Forfatterskabet Højtryk

Kategori: Ikke kategoriseret

  • Det ontologiske grundspørgsmål

    Hvad er eksistens? Hvad vil det sige, at noget eksisterer?

    Det er dét ontologiske grundspørgsmål, som den tyske filosof Martin Heidegger forsøgte at indkredse og besvare i værket Væren og tid (Sein und Zeit, 1927). Heideggers værk var oprindelig tænkt todelt, men han fuldførte aldrig projektet, selv om han først døde i 1976, og således skulle have haft tid nok til at give et svar. Kun første del blev fuldført, og i dét ender han med at sige, at eksistensens natur formentlig skal søges i retning af begrebet tid.

    Hvis vi imidlertid læser Væren og tid, og grunder over spørgsmålet ud fra Vandrer mod Lyset, så ser vi, at det formentlig ikke forholder sig sådan.

    Først må jeg dog lige indskyde, at det umiddelbart er vanskeligt overhovedet at have et adækvat sprog omkring spørgsmålet. For hvis vi stiller spørgsmålet som jeg har gjort det hér, er selve det at bruge en form af verbet at være i forbindelse med det ontologiske grundspørgsmål problematisk:

    Vi spørger hvad er eksistens, men selve den måde at spørge på er en sproglig fordobling eller en filosofisk skriden væk fra problemet, idet vi egentlig spørger om værens væren (´hvad er er´), idet vi sprogligt antyder, at der er tale om to forskellige ting, uagtet at det vi spørger til egentlig implicerer det samme eller ´er´ det samme. Men jeg lader spørgsmålet stå sådan da jeg ikke er i stand til – og måske er det også umuligt – at spørge strengt og adækvat i noget kendt sprog.

    Men – hvis vi altså accepterer spørgsmålet i den givne form, og forsøger at besvare det ud fra Vandrer mod Lyset, så kan vi finde et fingerpeg i dette værks behandling af det såkaldte Urkosmos. For her fandtes angiveligt tanke, vilje, lys og mørke, men ingen tid. Urkosmos fandtes, det eksisterede, men der fandtes ingen tid. Parallelt har jeg i skriftet Rum og tid argumenteret for, at der heller ikke i Urkosmos fandtes rum i nogen kendt menneskelig forstand, og at rum og tid først langsomt udfoldede sig til de af os kendte former i takt med Urtankens og Urviljens kæmpen sig gennem mørket og frem mod Lysets sejr og Guds emanation, hvorved rum og tid fik deres nu kendte former og dimensioner.

    Da der altså – hvis Vandrer mod Lysets tanke er rigtig, og der oprindeligt ikke fandtes tid, og hvis min supplerende tanke, at der heller ikke fandtes rum, også er rigtig – så må eksistens være uafhængig – i hvert fald oprindeligt – af rum og tid. Eksistens må være noget andet end rum og tid, og derfor skal svaret på det ontologiske grundspørgsmål ikke – som Heidegger tænkte – søges besvaret i retning af begrebet tid, og heller ikke i retning af begrebet rum.

    I forbindelse med Vandrer mod Lysets behandling af Urkosmos så nævner værket en gåde, som vi endnu savner svar på, nemlig gåden om det uskabte Urkosmos; Urkosmos var – som det siges i værket – ikke skabt, men var fra evighed af (uden at være i rum og tid).

    Det er muligt, at besvarelsen af denne gåde og svaret på det ontologiske grundspørgsmål er identiske, og at nøglen til et svar ligger i en forståelse af den fjerde dimension (se indlægget Fysik og metafysik): Hvis vi engang kommer til en virkelig forståelse af, hvad eksistens egentlig ´er´, så vil denne forståelse måske kunne opnås gennem en forståelse af det uskabte Urkosmos gennem en forståelse af den fjerde dimension: Hvordan noget kan eksistere uden at være skabt (eller formuleret i et nutidigt videnskabeligt sprog: Uden at være fremgået som følge af – endnu ukendte – naturlove eller kræfter eller fænomener).

    Eller også vil tankerækken bevæge sig med begyndelse i en forståelse af den fjerde dimension over begrebet eksistens og med kulmination i en forståelse af det uskabte Urkosmos.

