Ved en videre refleksion over mørkets, det ondes, dobbeltaspekt, det forhold at det onde dels har en ‘lys’ side, dels en rent sort, tror jeg det ikke forkert at sige, at grundreglen er, at det onde drager og lokker ved dets ‘lyse’ side, mens realiteten er dets rent sorte side.
(Jeg bruger altså her og i det følgende begreberne Lys og mørke i ‘Vandrer mod Lysets’ forstand; dvs ikke som udtryk for dagslys og nattemørke, men som betegnelser for to – hinanden modsatte – urkræfter, godt og ondt)
Fx lokker det onde med magt, men giver afmagt, gør sine bærere til slaver, det lokker med rigdom, men gør fattig, det lokker – fx gennem fanatiske og voldelige revolutioner – med frihed, men trælbinder mennesker, når dagligdagen og virkeligheden indfinder sig, gør mennesker til ufrie slaver, det onde lokker med løfter om evig lykke og opfyldelse af de inderste drømme gennem forelskelse, men af disse umulige drømme vågner mennesker snart brat til en smertefuld virkelighed, når drømmen brister, det onde kan lokke med åndelig fuldendelse, forening med Gud eller kosmos eller ligefrem kosmisk orgasme gennem kundalini, hvor realiteten er et fald og noget nær det tætteste mørket kommer på at udslette vores evige ånd (uden – selvfølgelig – at formå det ) osv osv.
Mørkets dobbeltaspekt og dets lokkende, ‘lyse’ aspekt og sorte realitet kan også helt grundlæggende iagttages med hensyn til sandhed og erkendelse, det være sig religiøse trosretninger eller filosofiske og videnskabelige teorier: Det lover og lokker med ‘sandhed’, men giver løgn; fx forsoningslæren i kristendommen, som det er udviklet i detaljer i Vandrer mod Lyset, eller den islamiske tanke om Koranens ufejlbarlighed og fuldkommenhed, hvilket jeg har forsøgt at vise i skriftet Islam, og den ligeledes islamiske tanke om voldelig jihad som vejen til Paradis’ herligste glæder, hvilket jeg har vist i indlægget En advarsel til alle potentielle selvmordsterrorister.
Dette synes altså grundreglen og lovmæssigheden for det ondes dobbeltaspekt: Det ondes ‘lyse’ side efterligner Lyset, men giver mørke; det lover alt, holder intet, men giver tværtimod det modsatte af det lovede og forjættede.
Dette være tænkt og skrevet ikke for – naturligvis – at dyrke det onde, men for at søge at gennemlyse væsentlige aspekter ved det, så mennesker – også jeg selv – bedre kan vogte sig for det ondes mange faldgruber.
______
Hvis du er interesseret i at læse flere af mine tekster udover denne, og alt det, der ellers ligger frit og gratis tilgængeligt her på siden, så gå ind under fanen Salg af bøger og bestil en af de trykte bøger med uddrag af det bedste fra forfatterskabet. I skrivende stund er to trykte bøger tilgængelige: Én Jord, én menneskehed, én Gud og Sub specie æternitatis (set under evighedens synsvinkel).