Viljen til sejr

Ved vilje og selvbeherskelse kæmper jeg ro til sejr ind i mit liv. Jeg søger skridt for skridt en løsning på livets simple ligning: Ved tanke, vilje og hjerte kan ånden med tiden og ved lyset, kærligheden vinde stadig større åndelige værdier, men til en stadig højere pris. Sådan er det, det kan ikke være anderledes.

Livsoptimisten ser på værdierne, han kan tilkæmpe sig og vinde, pessimisten ser på omkostningerne, byrden. Den vise afvejer stadigt de to mod hinanden for og imod udødelighed. Gud ved alt, og altid vil Han søge at styrke ånden, også når den tvivler om livets værdi. Men svaret på om det for os hver især bærer, må vi finde i os selv. Det afgøres ikke en gang for alle, men er et stadigt spørgsmål, når vi har nået en vis grad af åndelig modenhed.

Den vise tager hverken sejr eller nederlag for givet på forhånd. Han eller hun tager kampen skridt for skridt. Men er viljen til sejr en realitet i den enkelte, vil sejren komme. Vejen er ikke givet på forhånd. Den skabes i åndelig forstand under vores fødder ved viljen mens vi går, idet tanken lyser på de veje, der fører til målet. Og den vej vi hver især følger i tro og i håb er den rette. Jeg beder da Gud styrke min og alles vilje til lyset, kærligheden.

Udødelighed koster, fordi dens værdi er så stor. Hvem vil vel i alvor gå ned til juveleren og forlange hele forretningens beholdning af guld og ædelstene udleveret for intet, medmindre man da er røver? Hvem vil altså af Gud kræve udødelighedens salighed givet uden egen indsats, uden selv at rense sig for mørket indefra og således gøre sig værdig til det evige liv i Paradis?

Ganske vist er det det, den naive kristendom og islam hævder: Gud giver – ved Helligånden kan den kristne mene – troen og dermed frelsen til hvem Han vil og for intet. Men de tager begge fejl, om end islam i det mindste har ideen om sharia, hvorved den troende gennem (den store) jihad, hellig kamp eller anstrengelse, søger at vandre vejen til Gud. Der peges altså her trods alt på egen og selvstændig indsats.

Sandheden er, at Gud kræver noget af os. Stærk vilje til lyset, udholdenhed, selvbeherskelse, viljen til at elske. Og Han kræver at vi selv renser os indefra for mørket gennem sorg og anger, når vi går mørkets veje. Til gengæld har vi al den tid, alle de inkarnationer ved reinkarnationen vi hver især har brug for til at vandre vejen til ende. 

Samtidig har Gud nu givet os genvejen gennem åbenbaringen Vandrer mod Lyset, en genvej ad hvilken vi ved tilgivelse af den dybest faldne, Satan (Ardor), hurtigere og med færre lidelser kan nå til målet: Guds Rige, Paradis. Men Gud tvinger os ikke til at vandre denne Hans genvej. Vi må finde og fremelske barmhjertigheden, medfølelsen og viljen til at tilgive i os selv. Også her kræver Gud altså noget af os, men til gavn også for os selv. Hvis Gud tvang os til at vandre genvejen, tvang os til at tilgive, ville vejen og tilgivelsen ikke være vores egen, og den ville da være uden værdi.

Også genvejen og tilgivelsen kræver noget, koster noget; selvovervindelse, overvindelse af gammelt nag og had, at vi ser ud over os selv og lider med den lidende. Men det den koster er proportionalt med dens værdi, for os selv og for Ardor og for verden. Det er en del af livets simple ligning.