    Gennem denne samlede forståelse vil vi formentlig få filosofisk og erkendelsesmæssig og videnskabelig fast grund under fødderne gennem den følgende mulige videnskabeliggørelse af metafysikken; den søgen i dybet efter den faste grund, som mennesker har foretaget så længe, vil – måske – kunne krones med succes.

    Men det vil først ske på et tidspunkt, hvor svaret eller svarene kan gives, og vil kunne forstås – det vil sige når den menneskelige intelligens er blevet så moden og udviklet, at Vandrer mod Lyset bliver forstået og almindelig anerkendt (jf Spørgsmål og Svar II, no 56) (se i øvrigt også mit skrift Urkosmos).

  • Gud

    Læsningen af Lau Sander Esbensens Gud er kærlighed! har ført mig videre til John H. Hicks Philosophy of Religion, og der møder vi en tanke om, at selve det at søge at erkende og forstå Gud møder visse principielle vanskeligheder:

    Med en reference til Paul Tillichs Systematic theology siger Hick, at Gud må antages at være hævet over al eksistens og også tid (jf Anselm af Canterburys Proslogion; citeret af Hick), at Gud med andre ord har ontologisk uafhængighed. Derfor er det på sin vis vildledende og inadækvat overhovedet at spørge til Guds mulige eksistens; hvis Gud ´eksisterer´ er han hævet over eksistens, hvilket jo er et paradoks. Gud eksisterer ikke i samme forstand som mennesker, men er al eksistens´ kilde. Selve ordet ´Gud´ er en begrænsning af en realitet, der overstiger al realitet.

    Skal vi derfor snarere end en rationel tilgang til det religiøse søge en mystisk forståelse af det guddommelige og det hellige, en ´forening´ med Gud, som man kender det fra jødisk, kristen og islamisk mystik, og som også har konnotationer i hinduismen med ideen om dråben (mennesket), der ved befrielsen, forløsningen, moksha, forenes med havet (Gud)?

    Eller skal vi hverken søge en rationel eller mystisk forståelse, men nøjes med at tro? Er Gud principielt utilgængelig for erkendelsen og kun tilgængelig gennem tro?

    Med mystikken møder vi den vanskelighed, at selve ideen med den uudsigelige, ordløse forståelse eller ekstatiske forening med Gud sprænger alle grænser og også det menneskelige sind. 

    Dette siger jeg med en henvisning til den kristne syndefaldsmyte og tanken om at blive ”som Gud til at kende godt og ondt”, hvilket fører til fald og uddrivelse af Edens Have. Og jeg siger det med en henvisning til den østlige ide om kundalini: Kundalini sprænger sindet, den (slangen) oplyser det ikke. At blive ´Gud lig´ er derfor ikke løsningen, ikke en farbar vej.

    Man kan så forsøge med en ikke-begrænsende tro, idet vi med troen underordner os (underkaster os) Gud, som det eksplicit hævdes og kræves i islam. Gennem den ikke-begrænsende tro, erkender vi vores begrænsning og Guds ubegrænsethed.

    Men der er også den mulighed, at vi kan lade vores begrænsede, menneskelige tanke mødes med den ubegrænsede guddommelige Tanke og oplyses af den, men uden at forenes med den, uden at kunne omslutte den helt og erkende den fuldt ud, og vi kan lade vores begrænsede, menneskelige vilje mødes med den guddommelige Vilje til kærlighed og ved dette møde søge at leve vores liv i kærlighed og øve dens gerninger, men uden at vores vilje bliver ét med den guddommelige Vilje i betydningen at opløses i den.

    Denne mulighed – at mødes med det guddommelige uden at blive ét med det eller erkende det fuldt ud, uden at opløses i det – kan vi læse ud af Vandrer mod Lyset i og med dens tanke om, at vi mennesker engang vil blive så åndeligt stærke, at vi kan indgå i Guds Rige uden at opløses eller tilintetgøres af det guddommelige lys.

    Udover troen på Gud og det guddommelige synes vi derfor som farbar vej at kunne møde Gud og det guddommelige; vi kan tro på og mødes med Gud uden at kunne forstå Ham fuldt ud, og uden at opløses i Ham (Hende).

