kan tænkes at være andre måder og metoder – kan ethvert menneske udrense og forædle sin astrale genpart, og derved fx give en renere astral arv videre til sit afkom – og på den måde spare det for nogle lidelser – og man kan selv derved opnå større åndelig og følelsesmæssig fred og hvile.