    En sidste mulighed er, at de tanker jeg har forsøgt i Urkosmos og Fysik og metafysik om erkendelsen af en fjerde dimension, og med den en videnskabelig erkendelse af det religiøse, det metafysiske, er rigtige, men uden at en sådan erkendelse i fire dimensioner begrænser det ubegrænsede, det uendelige, Gud. Hvis disse tanker holder, kan tro og viden omsider forenes. Men det må en fremtidig analyse søge afklaring på.

  • Retninger for magt

    Magt kan – som jeg ser det – enten basere sig på en forestilling om en naturtilstand blandt mennesker som en alles kamp mod alle (som den britiske tænker Thomas Hobbes ville vide og formulerede det i værket, Leviathan), magt kan søges og søges bevaret med alle midler og for enhver pris, som renaissance-filosoffen, Nicollo Machiavelli tænkte og formulerede det i Fyrsten (Il Principe); eller magt kan basere sig på forestillingen om, at mennesker kan leve med hinanden og naturen og verden i symbiose.

    Begge former kan ses overalt i naturen og blandt mennesker; både kampen, krigen og symbiosen.

    Hvis vi her eksklusivt holder os til den menneskelige verden, så kan vi sige, at den ene form – krigen – korrumperer os selv og ødelægger vores og andres samfund, mens den anden – symbiosen – opbygger, også vores indre, menneskelige værdier og kvaliteter.

    Platon siger at sted – jeg tror det er i dialogen Gorgias – at den tyranniske magt ikke er stabil og ikke kan vare ved, da tyrannen uvægerligt vil have måske en hel befolkning imod sig, en befolkning som ønsker at styrte ham, måske med alle midler, også voldelige.

    Parallelt hertil kan vi føje, at hvis forholdet mellem mennesker – måske ud fra en realpolitisk holdning – betragtes som en alles kamp mod alle, så vil den magt, der søger at tøjle dette kaos uvægerligt skulle bruge voldelig magt og undertrykkelse for at kunne først nå, siden bevare magten, og en sådan voldsbaseret – eller demagogisk – magt er heller ikke stabil af samme grund, som Platon anfører. Uviljen, måske hadet, mod den bliver for stor.

    Derfor er den mest rationelle og varige magt – både for magtens egen skyld og for befolkningens – den magt, der søger symbiosen, den gensidige gavn; både symbiosen mellem sig selv og befolkningen, og generelt i alt mellemmenneskeligt.

    Hvis denne sondring mellem krigens og symbiosens magt er rigtig, bør bestræbelsen så ikke være – til alle tider – at bevæge magten i retning af det symbiotiske og væk fra krigen; hvis vi ønsker at bevæge os i retning af det gode? Dette ikke ment som et facit eller slutpunkt (en utopi), men som en retning.

    Hvis vi ønsker at bevæge magten i retning af det gode, bør bestræbelsen så også være at bevæge os væk fra den vertikale og henimod den horisontale magt (a la Frie Grønnes projekt) ud fra en tanke om, at jo større afstanden bliver mellem magt og borger, jo større og mere ødelæggende kan den gnist, der springer ved spændingen mellem de to, blive, og derved igen gøre magten ustabil og skade befolkningen?

    Bør vi generelt søge at udligne afstanden mellem mennesker, fx mellem rig og fattig, mellem trossamfund, arbejdsgivere og arbejdstagere, racer, etniske grupper osv ligeledes ud fra billedet med gnisten, der kan springe mellem for store modsætninger eller for store afstande mellem mennesker (at bygge bro sådan som Brobyggerne forsøger det), og på den måde bevæge os i retning af det symbiotiske ideal; hvis vi kan se symbiosen som et ideal og som den mest rationelle og konstruktive måde at bygge samfund på?

    Krig og modsætninger kan – udover at virke ødelæggende på et samfund – også skabe konflikter og spændinger i det enkelte menneske, hvis vi ser andre som potentielle fjender, og hvis der bliver for stor afstand mellem det vi er, det vi ønsker at være, og det samfundet forventer eller kræver af os, eller måske tvinger os til at blive, og derved kan igen let springe en gnist og antænde indre, ødelæggende bål.

    Derfor tror jeg, at det bedste, mest rationelle, etisk forsvarlige, varige og stabile både for magten selv og for borgerne er at søge at bevæge magten bort fra krigen og henimod en flad, horisontal symbiotisk magt, hvor vi samtidig søger at udligne afstandene imellem os. Alt sammen for at undgå krig og konflikt og for at skabe afspænding og til sidst fred.

  • Fysik og metafysik

    En af vanskelighederne ved at spørge og søge at give svar på metafysiske spørgsmål; som – har vi en ånd? findes der en Gud? Er livet evigt eller forgængeligt?; – kan tænkes at ligge i, at vi spørger, søger svar, tænker og lever i tre dimensioner, hvor metafysiske spørgsmål og svar måske kun giver mening og kan udvikle metoder til besvarelse i fire dimensioner.

    Men så længe vi ikke ved, hvad en eventuelt fjerde dimension er (som Vandrer mod Lyset nævner, men ikke forklarer, da vi angiveligt i dag mangler forudsætninger for at forstå et svar), så kan – måske – metafysiske spørgsmål ikke besvares med tilstrækkelig sikkerhed og evidens. Vi er henviste til at tro.

    De tre rumdimensioner fysikken regner med, har som måske bekendt i nyere forskning fået tilført tiden som den fjerde dimension, så man opererer med en rumtid, men det er muligvis en misforståelse; det kan tænkes, at de tre kendte rumdimensioner i virkeligheden er indvævet med de tre tidsdimensioner, fortid, nutid og fremtid, som tilsammen i rumtiden udgør de tre kendte dimensioner. Den fjerde dimension er så stadig ukendt (og det kan være, at der er flere dimensioner end de fire, Vandrer mod Lyset opererer med).

    Dette forhold er parallelt til det, Vandrer mod Lyset kalder gåden om det uskabte; at Urkosmos bestod af tanke, vilje, lys og mørke, som ikke var skabt, men var fra evighed uden begyndelse og uden skabelse: Vi mangler endnu den tilstrækkelige modenhed og intelligens til at forstå dette forhold, men det kan tænkes, at når vi engang får svaret på denne gåde, vil fx også det ontologiske grundspørgsmål; hvad vil det sige at eksistere, hvad er eksistens egentlig?; kunne besvares, og vi vil kunne få svar på, hvad evighed er og hvordan vi skal forstå den.

    Måske vil også gåden om det uskabte kun kunne finde svar med reference til en firedimensional verden. I den forbindelse kan man forestille sig dette scenarie:

    Gennem en erkendelse af den fjerde dimensions natur vil det blive muligt ved firedimensional metafysisk erkendelse at efterprøve og måske bekræfte Vandrer mod Lysets metafysiske spørgsmål og svar – og enhver anden religions – i en sikker og evident erkendelse. Derefter kan Vandrer mod Lyset måske vinde sin endelige, offentlige og fælles anerkendelse, og da kan også svaret på spørgsmålet om det uskabte gives (jf Spørgsmål og Svar II, no 56).

    Der er altså en række metafysiske og ontologiske grundspørgsmål, vi ikke i dag kan svare på; svar som imidlertid – formentlig – kan gives engang i fremtiden. Indtil da må vi have tålmodighed og vente på den mand eller kvinde, der er i stand til at give svar på de spørgsmål, den menneskelige tanke naturligt stiller sig angående vores oprindelse, hvor vi kommer fra, og hvor vi er på vej hen, om der findes en Gud, om vi er alene i det vældige univers, videnskaben i dag regner med, om vi har en eventuelt evig ånd udover den fysiske krop, om hvad bevidsthed er, om vi har en fri vilje og mange andre spørgsmål, som måske ikke kan finde svar i en tredimensional tankeramme, men nok i en firedimensional.

    Når vi en dag får svaret på, hvad den fjerde dimension er, hvis den findes, så kan det – som antydet ovenfor i det mulige scenarie vedrørende gåden om det uskabte – vise sig at være nøglen til, at vi som menneskehed kan tage den hånd, der rækkes os fra den oversanselige verden gennem Vandrer mod Lyset – ikke som en tro, men som en viden.

    Note 1: I skriftet Rum og tid har jeg forsøgt at give en første, foreløbig skitse til forholdet mellem rum og tid; herunder deres udfoldelse til de nu kendte former gennem Urtankens og Urviljens kamp mod mørket, fremad mod lyset, tidens mulige cirkulære natur, evighed og tid som – ikke modsætninger – men identiske; derudover giver jeg her et bud på, hvad den 4. dimension kan være, men erkender, at denne teori ikke er sikker.

    Note 2: Det ovenfor skitserede mulige scenarie for Vandrer mod Lysets offentlige og fællesmenneskelige anerkendelse gennem erkendelse af den fjerde dimensions natur er kun en ud af mange mulige måder for, hvordan gennembruddet og anerkendelsen kan vindes. Der er fx også den mulighed, at man en dag vil finde det svundne kulturrige Atlantis ud fra Vandrer mod Lysets angivelser for dets beliggenhed. Der er i skrivende stund et projekt i gang, der forsøger netop dette. Eller der er den mulighed, at gennembruddet kan komme fra biologien, og Vandrer mod Lysets redegørelse for cellens oprindelse. Eller gennembruddet kan komme fra astronomien gennem en opdagelse af Modersolen og en ny teori for universets størrelse og opbygning ud fra Vandrer mod Lysets opgivelser. Gennembruddet kan komme på mange måder – hvis eller når det kommer.

    Note 3: Ordet “metafysik” blev første gang brugt af Andronikos fra Rhodos som titel på en række skrifter af Aristoteles, der blev placeret efter fysikken (meta ta physika; “efter fysikken”. Kilde: Den store Danske). Traditionelt bruges begrebet om de store spørgsmål om verdens grundlag, Guds mulige eksistens, viljens frihed mv; dvs om spørgsmål vi ikke umiddelbart kan sanse, men forsøge at tænke. Derfor er det logisk at søge svar på metafysiske spørgsmål udover fysikken og fysikkens love, dvs udover de tre kendte dimensioner (som jeg altså her formulerer og opsummerer i rumtiden), og eftersøge og eventuelt indføje en 4. dimension i erkendelsen.

  • “Guds rige er kommet nær”

    Jeg læser i øjeblikket Lau Sander Esbensens bog, Gud er kærlighed! og heri finder jeg følgende vidunderlige tanke:

    Når Jesus siger: Guds rige er kommet nær (Mark. 1, 15), så mener han ikke, at det er en nærtforestående begivenhed i den ydre verden, men en realitet inden i os selv (Luk. 17, 20-21). Vi kan nå det, her og nu, ved at leve i kærlighed.

    Og hvordan lever vi i kærlighed? Det gør vi ved at elske Gud, vores næste og os selv; ved det dobbelte kærlighedsbud, som Jesus svarer farisæeren på spørgsmålet om, hvad der er det største bud (Matt. 22, 34-40), og som han har fra den jødiske lovtekst, Mosebøgerne (5. Mos. 6, 5 og 3. Mos. 19, 18).

    Er dette ikke kun en uopnåelig utopi og fremmed for vores grundliggende menneskelige natur? Nej, for kærligheden er vores inderste, menneskelige natur, fordi vi er skabt af en kærlig Gud.

    Derfor kan vi både finde vores inderste jeg, vores egentlige personlighed, vores kerne og finde Gudsriget i en og samme bevægelse, som er så enkel, at alle kan forstå det.

    Guds rige er kommet nær, ja, det har altid været her – i kærligheden i vores inderste.

    Jeg tænker videre: Hvis dette er, hvad Jesus egentlig lærte og ville sige os, så må også islam og muslimer anerkende det som sandhed; for islam og koranen anerkender Jesus som en ægte profet, hvis budskab imidlertid af efterslægten blev forvansket.

    Og kærlighedsbudet er vel heller ikke fremmed for ikke-troende; det giver vel god mening også selv om man måske ikke anerkender kærlighedens guddommelige oprindelse?

    Så kan vi mødes her, troende og ikke-troende, i kærligheden til hinanden ud fra kærligheden i vores inderste?

  • Relativ og absolut viden

    Solidum petit in profundis (Vi søger i dybet den faste grund)

    Tanken om relativ hhv absolut viden er idehistorisk velkendt. Vi kan iagttage en Immanuel Kant, der skrev, at al viden nødvendigvis må skabes og opnås under de erkendelsesteoretiske rammer tid og rum, hvorefter en af konsekvenserne er, at vi kun kan erkende tingene, genstandene, som de fremtræder, kommer til syne for os, og ikke som de er i sig selv (das Ding an sich). Derfor er al menneskelig viden – ifølge Kant – relativ.

    Og vi kan læse en tænker som G.W.F. Hegel, der i værket Åndens fænomenologi gennem en lang, begrebslogisk udvikling ender ved den absolutte viden.

    Jeg kan se to principielle indvendinger mod tanken om at al menneskelig viden er relativ:

    For det første må vi sige, at hvis vi hævder, at al menneskelig viden er relativ, så er dette et absolut synspunkt, som derved ophæver det, man vil vise eller sige; det relative hævdes absolut. Hvis ikke det relative hævdes absolut, må det hævdes relativt, og derfor ophæver det også den oprindelige tanke.

    Den anden indvending kan vi komme på sporet af ved at betragte Henri Bergsons filosofi. Vi er – siger han – mennesker, der er en del af den verden, vi undersøger og søger at forstå fx gennem filosofi og videnskab. Vi er ikke udenforstående objektive iagttagere af en virkelighed, vi ikke selv er dele af, og derfor påvirker vi det, vi undersøger. Hvis Bergson har ret, er objektiv erkendelse umulig, men vi havner så i en variant af den første indvending: Vi erkender, at erkendelse er umulig, hvilket er en selvmodsigelse.

    Vi må derfor sige, at absolut erkendelse er mulig. Men hvis vi medgiver Kant, at menneskelig erkendelse nødvendigvis må foregå i tid og rum, og vores viden (på egen hånd) derfor er relativ, så vil en absolut erkendelse kun kunne opnås af et Væsen, der ikke er underlagt tid og rum, men er hævet over dem. Det er der ét Væsen, der er: Gud. Dette siger Vandrer mod Lyset meget klart, og jeg har forsøgt at udvikle tanken yderligere i skriftet Rum og tid.

    Hvis vi derfor anerkender, at Gud er den eneste med absolut viden, så må vi også sige, at Han/Hun er i stand til at give os mennesker, som er relative væsener og ikke absolutte som Gud, sikker og absolut viden, og derfor har videnskab og filosofi kritisk brug for Gud for at kunne tænke konsekvent og opnå sikker og troværdig viden.

    Denne gudgivne absolutte og sikre viden kan ifølge Vandrer mod Lyset gives os gennem skytsånden ved inspiration og intuition, og mange videnskabsfolk, kunstnere, opfindere mv har til alle tider berettet om denne inspiration, de – dog ofte ubevidst – har skabt deres forskellige åndelige eller tekniske produkter ud fra. De største værker er fremkommet på denne måde.

    Hinsides filosofi og videnskab må vi også henregne de ægte åbenbaringer – særligt Vandrer mod Lyset – til eksempler på en meget direkte (eller mindre indgribende) inspiration givet af Gud direkte eller gennem skytsånden men under Guds øverste ledelse.

    Så absolut og sikker viden er mulig – i kraft af Gud. Hvis ikke vi erkender og anerkender dette, vil videnskab og filosofi med tiden degenerere og opløses gennem relative, selvophævende og uholdbare positioner og resultater, hvor dagens viden modbevises “i morgen”, og derfor vil de også langsomt miste deres troværdighed og integritet.

    Vejen ud af denne knibe er Gud, selv om tidens omsiggribende ateisme næppe er tilbøjelig til at ville erkende og anerkende det. Men det er ikke desto mindre vejen.

  • Buddhaevangeliet

    Mennesket er som et lavtryk: Et intet omgivet af mægtig storm; grådighed, had, misundelse, hævntørst, selvviskhed, begær. Det vandrer gennem verden, og bringer storm og regn og brand. Og branden i sindet bliver branden i verden.

    Nirvana er at sætte fingeren på centrum. Derved får stormen kerne, den stilles, og lavtryk viger for højtryk, og ting kan gro og nære og berige og bringe høst og fred. Og freden i sindet bliver freden i verden.

    Sådan kan det være. Men er det sandt?

  • Brev fra Buddha, Lao-tse og Socrates

    Her kommer sandheden, dette er vejen: Vi kender den alle inderst inde, og kan mærke den, hvis vi mærker efter. Men – hvis du har brug for andre til at fortælle dig det, fx gennem dette brev, er det ikke sandheden, ikke vejen.

    PS Og lad nu være med at banke så hårdt på og mase sådan med døren – den er åben.

    Med kærlig hilsen

  • Hinduisme. Brahman, Atman, kundalini

    I øjeblikket læser jeg Karen Armstrongs Buddha, og i den forbindelse er mine tanker sporet ind på de østlige religiøse og filosofiske traditioner, og jeg har undersøgt nogle grundlæggende træk ved den tradition, hinduisme, som Buddha ifølge Armstrong og som også Will Durant beskriver det i sin Verdens kulturhistorie, til dels reformerede som en af aksetidens store religiøse og filosofiske personligheder.

    Og det slår mig endnu en gang – efter at have undersøgt ikke bare hinduismen, men også kristendom og islam – hvor sjælden en gæst lyset og sandheden er i vores verden, og hvor rigtigt det er, når der i Vandrer mod Lyset tales om “den menneskelige vankundigheds ørken”.

    Jeg vil her beskrive nogle af de vildfarelser, der findes i hinduismen. Jeg tager dog det forbehold, at hinduisme – lige så lidt som fx buddhisme, kristendom og islam – ikke er en entydig filosofi eller religiøs tradition, og at den mangler en fælles kanon for hellige tekster, selv om fx Veddaerne og Upanishaderne står centralt i traditionen.

    Hinduisme kan (med ovenstående forbehold in mente) beskrives som følger:

    Vi mennesker er fanget i en næsten endeløs kæde af fødsel, lidelse (dukkha) og død og derpå genfødsel, samsara eller lidelsernes hjul. Det der hindrer befrielsen, moksha, fra dette, er ifølge Upanishaderne, uvidenhed (avidya); uvidenhed om selvets, atmans, identitet med det inderste, grundlæggende verdensprincip, brahma; nogle vil kalde brahma eller brahman for Gud.

    Ved yoga søger man at afstedkomme foreningen af atman og brahman (yoga kan oversættes ved “forening”), hvorved befrielsen, moksha, er en realitet. Idet man erkender atmans og brahmans identitet, stiger kundalini op gennem chakraerne, og atman opløses i brahman som salt opløses i vand, eller som dråben forenes med havet ved kundalinis kulmination i det øverste chakra.

    Sådan kan hinduismen fortolkes og forstås. Vi må dog også tage det forbehold, at denne proces ifølge nogle, fx erfarne yogis, ikke fuldt ud kan forstås med intellektet alene, men må leves, opleves selvstændigt, ikke som en teoretisk lære, men som en konkret og levet praksis.

    Men – hvis vi holder os til den ovenfor skitserede forståelse af hinduismen (og noterer visse ligheder med moderne spiritualitet), og derudover søger oplysning i Åbenbaringen, Vandrer mod Lyset, så er det med det samme klart, at hinduismen er en vildvej. Vi mennesker kan ikke på nogen måde blive identisk med Gud eller det inderste verdensprincip, og med til sand åndelig forædling hører blandt andet at erkende sin egen begrænsning.

    Denne tanke finder også belæg i Det gamle Testamentes syndefaldsmyte, hvor faldet blandt andet kom i stand ved, at mennesker (egentlig de Ældste; se Vandrer mod Lyset) ville være lig Gud. Hvis vi forstår hinduisme som ovenfor skitseret, så er denne traditions moksha, befrielse ikke en ægte befrielse, men et fald, og kundalini er ikke en guddommelige lyskraft, men en kraft i mørket, symboliseret i syndefaldsmyten ved slangen, der fristede Adam og Eva.

    Den ægte forløsning eller befrielse skitseres i Spørgsmål og Svar II, no 64, (Spørgsmål og Svar er udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset) gennem tanke-vilje-enheden, hvor tanken og viljen i det enkelte menneske efter en meget langvarig proces over millioner af år smelter sammen, forenes (jf yoga), ikke med Gud, men med hinanden, hvorefter individet er upåvirkeligt af mørkets, det ondes, udstrålinger og kræfter i al evighed, og menneskeånden siges da – af Kristus – løs fra al videre inkarnation på Jorden, og fortsætter sin åndelige udvikling på fjerne lyskloder i andre dimensioner og verdener, Lysets.

    Dette er virkeligheden og sandheden.

    Så det er let at se fx hinduismen som endnu en menneskelig vildvej, en vej som til forveksling ligner Lysets og sandhedens, idet man indoptager visse virkelige forhold og realiteter, men sætter dem sammen på en ny og forvrænget måde, så vejen ikke peger mod Lyset, men mod mørket.

    Denne forvrængning eller forveksling af Lys og mørke (som er udtryk for det jeg kalder mørkets, det ondes, dobbeltaspekt; at mørket dels rummer en “lys”, dels en rent sort side) er så typisk og udbredt i vores verden – ikke blot i hinduismen men i alle etablerede verdensreligioner, fx også i kristendom og islam – at det er let at forstå, hvorfor mennesker igen og igen går vild og hvorfor de igen og igen falder for det ondes mange bedrag. (Det skal dog tilføjes, at verdensreligionerne også alle rummer glimt af sandhed, men de er sjældne).

    Hvorom alting er: Jo før vi forlader alle disse vildveje, disse mørkets bundløse sumpe, og jo før vi træder ind på Lysets faste grund, som den er givet i Vandrer mod Lyset, jo bedre. Ikke for min skyld eller for Guds, men for menneskers egen. Derved kunne mennesker spares for mange lidelser, fx de åndelige lidelser, der hører med, når man vågner til dagen og virkeligheden fra mørkets onde drømme, de lidelser man må gennemleve, når man forstår, at det man holdt for helligt ikke består sandhedens prøve, men kun var en omvej!

    Note: “Aksetiden” er et historisk begreb introduceret af Karl Jaspers i Vom Ursprung und Ziel der Geschichte (Om historiens oprindelse og mål) (1949), og som betegner perioden omkring 800-200 f. Kr, en periode der i Vandrer mod Lyset beskrives som en tid, hvor de Yngste for alvor var ved at blive trætte som følge af mørkets, det ondes, overhåndtagende magt, og hvor kun få af dem vovede at lade sig inkarnere som mennesker blandt mennesker. De der kom, medbragte dog, som det siges, en rigdom af kundskaber og visdom og skønhed, som næppe overgås af nogen anden tidsperiode, og som vi mennesker stadig tærer på og næres ved.

  • Edens Have

    I Edens have eller i Haven med de rindende floder strømmede engang vandene frit og uhindret. De vandede Haven og gav den liv. Udenfor delte floden sig i fire: Pishon, Gihon, Tigris og Eufrat. De gav liv til verden, og alt var godt.

    Men se, menneskene begyndte at kaste sten i strømmene. Og vandene hvirvlede og brusede, og på den måde kom ufreden og krigen ind i menneskers sind, hjerte og verden, og de havde ingen fred, ingen hvile.

    Menneskene tabte freden – og længtes tilbage efter den. Nogle kastede i deres lidelser endnu flere sten i strømmen, og vandene bruste vildt og vildere; da løftede og rystede de næven mod Himlen og forbandede den.

    Men Himlen svarede i medfølelse: Fred er ikke at kaste flere sten i strømmen, I ser: Da vil stormen og lidelsen blot blive stærkere og dybere og mere ødelæggende; ej heller er det at standse den; fred er – langsomt og tålmodigt og med selvbeherskelse i sorg og anger – at hæve de sten – en for en – I selv har smidt i livets vande.

    Når den sidste sten er hævet – da vær velkommen tilbage til livet, da kan floderne igen strømme frit. Ønsker I ikke at vende tilbage til Livet, til Haven, til Freden, til Hjemmet?

    Note: Denne lignelse eller dette billede sigter først og fremmest til det mørke, vi forurener vores ånd med, de mørkekomplekser vi skaber i vores tanke og vilje, og som giver os åndelig eller psykisk uro og smerte, og ikke levner os fred, når vi handler mod vores samvittighed, mod bedre vidende. Floden eller floderne er billede på bevidsthedens, tankernes og følelsernes, potentielt frie og uhindrede løb og livgivende kraft, sådan som det var engang i den paradisiske tilstand, og som det skal blive igen. For en nærmere forklaring angående fænomenet mørkekomplekser og mørket som urkraft, samt rammen om denne lignelse; se Vandrer mod Lyset og tilknyttede værker (på det her angivne link kan man enten købe de trykte værker eller hente e-bøgerne gratis).